Slideshows
-
TPL_IN
-
TPL_ON
-
Visninger: 1271
Den 14. juni 2023
Daniel Fruelund
I dag blev Børges urne nedsat på Nordre Kirkegård i Vejle. Pater Gregor Pahl O.Præm fra Sct. Norberts Kirke forestod indvielsen af jorden med vievand og bøn.
Hermed er Børges sidste jordiske rejse endegyldigt afsluttet.
|
VAF's nekrolog over Børge den 7. maj 2023
Børge læste Kierkegaard som 12-årig: Hans liv tog en voldsom deroute, og nu har Vejles værtshuse mistet en af de mest begavede stamkunder
Børge Fruelund Jensen levede et begivenhedsrigt, men også et til tider omtumlet liv. Han døde 15. marts i år. Foto: Mette Mørk
Børge Fruelund Jensen var et højt begavet menneske, som blev ramt af psykisk sygdom. Han var sømand, gymnasielærer og senest en fast og reflekterende gæst på Vejles værtshuse, men i marts mistede han livet efter kort tids sygdom. Telefonen på redaktionen ringer. Det er en solrig dag i marts, og opkaldet er fra Sct. Maria Hospice i Vejle. Men stemmen tilhører hverken en leder, en af hospicets frivillige eller ansatte. Opkaldet kommer fra en beboer, og det er en afklaret og velkendt stemme, der ringer for at opfordre avisen til at aflægge besøg på hans stue. Men det haster en smule, for Børge Fruelund Jensens dage er talte. En af avisens mest reflekterende og flittigste læserbrevsskribenter ser døden i øjnene og ved, at det sidste sandkorn i hans livs timeglas langsomt, men uafvendeligt, glider mod bunden. Han har reflekteret over det uundgåelige og vil gerne dele sine tanker med avisens læsere, nu hvor han på ganske kort tid har tabt kampen mod cancer. Det er blot tre måneder siden, at Børge Fruelund Jensen får besvær med at synke sin mad. Da han samtidig flere gange besvimer ud af det blå, går han til egen læge, som sender ham videre til undersøgelse på Kolding Sygehus. Her får han den nedslående besked: "Vi har fundet en svulst i dit spiserør. Du har kræft. Regnskabet over for GudSom dreng er han bange for døden. En gammel bestyrer og hans bedstemor dør, da han er syv-otte år, og de dødsfald gør et voldsomt indtryk på den unge Børge. Men nu er han helt afklaret med sin skæbne, og den uge, han tilbringer på Sct. Maria Hospice, bliver gode dage. Hans vid, humør og snakketrang er intakt, og han belærer sygeplejerskerne om kendte filosoffer og tænkere fra oldtidens Grækenland til William Shakespeare.
Daniel Fruelund besøger sin far i lejligheden på Vardevej. Børge Fruelund Jensen har fået konstateret kræft, og det er et af de sidste fotos, der er taget af eneren, der voksede op i Give og nåede vidt omkring i en omtumlet tilværelse, inden han fandt ro i Vejle. Privatfoto
Allerede som ung konverterer han til katolicismen, og han er stærk i sin tro. Han er ikke i tvivl om, at der venter ham et efterliv på den anden side, og derfor er han ikke længere bange for at dø. Som han selv formulerer det, er det mere regnskabet over for Gud, han frygter. Bliver adopteret bortDét regnskab får ham til at se tilbage på sit liv, og det får en alt andet end lykkelig og bekymringsfri begyndelse. Moderen forelsker sig i ægtemandens kammerat, Mogens Poulsen, og Børge bliver undfanget i en båd på Furesøen en efterårsdag i 1946. Det beskriver Børge Fruelund Jensen selv på det første af de 203 tætskrevne A4-ark, som udgør de memoirer, han har skrevet, men aldrig har fået udgivet. Børge Fruelund Jensen bliver efter sin fødsel, 26. maj 1947, opgivet til adoption, fordi hans mor har fået ham med en anden end den mand, hun er gift med. Nu er fanden løs. Det er en frygtelig familieskandale, som man forsøger at fortie. Otto forlanger skilsmisse. Utvivlsomt var jeg blevet fjernet i moders liv, havde der været fri abort i de dage," skriver Børge Fruelund Jensen. Som at komme i himlenSkandalen ender med, at familien bortadopterer den nyfødte Børge. I første omgang til Give-egnen og et husmandsægtepar, der tidligere har vanrøgtet et adoptivbarn. Det stopper ikke Børges biologiske farmor fra at overlade den nyfødte dreng i parrets varetægt. Det kommer dog den lokale læge for øre, og ifølge Børge Fruelund Jensens erindringer tager lægen affære. Derpå bliver den fire måneder unge baby flyttet til Augusta og Karl Kristian Jensen, der ejer slægtsgården "Fruelund" uden for Give. Det skal blot være et midlertidigt ophold, men Augusta og Karl Kristian bliver i al fremtid Børges forældre, og drengen oplever derfra en tryg barndom.
Her er den unge Børge fotograferet med sin storesøster Bodil, som Augusta og Karl Kristian Jensen også har adopteret. Privatfoto
I erindringerne beskriver han Fruelund som at komme i himlen. Forældrene har tjenestefolk, og drengen har ikke mange pligter, men kan hellige sig sin skolegang og legen på og omkring den firlængede gård og siden drengestregerne med kammeraterne. Men der hviler også en skygge over hans tidlige år. Hører ikke rigtigt hjemmeHans adoption er ikke legal, for hans biologiske mor har ikke skrevet adoptionspapirerne under. "Det vidste jeg fra første færd. Hvad skulle mine forældre gøre? Jeg kan blive hentet hvad dag, det skal være. Så de fortæller mig det. Midt i dette strålende hjem, i dette jordiske paradis, har jeg altid vidst, jeg ikke ”rigtigt hører hjemme”. Når en fremmed bil kommer ind i gården, flygter jeg ud i kornmarken eller op på høloftet," skriver Børge Fruelund Jensen. Karlene på gården kalder ham "kjøwenhavneren", hvilket forstærker følelsen af at være en fremmed på Fruelund.
