BØRGES VERDENSSYN


Holdninger, avisindlæg, debat, historisk perspektiiv, filosofi           

    

 

 

 

 

                              Cand. Mag. Børge Fruelund Jensen

  200705 Børge med kasket lille    

 

JEG TROR FORDI DET ER ABSURD        07.01.2023
 

 

Den tidlige, kristne teolog Tertullian (ca.155-220 e. Kr.) kom med den berømte udtalelse :"Jeg tror fordi det er absurd"(latin: credo quia absurdum).Det er på overfladen en besynderlig udtalelse, al den stund  vort århundrede intellelktuelt står i så dyb en gæld til oplysningstidens filosoffer og encyclopædister. Hele vor teknologiske kultur bygger jo på logiske ræsonnementer og hvad vi anser for logik. Da vi er kommet så langt på disse områder (også medicin!) synes at være en garanti for, at den logiske tilgang til vor omverden er den rigtige.

Men hvad mente så Tertullian?

Forud for hans kristne tænkning lå den kristne opfattelse, at Kristus, også da han vandrede iblandt os, var den 2. person i Den hellige Treenighed. Ja Tertullian var faktisk den første der brugte ordet Treenighed på latin (Trinitas). Og det forekom Tertullian, at det er en absurd sag, at den evige Guds egen søn vandrede blandt os mennesker og blev korsfæstet "da han bar alverdens synd".

Og er der ved nærmere eftertanke noget mere ulogisk  end Kristi indstiftelse af Den hellige Nadver (vi katolikker kalder den eukharistien)?.

: "Mens de sad og spiste tog Jesus brødet, sagde takkebønnen over det, brækkkede stykker af det og gav dem det og sagde:"Tag det, det er mit legeme!"" Sophie Seidelins oversættelse.

Denne handling er så ubegribelig for den rent menneskelige forstand, at den kan forekomme absurd.

Guds veje er ikke menneskets veje. Gud veje kan forekomme absurde for mennesket og det var netop det Tertullian hængte sin hat på. Netop det at det for os forekommer absurd tydede for Tertullian på, at kun Gud selv kunne stå bag dette mysterium.Dette stimulerede hans tro, i modsætning til nutidsmenneskets tyrkertro på logik og videnskab.

Tertullian blev aldrig "kirkefader" for den katolske kirke. Han forlod rettroenheden til fordel for den tidlige, kristne retning Montanismen. Men det gør ikke hans holdning mindre interessant.

 

 

TÆNKNINGENS OPRINDELSE        20.12.2022

 

Det sansbare må åbenbart gå forud for sanserne, der forudsætter det sansbare. Havde der ikke i forvejen eksisteret lys, ville øjnene aldrig ad evolutionens vej være blevet dannet til at opfatte lys.

Havde lyd ikke eksisteret før øret, var øret aldrig på samme måde blevet dannet.

Således er det også med de tre andre øvrige sanser:

Havde smagsstoffer ikke eksisteret, så ingen smagsløg; havde dufte ikke i forvejen eksisteret, så ingen næse; havde intet rørbart eksisteret, så ingen følesans.

Sanserne er instrumentale i forhold til det sansede. Vi er trådt ind i verden fuldt færdig med alle de fem sanser på plads.

Men hvad med det tænkte?

Det er min påstand, at da hjernen er instrumental i forhold til at tænke, ja, så må det tænkbare have eksisteret, før hjernen ad evolutionens vej blev dannet til at tænke tanker.

Eller som det også kan udtrykkes: Tanken om tænkning må have eksisteret enten i eller uden for universet, før hjernen blev dannet.

Hjernen er jo også nødvendig, for at vi kan organisere alle signalerne fra de fem sanser, så vi får et samlet billede af omverdenen.

Denne egenskab ved hjernen kalder Aristoteles for sensus communis (det er latin, jeg husker ikke det græske ord).

Så kommer spørgsmålet: I hvilket intellekt opstod for første gang tænkning om tanken selv?

Jeg er katolik. I begyndelsen af Johannesevangeliet står der på græsk:

"En Arche en ho Logos kai ho Logos en pros Theon kai ho Logos en Theos" (I begyndelsen var ordet og ordet var hos Gud og ordet var Gud).

Ordet logos er et af de ord, der kan betyde flest ting i forskellige sammenhænge på oldgræsk. Men en klar betydning er, at det også kan betyde tænkning.

Altså kan begyndelsen af Johannesevangeliet også oversættes "I begyndelsen var tænkning osv."

Jeg overlader det til jer at drage jeres egne konklusioner.

 

DET ER IKKE BLOT DE VARME HVEDER, DER RYGER SIG EN TUR, MEN ET FARVEL TIL DEN SIDSTE REST AF MIDDELALDEREN         16.12.2022

 

 

Den nye regerings slettelse af store bededag er i realiteten en markant begivenhed i danmarkshistorien, skønt mange måske ser det som en bagatel.

Den havde sin oprindelse under Christian 7., da dennes livlæge, Struensee, i oplysningstiden slettede hele 11 helligdage fra den danske kalender. De førte til for megen slendrian og munterhed. Der skulle arbejdes. Den protestantiske arbejdsetik havde holdt sit indtog. 

Helligdagene stammede jo fra den katolske middelalder. Så Struensee opfandt store bededag. Lad mig komme med en lille opremsning af nogle slettede helligdage: Helligtrekonger (6. januar), kyndelmisse/Mariæ bebudelsesdag (2. februar), 3. påskedag, 3. pinsedag, Mikkelsdag (29. september).

Derudover var der mange andre festlige begivenheder i den katolske middelalder, f.eks. Skt. Olavs marked og Valborgsbål.

Jeg har levet nogle år i Grækenland. Græske byer vågner op til dåd ved 9-10-tiden om formiddagen. Her på Vardevej, Vejle, begynder man at køre på arbejde ca. kl. 6.30.

Jeg har tit, men ikke tit nok, for det kan man ikke nævne tit nok, nævnt Max Webers banebrydende værk "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd". Luther og Calvin fik gennem nogle teologiske manipulationer gjort arbejdet til et kald (Beruf), som var det et religiøst kald (vocatio).

I skabelsesberetningen er arbejde en straf for syndefaldet. Manden skulle arbejde i sit ansigts sved (græsk: ponos = møje og besvær).

Arbejdsomhed er den dag i dag noget, danskere anser for en stor dyd - måske den største. Og ens job placerer én statusmæssigt og forlener én med identitet. Man får altid af ukendte spørgsmålet: "Hvad laver du så?" Så mener de, de ved, hvem man er.

Vi er stolte af vor arbejdsomhed i Danmark. I sangen står der noget om, at ude i verden kendes danskerne for "deres sang og mejselslag".

Det er ikke blot de varme hveder, der ryger sig en tur (de løber nok ingen steder - der skal jo tjenes penge!), men et farvel til den sidste rest af middelalderen. Et kapitel af danmarkshistorien, der varede 500 år.

 

FARVEL TIL MIDDELALDEREN         16.12.2022
 

 

Helligdagene stammede jo fra den katolske middelalder. Så Struensee opfandt Store Bededag.

Lad mig komme med en lille opremsning af nogle slettede helligdage: Helligtrekonger (6 jan.), kyndelmisse/ Maria bebudelsesdag (2. februar), 3. påskedag, 3. pinsedag, Mikkelsdag (29 sept).

Derudover var der mange andre festlige begivenheder i den katolske middelalder, f.eks. Skt. Olavs marked og Valborgsbål.

Jeg har levet nogle år i Grækenland.  Græske byer vågner op til dåd ved 9-10 tiden om formiddagen. Her på Vardevej, Vejle, begynder man at køre på arbejde ca. 6.30.

Jeg har tit, men ikke tit nok for det kan man ikke nævne tit nok, nævnt Max Webers banebrydende værk

"Den protestantiske etik og kapitalismens ånd". Luther og Calvin fik gennem nogle teologiske manipulationer gjort arbejdet til et kald (Beruf) som var det et religiøst kald (vocatio). I skabelsesberetningen er arbejde en straf for syndefaldet. Manden skulle arbejde i sit ansigts sved

(græsk: ponos= møje og besvær).

Arbejdsomhed er den dag i dag noget danskere anser for en stor dyd. Måske den største. Og ens job placerer én statusmæssigt og forlener én med identitet. Man får altid af ukendte spørgsmålet: "Hvad laver du så?" Så mener de de ved hvem man er.

Vi er stolte af vor arbejdsomhed i Danmark. I sangen står der noget om, at ude i verden kendes danskerne for "deres sang og mejselslag".

Det er ikke blot de varme hveder der ryger sig en tur (de løber nok ingen steder - der skal jo tjenes penge!) men et sidste farvel til den sidste rest af middelalderen.Et kapitel af danmarkshistorien, der varede 500 år. Vor arbejdsomhed har gjort os , materialistisk set, til et rigt land. Men er vi lykkeligere end middelaldermennesket i troens tidsalder? Materielt ja, men borger det for en højere livskvalitet? Det er et åbent spørgsmål.

 

 

EVOLUTION OG UDVIKLING    14.12.2022

 

Evolution lå overalt i luften i 1800 tallet og vi er endnu idag på mange områder disse ideers arvtagere.

Ikke alene skrev Darwin om arternes evolution. Den engelske teolog John Henry Newman skrev om dogmernes evolution op gennem tiden i den katolske kirke og endte som kardinal. Marx mente det kapitalistiske samfund, han så omkring sig, med nødvendighed ville udvikle sig i retning af socialisme og tilsidst et kommunistisk paradis.

Den tænkning af den slags, der har påvirket os mest er imidlertid tyskeren Friedrich Hegel. Hegel var kommet på den ide, at hele verdenshistorien styres af en Weltgeist (verdensånd). Denne Weltgeist åbenbarer sig ned gennem historien, og derfor er dens sidste åbenbaringer af højere kvalitet end alt foregående. Med andre ord alt nyt er bedre end alt foregående. Han kaldte Napoleon "Verdensånden til hest". Han anså også ubetinget sig selv som sin tids største filosof, fordi han havde gjort denne mageløse opdagelse. Marx var hans elev ligesom mange andre tyske intellektuelle.

Tiden gjordes således til en metafysisk størrelse. Mange danskere idag mener nærmest at det er en pligt at "følge med tiden" og at vide hvad "der er oppe i tiden" Det gælder både ned til modetænkning og tøjmoder. Det gamle kan umuligt være bedre end noget efterfølgende i nutiden.

Den bedste modgift modegift mod denne besynderlige tænkning er såmænd vores egen Søren Kierkegaard. Hele hans værk var en kritik af Hegel. Politisk var han yderst konservativ. Da grundloven gik igennem i 1849 (han døde i 1855) skrev han i sine dagbøger at "Nu sætter man pøbelen på tronen". Han var en varm tilhænger af enevælden.

I 2013, da man fejrede 200 året for hans fødsel, vred mangen en professor hjernen for at forsvare hans kvindesyn. En bemærkning jeg husker er "at kvinder har lige præcist så meget ånd, det kan gennemlyse dem selv". Det er grotesk at se hans tilhængere argumentere for "at det var slet ikke ment på den måde". Andre hævder "han var et barn af sin tid", et udtryk med hegelianske under - og overtoner, for meningen er jo at tiden er en metafysisk størrelse som var den styret af Hegels besynderlige Weltgeist. Det ligger implicit i denne bemærkning, at vi skam er blevet meget klogere.Vi er senere manifestationer af Verdensånden.

Så mod dette galimathias kan jeg kun anbefale Kierkegaard.

