Da jeg endnu var en ganske lille dreng og måske endnu ikke kørte rundt på cykel, kom en dialektforsker ved navn Ringgaard (jeg sejlede med hans barnebarn Peder Ringgaard på M/S Patagonia til Indien og Burma - han var "pantrydreng" jeg var kammerdreng) til Fruelund for at studere min gamle bedstemors dialekt. Jeg husker endnu en sommerdag hvor de sad ude i forhaven. Han havde en spolebåndoptager (en sensation dengang) og hun fortalte om sit liv. Ser du de bånd, vil jeg meget gerne have fat i. Og det er jeg faktisk ret sikker på museet i Give OGSÅ vil. Hun døde lige før jeg kom i skole, tror jeg. Jeg husker hendes bortgang udmærket og forbinder 2 oplevelser med den.

 Min far & mor havde nogle københavnske venner, et ægtepar, der var på sommerferie på Fruelund. De boede i Gæsteværelset. 

Bl.a. af den grund opstod der pladsmangel i stuehuset. Min kusine Vera var dengang tjenestepige på gården. Min bedstemor døde måske i den seng hun var født i. Hun havde siddet som enke på gården i en lang årrække. Hendes mand, min bedstefar (ikke biologisk men alligevel) døde som 50 årig. Nu lå min afdøde bedstemor inde i dagligstuen i sin seng. Vi passerede hende dagligt, også jeg. Det tog vi os ikke af. Som jeg skrev i mine erindringer var liv og død, årstidernes skiften, såning og høst osv. en stor CYKLUS dengang på landet. 

Der var imidlertid pladsmangel. Vera, min kusine havde ingen steder at sove. "Jamen ka´ do da æ´ sow ind o´ æ´ sofa wed Bedste?" sagde min mor. Jo det kunne hun da godt. Det rørte hende ikke en papand. Bedste gjorde jo ingenting. Tænk hvor tiderne er skiftet!

Hvem ville gøre den slags idag? De fleste ville ligge vågne hele natten, mere eller mindre rædselsslagne. Sådan var det ikke dengang. Jeg er sikker på Vera sov som en sten.

Den anden episode jeg husker var at Bedste var blevet vasket (det gjorde mor og Vera) og lagt i en åben kiste i "spisestuen", den næstfineste stue. Hun skulle jo synges ud. Det var en junidag og varmt, og der er mange fluer på landet. Så mor havde lagt en serviet over Bedstes hoved. Jeg lille purk (5 eller 6 år gammel) var nysgerrig, tog en stol, hoppede op på den for at kigge på Bedste. Jeg fjernede servietten. HUN VAR HELT GUL I HOVEDET! Jeg talte ikke rigsdansk. Ja faktisk kan jeg endnu tale min barndoms dialekt måske ligeså godt som selveste Bedste. "Mue!", sagde jeg, "Hwofor er Bedste gul i æ hue?" spurgte jeg mor der var i køkkenet. "A wed et såmænd æ!" svarede mor.

Hvordan skal jeg få fat i Ringgaards bånd? Institut for dansk ved Århus Universitet? Rigsarkivet? Har du nogle forslag?

Drevet af sin vanlige interesse for  den gode, gamle historie har BØRGE gravet følgende mytologiske beretning om Give frem.

Her lidt info om min barndomsby Give der ligger på Den jyske Højderyg.
Byen har sit navn fra jættekvinden Gyffve. Da man i 1200-tallet byggede Give kirke, blev hun så stangtosset over at hedenskabet gik på hæld, at hun tog en kampesten og slyngede den mod Give kirke på mange mils afstand.
Men hun ramte ikke og kampestenen landede i Givskud (deraf navnet Givskud).
I forhold til denne myte har København slet ingen historie. Den blev grundlagt langt inde i den katolske middelalder af Absalon og fik navnet HAVN. Byen pynter sig med lånte fjer og har alle dage gjort det.