Børge tog mellemnavn efter den firlængede gård Fruelund, hvor han voksede op. Her er han fotograferet sammen med blandt andre sin mor og søster. Privatfoto
Da han er seks år, falder adoptionen endelig på plads, og mareridtet er ovre. Men Børge Fruelund Jensen stiller selv spørgsmål ved, om de mange år med en grundliggende angst kan være en medvirkende årsag til den sindslidelse, han som 34-årig pludselig bliver ramt af, og som bliver en følgesvend resten af hans tilværelse. Stikker til søs som 17-årigHan er selv overbevist om, at de tidlige år betyder, at en grundlæggende følelse af hjemløshed slår rod i ham, og i en alder af 17 år stikker Børge Fruelund Jensen til søs. Han påmønstrer ØK's M/S Patagonia i hovedstaden, og her venter der eksotiske og til tider barske oplevelser i så rigeligt mål gennem et par år, at Give-drengen har stof nok til at skrive en lille selvbiografisk roman, der ligger på ØK's hjemmeside med titlen "Livet i ØKs skibe".
- Min opvækst på den dejlige slægtsgård var paradisisk. Den gik med leg. Vi havde tjenestefolk, og det var sjældent, jeg arbejdede, fortæller Børge Fruelund Jensen, der havde fået hyre på et af ØK's skibe, da billedet her blev taget. Privatfoto
Det er her, han introduceres til kunsten at drikke, han bliver forelsket første gang, får sin seksuelle debut på et bordel i Bombay og har også tid til at læse de store tænkere, mens han knokler som mesterkammerdreng og hærdes undervejs på sejladserne til Indien, Sydøstasien og Amerika. I avisen for sine bedrifterBørge Fruelund Jensen har dog altid været glad for at gå i skole, selvom han har det svært med matematikken. Til gengæld brillerer han i dansk og læser Kierkegaard som 12-årig, og da han midt i 1960'erne har fået nok af livet til søs efter at have aftjent sin værnepligt ved marinen, går han i land og bliver student fra Høng Studenterkursus på Sjælland. Han får 13 i ni danskstile i træk og afslutter sin uddannelse i 1970 med sin årgangs højeste karakter både i eksamens- og i årskarakter. Det er så imponerende en bedrift, at han bliver interviewet af Sjællands Tidende, som trykker hans eksamensstil "En forfatters idéverden belyst gennem et eller flere værker - om Augustins Bekendelser" i avisen. Han nyder kammeratskabet, sine pigebekendtskaber og studietiden i de to år på Høng, som er med til at forme ham intellektuelt og som menneske. Og det er naturligt for ham derefter at søge ind på universitet i Aarhus, hvor han begynder at læse klassisk filologi i 1970. Bliver en lykkelig familieEfter to på universitet møder han Inger Frederiksen, som han forelsker sig i, selvom hun er gift og har et barn, Miguel, med en spansk mand. Da ægtemanden forlader Inger og Danmark, flytter Børge og Inger sammen, og efter noget tid bliver de gift og får sønnen Daniel. "Vi er en familie. Vi er lykkelige. Fremtiden tegner lys," som Børge Fruelund Jensen selv formulerer det. Det teologiske fylder også, og som ung er hans første tanke, at han skal læse teologi og vil være præst i folkekirken. Men han vælger at konvertere til katolicismen ud af kærlighed til Gud, som han forklarer, og Børge Fruelund Jensen er en aktiv del af den katolske menighed i Aarhus. Her er med til at stifte foreningen TIK, Teologisk Interesserede Katolikker. Det er en omgangskreds af unge katolikker, der mødes en gang om måneden for at diskutere teologi. Bliver presset og sygPå universitetet skifter han klassisk filologi ud med latin som hovedfag og engelsk som bifag. Han er blevet gift og skal forsørge en familie, og de nye fag giver bedre ansættelsesmuligheder som gymnasielærer. I hovedfaget scorer han høje karakterer, og noget usædvanligt for universitet får han stillet et kontor til rådighed, da han skal skrive speciale. Der er store forventninger til ham i de akademiske kredse, og han arbejder halvandet år på sit speciale i den romerske satiriker Juvenal, som han færdiggør i 1979 og får karakteren 11 for.
Børge Fruelund Jensen måtte opgive sin akademiske karriere på grund af sin mentale sygdom, men interessen for de store oldgræske filosoffer bevarede han livet igennem. Privatfoto
Året efter skuffer han sig selv med et otte-tal i den afsluttende latineksamen, og blot to uger efter begynder han på pædagogikum i Grenå, hvor han er kandidat i latin og engelsk og oldtidskundskab. I denne periode bliver han gradvist mere syg med paranoide vrangforestillinger. Han melder sig syg, og efter en samtale på det psykiatriske hospital i Risskov besluttes det, at han skal indlægges på en åben afdeling den følgende mandag. Aftenen før prøver han at begå selvmord med sovepiller og bliver derfor indlagt på den lukkede afdeling i Risskov efter udpumpning på amtssygehuset. Bliver indlagt gentagne gangeIndlæggelsen og sygdommen sætter gang i en deroute for det unge, intellektuelle håb, der gennem årene er indlagt på "den lukkede" et væld af gange. Hans formål med livet bliver taget fra ham.
"Nogle gange gik bølgerne meget højt, og andre gange trak de ham under. Men uanset hvor hård stormen blev, sejlede han videre." Sådan beskriver Daniel Fruelund sin fars liv. Privatfoto
Daniel Fruelund mener i dag, at det er et sammenfald af livsvilkår, omstændigheder og faderens intellekt, der er årsag til den psykiske lidelse, som påvirker faderens liv radikalt. - Det er kendt, at folk med en høj intelligens kan skride over og få en psykisk sygdom. I de allermest følsomme år vokser han op et sted, hvor han frygter, at han er på lånt tid. Mens han skriver speciale og går til eksamener, har han ægteskabelige problemer og to børn at forsørge. Han har en stor studiegæld og er ved at løbe tør for SU, da han har læst i ni år. Han føler sig meget presset og udmattet, og det er en kombination af alle de ting, der gør, at han får et nervesammenbrud, siger Daniel Fruelund. En populær underviserTil trods for sine mentale problemer, selvmordsforsøg og indlæggelse lykkes det Børge Fruelund Jensen at vende tilbage og gennemføre sit pædagogikum. Han får arbejde som gymnasielærer på det nyoprettede Munkensdam Gymnasium i 1981 og flytter til Kolding med sin familie.