 

 

ER DER NOGEN DER VIL DISPUTERE?         17.11.2022

 

Jeg har før i et læserbrev insisteret på, at mennesket lader sig ikke udtømmende definere ad "videnskabelig" vej. Dette skønt man fra mange sider tilsyneladende insisterer på, at noget sådant er muligt.

Der er nemlig kommet nye "videnskaber" til efter de gamle, positivistiske videnskaber, der også var empiriske videnskaber (også kaldet "erfaringsvidenskaber"). Disse byggede på rent sanselige iagttagelser. Jeg tænker her på videnskaber som fysik, kemi ,medicin, biologi og lignende.

Senere er der fra slutningen af 18oo tallet og i 1900 tallet dukket nye "videnskaber" op. Lad mig nævne psykologi (tidligere en gren af filosofi), sociologi og pædagogik.

I realiteten er f.eks. psykologi i høj grad bygget på ren spekulation. De 2 store "skoler" i denne nye "videnskab" var den freudianske skole og den skole C.G. Jung grundlagde (hvem har nogensinde set et Ødipus kompleks eller en Arketype?).  Det er lidt sværere med sociologi. Max Weber kaldes "sociologiens fader" med sine holdningsanalyser af quasi-religiøse fænomener som arbejdsetikkens og kapitalismens opståen i Vesten. Idag er der ingen tvivl om, at f.eks. forbrugerundersøgelser baseres på statistikker. der jo dog kan siges at være empiriske.

Det mest forbavsende ved den moderne verden er, at en "videnskab" som psykologi lever højt på et postulat om, at den er ligeså empirisk en videnskab som f.eks. medicin. Der står lange køer af børn og venter på psykologhjælp og helt splinternye, psykologiske diagnoser anvendes ikke mindst i børnepsykologien.

Den slags minder mig unægteligt om Holbergs komedie Erasmus Montanus. Hans navn er latiniseret og betyder Rasmus fra Bjerget. Da han efter et stykke tid på universitetet har lært at "disputere" på den gamle, middelalderlige måde vender tilbage til sin landsby er hans første spørgsmål "Er der nogen der vil disputere?"

Hele dette gammeldags tøjeri gøres til grin af Holberg, der dog mest angriber disse gamle metoder fra middelalderen når de bruges om de dengang ret nye erfaringsvidenskaber (f.eks. at jorden er rund, ikke flad).

Det er for mig et stort spørgsmål, om ikke f.eks. psykologi og pædagogik i ligeså høj grad er baseret på ren spekulation som de metoder, Erasmus Montanus havde lært på universitetet. Man kan efter min mening ikke fuldt ud definere mennesket videnskabeligt. Aristoteles kaldte mennesket et "tobenet lattervæsen" fordi vi er det eneste tobenede væsen , der kan le. Det er ligeså empirisk en iagttagelse som Freuds og Jungs psykologiske iagttagelser.

 

BUDDHISME: RELIGION ELLER "LÆRE"?
 

 

Jeg er i tidernes løb stødt ind i en del mennesker, der, når talen kom til religion, sagde  at de følte sig mest tiltrukket af buddhismen. De kiggede også kryptisk på én og erklærede, at buddhismen slet ikke er en religion, men en "lære". Ikke en religion som kristendommen. 

Jeg havde den fornøjelse i min ungdom at sejle en tur med ØK til Det fjerne Østen. Her besøgte vi Rangoon i det, der idag kaldes Myanmar, dengang Burma.

Her ligger en af buddhismens  flotteste pagoder, nemlig Shwe Dagon pagoden - se blot billederne på internettet.

Der er ikke megen tvivl om,at mange af de besøgende, der tændte røgelsespinde foran statuer af Buddha, gjorde det af ligeså menneskelige grunde, som når vi katolikker tænder lys og beder om tandpinen må over. I det hele taget minder Hinayana buddhismen (den dominerende i Indokina)ikke så lidt om vor vestlige katholicisme. F.eks. byggedes Shwe Dagon pagoden i 600 tallet for at bevare 3 hovedhår af Buddhaen. Det fremgår også af George Orwells hylende morsomme roman "Burmesiske dage" at man har et afladssystem i Hinayana buddhismen. Borgmesterens kone i den burmesiske landsby, hvor romanen foregår, går ned til floden og køber 5 levende fisk af en fisker og sætter dem ud i floden, så de overlever. Målet er, at hendes mand,landsbyens korrupte borgmester, ikke må blive genfødt som en rotte!

Det fremgår også, at hvide katte er hellige dyr i Myanmar. De inkarnerer nemlig en sjæl, der står på sidste trin før Nirvana!.

Selvfølgelig er der intellektuelle buddhister, der ser kritisk på den slags folkelige buddhisme. På samme måde har vi i katholicismen intellektuelle, der kan være elever af teolog/filosoffen Thomas Aquinas (F.eks. Etienne Gilson og Maritain) eller kirkefaderen Augustin.. Jeg har snakket med intellektuelle buddhister i et buddhistisk chatrum på nettet. Én gik såvidt som til at hævde, at da Buddha nåede "oplysningen" dansede galakserne af fryd. Jeg spurgte ham hvad galakse hedder på østens oldtidssprog pali, der er det - nu uddøde - sprog der har beretningerne om Buddha. Det ville han finde ud af, sagde han, og forsvandt.

Han kom ikke tilbage. For man opdagede først i 1920 med sikkerhed, at der er milliarder af andre galakser end lige vor Mælkevej. Opdagelsen blev gjort af astronomen Edwin Hubble, efter hvem vort rumteleskop er opkaldt. Vort verdensbillede er kun 100 år gammelt.

 

ET CADEAU TIL INGER STØJBERG     22.10.2022

 

Jeg har før citeret  nogle iagttagelser fra Gyldendals store litteraturhistorie, bd. 3. Det handler om forholdet mellem en københavnsk "elitekultur" og en "triviel folkekultur":

" Den kulturelle og litterære udvikling i Danmark fra 1620 - 1746 handler om en kulturel elitekultur og en triviel folkekultur" ...."Denne spaltning er stadig den grundlæggende struktur i dansk kulturliv".

Videre siges det :"Fra omkring år 1660 vokser København til en uproportioneret storby....der udmarver de øvrige landskaber...og det kulturliv der accepteres som repræsentant for Danmark knyttes til Staten".

Som det ses falder disse iagttagelser fint i hak med vigtige elementer i Moderaternes partiprogram.Jeg vil gå såvidt som til at hævde, at  Københavns venstrefløjspartier ovenikøbet repræsenterer en ideologi, der er en slags bastard imellem kulturradikalisme og marxisme. Det kan ofte være svært at skelne mellem kulturradikale og marxistiske elementer i dette besynderlige miskmask. Vi må jo huske, at kommunistiske forfattere fra f.eks. 30erne som Hans Kirk, Martin Andersen Nexø og Otto Gelsted også så sig selv som kulturradikale. Den sidste store, litterære repræsentant for kulturradikalismen var vel nok Claus Rifbjerg.

Kulturradikalismens vugge er et venstreorienteret bourgeoisi (i den faktiske arbejderklasse er den aldrig slået an) i hovedstaden.

Jeg synes det er beundringsværdigt, at der endelig er en dansk politiker (Inger Støjberg) der griber fat i den kulturelle spaltning mellem den københavnske ideologi og os her i "provinsen" (hvilket udtryk - det kommer fra latin og dækker Roms lydstater i middelhavsverdnen og dele af Tyskland og Frankrig). De sidste analyser af vælgerholdninger viser en afgrund mellem jysk tænkning og københavnsk bourgeois tænkning. Jeg kan ikke se andet end at det vil være en politisk gevinst hvis vi kan få denne kulturelle spaltning mellem elitekulturen og "den trivielle folkekultur" gjort bevidst også på et politisk plan. I den danske hjemmekultur (et kulturelt udslag af lutheranismen) spiller dansk TV en central rolle (ikke mindst i vore urolige tider) og det er min opfattelse at Gyngemosen i høj grad afspejler elite-kulturelle, kulturradikale ideer. Jeg vil hilse en bevidstgørelse af dette velkomment.

 

ER VI OVERHOVEDET ET FOLK?         06.10.2022
 

 

Jeg har haft den udsøgte fornøjelse at bo i Dublin, Irland, i flere perioder. Jeg er derfor, som de lokale, blevet fortrolig med den livlige leben i byens mange pubber.

I Irland mødes folk, der er i familie med hinanden, ikke sædvanligvis i deres hjem, men i en pub. Folk, der har arbejde i den indre by, tilbringer ligeledes den 2 timer lange frokostpause i pubberne. Her kan man i mange tilfælde både få en grøntsagssuppe (englændere og irlændere laver fremragende grøntsagssupper) eller en sandwich.

Efter arbejdstids ophør skal man lige ind og have en fyraftensøl ( naturligvis en guinness) og ydermere sker det ofte at mand og kone begge går hen på pubben efter aftensmaden derhjemme.

Livet foregår i de fleste aspekter i pubberne. Her møder man sin udkårne, her handler man, her diskuterer man politik og religion. Katholicismen ser med milde øjne på indtagelsen af alkohol. Jeg har i en pub i Vestirland set en messingplade med Fadervor oppe imellem alle sprutflaskerne på bagvæggen i  baren.

I modsætning til forholdene i Danmark mødes alle ”statusgrupperne” i en pub.

Sociologer mener der her i DK er 5 sådanne:

1)    Akademikere, store selvstændige og topfunktionærer 2) personer med mellemlange videregående uddannelser, større selvstændige og højere funktionærer 3) mindre selvstændige og mellemfunktionærer 4) underordnede funktionærer og faglærte arbejdere 5) ikke faglærte arbejdere.

Man kunne som en sjette gruppe i bunden nævne førtidspensionister og også tit alderspensionister.

Der er i Danmark i dagligdagen ikke megen kontakt grupperne imellem. Man plejer næsten kun (udover familien) social omgang med folk fra ens egen statusgruppe.

I irske pubber derimod gnubber de forskellige statusgrupper skuldre med hinanden i pubberne. Der findes ikke de strenge, danske opdelinger.Vi kan i Danmark knapt nok kalde os ét folk.Der er meget lidt kontakt statusgrupperne imellem.Den nuværende valgkamp foregår mest i medierne. I Irland taler man om,at Irlands sande forfatning ligefrem kan kaldes ”pub rule”.

Det er også min opfattelse, at hvad man kunne kalde ”almen dannelse” er mere udbredt blandt irere end blandt os herhjemme. De fleste irere kender deres historie i store træk, og mange ned i detaljen. Mange har også stor kendskab til landets litteratur.

Herhjemme synes uddannelserne nu nærmest at sigte imod, at vi skal være velfungerende tandhjul i samfundsmaskineriet. Så placeres man i en statusgruppe, hvor man så formodes at henslæbe sit liv.

Det er der ikke meget poesi eller charme ved. I forhold til irerne er vi knapt nok et folk.

 

DAMNMARK: - EN "BEAMTENSTAAT"      25.09.2022
 

 

Jeg har netop fuldendt historikeren Søren Mørchs fremragende værk "Store forandringer: 61 fortællinger om, hvordan verden blev moderne". Jeg har også førhen med stor fornøjelse læst hans bøger om danske statsministre i det 20 årh. og danske statsministre i nullerne. Mørch er utroligt vidtspændende og ikke mindst underholdende læsning. Han er gift med Ritt Bjerregård, men det betyder bestemt ikke, at han lefler for socialdemokratiske synspunkter eller ubetinget roser deres statsministre!

Jeg har før i dette blad været talsmand for, at vi nok skulle rose os lidt mindre af den "skandinaviske model" og se om vi i virkeligheden ikke minder lidt mere om prøjserne syd for grænsen end om de lande "vi plejer at sammenligne os med". Og nu finder jeg så bekræftelsen i Mørchs store værk, som jeg lige er blevet færdig med.