I sine unge dage sejlede Børge verdenshavene tyndt. Hans altid flittige pen har beskrevet turene med bl.a. ØK-skibet Patagonia.

HER kan du læse den spændende beskrivelse, der er uddrag af værket Snesejlerne.

En person der på afgørende vis ændrede min ungdom var den danske krigshelt Anders Lassen. Jeg havde den første biografi skrevet om ham liggende i mit værelse. Deri fandt jeg den oplysning at Anders Lassen som det første skridt i sin tidlige ungdom påmønstrede ØK skibet Fionia med destination Bangkok.

Vel, tænkte jeg, kunne han gøre det kan jeg vel gøre det samme! Så det gjorde jeg. Jeg påmønstrede M/S Patagonia der skulle til Indien & Burma.

Jeg tager vist ikke fejl hvis jeg siger at Peter Teilmann, og udenfor vores klasse Thorkild Gudnason, mere eller mindre fulgte i mit kølvand.

Anders Lassen blev dræbt i 1945 under opmarchen i Italien. Han er den højst dekorerede, danske soldat nogensinde.

Han fik, posthumt, Victoria korset.

Der er ikke mange der kender til Anders Lassen. Så jeg sender denne link:

https://da.wikipedia.org/wiki/Anders_Lassen

BLÅT BLOD I VORES KLASSE, sep. 17

Her min 13 stil fra Studentereksamen 1970 på Høng Studenterkursus. Jeg fulgte disse ideer ret konsekvent og blev optaget i Romerkirken året efter. Stilens titel var "Augustins Bekendelser".

Her min studenterstil med citatet fra Augustin.

"Hvis man tør bedømme integritet og indholdsdybde ud fra en sammenligning mellem den subjektive indsats og den objektive tilforladelighed, mellem en forfatters emotionelle intimitet og hans filosofiske stringens, ville Augustins "Bekendelser" være blandt kandidaterne til førstepladsen. Heri spejles, som i få andre selvbiografiske værker, en personlig, religiøs udviklingshistorie perfekt i en gradvis filosofisk afklaring: en subjektiv "languor" (længsel, sorg) modsvares af objektiv tvivl, og objektiv vished får den dybeste personlige ro som sin konsekvens.

Heri ligger imidlertid også vanskeligheden ved at eftervise værkets rent spekulative hjørnestene. Dets forfatter var i en fremskreden alder da han påbegyndte det, og hans teologiske og kirkepolitiske teorier var for en stor dels vedkommende nedlagt i "De civitate Dei", "De Trinitate" og flere andre skrifter. Skulle man udpege den grundide, eller om man vil, den sjælelige kendsgerning, der er forudsætningen for værket, må man nævne illuminationsteorien. Det højeste åndelige redskab i mennesket, den skelnende, dialektiske fornuft, er ifølge Augustin drevet af en slags moralsk-religiøs agens, den græske LOGOS, der ikke lader det i ro førend det hviler i betragtningen af det fuldkomne væsen. "Du har skabt os til dig og vort hjerte er uroligt til det finder hvile i dig" siger han et sted.

Karakteristisk for den platoniske tradition Augustin står i så dyb en gæld til, er ideen om at, at de sjælelige intelligibler har en objektiv realeksistens. Dette er kendetegnet for den udvikling, der er nedlagt i "Bekendelserne". De zoroastrisk påvirkede manikæere, der forfægtede en slags moralsk materialisme, nemlig at det onde og det gode udkæmper en kamp på den abstrakte materies plan, betager Augustin indtil mødet med Plotin, der hævder at det onde er deprivation, en mangel på evne til at modtage formerne, der via LOGOI overføres fra det universelle intellekt. Denne metafysiske ide overfører kirkefaderen til den moralsk-kristelige sfære, til selve den menneskelige, personlige psyke: bortvendtheden, AVERSIO, afføder kardinalllasterne: hovmod,videbegær og sanselighed. SUPERBIA, CURIOSITAS og VOLUPTAS.

