• Hjem
  • Slideshows
    • Jub-fotos
    • Karins arrangement
  • Kalender
  • Elever
    • Skolestart
    • Fortællinger
    • Børge skriver
      • Børges digte
    • Børges verdenssyn
    • Klassefotos
    • Børges eftermæle
  • ElevLogin
  • Skolen
    • Skolen efter 1964
  • Vor tid
  • Barndommens gade
  • Gamle Give
  • Give i dag

Slideshows

  • Udskriv
  • Email

Børges eftermæle

TPL_BY
TPL_IN
TPL_ON
Visninger: 2253

Den 14. juni 2023

Daniel Fruelund

 
 
I dag blev Børges urne nedsat på Nordre Kirkegård i Vejle. Pater Gregor Pahl O.Præm fra Sct. Norberts Kirke forestod indvielsen af jorden med vievand og bøn.
Hermed er Børges sidste jordiske rejse endegyldigt afsluttet.
  230614 Børges urne 1 lille   230614 Børges urne 2 lille2

 

VAF's nekrolog over Børge den 7. maj 2023

Børge læste Kierkegaard som 12-årig: Hans liv tog en voldsom deroute, og nu har Vejles værtshuse mistet en af de mest begavede stamkunder


                                 1   

Børge Fruelund Jensen levede et begivenhedsrigt, men også et til tider omtumlet liv. Han døde 15. marts i år. Foto: Mette Mørk

 

Børge Fruelund Jensen var et højt begavet menneske, som blev ramt af psykisk sygdom. Han var sømand, gymnasielærer og senest en fast og reflekterende gæst på Vejles værtshuse, men i marts mistede han livet efter kort tids sygdom.

Telefonen på redaktionen ringer. Det er en solrig dag i marts, og opkaldet er fra Sct. Maria Hospice i Vejle. Men stemmen tilhører hverken en leder, en af hospicets frivillige eller ansatte.

Opkaldet kommer fra en beboer, og det er en afklaret og velkendt stemme, der ringer for at opfordre avisen til at aflægge besøg på hans stue.

Men det haster en smule, for Børge Fruelund Jensens dage er talte.

En af avisens mest reflekterende og flittigste læserbrevsskribenter ser døden i øjnene og ved, at det sidste sandkorn i hans livs timeglas langsomt, men uafvendeligt, glider mod bunden. Han har reflekteret over det uundgåelige og vil gerne dele sine tanker med avisens læsere, nu hvor han på ganske kort tid har tabt kampen mod cancer.

Det er blot tre måneder siden, at Børge Fruelund Jensen får besvær med at synke sin mad. Da han samtidig flere gange besvimer ud af det blå, går han til egen læge, som sender ham videre til undersøgelse på Kolding Sygehus.

Her får han den nedslående besked: "Vi har fundet en svulst i dit spiserør. Du har kræft.

Regnskabet over for Gud

Som dreng er han bange for døden. En gammel bestyrer og hans bedstemor dør, da han er syv-otte år, og de dødsfald gør et voldsomt indtryk på den unge Børge.

Men nu er han helt afklaret med sin skæbne, og den uge, han tilbringer på Sct. Maria Hospice, bliver gode dage. Hans vid, humør og snakketrang er intakt, og han belærer sygeplejerskerne om kendte filosoffer og tænkere fra oldtidens Grækenland til William Shakespeare.

 

                                       2

Daniel Fruelund besøger sin far i lejligheden på Vardevej. Børge Fruelund Jensen har fået konstateret kræft, og det er et af de sidste fotos, der er taget af eneren, der voksede op i Give og nåede vidt omkring i en omtumlet tilværelse, inden han fandt ro i Vejle. Privatfoto

 

Allerede som ung konverterer han til katolicismen, og han er stærk i sin tro. Han er ikke i tvivl om, at der venter ham et efterliv på den anden side, og derfor er han ikke længere bange for at dø.

Som han selv formulerer det, er det mere regnskabet over for Gud, han frygter.

Bliver adopteret bort

Dét regnskab får ham til at se tilbage på sit liv, og det får en alt andet end lykkelig og bekymringsfri begyndelse.

Moderen forelsker sig i ægtemandens kammerat, Mogens Poulsen, og Børge bliver undfanget i en båd på Furesøen en efterårsdag i 1946. Det beskriver Børge Fruelund Jensen selv på det første af de 203 tætskrevne A4-ark, som udgør de memoirer, han har skrevet, men aldrig har fået udgivet.

Børge Fruelund Jensen bliver efter sin fødsel, 26. maj 1947, opgivet til adoption, fordi hans mor har fået ham med en anden end den mand, hun er gift med.

Nu er fanden løs. Det er en frygtelig familieskandale, som man forsøger at fortie. Otto forlanger skilsmisse. Utvivlsomt var jeg blevet fjernet i moders liv, havde der været fri abort i de dage," skriver Børge Fruelund Jensen.

Som at komme i himlen

Skandalen ender med, at familien bortadopterer den nyfødte Børge. I første omgang til Give-egnen og et husmandsægtepar, der tidligere har vanrøgtet et adoptivbarn. Det stopper ikke Børges biologiske farmor fra at overlade den nyfødte dreng i parrets varetægt.

Det kommer dog den lokale læge for øre, og ifølge Børge Fruelund Jensens erindringer tager lægen affære. Derpå bliver den fire måneder unge baby flyttet til Augusta og Karl Kristian Jensen, der ejer slægtsgården "Fruelund" uden for Give.

Det skal blot være et midlertidigt ophold, men Augusta og Karl Kristian bliver i al fremtid Børges forældre, og drengen oplever derfra en tryg barndom.

                                         3

Her er den unge Børge fotograferet med sin storesøster Bodil, som Augusta og Karl Kristian Jensen også har adopteret. Privatfoto

 

I erindringerne beskriver han Fruelund som at komme i himlen. Forældrene har tjenestefolk, og drengen har ikke mange pligter, men kan hellige sig sin skolegang og legen på og omkring den firlængede gård og siden drengestregerne med kammeraterne.

Men der hviler også en skygge over hans tidlige år.

Hører ikke rigtigt hjemme

Hans adoption er ikke legal, for hans biologiske mor har ikke skrevet adoptionspapirerne under.

"Det vidste jeg fra første færd. Hvad skulle mine forældre gøre? Jeg kan blive hentet hvad dag, det skal være. Så de fortæller mig det. Midt i dette strålende hjem, i dette jordiske paradis, har jeg altid vidst, jeg ikke ”rigtigt hører hjemme”. Når en fremmed bil kommer ind i gården, flygter jeg ud i kornmarken eller op på høloftet," skriver Børge Fruelund Jensen.

Karlene på gården kalder ham "kjøwenhavneren", hvilket forstærker følelsen af at være en fremmed på Fruelund.