Børge Fruelund Jensen holdt af at komme på Vejles værtshuse, og det var det sociale samvær mere end alkoholen, der trak i ham, og det var særligt på Ølstuen og Mary's Pub, han havde sin faste gang. Arkivfoto
Her bliver han kendt som en festlig og farverig lærer. Hans personlige engagement slår igennem hos eleverne, og samtidig skriver han digte og kronikker til aviserne. Far kunne huske ting han havde læst for 50 år siden og citere frit på både latin og oldgræsk, men kunne sjældent huske, hvor han havde lagt sine læsebriller. DANIEL FRUELUND, SØN "Jeg er en populær lærer. Jeg tror, jeg har den sagnomspundne ”evne til at lære fra mig”. Ikke desto mindre er jeg en højst utraditionel lærer. Jeg underviser hyppigt med benene smidt op på katederet". Hans livs store bedriftMens han arbejder på Munkensdam, skriver han to afhandlinger om Juvenal. Den første i 1981 og den anden fem år senere - den sidste skriver han, mens han er indlagt på psykiatrisk afdeling i Kolding. Begge afhandlinger bliver publiceret i internationalt anerkendte tidsskrifter. - Hans artikler vendte fuldstændig forskningen på hovedet i forhold til Juvenal. Det var min fars bedrift i livet, og den dag i dag bliver der citeret fra hans artikler af forskere på Oxford, Cambridge, Yale og de andre store universiteter. Han ville gerne fortælle dem i Vejle, at der var mere under sixpencen end blot end en gut, der lommefilosoferede på værtshusene. Han har også bedrevet noget i sit liv. DANIEL FRUELUND, SØN - Han var stolt af sine bidrag til Juvenal-forskningen, men på grund af sin sygdom måtte han desværre lade det akademiske forskningsliv bag sig. Dog forblev han resten af livet optaget af den klassiske verden og ophørte aldrig med at studere den, fortæller hans søn, Daniel Fruelund. Ægteskabet krakelererPrivat krakelerer ægteskabet med Inger i 1982, og efter syv år som gymnasielærer får Børge Fruelund tilkendt pension på grund af sine tilbagevendende depressioner. Han får det tiltagende værre og får stillet diagnosen "skizofren paranoid." Senere bliver den diagnose ændret til "skizo-affektivt skizofren". Børge Fruelund Jensens akademiske højdepunkterHans skribentvirksomhed omfatter et utal af artikler og afhandlinger på dansk og engelsk.To videnskabelige artikler, som Børge Fruelund Jensen skrev om den romerske satiriker Juvenal, blev publiceret internationalt. Den ene afhandling fra 1981 bærer titlen "Crime, Vice, and Retribution in Juvenal's Satires" og er publiceret i Classica et Mediaevalia No.33, og den anden afhandling fra 1986 "Martyred and Beleaguered Virtue: Juvenal's Portrait of Umbricius" er publiceret i No.37. Hans speciale på universitet i 1979 omhandlede har titlen "Socialsatire og formalsatirisk konvention i Juvenals behandling af de to VITIA, AVARITIA & LUXURIA", der gjorde op med den amerikanske Juvenal-forsker W.S. Anderson's teorier. Et uddrag af hans roman "Where Is That Lazy Seraph With Ambrosia" kan læses i Agora, institut for Klassisk Arkæologi, Oldtid og Middelalder. Børge Fruelund Jensens bevarer livet igennem sin interesse for historie og litteratur. Han er lige så hjemmevant i de græske filosoffer, som han er i Dante og Shakespeare, de store kirkefædre og moderne engelsk litteratur, mens dansk lyrik, især Aakjær og Blicher, også har en stor plads i hans hjerte.
Børge Fruelund Jensens interesse for James Joyce' forfatterskab trak ham gentagne gange til Dublin. Her er det på en tur sammen med sønnen Daniel, og de er sammen fotograferet ved statuen af James Joyce i North Earl Street i 1995 eller 1996. Privatfoto
Han er en vidensbank, som han generøst øser ud af til alle, der vil lytte. Til gengæld bruger han ikke energi på at kaste sig ud i samtaler om politiske eller aktuelle emner. Han lever mere i fortiden. Flytter til elskede DublinDet er ikke mindst interessen for hans yndlingsforfatter James Joyce, der flere gange i hans unge liv fører ham til Irland, mens hans urolige liv også trækker ham til Grækenland, hvor han bor i et lille fiskerleje i den nordvestlige del af landet i fire-fem år efter endnu et forlist ægteskab.
Børge Fruelund Jensen havde en lang og rodløs periode, hvor han blandt andet boede i Grækenland. Her har sønnen Daniel Fruelund fotograferet sin far ved Akropolis i sommeren 2002. Privatfoto
Da han i 1987 får tilkendt sin pension, slår han sig ned i sit elskede Dublin. Han omgås flere af byens kendte forfattere, tager del i det sociale liv på byens pubber, hvor han blandt andet drikker med Bono, forsangeren i det verdenskendte rockband U2, og kommer op at slås med skuespilleren Richard Harris.
Børge Fruelund Jensen boede i Irland en periode og blev gode venner med blandt andre den irske digter Paddy Finnegan. Privatfoto
Men tiden i Dublin ender også i en nedtur og indlæggelse på psykiatrisk afdeling, og derfor tager han hjem og bor hos sin mor på Bøgevej i Give i tre år, hvor han mest tilbringer tiden på sofaen. Han rammes af flere manier og depressioner, drikker en del, bliver indlagt flere gange, skifter bopæl et par gange og sådan går der flere år, inden han vælger at slå sig ned i Vejle. Som sønnen formulerer det ved sin fars bisættelse mange år senere: "Han forblev en sømand i hjertet og slog aldrig dybe rødder. Han var nomade i livet og i sine tanker." Drikker i socialt lagEfter at have levet et omflakkende liv uden at finde sig til rette, falder der lidt ro over hans tilværelse i Vejle, hvor han bliver et kendt ansigt på flere af byens værtshuse og får sig en kæreste i Svendborg, Henny Mathiesen, som han bevarer kontakten med til det sidste. Vanen med at drikke stammer helt tilbage fra tiden som sømand, hvor der bliver drukket tæt på skibene, og det er også pub-livet, der tiltaler ham i Irland. Alkoholen tager over, når han keder sig, eller når noget udfordrer ham, men Børge Fruelund Jensen drikker sjældent derhjemme.