Efter Preussens dundrende nederlag til Napoleon i 1806 skete der en total kovending i preussisk indenrigspolitik. Et gammeldags feudalsystem, som det danske før stavnsbåndets og herremandsvældets afslutning omkring år 1800 ( frygten hos kongehus og adel i Danmark var rædselsslagne over den revolutionære udvikling i Frankrig!) afløstes, under indflydelse af den "liberale" rhinlænder Karl zum Stein, til et embedsmandsvælde (tysk: Beamtenstaat). Mørch skitserer det således:

"En konservativt præget, men slet ikke reaktionært embedsmandsvælde, hvor et hierarki af akademisk uddannede højt kompetente, velaflønnede og derfor stort set ukorrupte embedsmænd varetog statens daglige styrelse, i realiteten ret upåvirket af valgte politikere, arvelig adel, konstitutionelle eller ikke-konstitutionelle konger og valgte præsidenter".

Det er en " Beamtenstaat" og i realiteten en preussisk opfindelse. Det må få en klokke til at ringe hos snart sagt enhver dansker ældre end en 10-12 år.

"Den skandinaviske model" er altså i sit udgangspunkt preussisk. Og sålænge denne siddende stand af akademiske embedsmænd sidder fra regering til regering i Danmark (f.eks. ministeriernes departementschefer) er det et åbent spørgsmål om vi kan drive politik i Danmark. Dvs. en politik der ikke udelukkende består af fordelingen af de indløbende skattemilliarder, men af varierende ideologier og ideer om hvorledes man styrer en stat.

Det er altid en oplevelse at læse Mørch. Jeg er slet ikke enig med hans vurdering af Max Webers berømte værk om Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. Hans fejltagelse skyldes efter min mening, at han hele sit liv er kommet i akademiske miljøer og mindre blandt det arbejdende folk. Dem møder jeg selv dagligt på diverse udskænkningssteder her i Vejle.

  REPLIK AF IVAN BAAD
 

 

I al beskedenhed synes det mig, at den ærede skribent lægger en noget anderledes definition af "den skandinaviske model" til grund for sine betragtinger end den gængse.

 

"Den skandinavfiske model" er normalt betegnelsen for den velfærdsmodel, der anvendes i de skandinaviske lande. Sagt i korthed dækker den borgernes frie og delvist gratis adgang til sundheds- og velværdsydelser. Det omfatter sygdomsbehandling, genoptræning, medician, hjælpemidler, økonomisk sikring osv. osv. Det rummer også det berømte flexicurity system, der i vidt omfang holder arbejdsløse skadesløse med arbejdsløshedsdagpenge, jobformidling etc.

 

Begrebet "Den danske model" har således intet at gøre med embedsværk, autokrati, teknokrati eller politisk styreform.

 

OM MØNSTERBRYDERE       30.08.2022
 

 

Med ordet ”mønsterbryder” forstår jeg en person, der sætter sig frontalt op imod den religion og moralkodeks, der hersker i hans/ hendes samtid.

Den første jeg vil nævne er en fiktiv person, nemlig Prins Paris af Troja, der optræder i græsk mytologi og i Vestens ældste litteraturværk Iliaden.

Iliaden handler, som mange vil vide, om grækernes krig mod Troja, med henblik på at få Den skønne Helena tilbage til hendes ægtemand Menelaos, en bror til den græske storkonge Agamemnon. Hun var imidlertid blevet skænket til den trojanske prins Paris, fordi han havde udnævnt kærlighedsgudinden Afrodite til den skønneste ved den berømte skønheds- konkurrence ved Peleus og Thetis bryllup.

Prins Paris undsagde den ”helteetik” der herskede i hans tid. Han ville hellere pleje omgang med Den skønne Helena i en dobbeltseng end deltage i kamptumlen på sletten foran Troja.Her kæmpede helte som Akilleus og Hektor.

Senere har vi eksemplet Sokrates, der af myndighederne i oldtidens Athen blev dømt til døden, med den begrundelse at han forførte ungdommen og indførte nye guder i staten. Han gik frontalt op mod sin tids religiøse kodeks.

Derefter må jeg nævne Jesus af Nazareth, der gang på gang kom i konflikt med den sekt man kaldte farisæerne, der stod som selvbestaltede repræsentanter for deres tids mosaiske moralkodeks i Judæa. Det var dem, der spurgte Jesus, hvad han mente om, at man stenede en kvinde, man havde taget i åbenlys hor, hvilket de mente Moseloven forlangte. De fik som bekendt det svar, at ”den der ikke har syndet blandt jer, kaster den første sten”. De pønsede gang på gang på, at få Jesus dræbt, hvilket fremgår af Johannes evangeliet.

Så kommer vi til Simon Spies (ingen sammenligninger i øvrigt)og de TV udsendelser, hvori man har kritiseret hans moral. Spies var i høj grad en mønsterbryder. Og jeg mener, at det moralkodeks, han satte sig op imod var den berømte Jantelov. Som bekendt lyder det første bud i denne: ”Du skal ikke tro, du er noget!” Vi kender alle Janteloven. Og årsagen til, han var så populær, var netop, at her så vi en person, der satte sig frontalt op imod Janteloven. Det turde ikke flertallet af os. Den slags kræver stort, moralsk mod, med et udtryk, der bruges sjældent i dag.

 DUBLIK  ULRIK GRÄS      30.08.2022
 

 

jeg har lige fået dine velformulerede betragtninger i hovedet, så jeg reagerer prompte - for at få dem ud igen, bortset fra de første tre fjerdele der er dybt interessante betragtninger om mønsterbrydere med nogle imponerende historiske eksempler, tak Børge!

  Jeg kan godt se at du garderer dig i det sidste afsnit med et "ikke at sammenligne med..." ogsåvidere - og det må jeg sgu nok sige. Men det virker blasfemisk og uigennemtænkt med cand. syg Simon Spis som eksempel...hans tankegang var gennemført nazistisk - han stod opført i Borupkartoteket - hans sadistiske handlinger ligeså, her var end ikke tale om aftalt sado (helt i orden om det skulle være) men om genført vold...og hvad angår Janteloven har du ikke forstået dens skaber Aksel Sandemose, han mente den - "du skal ikke tro, du er bedre end os..." Aksel mente hvad han skrev - og så bliver Janteloven opløftende...læser du min roman, Gongong, hvor han er med (mødte ham mange gange) vil du (måske) se, hvad jeg mener, alt godt fra Aadalen, Ulrik.

 

NY-PIETISMENS FREMMARCH       24.08.2022

 

Forleden overværede jeg TV 1 ´s moraliserende udsendelse om salig Simon Spies´s meriter, der i sin tid fik stor pressebevågenhed især i ugebladspressen.

Danske intellektuelle (ikke mindst de kulturradikale) har altid været så hanestolte af, at vi i Danmark har en sekulariseret stat, der ikke dikterer folket religion og moral. Ikke som de fæle katolske nationer i Syden, hvor Kirken har stor magt over sindene. Nej vi har en sækulær stat!

Det var vi ikke altid haft. Det var statsoverhoveder (konger) der indførte både kristendom og reformation i Danmark.

Ja den dag idag har stat og kirke samme overhoved, nemlig Dronning Margrete.

Med den grumme, moraliserende udsendelse (der kommer 2 mere!) om Simon Spies er vi åbenbart tilbage i en situation, hvor Staten prædiker moral overfor sine undersåtter. Den forleden blev sendt på en offentligt betalt kanal.

Det hele kan minde om pietismens fremmarch i Danmark efter den moralsk tolerante oplysningstid i 1700 tallet. Også pietismen fik kongelig opbakning.

Jeg mindes læsningen af Blichers "En landsbydegns dagbog" i gymnasiet. Da hovedpersonen

(landsbydegnen) vender tilbage til sin elskede herregård Tjele efter en snes år i Sibiriens skove

"er det slut med de glade valdhorn i skoven" når godsejeren gik på jagt.

Den mavesure, farisæiske og moraliserende pietisme havde sænket sig over landet.

Oplysningstidens landsbypræster (den kirkelige retning i den periode kaldes orthodoxien) levede et vildt liv på landet. Jeg kan varmt anbefale min gamle historielærers værk "Vor Fader. Præsten på Landet i det 18 årh.". Den kan findes i bibiliotekssystemet. En vis Pastor Biilgrav i Give var så fuld, da biskoppen kom på visitats, at han måtte bæres op på prædikestolen. Mange præster var deister, der var næsten atheister. De tog ud hos den analfabetiske menighed og manede ånder og tog derefter hjem og læste Voltaire.

Alt det gjorde pietismen en ende på.

På samme måde er nu åbenbart, et halvt århundrede efter 60erne, en pietistisk moralisme undervejs i de offentlige medier. Godt man er blevet så gammel som man er.

 

MENNESKE KONTRA SYSTEM       11.08.2022
 

 

Der går fra Dublin en nærbane ned i Wicklow bjergene syd for Dublin ("Dart" banen). Her sad jeg engang med min daværende hustru og hendes børn. Der er i disse tog intet toilet, og da jeg kom lige fra en pub i Dublin følte jeg pludseligt en stærk trang til at lade mit vand.

Jeg bad nu konen og børnene køre videre til vort bestemmelsessted, så ville jeg ankomme en halv time senere. Så hyppigt kørte nærbanen.

Jeg gik nu ud på perronen og  så langt fremme lokomotivføreren stikke hovedet ud af vinduet for at se om alle var med.

Jeg fik gestikuleret til ham, at jeg trængte til at lade mit vand. Han nikkede og så gik jeg lidt afsides på perronen og forrettede mit ærinde. I toget ventede vel et par hundrede mennesker udelukkende på, jeg skulle komme ind i toget igen.

Det er med andre ord et tilfælde, hvor menneskelige hensyn overskygger "systemet".

En anden gang var konen og jeg kommet hjem fra Aran Islands på Irlands vestkyst med en færge og steg, da vi kom i land, ind i den ventende bus til Galway.

Bussen var fuld af mennesker, men den kørte ingen vegne. Efter en 20 minutter blev konen utålmodig og bad mig spørge chaufføren, hvorfor vi ikke kørte?

"Jo", forklarede chaufføren, " Jeg venter på den sidste færge. Der er en fyr, der var med herop, men som ikke er kommet tilbage fra øerne. Han er nok blevet lidt beruset. Det er ham, jeg venter på!"

Igen her overskyggede menneskelige hensyn "systemet".

Lignende oplevelser har jeg haft i Grækenland. Venter man på en bus lidt ude på landet i Grækenland, sker det meget hyppigt, at en forbikørende standser og spørger, hvor du skal hen. Skal I samme vej, og der er plads i bilen, får man lov til at hoppe ind.

Samme princip.

I vort lille, over-regulerede og regelrette monarki er disse fænomener i Irland og Grækenland utænkelige. Det er Systemet frem for alt. Vi sammenligner os gerne med de skandinaviske lande, men istedet bør vi sammenligne os med de protestantiske preussere i det østtyske Nordtyskland.

Vi er tæt på at blive et folk af regelstyrede robotter. Der er regler og regulativer for næsten alt i vor hverdag. Istedetfor at presse vort bureaukratiske og kapitalistiske system ned over hovedet på sydeuropæerne, skulle vi lære lidt af deres mentalitet, menneskelighed og livskunst.

 

IRLAND I VIKINGETIDEN       23.07.2022
 

 

For dem der rejser til den irske republik på ferie mest for at drikke Guinness og stampe med på Whiskey in the Jar i pubberne med musik, kan det måske være interessant at vide, at Dublin har en dansk fortid, ja faktisk nærmest er grundlagt af danskere. Det viser ikke alene skriftlige kilder, men også omfattende udgravninger i Dublin.