 

                                4         

Børge tog mellemnavn efter den firlængede gård Fruelund, hvor han voksede op. Her er han fotograferet sammen med blandt andre sin mor og søster. Privatfoto

 

Da han er seks år, falder adoptionen endelig på plads, og mareridtet er ovre.

Men Børge Fruelund Jensen stiller selv spørgsmål ved, om de mange år med en grundliggende angst kan være en medvirkende årsag til den sindslidelse, han som 34-årig pludselig bliver ramt af, og som bliver en følgesvend resten af hans tilværelse.

Stikker til søs som 17-årig

Han er selv overbevist om, at de tidlige år betyder, at en grundlæggende følelse af hjemløshed slår rod i ham, og i en alder af 17 år stikker Børge Fruelund Jensen til søs.

Han påmønstrer ØK's M/S Patagonia i hovedstaden, og her venter der eksotiske og til tider barske oplevelser i så rigeligt mål gennem et par år, at Give-drengen har stof nok til at skrive en lille selvbiografisk roman, der ligger på ØK's hjemmeside med titlen "Livet i ØKs skibe".

 

                                           5.jpg 

- Min opvækst på den dejlige slægtsgård var paradisisk. Den gik med leg. Vi havde tjenestefolk, og det var sjældent, jeg arbejdede, fortæller Børge Fruelund Jensen, der havde fået hyre på et af ØK's skibe, da billedet her blev taget. Privatfoto

 

Det er her, han introduceres til kunsten at drikke, han bliver forelsket første gang, får sin seksuelle debut på et bordel i Bombay og har også tid til at læse de store tænkere, mens han knokler som mesterkammerdreng og hærdes undervejs på sejladserne til Indien, Sydøstasien og Amerika.

I avisen for sine bedrifter

Børge Fruelund Jensen har dog altid været glad for at gå i skole, selvom han har det svært med matematikken.

Til gengæld brillerer han i dansk og læser Kierkegaard som 12-årig, og da han midt i 1960'erne har fået nok af livet til søs efter at have aftjent sin værnepligt ved marinen, går han i land og bliver student fra Høng Studenterkursus på Sjælland.

Han får 13 i ni danskstile i træk og afslutter sin uddannelse i 1970 med sin årgangs højeste karakter både i eksamens- og i årskarakter.

Det er så imponerende en bedrift, at han bliver interviewet af Sjællands Tidende, som trykker hans eksamensstil "En forfatters idéverden belyst gennem et eller flere værker - om Augustins Bekendelser" i avisen.

Han nyder kammeratskabet, sine pigebekendtskaber og studietiden i de to år på Høng, som er med til at forme ham intellektuelt og som menneske. Og det er naturligt for ham derefter at søge ind på universitet i Aarhus, hvor han begynder at læse klassisk filologi i 1970.

Bliver en lykkelig familie

Efter to på universitet møder han Inger Frederiksen, som han forelsker sig i, selvom hun er gift og har et barn, Miguel, med en spansk mand. Da ægtemanden forlader Inger og Danmark, flytter Børge og Inger sammen, og efter noget tid bliver de gift og får sønnen Daniel.

"Vi er en familie. Vi er lykkelige. Fremtiden tegner lys," som Børge Fruelund Jensen selv formulerer det.

Det teologiske fylder også, og som ung er hans første tanke, at han skal læse teologi og vil være præst i folkekirken. Men han vælger at konvertere til katolicismen ud af kærlighed til Gud, som han forklarer, og Børge Fruelund Jensen er en aktiv del af den katolske menighed i Aarhus.

Her er med til at stifte foreningen TIK, Teologisk Interesserede Katolikker. Det er en omgangskreds af unge katolikker, der mødes en gang om måneden for at diskutere teologi.

Bliver presset og syg

På universitetet skifter han klassisk filologi ud med latin som hovedfag og engelsk som bifag. Han er blevet gift og skal forsørge en familie, og de nye fag giver bedre ansættelsesmuligheder som gymnasielærer.

I hovedfaget scorer han høje karakterer, og noget usædvanligt for universitet får han stillet et kontor til rådighed, da han skal skrive speciale. Der er store forventninger til ham i de akademiske kredse, og han arbejder halvandet år på sit speciale i den romerske satiriker Juvenal, som han færdiggør i 1979 og får karakteren 11 for.

 

                                            6

Børge Fruelund Jensen måtte opgive sin akademiske karriere på grund af sin mentale sygdom, men interessen for de store oldgræske filosoffer bevarede han livet igennem. Privatfoto

 

Året efter skuffer han sig selv med et otte-tal i den afsluttende latineksamen, og blot to uger efter begynder han på pædagogikum i Grenå, hvor han er kandidat i latin og engelsk og oldtidskundskab.

I denne periode bliver han gradvist mere syg med paranoide vrangforestillinger. Han melder sig syg, og efter en samtale på det psykiatriske hospital i Risskov besluttes det, at han skal indlægges på en åben afdeling den følgende mandag.

Aftenen før prøver han at begå selvmord med sovepiller og bliver derfor indlagt på den lukkede afdeling i Risskov efter udpumpning på amtssygehuset.

Bliver indlagt gentagne gange

Indlæggelsen og sygdommen sætter gang i en deroute for det unge, intellektuelle håb, der gennem årene er indlagt på "den lukkede" et væld af gange. Hans formål med livet bliver taget fra ham.

 

                                                      7

"Nogle gange gik bølgerne meget højt, og andre gange trak de ham under. Men uanset hvor hård stormen blev, sejlede han videre." Sådan beskriver Daniel Fruelund sin fars liv. Privatfoto

 

Daniel Fruelund mener i dag, at det er et sammenfald af livsvilkår, omstændigheder og faderens intellekt, der er årsag til den psykiske lidelse, som påvirker faderens liv radikalt.

- Det er kendt, at folk med en høj intelligens kan skride over og få en psykisk sygdom. I de allermest følsomme år vokser han op et sted, hvor han frygter, at han er på lånt tid. Mens han skriver speciale og går til eksamener, har han ægteskabelige problemer og to børn at forsørge. Han har en stor studiegæld og er ved at løbe tør for SU, da han har læst i ni år. Han føler sig meget presset og udmattet, og det er en kombination af alle de ting, der gør, at han får et nervesammenbrud, siger Daniel Fruelund.

En populær underviser

Til trods for sine mentale problemer, selvmordsforsøg og indlæggelse lykkes det Børge Fruelund Jensen at vende tilbage og gennemføre sit pædagogikum. Han får arbejde som gymnasielærer på det nyoprettede Munkensdam Gymnasium i 1981 og flytter til Kolding med sin familie.

 

                                                       8

 

Børge Fruelund Jensen holdt af at komme på Vejles værtshuse, og det var det sociale samvær mere end alkoholen, der trak i ham, og det var særligt på Ølstuen og Mary's Pub, han havde sin faste gang. Arkivfoto

 

Her bliver han kendt som en festlig og farverig lærer. Hans personlige engagement slår igennem hos eleverne, og samtidig skriver han digte og kronikker til aviserne.