Børge Fruelund Jensen boede de sidste af sine år i en lejlighed på Vardevej i Vestbyen. Privatfoto
Han kalder sig selv selskabsdrikker, for han har brug for at komme ud at snakke med folk, socialisere og stimulere sit intellekt, og hans erfaring fra Irland er, at alle sociale klasser mødes på pubberne - også de belæste, og i Vejle er hans foretrukne vandhuller og mødesteder Mary's Pub og Ølstuen.
Børge Fruelund Jensen var bange for at forsvinde i mængden, hvis han flyttede til en storby. Han valgte derfor at slå sig ned i Vejle, hvor han her er fotograferet foran Ølstuen i Vejle Midtpunkt i 2018. Privatfoto
- Han kan godt lide at få sig noget indenbords, men han kan også gå i måneder uden at drikke en dråbe. Når han keder sig, drikker han for meget, men det er den sociale kontakt, der først og fremmest trækker ham ud på værtshusene, fortæller Daniel Fruelund. Kan tale med om tingeneHan beskriver sit forhold til faderen som kompliceret. Han er syv år, da forældrene bliver skilt og kontakten er sporadisk i de år, hans far flytter meget og ofte lider af skiftevis psykotiske depressioner og psykotiske manier.
I sine år i Vejle skriver Børge Fruelund jensen en lang række læserbreve i Vejle Amts Folkeblad, hvor han ofte griber aktuelle emner, som han sætter ind i en historisk og reflekterende ramme og ofte taler den jævne mands sag. Arkivfoto: Jørn Alsted, JA Photo
- Det er først, da jeg bliver ældre og kan tale med om tingene, at vi får en god kontakt, selvom han altid helst har villet tale om det, der interesserer ham. Den sidste tid har vi nogle gode snakke, og mens han ligger hjemme på Vardevej, reflekterer han over sit liv og barndommen på Fruelund i Give, fortæller sønnen.
Som katolik bliver Børge Fruelund Jensen bisat fra Sct. Norberts Kirke i hjembyen 22. marts, hvor et følge på 30 til 40 personer møder op for at tage afsked med ham og mindes hans liv. Privatfoto
Børge Fruelund Jensen får en god sidste uge på hospice, hvor han også er med til at beslutte, hvordan hans bisættelse skal finde sted. Han dør onsdag 15. marts og bliver en uge senere bisat fra Sct. Norberts Kirke, hvor et følge på 30 til 40 personer - familie, venner og tidligere skolekammerater fra Give - møder op for at tage afsked med en person, som alle, der kendte Børge Fruelund Jensen, betegner som en ener.
|
Korte beretninger om tildragelser i Børge Fruelund Jensens levnedsløb
Tekst af Ivan Baad med fotos, titler og links - klik på |
FRAGMENTER AF EN ENERS LIV |
Børges digte til Henny med tilladelse af Henny
KLIK PÅ DIGT FOR AT LÆSE
Børges særlige forhold til Suiyaki
SUKIYAKI sunget af Kyu Sakamoto hittede for præcis 60 år siden verdens hitlister, også i Danmark. Her i 2023 er pladen blevet afspillet i radioen med hyppige mellemrum. Det var et nummer Børge gik rigtig meget op i og den gang fulgte meget med i, hvordan den havde det på salgslisterne, som var afgørende for datidens hitlister.
Den er en hyldest til ”dig”, til det gode, det der var, lyset, solen og solopgangens land, det eksotiske, det mystiske.
Børge har de sidste mange år ofte talt om Sukiyaki, og allerede da jeg for mange år siden lavede klassens hjemmeside, lagde jeg på grund af hans fascination foto og link til originalsangen ind her:
http://give-b1964.dk/barndommens-gade lidt nede på siden.
På dansk lyder SUKIYAKI med Otto Brandenburg sådan:
https://www.youtube.com/watch?v=CULMAG-MdWE
Det er næppe sandsynligt, at nogen af os oprindeligt forstod det tekstmæssige indhold. Men den afspejler i højn grad netop Børge. Han levede i det anderledes, det der var ”dengang”. Hans tidlige liv, det fremmede, det eksotiske, historien, antikken.
SENESTE FOTOS AF BØRGE | |||
BILLEDER FRA DØDSMESSEN
Bisættelsen var godt besøgt med 30 - 40 mennesker. Fra klassen var vi en håndfuld, og hele 11 var repræsenteret med en buket - de flesteia en stor, flot blomsterdekoration kollektivt indkøbt.
Børges søn, Daniel holdt tale under messen. Se den her:
VAF DEN 21. MARTS 2023 AF HENNY MATTIESEN
|
Dødsannonce den 21. marts 2023 af Daniel Fruelund Jensen
-
TPL_BY
-
TPL_IN
-
TPL_ON
-
Visninger: 2593
SKOLESTART OG DE FØRSTE SKOLEÅR
Første dag i skolen er en mærkedag, og da ungerne i august 2019 startede i nul'te klasse, kom lokalredaktøren med den idé, at der skulle berettes om vores tidligste skolegang på klassens hjemmeside.
Forevigelse i form af amatørfotos var ikke så udbredt i vores barndom, men her er hele fire foreviget på første skoledag:
Henning og Jørgen Poul Niels Bjerre-Hansen - klassekammerat
med Poul og Lise indtil 4. klasse
Lise - nr. tre fra venstre - og frk. Hansen 1955 - 56
Drenge fra venstre:
Jørgen Poulsen (slagter Poulsens søn)
Jørgen Ladegaard
Ole Rosenhøj
Henning Korshøj Nielsen
Peter Østergaard
Preben Askjær
Carl Åge Hvid
X X (foran Carl)
Ole Johansen
Johannes Hansen
XX skjult bag Ninna
Leif Antonsen
Børge (formentlig - bag Leif)
Poul Erik Jensen
Piger fra venstre:
Lene Gjødsbøl
Lisbeth Schjøtt (Lund)
Else Pedersen
Kirsten Jessen
Jette Pedersen - "Jette Murer"
Kirsten Nørskov Jensen
Inge Færgemann (Lind)
Jette Gødsbøl - Lenes tvillingsøster
Anna Odgaard Sørensen
Ninna X (med briller) ?