Faktisk regerede en dansk konge over kongeriget Dublin i perioden 989 – 1036, nemlig Cedric Silkenbeard (på dansk Siggtrygg Silkeskæg) Irerne bruger ganske vist betegnelsen ”norse” om denne konge, og det kan både betyde norsk og dansk. Men efter min mening peger titlen ”Silkenbeard” nu mest hen på det danske Jelling Dynasti, der samtidigt herskede i Danmark. Dette dynasti havde det med at give deres konger tilnavne/ øgenavne: Harald Blåtand, Svend Tveskæg, Erik Ejegod osv. Silkenbeard peger i samme retning.

I min tid i Dublin var der – naturligvis – en pub kaldet Cedric Silkenbeard, men alt tyder på den blev offer for de omfattende pub-lukninger under coronaen.

Det er heller ikke min hensigt at tage del i den omfattende vikinge-romantik, der trives her i landet. Nu endog som en nyreligiøs Asa-tro. Jeg har svært ved at se det imponerende over en flok barbarer, der massakrerede ubevæbnede munke og måske nonner f.eks. i Lindisfarne – klostret.

Og endnu værre bliver det, at man stadig finder flere beviser for, at vikingerne ofrede mennesker til guderne, sidst en grav med 5 mindreårige børn mellem 5 og 7 år gamle. Noget tyder på at omfattende menneskeofringer ( og heste og hunde)også fandt sted i Uppsala i Sverige.

Når jeg gør opmærksom på Irlands (især Dublins) danske fortid er det fordi mange dublinere, man falder i snak med i pubberne, også er interesserede i dette emne. Jeg er stødt på én, der kunne citere Saxo op og ned af vægge. Det interessante er, at i den lange periode republikken regeredes af England, måtte irerne ikke skrive deres egen historie. Dette gav sig udtryk som en lang, mundtlig overlevering, der i visse tilfælde går tilbage til tiden før det engelske herredømme. Jeg har hørt historier man ikke kan føre tilbage til hverken Saxo eller Sagaerne.

Dette blot for de historie-interesserede. Som alle ved, der har rejst i landet, har Eire meget andet at byde på, ikke mindst naturskønhed.

 

 

 

JYLLAND OG VI JYDER      16.07.2022
 

 

Forleden angreb Bertel Haarder Inger Støjbergs "jyderi" i pressen. Som om vi jyder er noget særligt.

Men det er vi. Det er yderst tvivlsomt om vi racialt er i familie med danerne. Omkring Kristi fødsel sad der i Jylland et folkeslag kaldet herulerne. Danerne kom østfra og invaderede Jylland i de 2 første århundreder efter Kristi fødsel. Det er muligt at mange heruler udvandrede. Alt det kan man læse om i Ebbe Kløvedal Reichs roman Fæ og Frænde, Bogen er ren fiktion og et stykke pro-dansk nationalisme, men den er meget underholdende.

Jylland har gennem århundreder været udsat for mange lidelser og omskiftelser, ikke mindst på grund af krige foranstaltet af det danske kongehus.

Men først kan man nævne det faktum, at hele Jylland faktisk af økonomiske grunde har været pantsat til Grev Gert af Holsten, der blev myrdet d. 1 april 1340 af Ridder Niels Ebbesen i Randers. "Han vog den kullede greve" som der står i folkevisen. "kullede" betyder skaldede..

Under Svenskekrigene (påbegyndt af en dansk konge) hærgede mellem 1657 - 1659 en polsk hær af lejesoldater Jylland. De brændte, voldtog og hærgede uden det danske kongehus blandede sig. Når vi i Jylland udtaler ordet "polakker" med tryk på første stavelse (hvilket er forkert) kommer det utvivlsomt helt fra den tid.

Så vel er vi noget særligt, vi jyder. Tænk på forskellen mellem 2 københavnske poeter som Oehlenschläger og Christian Winther på den ene side og jyderne Steen Steensen Blicher og Jeppe Aakjær på den anden side. Der er en verden og en mentalitet til forskel.

Man kan også nævne kulturradikalismen, der stort set er et københavnsk fænomen. Dets hovedorgan idag er dagbladet Politiken, der stort set er en lokal, københavnsk avis.

Så man kan med ligeså stor berettigelse kalde Bertel Haarder for en københavnsk renegat (han er født i Kruså) som man kan laste Inger Støjberg for sit "jyderi".

 

SPORT OG MASSEHYSTERI      14.07.2022
 

 

Det var mit privilegium på universitetet at skrive et speciale om den romerske satiriker og humorist Juvenal. Han skrev under "de gode kejsere" Trajan og Hadrian mellem 90 og 127 e. Kr.

Det er fra ham vi har en del velkendte udtryk, der er gået ind i sproget. Således f.eks. udtalelsen "Brød og skuespil" ( giv folket mad nok og underholdning og der bliver intet oprør) og " En sund sjæl i et sundt legeme" (det er alt vi kan håbe på i dette liv).

I disse tider tider med noget der kan minde om massehysteri i sportens verden er det måske relevant igen at huske Juvenals skarpe tunge.

Idag er der mange, på grund af uvidenhed om den græske og romerske oldtid, der på grund af f.eks. film, tror at den mest populære underholdning i oldtidens Rom var gladiatorkampe. Det er imidlertid forkert. Der fandtes både dyrekampe og gladiatorkampe, men den altoverskyggende sport, der kan minde om vor tids professionelle fodbold, var hestevæddeløb. Den foregik i vogne, som vi på dansk kun har ordet "stridsvogne" for.

Der var i Rom to "partier" : de røde og de grønne.Selv kejseren deltog i hysteriet og hans popularitet hos Roms masser var ikke mindst afhængig af, hvilken hest han holdt på.

Lyt til Juvenal, der boede tæt ved circus (der også var en væddeløbsbane):

"Hele Rom er i circus idag. Råbet derfra angriber mine trommehinder. Jeg er sikker på De Grønne  vandt - ellers ville man se dystre miner, eller også en så stor forbavselse som ved nederlaget ved Cannae!"

Slaget ved Cannae var da romerne helt mod forventning i 216 f. Kr. tabte en vigtigt slag til Hannibal.

Det var med andre ord præcist, i denne fjerne fortid, det samme massehysteri som vi ser idag i forbindelse Tour de France og professionel fodbold.

Vi er med andre ord konfronteret med et fænomen der tilhører vi mennesker som art. Så kan vi vel kun prise os lykkelige for at hysteriet ikke drejer sig om en politisk førerskikkelse men noget så forholdsvist uskyldig som sport.

 

EN ANDEN FORM FOR KRÆNKELSE   16.06.2022
 

 

I et andet dagblad (Kristelig dagblad) kom Daniel Øhrstrøm og Morten Mikkelsen forleden ind på, at der måske er 3 af Shakespeares berømteste stykker ”Othello” (der kan krænke sorte mennesker – Othello selv er sort), ”Købmanden i Venedig” der kan krænke jøder (Shylock er den gerrige, jødiske købmand) samt ”Trold kan tæmmes”, der kan krænke kvinder som sådan, ikke længere bør spilles.

Jeg vil ikke her gå ind på den verserende krænkelseskultur, men nævne et eksempel på, at jeg selv blev dybt krænket, da jeg på Århus Teater i 90erne så Shakespeare´s (mindre berømte) stykke Helligtrekongersaften. Og det af en hel anden grund.

Jeg hører minsandten pludseligt fra scenen den gængse, danske betegnelse for vagina, der begynder med k ! Jeg gennemlæste i min ungdom Shakespeare og jeg var (og er) sikker på at det gængse, engelske ord ”cunt” aldrig forekommer hos ham. Og det GØR det ikke. Jeg har undersøgt det. Der forekommer ordspil der peger hen mod fænomenet ”cunt” men ordet som sådan forekommer ikke.

Jeg synes det er en skændsel at indføre k-ordet i en oversættelse af Helligtrekongersaften.

Når verdens største digter (James Joyce sagde:”Først kommer Gud. Næstefter kommer William Shakespeare”) undlader at bruge ordet direkte, har han naturligvis en grund til det.

Jeg må indrømme, at da jeg hørte det oppe fra scenen i Århus Teater var jeg ved at spytte på gulvet og forlade etablissementet.For mig ligger den slags tæt på blasfemi.

Der må være grænser for hvor meget en oversætter og et teater skal lefle for et ”moderne” publikum. Jeg har i TV fornyligt oplevet at k-ordet er blevet brugt helt ”naturligt” som et gængs ord i almindelig dansk. Det kan man mene om, hvad man vil. Men når man slæber ”The Swan of Avon” gennem sølet, så står jeg af og bliver krænket.

 

GENERATIONEN, DER SNUBLEDE I SLUTN INGEN    01.06.2022

 

Vi lever i ”digitaliseringens” epoke. Vor traditionelle, danske selvglæde og selv-velbehagelighed, der førhen kørte på, at vi er verdens førende velfærdsstat og klodens mest arbejdsomme folkefærd, har undergået en ny forvandling: nu er vi de førende indenfor klima og digitalisering. Digitaliseringen ses som et mål i sig selv. Den anses for et absolut gode, man ikke kan sætte spørgsmålstegn ved. Ingen taler om dens ofre.

Men den har et overordentligt stort antal ofre. Det er den rå og uvelkomne sandhed.

Jeg taler faktisk om den ældre generation, som jeg selv tilhører – og dem der er endnu ældre (Jeg er lige blevet 75). Jeg har utroligt ofte computerproblemer, ikke alene på min pc, men også på min telefon, der jo er en mini-computer. Der sidder i toppen af digitaliserings-juntaen tilsyneladende en flok unge mennesker, der er vokset op i en computer-verden, og som hele tiden skal ”forbedre”, dvs. ændre, på hjemmesider og hvad ved jeg. Sidst gælder det i mit eget tilfælde min bank. Så sidder vi gamle hønisser der fuldstændigt hjælpeløse. Og det er ikke alene min bank. Nu opdager jeg, det også et Vejle bibliotek.

Man bagatelliserer dette og gør lidt grin med os. Og jeg må sige, at der er mange unge mennnesker (i mit eget tilfælde min søn), der er villige til at hjælpe os. Men i realiteten er det faktisk et særdeles alvorligt indgreb i vi gamles tilværelse. Ja jeg vil gå så langt som til at sige, at det ikke er langt fra, at det formørker vor alderdom. Forfatteren Jacob Paludan skrev romanen Jørgen Stein om ”generationen, der snublede i starten”.  Havde jeg evnerne til at blive romanforfatter, ville jeg skrive om min egen generation, der snublede i slutningen.

Jeg tvivler ikke om, at den voldsomme ændring, verden (og især Danmark) for øjeblikket undergår, kan sammenlignes med noget så revolutionerende som samfundets overgang fra jægere og samlere til et landbrugsland (fra ca. 4000 f. Kr.)

Dengang sad der utvivlsomt også en – eller flere – generationer tilbage og undrede sig over tæmmede husdyr, som okser, grise, geder og får. De havde i årtusinder været jægere og samlere. Den nye udvikling har utvivlsomt også for mange af de ældre generationer formørket deres alderdom – skønt de langt fra blev så gamle som os.

Det hjælper jo heller ikke, at det moderne Danmark i medierne driver en regulær kult på ungdommen.

Men jeg misunder nu ikke ungdommen i dag. Da jeg som ganske ung sejlede med ØK lå vi længe i havnene verden over, og som 18-19 år havde jeg tilbragt mange uger i Indien, Fjernøsten og USA. Da var verden ikke så ensartet og overrendt af turister som nu.

Ikke desto mindre vil jeg bede den digitaliserede generation tænke lidt på os.