Far kunne huske ting han havde læst for 50 år siden og citere frit på både latin og oldgræsk, men kunne sjældent huske, hvor han havde lagt sine læsebriller.

DANIEL FRUELUND, SØN

"Jeg er en populær lærer. Jeg tror, jeg har den sagnomspundne ”evne til at lære fra mig”. Ikke desto mindre er jeg en højst utraditionel lærer. Jeg underviser hyppigt med benene smidt op på katederet".

Hans livs store bedrift

Mens han arbejder på Munkensdam, skriver han to afhandlinger om Juvenal. Den første i 1981 og den anden fem år senere - den sidste skriver han, mens han er indlagt på psykiatrisk afdeling i Kolding. Begge afhandlinger bliver publiceret i internationalt anerkendte tidsskrifter.

- Hans artikler vendte fuldstændig forskningen på hovedet i forhold til Juvenal. Det var min fars bedrift i livet, og den dag i dag bliver der citeret fra hans artikler af forskere på Oxford, Cambridge, Yale og de andre store universiteter.

Han ville gerne fortælle dem i Vejle, at der var mere under sixpencen end blot end en gut, der lommefilosoferede på værtshusene. Han har også bedrevet noget i sit liv.

DANIEL FRUELUND, SØN

- Han var stolt af sine bidrag til Juvenal-forskningen, men på grund af sin sygdom måtte han desværre lade det akademiske forskningsliv bag sig. Dog forblev han resten af livet optaget af den klassiske verden og ophørte aldrig med at studere den, fortæller hans søn, Daniel Fruelund.

Ægteskabet krakelerer

Privat krakelerer ægteskabet med Inger i 1982, og efter syv år som gymnasielærer får Børge Fruelund tilkendt pension på grund af sine tilbagevendende depressioner. Han får det tiltagende værre og får stillet diagnosen "skizofren paranoid." Senere bliver den diagnose ændret til "skizo-affektivt skizofren".

Børge Fruelund Jensens akademiske højdepunkter

Hans skribentvirksomhed omfatter et utal af artikler og afhandlinger på dansk og engelsk.

To videnskabelige artikler, som Børge Fruelund Jensen skrev om den romerske satiriker Juvenal, blev publiceret internationalt.

Den ene afhandling fra 1981 bærer titlen "Crime, Vice, and Retribution in Juvenal's Satires" og er publiceret i Classica et Mediaevalia No.33, og den anden afhandling fra 1986 "Martyred and Beleaguered Virtue: Juvenal's Portrait of Umbricius" er publiceret i No.37. 

Hans speciale på universitet i 1979 omhandlede har titlen "Socialsatire og formalsatirisk konvention i Juvenals behandling af de to VITIA, AVARITIA & LUXURIA", der gjorde op med den amerikanske Juvenal-forsker W.S. Anderson's teorier.

Et uddrag af hans roman "Where Is That Lazy Seraph With Ambrosia" kan læses i Agora, institut for Klassisk Arkæologi, Oldtid og Middelalder.

Børge Fruelund Jensens bevarer livet igennem sin interesse for historie og litteratur. Han er lige så hjemmevant i de græske filosoffer, som han er i Dante og Shakespeare, de store kirkefædre og moderne engelsk litteratur, mens dansk lyrik, især Aakjær og Blicher, også har en stor plads i hans hjerte.

 

                                                9

Børge Fruelund Jensens interesse for James Joyce' forfatterskab trak ham gentagne gange til Dublin. Her er det på en tur sammen med sønnen Daniel, og de er sammen fotograferet ved statuen af James Joyce i North Earl Street i 1995 eller 1996. Privatfoto

 

Han er en vidensbank, som han generøst øser ud af til alle, der vil lytte. Til gengæld bruger han ikke energi på at kaste sig ud i samtaler om politiske eller aktuelle emner. Han lever mere i fortiden.

Flytter til elskede Dublin

Det er ikke mindst interessen for hans yndlingsforfatter James Joyce, der flere gange i hans unge liv fører ham til Irland, mens hans urolige liv også trækker ham til Grækenland, hvor han bor i et lille fiskerleje i den nordvestlige del af landet i fire-fem år efter endnu et forlist ægteskab.

 

                                                    10

Børge Fruelund Jensen havde en lang og rodløs periode, hvor han blandt andet boede i Grækenland. Her har sønnen Daniel Fruelund fotograferet sin far ved Akropolis i sommeren 2002. Privatfoto

 

Da han i 1987 får tilkendt sin pension, slår han sig ned i sit elskede Dublin.

Han omgås flere af byens kendte forfattere, tager del i det sociale liv på byens pubber, hvor han blandt andet drikker med Bono, forsangeren i det verdenskendte rockband U2, og kommer op at slås med skuespilleren Richard Harris.

 

                                                                         11

Børge Fruelund Jensen boede i Irland en periode og blev gode venner med blandt andre den irske digter Paddy Finnegan. Privatfoto

 

Men tiden i Dublin ender også i en nedtur og indlæggelse på psykiatrisk afdeling, og derfor tager han hjem og bor hos sin mor på Bøgevej i Give i tre år, hvor han mest tilbringer tiden på sofaen.

Han rammes af flere manier og depressioner, drikker en del, bliver indlagt flere gange, skifter bopæl et par gange og sådan går der flere år, inden han vælger at slå sig ned i Vejle.

Som sønnen formulerer det ved sin fars bisættelse mange år senere:

"Han forblev en sømand i hjertet og slog aldrig dybe rødder. Han var nomade i livet og i sine tanker."

Drikker i socialt lag

Efter at have levet et omflakkende liv uden at finde sig til rette, falder der lidt ro over hans tilværelse i Vejle, hvor han bliver et kendt ansigt på flere af byens værtshuse og får sig en kæreste i Svendborg, Henny Mathiesen, som han bevarer kontakten med til det sidste.

Vanen med at drikke stammer helt tilbage fra tiden som sømand, hvor der bliver drukket tæt på skibene, og det er også pub-livet, der tiltaler ham i Irland. Alkoholen tager over, når han keder sig, eller når noget udfordrer ham, men Børge Fruelund Jensen drikker sjældent derhjemme.

 

                                                       12

Børge Fruelund Jensen boede de sidste af sine år i en lejlighed på Vardevej i Vestbyen. Privatfoto

 

Han kalder sig selv selskabsdrikker, for han har brug for at komme ud at snakke med folk, socialisere og stimulere sit intellekt, og hans erfaring fra Irland er, at alle sociale klasser mødes på pubberne - også de belæste, og i Vejle er hans foretrukne vandhuller og mødesteder Mary's Pub og Ølstuen.