Gurli X
X = ukendt navn
Lise og Pouls klasse de første år.
Lise ses forrest i midten.
Poul står bagest nr. 5 fra venstre.
Her er vi foreviget fra 7. klasse.
Bageste række Midterste række Forreste Række
Jørgen Ladegaard
Henning Korshøj Nielsen
Carsten Egebjerg
Leif Antonsen
Ole Johansen
Bent Pausgaard Enevoldsen
Poul Erik Jensen
Børge Fruielund
Arne Skjerris
Bent Skjerris Eliseholm
Inger Bonde
Anne Marie Overmark
Ivan Baad Andersen
Jørgen Ankjær Madsen
Peter Teilmann
Finn Steffen Hansen
Ove Pausgaard Enevoldsen
Kirsten Nørskov Jensen
Anna Bramsen Sørensen
Inge Færgemann
Jonna Pedersen
Lisbeth Schjøtt
Lene Gjødsbøl Pedersen
Lise Knop
Karin Iversen
Else Ramskov Andersen
Kirsten Jessen
Ellen Lisbeth Hansen
Mona Storbank
-
-
TPL_BY
-
TPL_IN
-
TPL_ON
-
Visninger: 3709
Digtsamlingen
BEAUTY´S SHADOW efter en linje i digtet AN ANGEL
("And carving beauty´s shadow here beneath.")
FORÅRSDIGT:
Nu rider nattens rytter
med lys i aftenlande
og tusind fugle letter
langs lyse vårbrudsrande.
Vi søger ad øde veje
et varsel om ting der gror
mens verden lyser og tøver
tung under usagte ord.
Se, verden bliver en anden,
forvandlet træder den nær,
en nyfødt trolddom går sagte
og græder blandt vårens træer.
SØMANDSDIGT:
Du lo så lyst en aften,
så lyst som kun du kan le,
da brød der en drift delfiner
af en morgentung dønning et sted.
Du vågned´ en morgen og smilte
og fuglene bag dit blik
var fugle i flugt over floden
hvor en flammende dag forgik.
Nu går vi i mørknende byer,
dårskabens datter og jeg
under hendes hænder forødes
en smerte, der vaktes af dig.
TIL SERVITRICEN LOTTE:
Dine skottende øjnes trolddom
i denne fortryllede vår
driver gæk med solen
under dit troldehår.
Og dit væsen er forårets væsen,
en dans og en maskepi
og solen bli´r kåd og elsker
de øjne den bader sig i.
I mig ser du alder og grånende hår,
livet svandt som en sommervind,
og nu er jeg skinsyg på solen
og dens leg i et pigesind.
SLUTSPIL:
Kender du kærligheden?
har du følt dens usynlige hænder?
Har du følt det, at du blev båret
af stærkere, vildere hænder?
Og kender du afmagten?
det at stå der, kejtet, med blikket vendt?
så har du kendt den dybeste armod
når både hadet og kærligheden er endt.
THE FINAL REVENGE
(When Antonia hurt her leg)
Ove the Carribean Sea
A tropical storm gathers,
The furious white teeth
Of sizzling foam on angry waves
Gleam in Roentgen lightnings.
Deep under the central Pacific
A continental plate
Begins a fatal eastward drift.
A rising tsunami
Begins its journey towards Japan.
In the Brahmaputra Delta
The first mangroves drown in silence
As the yellow waters
Begin to rise
Unnoticed by playing village children.
That whirling giant asteroid
Which is now passing Jupiter
Is bound to hit, I think.
I conclude nature has at last realized
My beloved hurt her knee.
A SUMMER´S PRIDE
(To Lisbeth)
I saw her sitting carelessly
Among the signs of May,
Her face more bright than ivory
Outshone the infant day.
She came through twilight tears of dew
Unconsciously shy
Our touches still were trembling new
As we approached July.
With silver showers tinkling through
The leaves of lofty days
We sat park-sheltered listening to
What rainy August says.
A misty sun which frostily
A summer´s pride undid
Sank ignorant and winterly
Beneath her careless lids.
I search the waste and wilderness
I roam the mountain land,
My heart is ceaselessly caressed
As by a withered hand.
ANTONIA TAKES CONFESSION:
I sat as a repentant sinner,
I did not quite know what to say,
Again, of course, I tried to win her
Attention on a cloudy day.
As a catholic who does his duty,
Confessing at the end of year
And scrutinized by her beauty
I wavered between love and fear.
Old sins involving drink and women
Did cross my lips in muddy rivers,
And all the time she calmly watched me
My twisted lips, my frozen shivers.
The smell of whiskey, a dancing whore,
The reek of passions base and low.
Left dirty footsteps in her pure
Unblemished beauty´s virgin snow.
In my homeland lies today
The winter´s first, untrodden snows
It will reflect the Milky Way
And that is all her beauty knows
A NEW GODDESS ENTERS ATHENS
(The day Antonia went to Athens)
Above the Plaka Erechtheion
Commemorates a chthonic god,
It´s Karyatids are planning flight
For over is their antique might.
The four looked down on Socrates
In conversation with Thais
But now with envy all replete
They try to move their marble feet.
They see sweet Antonia come
Her smile with coal-black hair encircled
And though the four are made of stone
They know their glory days are gone.
No, stare you on towards Salamis,
Gone is the sage from Alopeke,
Your sunny eyes will gleam at ease
It is my heart that finds no peace.
The arriving goddess´ tripping feet
With sweet parthenogenesis
Tread softly and with rhythmic beat
Bewitch my heart beyond release.
BANGKOK MADONNA
(To Kao Jantramart)
Come Eastern love on tiny velvet feet
Where my heart lies, beyond the darkened snow,
Leave scents of lotus, shun your sunrise seat
Beneath the dawn enchanted let us go.