 

 DE KLASSISKE FAG      18.05.2022
 

 

I forgangne århundreder – og langt op i det 20 årh. – anså man i England blandt de bedre klasser”almendannelse” for at være næsten ens med ”klassisk dannelse”.En så forholdsvis sen, engelsk  forfatter (inde) som Iris Murdoch anså en ægte ”intellektuel” for at være en person, der havde overværet den store klassiske filolog Eduard Fraenkels forelæsninger om den oldgræske dramatiker Aeschylos i Oxford. Endnu tidligere var mange af dem, der af de engelske myndigheder sendtes ud til høje poster i kolonierne, faktisk klassiske filologer (dvs.uddannede i græsk og latin).

Helt samme høje status har de klassiske fag nok ikke haft herhjemme. Men for blot at nævne ét eksempel skrev vor republikanske rebel Dr. Jacob Dampe sin doktorafhandling om gudsbegrebet i islam på latin omkring år 1800 og dette var almindeligt langt op i 1800 tallet. Det er måske på tide vi får en oversættelse!

Det ansås altså for at være en fremragende skoling for intellektet at lære græsk og latin.I middelalderen har masser af ”peblinge” tampet latinske verber.

Jeg har selv haft den udsøgte fornøjelse at studere latin som hovedfag under den fremragende, klassiske lærde Prof. Otto Steen Due ved Århus Universitet. Due tilbragte sine sidste år med en række oversættelser fra græsk og latin, f.eks. Iliaden, Odysseen, Æneiden af Vergil og en række andre.

Jeg havde ham i faget latinsk stil. Vi skulle oversætte næsten en A4 side fra dansk til korrekt KLASSISK latin, som Cæsar, Cicero og Sallust skrev det. Ikke til ”sølvalder-

latin” som det filosoffen Seneca og digteren Juvenal skrev det. Jeg opnåede et 8 tal i faget til embedseksamen og det er jeg umådelig stolt af.

De klassiske fag er sørgeligt nedprioriterede i gymnasiet i dag. Det mener jeg er en stor fejl, for naturligvis mener også jeg, at det er en vigtig skoling for intellektet, der

rækker langt ud over sprogene selv, at lære sig latin eller græsk.

Og min professor har ikke mindst gjort det underholdende. Han oversatte den romerske digter Ovids ”Amores” (”kærlighedsaffærer”). Hans danske oversættelse kalder han ”Eskapader” og det er fremragende og morsom læsning. Han betroede mig i telefonen, at han nu, på grund af ”Eskapader”, havde fået en skare af fans nu hvor han var blevet 70! Vistnok mest kvinder!

Det er på tide de klassiske fag får et spark opad, ikke alene i gymnasiet men ude blandt læsende publikum!

 

DEN JYSKE SKÆBNETRO       02.05.2022 
 

 

Det er velkendt, og ikke mindst fra Steen Steensen Blichers værker, at der i fortidens bondekultur i Jylland fandtes en udpræget tro på, at menneskelivet er styret af en overmenneskelig skæbne fra vugge til grav.Hvem kender ikke Blichers geniale og skæbnetunge novelle "Hosekræmmeren"? Jeg er selv opvokset på en gård nordvest for Vejle og jeg husker hvor ofte min mor, når et eller andet alvorligt var indtruffet i familien eller i nabolaget, plejede at sige: "Sådan skulle det nu være!" eller " Anderledes skulle det nu ikke være!".Der eksisterede en skæbnetro, der ytrede sig som resignation overfor skæbnens tilskikkelser. Selvom denne tro ikke altid direkte identificerede sig som en tro på, at alt skete efter Guds vilje, lå sammenligningen snublende nær.

Det er en oldgammel tro, der har eksisteret i mange europæiske kulturer. Heltene i Homers værker Iliaden og Odysseen var ofre for deres skæbne (moira). Filosoffer og teologer har i 3 årtusinder i Europa tumlet med problemet om den frie vilje. På vore kanter var der de protestantiske reformatorer Calvin og Luther. Calvin undfangede den såkaldte prædestinationslære, der gik ud på, at mennesket allerede fra undfangelsen var forudbestemt til at ende enten i himlen eller helvede. Vor egen reformator Martin Luther skrev et værk om viljens ufrihed (De servo arbitrio), der straks fra katolsk side blev imødegået af Erasmus af Rotterdam i værket  "Om den frie vilje" (De libero arbitrio). Men officielt går den rettroende lutheraner ind for, at mennesket ikke har en fri vilje.

Jeg tror imidlertid ikke, at dette forhold har meget at gøre med den jyske skæbnetro. Der var snarere en dyb resignation overfor en ublid skæbne, der herskede på landet i gamle dage. Tænk blot på den voldsomme børnedødelighed, der herskede langt op til begyndelsen af det 20. århundrede. Der eksisterer  en intim forbindelse mellem resignation overfor "skæbnens" tilskikkelser og skæbnetro. Disse afdøde generationer havde ikke, som vi, en tro på, at læger, psykiatere, pædagoger og andre samfundsinstanser kunne ordne tingene for os. De kontronterede livet i dets brutale nøgenhed. På mange måder er, når alt kommer til alt, livet på mange måder stadig brutalt og ikke mindre lidelsesfuldt end dengang, selvom livets skyggesider er blevet andre.

Og, hvilket er mindre heldigt, vi har ikke  længere den samme tro på, at vore lidelser er bestemt at en upersonlig skæbne.

 

A SITTING DUCK    02.04.2022
 

 

Man har talt om at Rusland råder over tilstrækkeligt mange soldater til at besætte landene i Vesteuropa.

Hvordan mon nu Danmark ville reagere på en sådan besættelse?

Det siger sig selv, at jo mere topstyret et land er, jo lettere vil det være at styre det, også for en fremmed magt.

I mine øjne er vort land ekstremt topstyret og centraliseret. Centraliseringen er skredet voldsomt fremad ikke mindst under den nuværende regering. 

Det vil kun kræve en 10-15 personer på centrale poster i Danmark for at styre hele landet. Dette er arven fra Enevælden, hvor en enevældig konge omgivet af cirka en 10-15 højtstående embedsmænd  styrede administrationen. På landet herskede  godsejerne, der oftest var adelige.

Man tog denne ordning for givet. Vi har kun haft to republikansk sindede intellektuelle, nemlig digteren Peter Andreas Heiberg, der nytårsnat 1800 blev udvist til Paris for at have skrevet et digt hvori  der stod :"Ordner hænger man på idioter". Han døde ensom og blind i Paris. Den anden var Dr. Jacob Dampe, der kom i fængsel på Kristiansø fra 1810 til året før grundloven 1847. I begyndelsen af 1800 tallet var mange såkaldte litterære selskaber i virkeligheden arnesteder for for  republikansk sindede intellektuelle. Det var arven fra den franske revolution i slutningen af 1780erne. Kongemagt og adel var hysterisk bange for noget lignende skulle ske i Danmark.

I mine øjne er danskerne stadig ekstremt topstyrede. Nævner man ordet politik associerer mange, og med rette, topstyring.

Så hvor nødigt vi end vil indrømme det har vort land stærke lighedspunkter med Rusland. Rusland har i mange århundrede haft czardømme og vi har haft monarki og enevælde. Lande hvor republikker har afløst monarkier af den russiske og danske type (f.eks. Sydirland) værner sig med næb og klør mod det monarkistiske princip

Så for en fremmed magts besættelse af Danmark er vi hvad englænderne kalder "a sitting duck" En sådan er nemmere at ramme en en flyvende and.  Man kunne sammenligne "a sitting duck" med en hare i sit leje. En sådan er naturligvis lettere at ramme end en løbende hare. Men en besættelsesmagt består desværre ikke af gentlemen.

 

KONVOJERNES SØFOLK     16.02.2022

 

I disse tider, hvor filmproduktionen har beskæftiget sig med Hvidsten gruppen i hele 2 film, er det måske på sin plads (ikke mindst i søfartsbyerne Svendborg og Marstal), at påpege, at der omkom langt flere danske søfolk i de allieredes Atlant konvojer og konvojerne til Murmansk, end der blev dræbt frihedskæmpere på på landjorden. Ialt henrettede tyskerne 102 frihedskæmpere efter krigsretdomme, mens der faktisk omkom omkring 1900 danske søfolk i konvojerne.
Historikere har gjort meget ud af at påpege vigtigheden af, at den danske modstandsbevægelse var et signal til de allierede magter om, at vi var på deres side, ikke på tyskernes.
Hvor meget mere har så ikke de danske søfolk der sejlede direkte i de allieredes skibe signaleret til de allierede, at vi i Danmark anså tyskerne for en fjendtlig besættelsesmagt. Men hele denne side af den danske krigsindsats har historikerne ikke gjort meget ud af.
Vel, dansk film har vel ikke midler til at tage billeder af torpedoramte konvojskibe, der synker i Atlantens kolde bølger.
De danske søfolk i Atlantkonvojerne er stort set en mørkelagt side af den danske krigsindsats og det er ikke mindre end en skandale.

 

REPLIK AF IVAN BAAD

 

Enig i alt, hvad den ærede skriver fortæller. Her lidt fakta om emnet:

-  Ved krigens start beslaglagde England danske handelsskibe. Derved kom ca. 6.000 danske søfolk i allieret tjeneste.

-  Da Tyskland invaderede Frankrig, strandede ca. 500 søfolk i Vichy Frankrig (Sydfrankrig) til krigens afslutning.

-  425 danske skibe gik til under krigen.

-  Ca. 800 danske søfolk deltog i D-day den 6. juni 1944.

 

Der er forsøgt at reparere på "skandalen", som det bliver omtalt.

-  På 70 årsdagen for D-day blev de danske søfolk rehabiliteret under overværelse af 17 statsoverhoveder og masser af andre notabiliteter. De fik samtidig deres egen udstilling.

-  Søfolkene fik i 2017 deres egen afdeling i Mindelunden.

-  Der er skrevet en bog om emnet - Mindetavlen af Gustav Schmidt Hansen

 

 

EN TEORI OM DANSKERNE     21.02.2022

 

Det er min oplevelse, at nærmer man sig den gate i en lufthavn, fra hvilket flyet går til Danmark, vil man hurtigt konstatere præcist hvilken gate det drejer sig om, også uden at kigge på lystavlen. Det er nemlig den gate, hvor den ventende gruppe (hvoraf naturligvis flest er danskere) hvor der tales mindst indbyrdes. Der er stille,ikke meget intern konversation. Ventende ved de andre gates taler livligt, ofte om deres oplevelser i det fremmede land.

Vi danskere synes at have mere vanskeligt ved at tale med fremmede landsmænd end de fleste udlændinge. Er der en forklaring på dette?

Vi har det med, når vi møder fremmede landsmænd, at starte med spørgsmålet ”Hvad laver du så?” i en eller anden form. Det kan også være:”Har har du noget at rive i?”.Vi mener, med andre ord, at vores arbejde afgør både vores identitet og vores status. Når vi får svaret har vi placeret vedkommende person med hensyn til status, og dermed hvilket forhold, der bør være mellem ham/ hende i forhold til os selv.

Jeg laver nu et langt spring ind i luthersk teologi.

”Sociologiens fader” Max Weber analyserer i sit berømte værk ”Den protestantiske etik og kapitalismens ånd” hvorledes det er gået til, at vi i protestantismens lande ( deriblandt Danmark) får vores identitet og status gennem vores plads på arbejdsmarkedet.

I reformationstiden i de første tiår af 1500 tallet stod reformatorerne Luther og Calvin pludseligt uden nogen morallære, der kunne afløse den katolske etik, der da havde hersket næsten 1000 år,

De kom så på, at give arbejde en ganske ny status, nemlig som et kald (tysk: Beruf) fra Gud, ligesom et præstekald (latin:vocation).