 

                                                             13.jpg

Børge Fruelund Jensen var bange for at forsvinde i mængden, hvis han flyttede til en storby. Han valgte derfor at slå sig ned i Vejle, hvor han her er fotograferet foran Ølstuen i Vejle Midtpunkt i 2018. Privatfoto

 

- Han kan godt lide at få sig noget indenbords, men han kan også gå i måneder uden at drikke en dråbe. Når han keder sig, drikker han for meget, men det er den sociale kontakt, der først og fremmest trækker ham ud på værtshusene, fortæller Daniel Fruelund.

Kan tale med om tingene

Han beskriver sit forhold til faderen som kompliceret. Han er syv år, da forældrene bliver skilt og kontakten er sporadisk i de år, hans far flytter meget og ofte lider af skiftevis psykotiske depressioner og psykotiske manier.

 

                                            14

I sine år i Vejle skriver Børge Fruelund jensen en lang række læserbreve i Vejle Amts Folkeblad, hvor han ofte griber aktuelle emner, som han sætter ind i en historisk og reflekterende ramme og ofte taler den jævne mands sag. Arkivfoto: Jørn Alsted, JA Photo

 

- Det er først, da jeg bliver ældre og kan tale med om tingene, at vi får en god kontakt, selvom han altid helst har villet tale om det, der interesserer ham. Den sidste tid har vi nogle gode snakke, og mens han ligger hjemme på Vardevej, reflekterer han over sit liv og barndommen på Fruelund i Give, fortæller sønnen.

 

                                                                     15

Som katolik bliver Børge Fruelund Jensen bisat fra Sct. Norberts Kirke i hjembyen 22. marts, hvor et følge på 30 til 40 personer møder op for at tage afsked med ham og mindes hans liv. Privatfoto

 

Børge Fruelund Jensen får en god sidste uge på hospice, hvor han også er med til at beslutte, hvordan hans bisættelse skal finde sted.

Han dør onsdag 15. marts og bliver en uge senere bisat fra Sct. Norberts Kirke, hvor et følge på 30 til 40 personer - familie, venner og tidligere skolekammerater fra Give - møder op for at tage afsked med en person, som alle, der kendte Børge Fruelund Jensen, betegner som en ener.

 

 

 Korte beretninger om tildragelser i Børge Fruelund Jensens levnedsløb 

Tekst af Ivan Baad med fotos, titler og links - klik på              

FRAGMENTER AF EN ENERS LIV

 01.05.2023

Børges digte til Henny med tilladelse af Henny

 KLIK PÅ DIGT FOR AT LÆSE

Den gamle trekant   Fødselsdagsdigt til Henny   Genforening  Morgendigt til Henny   Tilbageblik   Til Hennys fødselsdag 

 Børges særlige forhold til Suiyaki

SUKIYAKI sunget af Kyu Sakamoto hittede for præcis 60 år siden verdens hitlister, også i Danmark. Her i 2023 er pladen blevet afspillet i radioen med hyppige mellemrum. Det var et nummer Børge gik rigtig meget op i og den gang fulgte meget med i, hvordan den havde det på salgslisterne, som var afgørende for datidens hitlister.

Den er en hyldest til ”dig”, til det gode, det der var, lyset, solen og solopgangens land, det eksotiske, det mystiske.

Børge har de sidste mange år ofte talt om Sukiyaki, og allerede da jeg for mange år siden lavede klassens hjemmeside, lagde jeg på grund af hans fascination foto og link til originalsangen ind her:

http://give-b1964.dk/barndommens-gade lidt nede på siden.

På dansk lyder SUKIYAKI med Otto Brandenburg sådan:

https://www.youtube.com/watch?v=CULMAG-MdWE

Det er næppe sandsynligt, at nogen af os oprindeligt forstod det tekstmæssige indhold. Men den afspejler i højn grad netop Børge. Han levede i det anderledes, det der var ”dengang”. Hans tidlige liv, det fremmede, det eksotiske, historien, antikken.

 

SENESTE FOTOS AF BØRGE
B1  B3 B4 B2

BILLEDER FRA DØDSMESSEN 

Bisættelsen var godt besøgt med 30 - 40 mennesker. Fra klassen var vi en håndfuld, og hele 11 var repræsenteret med en buket - de flesteia en stor, flot blomsterdekoration kollektivt indkøbt.

                                IMG 0839
         
IMG 0838 børges bisættelse nr.1 2 børges bisættelse nr.2 3 børges bisættelse 3  

 Børges søn, Daniel holdt tale under messen. Se den her:

                DANIELS TALE

 

VAF DEN 21. MARTS 2023 AF HENNY MATTIESEN

230321 VAF 1 Hennys sidste mindeord til sin kæreste  

 

230321 VAF 2 Hennys sidste mindeord til sin kæreste

 

 

Dødsannonce den 21. marts 2023 af Daniel Fruelund Jensen

230221 VAF dødsannonce Børge

    • Udskriv
    • Email

    Skolestart

    TPL_BY
    TPL_IN
    TPL_ON
    Visninger: 3630

    SKOLESTART OG DE FØRSTE SKOLEÅR

    Første dag i skolen er en mærkedag, og da ungerne i august 2019 startede i nul'te klasse, kom lokalredaktøren med den idé, at der skulle berettes om vores tidligste skolegang på klassens hjemmeside.

    Forevigelse i form af amatørfotos var ikke så udbredt i vores barndom, men her er hele fire foreviget på første skoledag:

    190826 Henning og Jørgen første skoledag   poul første skoledag   poul og niels
     Henning og Jørgen    Poul  

    Niels Bjerre-Hansen - klassekammerat

    med Poul og Lise indtil 4. klasse

     

    190902 Lise og frk. Hansen    Lise - nr. tre fra venstre - og frk. Hansen

     

    1955 - 56

    190826 klassen 1955 56

    Drenge fra venstre:

    Jørgen Poulsen (slagter Poulsens søn)

    Jørgen Ladegaard

    Ole Rosenhøj

    Henning Korshøj Nielsen

    Peter Østergaard

    Preben Askjær

    Carl Åge Hvid

    X X (foran Carl)

    Ole Johansen

    Johannes Hansen

    XX skjult bag Ninna

    Leif Antonsen

    Børge (formentlig - bag Leif)

    Poul Erik Jensen

    Piger fra venstre:

    Lene Gjødsbøl

    Lisbeth Schjøtt (Lund)

    Else Pedersen

    Kirsten Jessen

    Jette Pedersen  - "Jette Murer"

    Kirsten Nørskov Jensen

    Inge Færgemann (Lind)

    Jette Gødsbøl - Lenes tvillingsøster

    Anna Odgaard Sørensen

    Ninna X (med briller) ?

    Gurli X

     

     

     

     

    X = ukendt navn

     

    Lise og Pouls klasse de første år.

     

    Lise ses forrest i midten.

    Poul står bagest nr. 5 fra venstre. 

      190812 Pouls skoleklasse 3 4 klasse
         

     Her er vi foreviget fra 7. klasse.