And we will stray forgetful of the day
Seasons of laughter in the shade of you,
A comely sadness now and then will lay
Your raven eyes with tears like morning dew.
And I will hide my tears in nightly streams
Of your hair´s midnight, fall from here
In rivers of oblivion and of dreams
And meet you loving in the field of fears.
Your many voices whisper on the breeze,
They play on leaves of aspen as on strings,
A flow of fading music will I seize
And rise one May-born morning on my wings.
AN ANGEL
(To my Master from Lake Genezareth)
He is a midnight walker and he wakes at brazen doors,
On flaming feet he hurries over accidental floors,
Of starlight is his mantle made, he wears a diamond stick
Traversing desert waters where he moves unseen and quick.
And were he seen by human eyes he were considered fair
When courting Supreme Beauty in her high, primordial chair,
Or sliding his wrought dagger from its silent, superb sheath
And carving Beauty´s shadow which we gaze at here beneath.
UNDYING ROSE
(To Lisbeth)
We stood there by your window
As night was drawing close,
Our love did shine like petal leaves
Upon a crimson rose.
I told you then, I do recall
How Beauty once must die
Like withered leaves do in the fall
With whispers of goodbye.
And we stood close, you held my hand
And shook your curly head,
You said I quoted ancient books
I happened to have read.
I now admit that then I thought
You were a bit naive,
But I have read and I have sought
A truth by which to live.
And now I know that you were right
For inside me still grows
The Beauty that was worth the fight
The petals of a rose.
AFRO QUEEN
(To Joy Nkennachor)
Ebony is the facial sheen
Of my betrothëd Afro Queen
The Niger Delta in her veins
Inaugurates the season´s rains.
From dancing feet to fingertips
The rhythmic movement of her hips
Gives every moving body part
Status of a work of art.
She carries with her when she comes
The music of the ancient drums,
A living, laughing incarnation
Of some forgotten incantation.
She comes before the morning light
From deepest, equatorial night
To perch in silence by my soul
Like some extinct, Jurassic owl.
And whisper when the night is deepest
Obscure,paleolithic secrets
Until her love I buried find
Deep in a royal Afro mind.
THE SNOWBALL
(To Karin)
When I did teach the classics in your classroom long ago,
You sat there young and blushing at the fall of the first snow,
I wrote upon the blackboard and old, medieval poem,
To you, fresh from the snow, your hair was hanging down,
On how an icy snowball could in fact be full of fire
When thrown by darling Juliet whom the poet did desire.
I ask a long time after, now my hair is turning grey
What thought were in your mind that frosty winter´s day?
For as I continued teaching on Minoans and on Crete
A snowball flew across the room and landed at my feet.
I tell you now, sweet Karin, that across the gulf of years
You hit me in my dreams and I wake up in tears.
THE GARDENER SHEPHERDS
Infinities of corridors
They walk with perfect ease
To reach benign and fertile shores
Of countless galaxies.
And if you raise your eyes and gaze
Upon a winter´s night
You see their trail of gleaming light
Deep in the stellar maze.
And if you look upon a tree
They calmly came and placed it there
For you to touch and see.
The wove upon the primal looms
In stardust from the Cepheids
The leaves on every thing that blooms,
The DNA of species.
On every solid rock and stone
They left their strange geometry,
Returned to space, left us alone
With footprints of their mystery.
THE CAPTAIN AND THE CABIN BOY.
(To Captain Finn Sand)
From Aden out to Sumatra with dolphins in our wake
While passat winds caressed my cheeks and flying fished played,
Where schools of whales towards the Pole their ancient road would take
We headed out for Singapore and the Malacca Strait.
I was a humble cabin boy, my head was full of dreams
But though I loved a sailor´s life I took a different road
Than you, my friend, whose life became the ocean waves and winds.
You life was spent om "Monkey Island" as we sailors call the bridge
And as a travelled captain knew each harbour on the globe,
While I did delve in dusty books from ancient Rome and Greece.
To you I write these verses by my lean, unlovely pen
For you have always stood by me and let me call you friend.
THE COSMIC PILGRIM
I left my dark and lonely room,
A thousand years ago
I walk now in the darkening gloom
Upon the time-space continuum.
The gleaming city in my eye
Is moving as I go
Behind me far horizons
Are sinking lost and low.
I am a cosmic pilgrim,
I am the human soul,
The Heavenly Jerusalem
Sinks beyond the Pole.
And I shall never reach it,
But I walk on and on
Till all the stars are gone.
ANTONIA AND I TELL DIRTY JOKES
She walks around as usual
On fast and busy kitchen legs,
We touch the un-congenial
And mainly funny theme of sex.
And while she gently laughs and cooks
And strikes her hair for she is vain
I do my best to tell her jokes
From obscure regions of my brain.
We both have scientific minds
And this is not strange territory
For I have asked what skin one finds
In the vaginal interiors.
We smile and laugh, the jokes grow worse,
Two cultures share what we all know
We laugh so loud my limping verse
For such amusement is too slow.
For what is much the funniest thing
Is laughing loud and joking thus,
We never for a moment think
Such crazy things could interest us.
UNFORESEEN NEMESIS
(To men from the 60s and 70s)
The women from the two decades,
The sixties and the seventies
Did prophesy a Jungian shade
Inhabited our manly psyches.
They recommended we relate to
Our ANIMA, our inner female,
But quite forgot their inner ditto,
Their inner manly ANIMUS.
While we did hoover and wash dishes
Unseen by all they changed their persons
So now when three decades are over
Their inner MAN has come to power.
So almost every one we meet
Has boyish haircuts and wear slacks,
Without a bra they walk the streets.
Do I hear laughter from afar
From gods that watch their nemesis?
DE AMICITIA (On friendship)
(To Fred Feddersen, USA)
With Plato and the Greeks I find
Our love for soulmates, when we find them,
Is born within the confines of the mind
With no respect for sex or gender.
Though most will claim we can´t avoid
When we have found a faithful pal
The theories of Sigmund Freud
Such views are too conventional.
"They´re always seen together!" yells the crowd
And because two guys meet regularly
Their sexuality is in doubt
In the thinking of the bourgeoisie.