Havde man nu succes i sit arbejde (sit ”kald”) viste det så, at man havde Guds velvilje. Havde man fiasko var det naturligvis det modsatte. Ens identitet var i denne religiøse tidsalder afgjort af, hvorledes man stod sig med Vorherre.

Denne etik kaldes i udlandet ”arbejdsetikken” (The work ethic) og jeg har mødt mange sydlændinge, der tager dette som udgangspunkt for deres opfattelse af de nordiske, protestantiske lande.

Det er i mine øjne mere problematisk, at vi, i opfattelsen af andre, straks ser på deres job som udslagsgivende for hvem de er. Det er, med et moderne ord, en fremmedgørende faktor. Det skaber et skel imellem os. Jeg synes det er grotesk at se den flok tavse danskere, der sidder ved en gate i en fremmed lufthavn og venter på flyet hjem, mens man ved andre gates sidder engageret i indbyrdes snak.

 

DEN NUMINØSE VIRKELIGHED    29.01.2022

 

Man opererede i oldtiden (Grækenland & Rom) med et religiøst fænomen kaldet NUMEN.  Den nærmeste, men også den enkleste definition, er "en guddommelig tilstedeværelse". Man vil på nettet finde en række forskellige definitioner i Wikipedia.

Et eksempel, jeg stødte på i mit studium af den romerske satiriker Juvenal (der skrev mellem ca. 90 - 127 e. Kr.) findes i den 3. satire. Her støder digteren på en gammel ven i et område nær Rom, der hed Egerias Dal. Egeria var en mindre romersk gudinde.

Juvenal fortæller nu, at dalen er lejet ud til jøder og dens NUMEN er forsvundet. Egerias tilstedeværelse "føles" åbenbart ikke længere.

I oldtiden mente man naturfænomener som f.eks. kildevæld  vogtedes over af væsener som najader, og herhjemme, langt senere, var der elver i skovene. Vi havde også helligkilder i den katolske middelalder, hvortil pilgrimme kom for at søge helbredelse.Et eksempel er Kirsten Piils kilde ved Dyrehavsbakken. Elver og helligkildernes helgener var NUMINØSE tilstedeværelser, man mente var tilstede omkring skove og helligkilder.

Idag har vi helt verdsliggjort naturen. Vi opfatter nærmest naturen i analogi med en maskine.Dette er efter min mening ikke alene en stor skam (ja det nærmer sig en katastrofe), men det er også en filosofisk kategorifejltagelse.

Som jeg engang før har været inde på, er der forskel på det at være en krop og så det at være en LEVENDE krop. Livet er et princip og er som sådan noget ikke-materielt. Ligeledes overalt i naturen. Der er forskel på et levende træ og et udgået træ.

Vi bilder os i vort "videnskabelige" hovmod ind at vi har forklaret livsprincippet. Men det har vi ikke. At tro, vi har det, er indbildning. Vi har ikke forklaret livet før vi kender dets oprindelse i universet, og det gør vi ikke.

Den numinøse tilgang til naturen har for mig mere med virkeligheden at gøre, end den opfattelse, der ser den levende natur i analogi med en maskine.

Maskinen og det maskinelle princip spiller alt for stor en rolle i nutiden. Mange ser, og med betydelig mere berettigelse, samfundet som en maskine, hvor vi alle helst skal fungere som velsmurte tandhjul.

Vi kan ikke blot ved en håndbevægelse bringe najader, nymfer, havnymfer, elver og alfer tilbage. Men vi kan nyde hele den numinøse virkelighed i Shakespeare´s En Skærsommernatsdrøm og bibringe vore børn en sans for den levende naturs dybe hemmelighed.

 

 

SPROGFORBISTRING OG HISTORIEFORFALSKNING      15.01.2022
 

 

Det hed sig på forsiden af en kendt morgenavis, at dronningen i anledning af 50 års

jubilæet modtog folketingets "hyldest".

Nu ligger landet imidlertid således, at man ikke kan "hylde" et produkt af arvekongedømmet, som hersker her i landet.

Udtrykket går tilbage til valgkongedømmet, som vi havde i middelalderen. Adelen udvalgte en af deres egne, og han skulle så, efter at have nedskrevet sine valgløfter på en håndfæstning, "hyldes", hvilket ofte foregik i Viborg. Så i den oprindelige betydning af ordet kunne arvedronningen ikke modtage folketingets hyldest. Det er et af de ikke så få sprogforbistringer, der grænser til historieforfalskning.

Sprogforbistring og historieforfalskning har altid eksisteret. Det forekommer dagligt i alle vore medier. Store dele af den danske befolkning er af den rabiate venstrefløj blevet benævnt ' racister" fordi de er islamofober. Danskerne er i virkeligheden hverken racister eller antisemitter. Kan man ikke lide arabere af raciale årsager er man nemlig antisemit. Arabere er semitter ligesom jøderne, og de mener ligesom dem, at de nedstammer direkte fra Abraham via dennes frille Hagar, der fik deres stamfader Ismael, som de mener at stamme fra. Jøderne er jo særdeles populære i vide kredse i Danmark, så vi er heller ikke antisemitter.

Når den islamofile venstrefløj udnævner islamofobe for racister er det simpelthen DEMAGOGI fra venstrefløjens side. Venstrefløjen har i det sidste århundrede fået mange bildt ind at demogogi kun kommer fra højrefløjen (demagogi er græsk og betyder folke(for)førelse). Men var danskere racister, da vi modtog store mængder vietnamesiske bådflygtninge, havde der lydt et ramaskrig. Men der lød ikke et pip.

  

IVAN BAAD - REPLIK

 

 

Bibelen, højsangen 6-9:

 

Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest.Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest.
Source: https://bible.knowing-jesus.com/Dansk/words/Hyldest

 

 

MITHRAS OG KRISTI FØDSEL      12.12.2021
 

 

Man dyrkede, især i de romerske legioner der bevogtede romerrigets grænser på Kristi tid, en solgud kaldet Mithras.

Dem der har set den underholdende film om Indiana Jones og Det sidste korstog vil huske at der i Petra (petra betyder klippe) i Jordan er en slags tunnel ind i klippen og faktisk skildres Mithras´s fødsel i et relief i klippen ovenover den snævre indgang. Mithras var født af en klippe.

Det interessante ved Mithras fødsel er at han blev født d. 25 december, samme dag som man i katolske lande (ja faktisk overalt udenfor Skandinavien) fejrer Kristi fødsel.

Mithras kulten foregik ved at man dræbte en tyr i en underjordisk hule kaldet et mithraeum. Det hedder sig, at man under vatikanet har fundet rester af et sådant mithraeum.

Mithras var en sol - og frelsergud og drabet af tyren skulle symbolisere forårets komme.

Nu kan man forestille sig, at det lige er vand på de ikke-kristnes mølle.

Det forholder sig imidlertid lidt anderledes.

Her skiller lutheranernes teologi sig fra katolsk teologi. Alle såkaldte "naturreligioner" (og i den katolske kirkes øjne var Mithras-kulten en naturreligion, faktisk af samme støbning som asatroen, da de katolske missionærer stødte på den under vore himmelstrøg) var uden kendskab til den sande tro. Derfor hedder det sig i katolsk teologi, at den kristne nåde fuldbyrder "naturen", den nedbryder ikke naturen, som det sker i luthersk teologi (såvidt jeg har forstået).

Katolske missionærer veg derfor ikke tilbage for at bygge katolske kirker på gamle, hedenske kultsteder i Skandinavien.

Dette forklarer også, hvorfor Den katolske Kirke lægger Kristi fødsel d. 25 december, samme dag som man i disse tidlige århundreder oprindeligt fejrede Mithras´s fødsel. Nåden fuldbyrder naturen, den nedbryder den ikke.

 

EUROPA ER ET PIGENAVN     02.12.2021
 

 

Græsk mytologi er både langt mere omfattende end nordisk mytologi og heller ikke så mørk og dyster som Asatroen.

Et eksempel er navnet Europa. Europa var en fortryllende, fønikisk prinsesse. Hendes skønhed fik den græske fadergud Zeus, der var en stor ynder af dødelige, jordiske piger, øje på da hun gik på stranden ved Tyros, som var den græske betegnelse for Fønikien.

Zeus forelskede sig straks i Europa, og lavede nu sig selv om til en pragtfuld, hvid tyr.Han havde nemlig det handicap, at viste han sig i sin guddommelige skønhed for en jordisk kvinde, ville denne kvinde straks blive til aske ved det pragtfulde syn. Og det ønskede Zeus naturligvis ikke (cf. myten om Leda og svanen). Zeus lagde sig nu, som en hvid tyr, for Europas fødder og Europa satte sig på tyrens ryg. Tyren kastede sig nu straks i havet og svømmede til Kreta.Her havde Zeus sexuel samkvem med Europa, der som resultat fik 3 sønner: Minos, Sarpedon og Rhadamanthys. Derefter gav han Europa i giftermål til Asterios, konge over Kreta.

Den tyr Zeus ved denne lejlighed havde forvandlet sig til , blev Tyren i konstellationen Tyren i stjernebilledet i Zodiac.

Europa er altså faktisk et pigenavn, og jeg synes faktisk, det er et flot navn betragtet som et pigenavn. Præsten ville måske nok klø sig lidt i håret, hvis man forlangte sin lille pige døbt Europa.

Der er faktisk mange flotte navne, der kommer fra den græske og romerske oldtid. Lad mig f.eks. nævne 2 pigenavne som Rhodope og Arsinoë.Det er da flottere navne end Karen og Maren. Nå det var blot et hjertesuk fra en tidligere lærer i oldtidskundskab.

 

HVOR KOMMER VORE BOGSTAVER FRA      23.11.2021
 

 

Mange vil vide at vort runealfabet grundlæggende er en tilpasning af det latinske alfabet, som vi bruger idag. Men endnu før det latinske alfabet  eksisterede det græske alfabet. Og hvor kom det fra?

Sprogforskere har fundet ud af, at det græske alfabet kommer fra fønikisk. Fønikerne var et handelsfolk, der levede, hvor  Libanon nu ligger. Det var et udviklet handelsfolk, der sejlede så langt nord i Atlanten som Wales og Cornwall i England, hvorfra de hentede tin. Bronze er en legering af kobber og tin, og det var det herskende metal i bronzealderen.

Oldtidens grækere adapterede alfabetet, og tilpassede det til egne behov i det 9. og 8. århundrede f. Kr.. Kort derefter nedskrev de Vestens første litteraturværker Iliaden og Odysseen. De havde været mundligt overleverede fra den græske bronzealder. De er således faktisk ældre end Mosebøgerne i det gamle testamente. De blev nedskrevet under jødernes babyloniske fangenskab omkring 700-600 århundrede f. Kr. Det er oplysende at vide, at Iliaden er ældre end skabelsesberetningen i Det gamle Testamente.

Romerne tilpassede også det fønikiske alfabet, som de kendte fra græsk, til deres egne behov. Og også jøderne tilpassede sig det fønikiske alfabet.

Et kendetegn ved det det fønikiske alfabet er at det begynder med bogstavet A. På hebraisk Aleph, på græsk Alpha.

Fønikisk er således kilden til alle vestlige alfabeter. Nogle latinkyndige vil måske vide, at Karthago var en fønikisk koloni. Det hedder sig imidlertid, at fønikerne bildte grækerne ind, at havet uden for Herkules'  Porte (Gibraltar) vrimlede med havuhyrer, Dette gjorde de for at beholde deres monopol på handelen med England. Den første græker, der vovede sig op på vore kanter var Pytheas af Massilia (Massilia= Marseilles)  omkring år 300 f. Kr. (hellenistisk tid). Han sejlede op langs den jyske vestkyst og derfra rundt om England (grækerne kaldte en omkringsejling for en ”periplus”).