    190826 klassen ca. 1. real
     

    Bageste række                                                Midterste række                                      Forreste Række

              

    Jørgen Ladegaard

    Henning Korshøj Nielsen

    Carsten Egebjerg

    Leif Antonsen

    Ole Johansen

    Bent Pausgaard Enevoldsen

    Poul Erik Jensen

    Børge Fruielund

    Arne Skjerris

    Bent Skjerris Eliseholm

    Inger Bonde

    Anne Marie Overmark

    Ivan Baad Andersen

    Jørgen Ankjær Madsen

    Peter Teilmann

    Finn Steffen Hansen

    Ove Pausgaard Enevoldsen

    Kirsten Nørskov Jensen

    Anna Bramsen Sørensen

    Inge Færgemann

    Jonna Pedersen

    Lisbeth Schjøtt

    Lene Gjødsbøl Pedersen

    Lise Knop

    Karin Iversen

    Else Ramskov Andersen

    Kirsten Jessen

    Ellen Lisbeth Hansen

    Mona Storbank

     

     

    • Udskriv
    • Email

    Børges digte

    TPL_BY
    TPL_IN
    TPL_ON
    Visninger: 4746

    Digtsamlingen

    BEAUTY´S  SHADOW efter en linje i digtet AN ANGEL

    ("And carving beauty´s shadow here beneath.")

       

    FORÅRSDIGT:

    Nu rider nattens rytter

    med lys i aftenlande

    og tusind fugle letter

    langs lyse vårbrudsrande.

    Vi søger ad øde veje

    et varsel om ting der gror

    mens verden lyser og tøver

    tung under usagte ord.

    Se, verden bliver en anden,

    forvandlet træder den nær,

    en nyfødt trolddom går sagte

    og græder blandt vårens træer.

         
                        

    SØMANDSDIGT:

    Du lo så lyst en aften,

    så lyst som kun du kan le,

    da brød der en drift delfiner

    af en morgentung dønning et sted.

    Du vågned´ en morgen og smilte

    og fuglene bag dit blik

    var fugle i flugt over floden

    hvor en flammende dag forgik.

    Nu går vi i mørknende byer,

    dårskabens datter og jeg

    under hendes hænder forødes

    en smerte, der vaktes af dig.

          
          

    TIL SERVITRICEN LOTTE:

    Dine skottende øjnes trolddom

    i denne fortryllede vår

    driver gæk med solen

    under dit troldehår.

    Og dit væsen er forårets væsen, 

    en dans og en maskepi

    og solen bli´r kåd og elsker

    de øjne den bader sig i.

    I mig ser du alder og grånende hår,

    livet svandt som en sommervind,

    og nu er jeg skinsyg på solen

    og dens leg i et pigesind.

             
          

    SLUTSPIL:

    Kender du kærligheden?

    har du følt dens usynlige hænder?

    Har du følt det, at du blev båret

    af stærkere, vildere hænder?

    Og kender du afmagten?

    det at stå der, kejtet, med blikket vendt?

    så har du kendt den dybeste armod

    når både hadet og kærligheden er endt.

                
               

    THE FINAL REVENGE

    (When Antonia hurt her leg)

    Ove the Carribean Sea

    A tropical storm gathers, 

    The furious white teeth

    Of sizzling foam on angry waves

    Gleam in Roentgen lightnings.

    Deep under the central Pacific

    A continental plate

    Begins a fatal eastward drift.

    A rising tsunami 

    Begins its journey towards Japan.

    In the Brahmaputra Delta

    The first mangroves drown in silence

    As the yellow waters 

    Begin to rise

    Unnoticed by playing village children.

    That whirling giant asteroid

    Which is now passing Jupiter

    Is bound to hit, I think.

    I conclude nature has at last realized

    My beloved hurt her knee.

            
              

    A SUMMER´S PRIDE

    (To Lisbeth)

    I saw her sitting carelessly

    Among the signs of May,

    Her face more bright than ivory

    Outshone the infant day.

     

    She came through twilight tears of dew

    Unconsciously shy

    Our touches still were trembling new

    As we approached July.

     

    With silver showers tinkling through

    The leaves of lofty days

    We sat park-sheltered listening to

    What rainy August says.

     

    A misty sun which frostily

    A summer´s pride undid

    Sank ignorant and winterly

    Beneath her careless lids.

     

    I search the waste and wilderness

    I roam the mountain land,

    My heart is ceaselessly caressed

    As by a withered hand.

           

    ANTONIA TAKES CONFESSION:

    I sat as a repentant sinner,

    I did not quite know what to say,

    Again, of course, I tried to win her

    Attention on a cloudy day.

    As a catholic who does his duty, 

    Confessing at the end of year

    And scrutinized by her beauty

    I wavered between love and fear.

    Old sins involving drink and women

    Did cross my lips in muddy rivers,

    And all the time she calmly watched me

    My twisted lips, my frozen shivers.

    The smell of whiskey, a dancing whore,

    The reek of passions base and low. 

    Left dirty footsteps in her pure

    Unblemished beauty´s virgin snow.

    In my homeland lies today

    The winter´s first, untrodden snows

    It will reflect the Milky Way

    And that is all her beauty knows

     

    A NEW GODDESS ENTERS ATHENS

    (The day Antonia went to Athens)

    Above the Plaka Erechtheion

    Commemorates a chthonic god,

    It´s Karyatids are planning flight

    For over is their antique might.

    The four looked down on Socrates

    In conversation with Thais

    But now with envy all replete

    They try to move their marble feet.

    They see sweet Antonia come

    Her smile with coal-black hair encircled

    And though the four are made of stone

    They know their glory days are gone.

    No, stare you on towards Salamis,

    Gone is the sage from Alopeke,

    Your sunny eyes will gleam at ease

    It is my heart that finds no peace.

    The arriving goddess´  tripping feet

    With sweet parthenogenesis

    Tread softly and with rhythmic beat

    Bewitch my heart beyond release.

         
            

    BANGKOK MADONNA

    (To Kao Jantramart)

    Come Eastern love on tiny velvet feet

    Where my heart lies, beyond the darkened snow,

    Leave scents of lotus, shun your sunrise seat

    Beneath the dawn enchanted let us go.

    And we will stray forgetful of the day

    Seasons of laughter in the shade of you,

    A comely sadness now and then will lay

    Your raven eyes with tears like morning dew.

    And I will hide my tears in nightly streams

    Of your hair´s midnight, fall from here

    In rivers of oblivion and of dreams

    And meet you loving in the field of fears.

    Your many voices whisper on the breeze,

    They play on leaves of aspen as on strings,

    A flow of fading music will I seize

    And rise one May-born morning on my wings.

     

    AN ANGEL

    (To my Master from Lake Genezareth)

    He is a midnight walker and he wakes at brazen doors,

    On flaming feet he hurries over accidental floors,

    Of starlight is his mantle made, he wears a diamond stick

    Traversing desert waters where he moves unseen and quick.