The assembly in my Irish bar
Does never give those bores a chance
But lets it be know wide and far
They have a heterosexual, male romance.
THOUGHTS AT THE YMCA.
(To Britta)
Four icons sit in beauty in my loving memory,
They are the girls that through the years I loved religiously.
I daily pay them homage with the worship of my mind
But many summers laughed and died since I was left behind.
But just today at lunch down in the local charity
You called my name, or do I dream, you smiled flirtatiously.
You are no longer young, your beauty is mature
And I confess I can´t resist your smile and female lure.
But this is no proposal, I adore you from afar
For I believe in Plato, the greek philosopher.
To me you are a beauty that the gods have kindly sent
And poems outlive roses as a humble compliment.
YESTERDAY I HURT MY LOVE
(To Antonia)
Yesterday I hurt my love,
She says I didn´t but that I did,
Whatever I can say thereof
Are empty words for this I did.
The thing is easy to explain:
The double attitude to women
That rules among us western men,
The pure madonna first one of them.
And next in our dichotomy
The light, lascivious putana,
That is the twin geometry
Of western, sexual mythomania.
This got a bit mixed up in this
By me admired, angelic head
For all this seemed unknown in Greece
So it was all inversely read.
Yesterday I hurt my love,
She says I didn´t but I did,
Whatever I can say thereof
Are empty words for this I did.
THE VIOLET
(To Lisbeth)
One entire year with its span of coloured days
The sun was younger when you came and you touched
This wild heart of mine with your violet hands unconsciously
Opened these eyes of mine to see your violet beauty.
One entire year with its span of coloured days
This wild heart of mine was open praising the violet;
Now, on the edge of the waste and the wintry darkness
Still my heart is open praising the violet
Still pouring forth the praise of your violet beauty.
STONE AGE HUNTER
(Dusk in Antonia´s house)
With ice-blue, cold and smiling eyes
The stone age hunter, bow in hand,
Looks calmly at the deer that dies
Where oak-trees fill the darkening land.
With eyes more dark she sits before me,
They change with every changing smile,
With shifting moods a thousand seasons
Attempt the hunter to beguile.
I reach out for my broken bow,
Her eyes, I think, are Greek- Phoenician,
My feathered arrows on the ground
Have let me down when most I need them.
Now outside dies the twilight day
But inside me the hunter´s flame
Looks madly for another way
To win the sweet, millenial game.
She laughs, outside the window
Now Cassiopeia twinkling stands,
And sadly after countless seasons
I must walk home with empty hands.
ODE TO ANTONIA
Enthroned upon af face I saw today
Sat Beauty laughing as I turned the corner
The discos of the Milky Way
Can clearly not lay claim upon her.
I doubt not that her speeding car
That hooted loudly as I passed her
Has come here from an unknown star
That boasts to shine upon her beauty.
Oh could I walk the starlit road
Across the great abyss at nighttime
To where such timeless beauties grow
And stand alone and calmly watch them.
And do the sleep on beds of roses
And wake up laughing in the sun?
And who makes words and who composes
In my ears now this tender song?
I doubt not it´s the birds that I see laughing
Behind her eyes as she speeds by
And I walk on to spend on nothing
My empty time and lonely day.
UNA DONNA MAFIOSA
(To Birgit)
She stands there in the smoky bar,
Her limbs are smooth, her laugh contagious,
The masses of her curly hair
Fall like rivers on her shoulders.
Alas I feel my growing age,
She is in fact a good deal younger
And sees me as the barroom sage
Who at my table daily ponder
Deep themes in life, but she is wrong
It is herself, a living wonder
I watch as I compose this song;
Ancient sicilians had a word
That in her case beats GRAZIOSA,
It may surprise you when it¨s spoken
For it is actually MAFIOSA.
And it is a poetic duty
To praise her young, unbridled beauty
Although when it is humbly done
I still sit in the bar alone.
A POEM ON GOD
I sit in silence, deep in thought
Upon the silence inside God
To Whom no pronoun can refer
For he and she and it are words
That cannot to the Being relate
From Whom the world does emanate.
Who effortlessly, in a vacuum,
Built up a world, controlled the atom;
The greek philosophers nearly had it
When they declared it built on spirit,
For if instead of that we say
That it was built on energy
The very chair on which I sit
Is all the time upheld by spirit.
For in the thought of Plotinus
Energy clearly equals NOUS,
So that in fact our modern physics
Speak with the tongue of ancient mystics.
ANTONIA BECOMES MY BUDDY
My goddess so dislikes approaches
By loving mortals such as I
That we have organized our touches
In what may seem a funny way.
And since that I am well aware
What happens if I touch her with emotion
Such insane things I do not dare
The universe might face explosion!
And since in Greece almost all men
Do only go to pubs for women
I brought within her mental ken
The mainly Anglo "buddy system".
So after hours of deep suspension
In seas of bliss as I do watch her
With divine elegance clean the kitchen
I stumble up for my departure...
I have in mind the cosmic fate
And gently slap her leaning shoulder
As if she was my drinking mate
And mumble, "Till tomorrow, buddy!"
Nu ER vi jo altså en REALSKOLEKLASSE og derfor skulle de gamle venner ikke have stort besvær med at studere mine ENGELSKE digte.
De er digte fra voksenalderen og der er lidt mere en baggrund af humor og distance.
Mens kendere af dansk poesi måske kan kende en anelse indflydelse fra den unge digter Morten Nielsen kan kendere af engelsk poesi måske ane flere forbilleder.
Digtet A Stone Age Hunter har f.eks. lidt W.B. Yeats i sig - det kan jeg selv se NU.
Men hvad - de store italienske renæssancemalere havde også stået i lære hos geniale mestre.
Der er meget af MIG SELV i digtet The Final Revenge.
.
Udvalg kan læses HER. Og endnu flere HER.