Denne transcendens fra det psykiske til det metafysiske og den modsatte vej er typisk for Augustins tankevaner. I "De Trinitate" sonderer han Treenighedens hemmeligheder ved at bestemme åndens selvforhold: denne består af erindring, vilje og erkendelse, og heri ser Augustin gudsbilledet: erindringen fremkalder troens objekt, Gud, der erkendes ved en kærligheds - eller viljesakt. Denne trefoldige enhed er Guds "spor" i den menneskelige ånd.

Den store kirkefader var et menneske der, med hans egne ord, "levede efter det indre menneske". Stilistisk giver dette sig udtryk ved utallige referencer til intelligible sanser: de indre læber, den indre mund etc. Med disse retoriske midler lykkes det ham i "Bekendelserne" at beskrive det religiøse liv, kontemplationen, fristelserne, længslen, med en forbløffende virtuositet. Her kommer rhetoren, Ciceros beundrer, skønt med forbehold, til sin fulde ret: en prosa som denne tåler kun sammenligning med Højsangen:

"Sent kom jeg til at elske dig, du skønhed så gammel og så ny, sent elskede jeg dig. Og dog,du var i det indre, men jeg selv i det ydre, og der søgte jeg dig. Jeg forså mig mod alle de ting du har skabt skønne af form og mistede min egen form. Med mig var du, men jeg var ikke med dig. Alle disse ting, som ikke var, om ikke de var i dig, holdt mig fjernt fra dig. Du kaldte, du råbte, og du brød min døvhed. Du glimtede, du strålede, og du bortjog min blindhed. Din duft kom til mig, jeg åndede den, efter dig sukker mit bryst i længsel. Jeg har smagt dig, og jeg hungrer og tørster. Du har rørt mig og det var mig som en gløden, der drog mig mod din fred.

Augustin tilhører den platonisk-mystiske tradition i den katolske kirke. Til hans yndlingslekture hørte Plotins berømte stykke "Om Skønheden" Denne SOBRIA EBRIETAS, denne "nøgterne beruselse", den enes flugt til Den Ene, er kulminationen på VISIO DEI, det guddommelige skue, det kontemplative livs højdepunkt og berettigelse. "Bekendelserne" er en registration af denne livsforms svingninger. Snart det kvæstede råb "fra det dybe" til "Den Ene" der hviler i sin ubevægelige, evige fred bag den brogede skabning, snart den mystiske elevations fredfyldte ekstase.

En tænkning, der betragter Gud som skabningens virkeårsag, modelårsag og målårsag, tager ikke i betænkning at drage de politiske konsekvenser heraf. Livet er af Gud, i Gud og for Gud, en "udlændigheds vandring"Hvad denne livsbetragtning medførte, da den kombineredes med ideen om den apostoliske succession og Dionysos Areopagitens plan over det himmelske hierarki, afspejlet i den katolske kirkes gejstlige rangfølge, behøver ingen kommentarer. Den blide,sværmeriske og introverterede Augustin havde lige så få mentale affiniteter til inkvisitionen som Nietzsche havde til nazismen.

Da Aristoteles, tilstrækkeligt beskåret og kommenteret af Thomas Aquinas, trængte ind i den katolske kirke, havde Augustins teorier båret den gennem ni århundreder. Skolastikens militante logikere gjorde rent bord og Gud forvandledes fra "Den Ene" til "Førstebevægeren" som kun den der var tilstrækkeligt velbevæbnet med syllogismen, kunne finde frem til. Augustins idekreds blev stof for mystikere og enthusiaster, selv Abelard deltog på nominalisterne i middelalderens slutning. "Bekendelsernes" forfatter er imidlertid så intimt knyttet til antikkens filosofi, til platonikerne, at han vedblivende vil repræsentere det åndsaristokrati der altid er rede for den, der søger en ligeså ildfuld som spekulativ hævdelse af sjælens absolutte enhed, af dens essentielle fællesskab med sin første transcendente årsag."

Hilsen Børge

ODE TIL ANTONIA