    And were he seen by human eyes he were considered fair

    When courting Supreme Beauty in her high, primordial chair,

    Or sliding his wrought dagger from its silent, superb sheath

    And carving Beauty´s shadow which we gaze at here beneath.

        
                 

    UNDYING ROSE

    (To Lisbeth)

    We stood there by your window

    As night was drawing close,

    Our love did shine like petal leaves

    Upon a crimson rose.

    I told you then, I do recall

    How Beauty once must die

    Like withered leaves do in the fall

    With whispers of goodbye.

    And we stood close, you held my hand

    And shook your curly head,

    You said I quoted ancient books

    I happened to have read.

    I now admit that then I thought

    You were a bit naive,

    But I have read and I have sought

    A truth by which to live.

    And now I know that you were right

    For inside me still grows

    The Beauty that was worth the fight

    The petals of a rose.

             
                         

    AFRO QUEEN

    (To Joy Nkennachor)

    Ebony is the facial sheen

    Of my betrothëd Afro Queen

    The Niger Delta in her veins

    Inaugurates the season´s rains.

    From dancing feet to fingertips

    The rhythmic movement of her hips

    Gives every moving body part

    Status of a work of art.

    She carries with her when she comes

    The music of the ancient drums,

    A living, laughing incarnation

    Of some forgotten incantation.

    She comes before the morning light

    From deepest, equatorial night

    To perch in silence by my soul

    Like some extinct, Jurassic owl.

    And whisper when the night is deepest

    Obscure,paleolithic secrets

    Until her love I buried find

    Deep in a royal Afro mind.

                

      

    THE SNOWBALL                                                   

    (To Karin)

    When I did teach the classics in your classroom long ago,

    You sat there young and blushing at the fall of the first snow,

    I wrote upon the blackboard and old, medieval poem,

    To you, fresh from the snow, your hair was hanging down,

    On how an icy snowball could in fact be full of fire

    When thrown by darling Juliet whom the poet did desire. 

    I ask a long time after, now my hair is turning grey

    What thought were in your mind that frosty winter´s day?

    For as I continued teaching on Minoans and on Crete

    A snowball flew across the room and landed at my feet.

    I tell you now, sweet Karin, that across the gulf of years

    You hit me in my dreams and I wake up in tears.

       
           

     

    THE GARDENER SHEPHERDS

    Infinities of corridors

    They walk with perfect ease

    To reach benign and fertile shores

    Of countless galaxies.

    And if you raise your eyes and gaze

    Upon a winter´s night

    You see their trail of gleaming light

    Deep in the stellar maze.

    And if you look upon a tree

    They calmly came and placed it there

    For you to touch and see.

    The wove upon the primal looms

    In stardust from the Cepheids

    The leaves on every thing that blooms,

    The DNA of species.

    On every solid rock and stone

    They left their strange geometry,

    Returned to space, left us alone

    With footprints of their mystery.

     

     

    THE CAPTAIN AND THE CABIN BOY.

    (To Captain Finn Sand)

    From Aden out to Sumatra with dolphins in our wake

    While passat winds caressed my cheeks and flying fished played,

    Where schools of whales towards the Pole their ancient road would take

    We headed out for Singapore and the Malacca Strait.

    I was a humble cabin boy, my head was full of dreams

    But though I loved a sailor´s life I took a different road

    Than you, my friend, whose life became the ocean waves and winds.

    You life was spent om "Monkey Island" as we sailors call the bridge

    And as a travelled captain knew each harbour on the globe,

    While I did delve in dusty books from ancient Rome and Greece.

    To you I write these verses by my lean, unlovely pen

    For you have always stood by me and let me call you friend.

       
           

    THE COSMIC PILGRIM

    I left my dark and lonely room, 

    A thousand years ago

    I walk now in the darkening gloom

    Upon the time-space continuum.

    The gleaming city in my eye

    Is moving as I go

    Behind me far horizons

    Are sinking lost and low.

    I am a cosmic pilgrim,

    I am the human soul,

    The Heavenly Jerusalem                  

    Sinks beyond the Pole.

    And I shall never reach it,

    But I walk on and on

    Till all the stars are gone.

                 

     

    ANTONIA AND I TELL DIRTY JOKES

    She walks around as usual

    On fast and busy kitchen legs,

    We touch the un-congenial

    And mainly funny theme of sex.

    And while she gently laughs and cooks

    And strikes her hair for she is vain

    I do my best to tell her jokes

    From obscure regions of my brain.

    We both have scientific minds

    And this is not strange territory

    For I have asked what skin one finds

    In the vaginal interiors.

    We smile and laugh, the jokes grow worse,

    Two cultures share what we all know

    We laugh so loud my limping verse

    For such amusement is too slow.

    For what is much the funniest thing

    Is laughing loud and joking thus,

    We never for a moment think

    Such crazy things could interest us.

               

     

    UNFORESEEN NEMESIS

    (To men from the 60s and 70s)

    The women from the two decades,

    The sixties and the seventies

    Did prophesy a Jungian shade

    Inhabited our manly psyches.

    They recommended we relate to

    Our ANIMA, our inner female,

    But quite forgot their inner ditto,

    Their inner manly ANIMUS.

    While we did hoover and wash dishes

    Unseen by all they changed their persons

    So now when three decades are over

    Their inner MAN has come to power.

    So almost every one we meet

    Has boyish haircuts and wear slacks,

    Without a bra they walk the streets.

    Do I hear laughter from afar

    From gods that watch their nemesis?

         

    DE AMICITIA (On friendship)

    (To Fred Feddersen, USA)

    With Plato and the Greeks I find

    Our love for soulmates, when we find them,

    Is born within the confines of the mind

    With no respect for sex or gender.

    Though most will claim we can´t avoid

    When we have found a faithful pal

    The theories of Sigmund Freud

    Such views are too conventional.

    "They´re always seen together!" yells the crowd

    And because two guys meet regularly

    Their sexuality is in doubt

    In the thinking of the bourgeoisie.

    The assembly in my Irish bar

    Does never give those bores a chance

    But lets it be know wide and far

    They have a heterosexual, male romance.

         

              

     

    THOUGHTS AT THE YMCA.

    (To Britta)

    Four icons sit in beauty in my loving memory,

    They are the girls that through the years I loved religiously.

    I daily pay them homage with the worship of my mind

    But many summers laughed and died since I was left behind.

    But just today at lunch down in the local charity

    You called my name, or do I dream, you smiled flirtatiously.

    You are no longer young, your beauty is mature

    And I confess I can´t resist your smile and female lure.

    But this is no proposal, I adore you from afar

    For I believe in Plato, the greek philosopher.

    To me you are a beauty that the gods have kindly sent

    And poems outlive roses as a humble compliment.