Et eksempel: NEW YEAR CONFESSION TO ANTONIA
I sat as a repentant sinner
And did not quite know what to say,
Again, of course, I tried to win her
Attention on a cloudy day.As a catholic who does his duty,
Confessing at the end of year,
And scrutinized by her beauty,
I wavered between love and fear.Old sins involving drink and women
Did cross my lips in muddy rivers,
And all the while she calmly watched me,
My twisted lips, my frozen shivers.The smell of whiskey, a dancing whore,
That reeked of actions base and low
Left dirty footsteps in her pure
Unblemished Beauty´s virgin snowIn my far homeland lies today
The winter´s first untrodden snows,
It will reflect The Milky Way
And this is all her Beauty knows.2002
ODE TIL ANTONIA
Om baggrunden for nedenstående "ode": "Den første i serien (Ode til Antonia) endte på første side i en amerikansk digtantologi. Som jeg selvfølgelig forærede Antonia, den græske skønhed." Ode dedikeret til skønne Charlotte.
Dine skottende øjnes trolddom
i denne fortryllede vår
driver gæk med solen
under dit troldehår.
Og dit væsen er forårets væsen
en dans og en maskepi
og solen bli´r kåd og elsker
de øjne den bader sig i.
I mig ser du alder og grånende hår,
livet svandt som en sommervind,
og nu er jeg skinsyg på solen
og dens leg i dit pigesind.
Ode To Antonia
Enthroned upon a face I saw today
Sat beauty laughing as I turned the corner
The discos of the Milky Way
Can clearly not lay claim upon her.
I doubt not that her speeding car
That hooted loudly as she passed me
Had come here from an unknown starThat boasts to shine upon her beauty.
Oh could I walk the starlit road
Across the great abyss at nighttime
To where such timeless beauties grow
And stand alone and calmly watch them.
And do they sleep on beds of roses
And wake up laughing in the sun,And who makes words and who composes
In my ears now this tender song?
I doubt not it is the birds that I see laughing
Behind her eyes as she speeds by
And I walk on to spend on nothing
My empty time and lonely day.HOMO SUM, feb. 18
Hermed mine oplevelser af - og fortolkningen af - mit liv med kærligheden.
Som du ved er jeg katolsk humanist på renæssance-facon, altså at mit liv blot er et eksempel på hvorledes et menneskeliv kan leves. Med det berømte citat fra romeren Sallust:
Homo sum et nihil humanum alienum a me esse puto
"Jeg er et menneske og jeg anser intet menneskeligt for at være mig fremmed!"
Man vil kunne nogenlunde regne indholdet ud af dette lille stykke hvis man, uden at falde i søvn, tramper igennem mine erindringer Det var en varm dag. Men hvem gør det? Mit enorme handicap er at jeg i en tid der er alt dominerende VISUEL (TV og billede efter billede på Facebook) er et udpræget TEXT-MENNESKE.
Her kommer det:
DIGTE, feb. 18
ET FORÅRSDIGT
Nu rider nattens rytter
med lys i aftenlande
mens tusind fugle letter
langs lyse vårbrudsrandeVi søger ad øde veje
et varsel om ting, der gror
mens verden lyser og tøver
ung under usagte ord,
Se, verden bliver en anden,
forvandlet træder den nær;
en nyfødt trolddom går sagte
og græder blandt vårens træer
ET SØMANDSDIGT Du lo så lyst en aften
så lyst som kun du kan le,
da brød der en drift delfiner
af en morgentung dønning et sted. .
Du vågned en morgen og smilte
og fuglene bag dit blik
var fugle i flugt over floden
hvor en flammende dag forgik.
Nu går vi i mørknende byer
dårskabens datter og jeg
under hendes hænder forødes
en smerte der vaktes af dig.
KÆRLIGHED Kender du kærligheden?
har du følt det at du blev båret
af stærkere, vildere hænder?
Og kender du afmagten?
det at stå der, kejtet, med blikket vendt?
så har du kendt den dybeste armod
når både hadet og kærligheden
er endt.
-
-
TPL_BY
-
TPL_IN
-
TPL_ON
-
Visninger: 2876
I 1968 ER DET SLUT - VOR GAMLE SKOLE BLIVER FOR LILLE
Se Gunnar Plancks smalfiloptagelser
- med marchen fra vor gamle skole til Ikærskolen og
- med dagligliv i vor gamle skolegård, i nævnte rækkefølge.
KLIK PÅ FOTO
I filmen ses en række af vore lærere som her på fotoet Eg Jensen i datidens vip'er-uniform for lærere. Man ser bl.a. også Ramskov med og uden alpehue, Nicholajsen, og de to hårdtslående Madsen og Pallesen, der har tildelt mange af os en rød, ophovnet kind.
Ikærskolen også kaldt Firkløverskolen havde 25 års jubilæum i 1993 - hør festtalen - klik på foto Og den havde 50 års jubilæum 2018 - læs artikel i Give Avis
Her skolen i 1968 - klik
"HUSET"
Fra den 8. oktober 2015 hedder vores gamle skole "HUSET".
Den 25. juni 2016 var der GOA - Give Open Air - ved HUSET. Læs om begivenheden. Det er nu blevet tradition.
Give Folke- og Realskole blev til rådhus, og Skolebakken blev til Rådhusbnakken, da man i 1968 opførte Firkløverskolen ved Torvegades østlige ende. Huset bruges som både kulturhus, bibliotek og politistation.
Her et par af Pouls fotos fra tilblivelsen af HUSET samt det færdige resultat.
Som det fremgår, er fløjen væk, hvor der oprindeligt var bibliotek og bolig for skoleinspektøren - Elses barndomshjem.
Her nogle af artiklerne om Huset i Give Avis - nyeste forrest. -
-
TPL_BY
-
TPL_IN
-
TPL_ON
-
Visninger: 2116
LIDT UDENFOR-NUMMER-KOMSAMMEN DEN 4. JUNI 2018 HOS IVAN
En flot sommerdag med 25 grader C på terrassen - det bliver ikke bedre.
Ni fra klassen valgte at bruge en halv dag sammen til snak, snak, snak og mere snak. "Som altid" fristes man til at sige. Serveringen kom fra gør-det-selv-køkkenet og bestod af
Til kaffen: Nybagte, varme boller, smør og ost
Til middag: - Skaldyrs-salat-mix med ørredrogn og avokado-hvidløgspure
- Bouillabaisse
- Flødeis og jordbær
Og her indtryk fra dagen - klik på fotos for at se fuld størrelse:
-