 

DANSKERE OG ANTISEMITISME     11.11.2021

 

Ordet "antisemitisme" bruges ikke så hyppigt mere. Det leder tanken hen på jødehad, pogromer, ghettoer og holocaust. Det forholder sig imidlertid således, at bryder man sig f.eks. ikke om arabere, ja så er man såmænd også antisemit. Arabisk er ligesom hebraisk et semitisk sprog i en større semitisk sproggruppe.

Og araberne mener, som jøderne, også at de nedstammer fra Abraham. Abraham fik med sin hustru Sarah sønnen Isak, som jøderne mener de stammer fra, og med sin frille Hagar fik han sønnen Ismael, som araberne mener de stammer fra.

Der har faktisk været voldsomme udbrud af antisemitisme i Danmark, nemlig den såkaldte jødefejde i Kbh. omkring 1820. Den var inspireret af lignende uroligheder i en række tyske byer, deriblandt Hamborg.

Mange jeg har talt med er af den opfattelse, at en del velhavende jøder måtte betale dyrt for overfarten til Sverige med fiskerbåde under 2. verdenskrig. Jeg kender imidlertid en københavnsk kvinde, hvis stedfar stod som organisator af den massive flugt til Sverige. Han har imidlertid sagt, at ingen måtte blive tilbage i DK på grund af fattigdom. Han blev angivet og kom i en KZ lejr i Tyskland.

Et andet udslag at antisemitisme i DK var da et professorat ved Københavns universitet i sammenlignende litteratur blev ledigt. Den fremragende litteraturhistoriker Georg Brandes (forfatter til " Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur") var selvskreven til stillingen, men fik den ikke. Det er den almindelige mening, at dette skyldtes hans jødiske afstamning.

 En af årsagerne til jødernes udsatte stilling i Europa skyldes utvivlsomt en speciel stilling de indtog i middelalderen. Det var forbudt katolikker i denne lange periode at tage renter af lån. Det kaldtes Åger og var en dødssynd. Det var derimod tilladt for jødiske minoriteter i Europas byer. Mange optrådte derfor som f.eks. pantelånere. Det er sandsynligt at fordomme om jødernes forkærlighed for penge stammer derfra.

Denne ses bl.a. i fuldt flor i Shakespeare´s stykke Købmanden i Venedig. Her repræsenteres den af den jødiske pengeudlåner Shylock og kan studeres i dennes monolog i 3. akt.

Det er et evigt tema i Vestens historie og fordomme af den art er svære at rykke op med rode.

 

ENEVÆLDENS ARVTAGERE    24.10.2021
 

 

Som nu kommunalvalget nærmer sig er det værd at kigge lidt på venstrefløjspartierne og deres påstande om at de nedstammer fra ingen ringere end Karl Marx. Det forlyder ihvertfald i de kredse, jeg bevæger mig i, at marxismen er ved at få en renæssance på den danske venstrefløj.

For den rettroende marxist forholder det sig nu sådan, at en stærk statsdannelse kun er en ubehagelig nødvendighed i den samfundsfase, der kaldes "proletariatets diktatur", nemlig medens samfundene omstiller sig til en situation, hvor arbejderne har overtaget ejerforholdet til produktionsmidlerne. Derefter vil staten, ifølge Marx, falme bort i den idealtilstand, han betegnede "kommunismen".

Marx var med andre ord ingen tilhænger af en stærk statsdannelse af den type, der siden enevælden (1660-1849) har hersket i Danmark. Det er ikke uden grund, man har kaldt socialdemokratiet "Det kgl. danske socialdemokrati". Venstrefløjen er ude på en mission, hvor man via en uhyre stærk statsdannelse mener, man kan lovgive sig frem til "kommunismen". Den slags ville Marx have benægtet muligheden af. Og sandheden om venstrefløjen og deres dyrkelse af "det offentlige", denne mangehovede hydra, der stikker sin bukkefod frem i næsten alt i Danmark, er at de er enevældens arvtagere i langt højere grad end de er "marxister". Marx så frem til den idealtilstand, hvor staten var "falmet bort" i et kommunistisk paradis. I parentes bemærket er jeg ikke i tvivl om, at det store flertal af socialdemokrater ovenikøbet er monarkister. 

Staten er ikke just ved at "falme bort" i vort lille porcelænsmonarki. Tværtimod. Staten har gennem en lang periode tiltaget sig stigende magt over enkeltindividet, en udvikling der er blevet uhyre forstærket gennem medieverdenen.

Så drop den med, at venstrefløjen er orthodoxe arvtagere af Marx.

 

OM MONARKERS PRIVILEGIER    03.10.2021

 

Det er efterhånden velkendt, at vor Dronning Margrete ophøjede en person, hun må have set som sin forgænger, til titlen Margrete 1 og således titulerer sig selv Margrete II.

Det er imidlertid heller ikke længere helt ukendt, at der aldrig har eksisteret en Margrete I af Danmark.

Den såkaldte Margrete I opnåede, i sit forhold til Danmark, titlen "Fuldmægtig frue og til husbond og til ganske rigets af Danmark formynder". Videre gik hendes titel ikke, Hun var aldrig "salvet Dronning af Danmark" og i den katolske middelalder var var dette en vigtig sag for en europæisk monark. Så sent som under tudorerne i England mente Henrik VIII (ham med de 6 koner) at det, at han var salvet konge i England, berettigede ham til at blive den engelske kirkes overhoved efter reformationen. At have modtaget en religiøs "salvelse"" af landets ærkebiskop - eller af paven selv, mente man dengang var en religiøs garanti for at være indsat af Gud.

Margrete, denne geniale politiker og arkitekt bag Kalmarunionen, blev først formynder for sin søn Oluf, der døde som 17 årig og senere formynder for Erik af Pommern.

Det er ikke noget et nyt princip, at en monark kan gribe tilbage og ændre historien.

Monarker har dog faktisk gjort det før, nemlig de tidlige romerske kejsere.

Først udråbte de deres forgængere, senere endog sig selv, til udødelige guder.

Der eksisterer en anekdote om dette. Da den jordbundne kejser Vespasian lå for døden skal han have sagt: " Vae mihi. Credo me deum fieri!"

"Ve mig. Jeg tror jeg er ved at blive en gud."

 

VOR GLOBALE FORTID   26.09.2021  
 

.

Der findes en overset form for globalisme, der rækker uhyre langt tilbage i fortiden. Jeg tænker på de såkaldte vandrehistorier, hvoraf nogle kan spores tilbage til omkring år 1000 f. Kr. Jeg tænker her nærmest på Kyklop historien i Odysseen. De fleste kender den. Nemlig historien om hvorledes den enøjede, menneskeædende kæmpe (kyklopen) indfanger Odysseus og hans mænd og begynder at æde dem. Odysseus undslipper ved at klamre sig til undersiden af en vædder og svarer på Kyklopens spørgsmål om, hvem han er, med svaret: "Mit navn er Ingen!"

Denne historie er blevet fundet (i varianter) i mere end 20 lande over hele kloden. Inklusive Japan, hvis jeg husker rigtigt. Deraf navnet "vandrehistorie". Odysseen dateres gerne til ca. 1000 f. Kr.

Historien findes også f.eks. i historien om Sindbad Søfareren.

Der har været store samlinger af historier specielt i Indien. Man kan følge oversættelsen af dem skridt for skridt gennem persisk og arabisk, hebraisk, græsk og latin til de europæiske folkesprog. I Danmark kender vi alle molbohistorien om de 6 molboer der bærer en syvende ind i kornmarken for at forhindre storken i at træde kornet ned ! Historien er af indisk oprindelse.

H.C. Andersens fortælling om Prinsessen på Ærten kan også spores tilbage til Indien.

Af udenlandske samlinger, der også kan spores tilbage til Indien, er også franskmanden La Fontaine´s fabler, og endnu længere tilbage oldgrækeren Æsops dyrefabler.

Billedet af en fjern fortid, hvor mennesker levede isoleret fra hinanden, holder altså langtfra stik.

Handel, giftemål (og krige!) og mange andre faktorer tegner et globalt billede af fortidens samfund.

Der er intet nyt under solen.

 

HAR FOLKEKIRKEN EN IDENTITET?    13.09.2021
 

 

Forleden mødte jeg en afrikansk bekendt og vi stod på fortovet og fik en snak. Han taler flydende dansk og har været her en lang årrække.

"Nu er jeg blevet kristen!", sagde han pludseligt, "Jeg er blevet optaget i folkekirken!".

"Javel", sagde jeg, "Så nu mener du Kristus er Guds søn?"

Så kom det forbavsende svar: "Gud har da ingen søn!". Han var, på dette temmeligt centrale punkt, ja DET centrale punkt, stadig muhammedaner.

Jeg må indrømme at dette forbavsede mig. Jeg er en varm tilhænger af Søren Kierkegaards flyveskrift "Øieblikket" hvor den store filosof kritiserer den danske statskirke (og det er den jo stadig selvom man bruger det pæne ord "folkekirke") sønder og sammen.

. Men at man kan blive optaget i en kristen kirke (det  skal vi vel stadig tro den er !) uden at mene at Kristus er Guds enbårne Søn, ja det forbavser mig.

Folkekirken er således i bund og grund villig til at give afkald på sin "kristne" identitet. Men at man, som er tilfældet med min afrikanske ven, kan blive medlem af den uden at mene Kristus er Guds søn, ja det forbavser mig - trods alt.

Vi har jo noget, der hedder Den Apostolske Trosbekendelse. Principielt bør denne vel være grundkriteriet for at kalde sig kristen. Der må da være mening med galskaben.

Jeg forlod i 1971 den lutherske kirke og gik over til katolicismen. Der bruger vi også den såkaldt Nikenske Trosbekendelse, der blev resultatet af det store kirkekoncil i Nikæa omkring år 300 e. Kr.

Jeg har ikke fortrudt dette skridt et eneste øjeblik og har rejst meget (og boet i) et at Vesteuropas mest katolske lande, nemlig den irske republik. Jeg holder meget af irsk mentalitet, der bærer præg af en dyb, katolsk tro.

   

MUNKENES BIDRAG TIL DANSK KULTUR      21.08.2021

 

Hvis jeg ikke tager meget fejl er der en tilbøjelighed i dansk TV til at skildre kristendommens ankomst til Danmark som et kulturelt tilbageslag.

Vikingerne dyrkede med asatroen et muntert flerguderi og de kristne var nogle lyseslukkere. Taler man med en nutidig dyrker af Asatroen undgår de gerne det faktum, at man i Asatroens højborg, Uppsala i Sverige, ofrede mennesker til den tids mørke guder. Det er Asatroens tilhængere dog vist ikke begyndt med endnu?

Sandheden er, at med kristendommens vandring nordpå kom civilisationen til Norden. Og der er intet, der tyder på de kristne var surmulende lyseslukkere. Katholicismen har ikke meget tilfælles med den lutherske Indre Mission. Et af vore bedste kilder til den katholske kultur i middelalderen er den engelske forfatter Geoffrey Chaucers værk Canterbury fortællinger. Den er kemisk ren for luthersk puritanisme.

I værket forekommer også en munk "der kendte hver taverna i byen". Men munkene gjorde også andet end drikke øl og sekt.

Det var således munkene, der lærte danskerne at bygge vandmøller. Dette betød et voldsomt, industrielt fremskridt. 