             

      

     

    YESTERDAY I HURT MY LOVE

    (To Antonia)

     

    Yesterday I hurt my love,

    She says I didn´t but that I did,

    Whatever I can say thereof

    Are empty words for this I did.

     

    The thing is easy to explain:

    The double attitude to women

    That rules among us western men,

    The pure madonna first one of them.

     

    And next in our dichotomy

    The light, lascivious putana,

    That is the twin geometry

    Of western, sexual mythomania.

     

    This got a bit mixed up in this

    By me admired, angelic head

    For all this seemed unknown in Greece

    So it was all inversely read.

     

    Yesterday I hurt my love, 

    She says I didn´t but I did,

    Whatever I can say thereof

    Are empty words for this I did.

        

    THE VIOLET

    (To Lisbeth)

    One entire year with its span of coloured days

    The sun was younger when you came and you touched

    This wild heart of mine with your violet hands unconsciously

    Opened these eyes of mine to see your violet beauty.

    One entire year with its span of coloured days

    This wild heart of mine was open praising the violet;

    Now, on the edge of the waste and the wintry darkness

    Still my heart is open praising the violet

    Still pouring forth the praise of your violet beauty.

        

     

    STONE AGE HUNTER

    (Dusk in Antonia´s house)

    With ice-blue, cold and smiling eyes

    The stone age hunter, bow in hand,

    Looks calmly at the deer that dies

    Where oak-trees fill the darkening land.

    With eyes more dark she sits before me,

    They change with every changing smile,

    With shifting moods a thousand seasons

    Attempt the hunter to beguile.

    I reach out for my broken bow,

    Her eyes, I think, are Greek- Phoenician,

    My feathered arrows on the ground

    Have let me down when most I need them.

    Now outside dies the twilight day

    But inside me the hunter´s flame

    Looks madly for another way

    To win the sweet, millenial game.

    She laughs, outside the window

    Now Cassiopeia twinkling stands,

    And sadly after countless seasons

    I must walk home with empty hands.

            

                                      ODE TO ANTONIA

                           

                            Enthroned upon af face I saw today

                            Sat Beauty laughing as I turned the corner

                            The discos of the Milky Way

                            Can clearly not lay claim upon her.

     

                            I doubt not that her speeding car

                            That hooted loudly as I passed her

                             Has come here from an unknown star

                             That boasts to shine upon her beauty.

     

                             Oh could I walk the starlit road

                             Across the great abyss at nighttime

                             To where such timeless beauties grow

                             And stand alone and calmly watch them.

     

                             And do the sleep on beds of roses

                             And wake up laughing in the sun?

                             And who makes words and who composes

                             In my ears now this tender song?

     

                             I doubt not it´s the birds that I see laughing

                             Behind her eyes as she speeds by

                             And I walk on to spend on nothing

                             My empty time and lonely day.

        

     

        

    UNA DONNA MAFIOSA

    (To Birgit)

     

    She stands there in the smoky bar,

    Her limbs are smooth, her laugh contagious,

    The masses of her curly hair

    Fall like rivers on her shoulders.

     

    Alas I feel my growing age,

    She is in fact a good deal younger

    And sees me as the barroom sage

    Who at my table daily ponder

     

    Deep themes in life, but she is wrong

    It is herself, a living wonder

    I watch as I compose this song;

    Ancient sicilians had a word

     

    That in her case beats GRAZIOSA,

    It may surprise you when it¨s spoken

    For it is actually MAFIOSA.

    And it is a poetic duty

     

    To praise her young, unbridled beauty

    Although when it is humbly done

    I still sit in the bar alone.

     

              

    A POEM ON GOD

    I sit in silence, deep in thought

    Upon the silence inside God

    To Whom no pronoun can refer

    For he and she and it are words

    That cannot to the Being relate

    From Whom the world does emanate.

    Who effortlessly, in a vacuum,

    Built up a world, controlled the atom;

    The greek philosophers nearly had it

    When they declared it built on spirit,

    For if instead of that we say

    That it was built on energy

    The very chair on which I sit

    Is all the time upheld by spirit.

    For in the thought of Plotinus

    Energy clearly equals NOUS,

    So that in fact our modern physics

    Speak with the tongue of ancient mystics.

          

     

     

    ANTONIA BECOMES MY BUDDY

    My goddess so dislikes approaches

    By loving mortals such as I

    That we have organized our touches

    In what may seem a funny way.

    And since that I am well aware

    What happens if I touch her with emotion

    Such insane things I do not dare

    The universe might face explosion!

    And since in Greece almost all men

    Do only go to pubs for women

    I brought within her mental ken

    The mainly Anglo "buddy system".

    So after hours of deep suspension

    In seas of bliss as I do watch her

    With divine elegance clean the kitchen

    I stumble up for my departure...

    I have in mind the cosmic fate

    And gently slap her leaning shoulder

    As if she was my drinking mate

    And mumble, "Till tomorrow, buddy!"

        
        

    Nu ER vi jo altså en REALSKOLEKLASSE og derfor skulle de gamle venner ikke have stort besvær med at studere mine ENGELSKE digte.

    De er digte fra voksenalderen og der er lidt mere en baggrund af humor og distance.

    Mens kendere af dansk poesi måske kan kende en anelse indflydelse fra den unge digter Morten Nielsen kan kendere af engelsk poesi måske ane flere forbilleder.

    Digtet A Stone Age Hunter har f.eks. lidt W.B. Yeats i sig - det kan jeg selv se NU.

    Men hvad - de store italienske renæssancemalere havde også stået i lære hos geniale mestre.

    Der er meget af MIG SELV i digtet The Final Revenge.

                                                                     

    .

    Udvalg kan læses HER. Og endnu flere HER.

     

    Et eksempel:   NEW YEAR CONFESSION TO ANTONIA     

     

    I sat as a repentant sinner
    And did not quite know what to say,
    Again, of course, I tried to win her
    Attention on a cloudy day.

    As a catholic who does his duty,
    Confessing at the end of year,
    And scrutinized by her beauty,
    I wavered between love and fear.

    Old sins involving drink and women
    Did cross my lips in muddy rivers,
    And all the while she calmly watched me,
    My twisted lips, my frozen shivers.

                    

    The smell of whiskey, a dancing whore, 
    That reeked of actions base and low
    Left dirty footsteps in her pure
    Unblemished Beauty´s virgin snow

    In my far homeland lies today 
    The winter´s first untrodden snows, 
    It will reflect The Milky Way
    And this is all her Beauty knows. 

    2002

       

       Antonia             

    ODE TIL ANTONIA

    Om baggrunden for nedenstående "ode": "Den første i serien (Ode til Antonia) endte på første side i en amerikansk digtantologi. Som jeg selvfølgelig forærede Antonia, den græske skønhed."    

    Ode dedikeret til skønne Charlotte.

    Dine skottende øjnes trolddom  

     i denne fortryllede vår

     driver gæk med solen

     under dit troldehår. 

     

                

           Og dit væsen er forårets væsen 

            en dans og en maskepi

           og solen bli´r kåd og elsker

           de øjne den bader sig i.

         
           

           I mig ser du alder og grånende hår,

           livet svandt som en sommervind,

           og nu er jeg skinsyg på solen

           og dens leg i dit pigesind.

     

    Ode To Antonia

    Enthroned upon a face I saw today 
    Sat beauty laughing as I turned the corner 
    The discos of the Milky Way 
    Can clearly not lay claim upon her. 
    I doubt not that her speeding car 
    That hooted loudly as she passed me 
    Had come here from an unknown star 

     

    That boasts to shine upon her beauty. 
    Oh could I walk the starlit road 
    Across the great abyss at nighttime 
    To where such timeless beauties grow 
    And stand alone and calmly watch them. 
    And do they sleep on beds of roses 
    And wake up laughing in the sun,

    And who makes words and who composes 
    In my ears now this tender song? 
    I doubt not it is the birds that I see laughing 
    Behind her eyes as she speeds by 
    And I walk on to spend on nothing 
    My empty time and lonely day.

     

    HOMO SUM, feb. 18

    Hermed mine oplevelser af - og fortolkningen af - mit liv med kærligheden.

    Som du ved er jeg katolsk humanist på renæssance-facon, altså at mit liv blot er et eksempel på hvorledes et menneskeliv kan leves. Med det berømte citat fra romeren Sallust: 

                 Homo sum et nihil humanum alienum a me esse puto

    "Jeg er et menneske og jeg anser intet menneskeligt for at være mig fremmed!"

    Man vil kunne nogenlunde regne indholdet ud af dette lille stykke hvis man, uden at falde i søvn, tramper igennem mine erindringer Det var en varm dag. Men hvem gør det? Mit enorme handicap er at jeg i en tid der er alt dominerende VISUEL (TV og billede efter billede på Facebook) er et udpræget TEXT-MENNESKE.

    Her kommer det:

                             MIT LIV MED KÆRLIGHEDEN

      

    DIGTE, feb. 18

    ET FORÅRSDIGT

                               Nu rider nattens rytter

                               med lys i aftenlande

                               mens tusind fugle letter

                               langs lyse vårbrudsrande  

    Vi søger ad øde veje

     et varsel om ting, der gror

     mens verden lyser og tøver     

     ung under usagte ord,         

      

    Se, verden bliver en anden,

    forvandlet træder den nær;

    en nyfødt trolddom går sagte

    og græder blandt vårens træer 

     ET SØMANDSDIGT    
     

                               Du lo så lyst en aften

                               så lyst som kun du kan le,

                               da brød der en drift delfiner

                               af en morgentung dønning et sted.  .

     

    Du vågned en morgen og smilte

    og fuglene bag dit blik

    var fugle i flugt over floden

     hvor en flammende dag forgik.         

     

    Nu går vi i mørknende byer

    dårskabens datter og jeg

    under hendes hænder forødes

    en smerte der vaktes af dig.

     KÆRLIGHED    
     

                               Kender du kærligheden?

                               har du følt det at du blev båret

                               af stærkere, vildere hænder?

     

    Og kender du afmagten?

    det at stå der, kejtet, med blikket vendt?

    så har du kendt den dybeste armod

    når både hadet og kærligheden

    er endt.

     
    • Udskriv
    • Email

    Skolen efter 1964

    TPL_BY
    TPL_IN
    TPL_ON
    Visninger: 3828

    I 1968 ER DET SLUT - VOR GAMLE SKOLE BLIVER FOR LILLE 

     

     

    Se Gunnar Plancks smalfiloptagelser

    - med marchen fra vor gamle  skole til Ikærskolen og

    - med dagligliv i vor gamle  skolegård, i nævnte     rækkefølge.

     

                                      KLIK PÅ FOTO

      

     Marchen    

    I filmen ses en række af vore lærere som her på fotoet Eg Jensen i datidens vip'er-uniform for lærere. Man ser bl.a. også Ramskov med og uden alpehue, Nicholajsen, og de to hårdtslående Madsen og Pallesen, der har tildelt mange af os en rød, ophovnet kind. 

     

    Ikærskolen også kaldt Firkløverskolen havde 25 års jubilæum i 1993 - hør festtalen  - klik på foto        Tale1993  

    Og den havde 50 års jubilæum 2018 - læs artikel i Give Avis

                                         Her skolen i 1968 - klik

      Ikærskolen 2

     

    "HUSET"

    Fra den 8. oktober 2015 hedder vores gamle skole "HUSET". 

    Den 25. juni 2016 var der GOA - Give Open Air - ved HUSET. Læs om begivenheden. Det er nu blevet tradition.

    Give Folke- og Realskole blev til rådhus, og Skolebakken blev til Rådhusbnakken, da man i 1968 opførte  Firkløverskolen ved Torvegades østlige ende. Huset bruges som både kulturhus, bibliotek og politistation.

    Her et par af Pouls fotos fra tilblivelsen af HUSET samt det færdige resultat.


     
     
     


    Som det fremgår, er fløjen væk, hvor der oprindeligt var bibliotek og bolig for skoleinspektøren - Elses barndomshjem. 
    Her nogle af artiklerne om Huset i Give Avis - nyeste forrest.

                     
    • Udskriv
    • Email

    Komsammen hos Ivan

    TPL_BY
    TPL_IN
    TPL_ON
    Visninger: 2852

    LIDT UDENFOR-NUMMER-KOMSAMMEN DEN 4. JUNI 2018 HOS IVAN

    En flot sommerdag med 25 grader C på terrassen - det bliver ikke bedre.

    Ni fra klassen valgte at bruge en halv dag sammen til snak, snak, snak og mere snak. "Som altid" fristes man til at sige. Serveringen kom fra gør-det-selv-køkkenet og bestod af

    Til kaffen:     Nybagte, varme boller, smør og ost

    Til middag:   - Skaldyrs-salat-mix med ørredrogn og avokado-hvidløgspure

                         - Bouillabaisse

                         - Flødeis og jordbær

    Og her indtryk fra dagen - klik på fotos for at se fuld størrelse:

    juni 2018 127 

     

      2018 06 21 001 002 

    2018 06 04 001 004

     

      2018 06 04 001 003

    juni 2018 126

     

      juni 2018 135

    juni 2018 139

     

      juni 2018 150
    juni 2018 157   juni 2018 153

     

  • Børges verdenssyn
  • Børge skriver
  • Fortællinger
  • Karins arrangement

Side 1 ud af 4

  • Start
  • Forrige
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • Næste
  • Slut
  • Hjem
  • Slideshows
    • Jub-fotos
    • Karins arrangement
  • Kalender
  • Elever
  • ElevLogin
  • Skolen
  • Vor tid
  • Barndommens gade
  • Gamle Give
  • Give i dag

(c) 2016 Ivan Baad