Skal man nævne andet, munkene har bragt hertil, må det være vinbjergsnegle. Dem måtte man spise i den katholske fastetid (f.eks. hver fredag). Jeg var også blevet bildt ind, at skvalderkål bragtes her til af munkene, men arter af denne ukrudtsplante er fundet ved f.eks. vikingeborgen Fyrkat. Men brugte den til salater, hvad nok også munkene har gjort.

Så billedet er langt fra så sort/ hvidt som vore lutherske medier vil gøre det til.

 

 

RELIKVIER OG ALBANI ØL      11.08.2021
 

 

De latinkyndige vil vide at ordet "albani" må være genitiv, ental, af navnet "Albanus". Og på dette hænger der en hel historie, der går tilbage til slutningen af vikingetiden.

Sankt Albanus var Englands første kristne martyr, der menes at have lidt martyrdøden ca. år 304 (kristendommen kom betydeligt tidligere til England end til Danmark). Han er dermed en af Englands betydeligste. katolske helgener.

Danmark havde livlige forbindelser til England, ja var under Knud den Store et dobbeltrige med England som den anden partner.

Der var også en anden Knud i den tids kongerække, nemlig Knud den Hellige. Denne var ganske vist kristen, men veg ikke tilbage for at plyndre og hærge på gammeldags maner. Han stjal således Skt. Albans relikvier, der havde stor betydning for den tids katolske kristendom. Han bragte nu disse hellige relikvier hjem til Odense. Her blev de anbragt i en trækirke, der blev viet til Skt. Alban.

Men her blev deres ophold kort. For da den senere Knud den Hellige (han blev kanoniseret) blev dræbt af oprørere d. 10 juli 1086 slog oprørerne en bjælke ned, der ramte alteret og væltede de to helgenskrin, der indeholdt Skt. Albans relikvier. Siden er de ikke blevet set.

Skt. Albans hjemby, St. Albans i Hertfordshire, England, er idag Odenses venskabsby. Så historien lever videre og kan måske vække til eftertanke hos de mange i danske barer, der drikker Albani øl.

 

 

FORTIDENS KIRKELIGE SYNDER      01.07.2021
 

 

Richard Riis skrev her i bladet et læserbrev opdateret d. 21 Februar, 2017 vendt imod nogle mine pro-katolske synspunker. Det drejede sig om Luthers theser på kirkedøren i Wittenberg, hvor Luther fordømmer kætterbrændinger. Jeg ved det er længe siden, men jeg vil alligevel gerne svare på dette læserbrev.

Jeg går naturligvis ikke ind for kætterbrændinger, men skal blot bemærke, at Den katolske Kirke i middelalderen havde identificeret sig med middelalderens geocentriske (også kaldet ptolemæiske) verdensbillede. Den gik, som bekendt, ud på at solen drejer sig om jorden og ikke, hvilket er korrekt, omvendt.

Man så fra kirkens side således på det, at alle andre fortolkninger var kætterske og bragte katolske sjæle i fare for evig fortabelse. Det var en drastisk fejl.

Men Den katolske Kirke er ikke den eneste, der har begået fejl.

Tildels inspireret af adelens og middelklassens oprør mod Den katolske Kirke , rejste der sig et voldsomt bondeoprør i Sachsen da reformationen var på sit kogepunkt (1524-1525). Adelen søgte ideologisk hjælp hos reformatorerne og Luther udtalte:" Slå dem ned som gale hunde!". Man regner med ca. 100.000 bønder blev dræbt for adelens sværd.

Luther legitimerede dette massemord og ved siden af er kætterbrændinger nærmest en bagatel rent talmæssigt.

Jeg ser især på afbrændingerne af "kætterne" Lucilio Vannini og Giordano Bruno med afsky.

De var begge fremragende filosoffer i renæssancen. Vanini mente f.eks. at de store aber af udseende minder meget om os mennesker og er allerede i 1500 tallet på grænsen af evolutionsteorien. Bruno hævdede ca. samtidigt at universet er uendeligt og at der nok er liv på andre kloder.

Men massemordene på saksiske bønder overstiger talmæssigt langt Den katolske Kirkes kætterbrændinger og den opfordrede Luther adelen til at gennemføre.

   

 

HAR VI EN UDØDELIG SJÆL?      10.07.2021
 

 

I begyndelsen af James Joyce´s nu verdensberømte roman Ulysses, der - stort set - drejer sig om tankeprocesserne i Dublin hos 3 personer d. 16 juni, 1904, forekommer der hos den yngste person Stephen Dedalus (Joyce´s alter ego) denne tanke om sjælens væsen " indestructibilis per se et per accidens". Dette er en tanke hentet hos den store middelalderteolog Thomas Aquinas, i hvem Joyce var meget velbevandret, og betyder at sjælen ikke kan ødelægges hverken af indre kræfter eller af nogen udefrakommende faktor. Den katolske kirke lærer nemlig, at sjælen af naturen er udødelig, og i den forstand ikke behøver Kristi frelse for at leve evigt.

Jeg er en tilhænger af denne teori, en overbevisning jeg ikke deler med ret mange i en overvældende materialistisk tid.

Se nu på følgende tankeeksperiment: sammenlign legemet hos en, der er afdød for ganske få minutter siden, med et levende legeme. Selv en retsmediciner vil ikke kunne opdage væsentlige, fysiske forskelle mellem de 2 personer. Kun mangler hos den døde livsprincippet. Man talte i gamle dage om et lig som "et afsjælet legeme". Se, dette er et ganske andet syn på sjælens væsen end den nutidige. Sjælen ses som legemets immaterielle, livgivende princip. På latin hedder sjælen "anima" fordi den animerer legemet. Den er tilstede FOR men ikke identisk MED hver levende celle i legemet.

Her må jeg referere til den senplatoniske filosof Plotin, der underviste nord for Rom i det 3. årh. efter Kristus. 

Plotin siger legemet i den forstand er i sjælen og ikke omvendt. Sjælen er er et immaterielt kraftfelt legemet befinder sig i. Når vi dør vil dette kraftfelt ikke forgå, for kun hvad der er materielt kan forgå, dvs. opløses i sine bestanddele. 

Religioner har som bekendt teorier om dette, men reelt ved vi det ikke.

Lad mig slutte af med en lille, filosofisk tanke fremsat af den franske filosof Pascal:

"Vil nogen vædde med mig om hvorvidt der er et liv efter døden," siger Pascal," så vil jeg altid vædde på, at det er der. For hvis jeg taber, får jeg det aldrig at vide!"

 

MARXISTISKE DRØMMERIER      20.06.2021

 

Når man i disse år taler meget om at skabe mere integration af især muslimer fra Mellemøsten ved at rive ghettoer som Vollsmose i Odense og Gellerup parken ned ,og genfordele deres beboere, ja så vil jeg mene her er tale om marxistiske drømmerier i den danske venstrefløj. Man mener at ændrede, materielle forhold vil bestemme disse gruppers tænkning og mentalitet.

Vi der gik på de højere læreanstalter i min ungdom, og åbenbart også senere, blevet tudet ørerne fulde specielt af een "sandhed" fra "den dialektiske materialisme":

Det drejer sig om forholdet mellem den materielle" infrastruktur" og den resulterende, intellektuelle og kulturelle   "suprastruktur". Det var et af de vigtigste marxistiske dogmer, der trivedes i min universitetstid. Man analyserede al kunst , litteratur og tænkning ud fra de materielle forhold hvorunder disse ting var opstået.

Det er åbenbart dette letforståelige dogme, der i al sin enfoldighed er blevet forstået selv af dem, der kalder sig den danske venstrefløj. Det er en ultramaterialistisk verdensforklaring og kan selv forstås af vore tykhovede politikere.

Men deres begrænsede forståelse af ting som religiøsitet og kultur kan blive en dyr historie for danskerne. For hvem skal betale? Det danske folk.

I mine øjne har Max Webers fremragende værk "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd" godt og grundigt kuldkastet  det ovennævnte, marxistiske dogme. Heri følger han hvorledes forhold i protestantisk teologi var en yderst vigtig faktor for  den lutherske arbejdsetik, som trives i f.eks. Danmark, og for den kapitalistiske udvikling i det protestantiske Europa og USA . Altså at forhold i den intellektuelle og religiøse suprastruktur kan bestemme den materielle infrastruktur. Men jeg har endnu aldrig hørt nogen politiker fra enten højre eller venstrefløjen referere til dette værk. Dette tilskriver jeg deres faste tro på en materialistisk verdensanskuelse.

For Webers teorier er kendt vidt og bredt af sociologer i DK og i udlandet. Ja Max Weber er blevet kaldt "sociologiens fader".

Men ak. Vore politikere lever stort set uden nogen kontakt til virkeligheden eller til hvad, der rører sig i det folk,der har valgt dem ind.

 

MORALSKE SKRUPLER OG FORARGELSENS VÆSEN      08.06.2021
 

 

Chefredaktør Peter Orry gjorde sig her i bladet forleden til talsmand for, at vi katolikker gør oprør i lyset af den herskende umoral i vores kirke, hvor pædofili og en "pillen ved nonnerne" påstås at gå i svang.

Orrys holdninger er typisk protestantisk/ lutherske, selvom jeg ikke ved om han tilhører denne konfession. Ihvertfald fremtræder hans holdninger på en dansk, luthersk baggrund.

Dette gør det hele en smule komisk. I den lutherske frelseslære eksisterer "kristen moral" nemlig overhovedet ikke. Lutheranerne frelses "ved troen alene" (latin: sola fide). Denne barokke doktrin defineres af Ernesto Dalgas (hedeopdyrkerens søn) således: "Hvadenten du er som kejserinde Messalina eller som Jomfru Maria - hvis du har troen er du frelst. Og hvadenten du er som kejser Caligula eller som Frans af Assissi - hvis du ikke har troen er du fortabt". (Ernesto Dalgas i bogen Lidelsens vej). I lyset af denne mildest talt særprægede doktrin bør lutheranere slet ikke køre frem med kristen morallære.

Der er åbenbart tale om moralsk forargelse. Hvornår evnen til at føle moralsk forargelse opstod er blevet diskuteret af sociologen Svend Ranulf i hans engelsksprogede værk " Moral Indignation and the Psychology of the Middle Classes" 1938. Ranulf mener ikke middelaldermennesket følte - eller var istand til at føle - "moralsk forargelse" (moral indignation). Han mener følelsen opstod i det borgerskab, der stod bag den protestantiske reformation. Nu ved historikere jo, at moralsk forargelse spillede en central rolle i den protestantiske propaganda, der førte op til reformationen, og vi ved også at reformationen havde sine arnesteder i byerne, hvor en ny middelklasse stod stærkest, i modsætning til befolkningen på landet. Går man rundt i Danmarks domkirker vil man se epitafier for mange af det bedre borgerskabs honoratiores fra den tid.

Den nye middelklasse stod så åbenlyst bag reformationen, at der faktisk er historikere, der mener, at reformationen var en borgerskabets revolution mere end en religiøs begivenhed.

Jeg kan så absolut anbefale Ranulfs bog for de engelskkyndige.

 

 KULTURERS UNDERGANG      24.05.2021

 

Jeg har indenfor mit korte liv set to erhverv i den grad skifte karakter, at man faktisk kan tale om to livsformers og kulturers undergang.

Jeg taler om landbrug og søfart.

Jeg er vokset op på en køn, stor slægtsgård ved Give. Vi havde en parklignende have på omkring 4 tdr. land. Hvert år afholdt vi i det meste af en menneskealder Sct. Hans fest for Give Ungdomsforening. Med kulørte guirlander i haven,  fælles kaffebord, båltale og bal i loen. Det var andre dage på landet. En tidligere landbrugsminister (jeg husker ikke navnet) har udtalt, at det var et langt mere broget billede, når man kiggede ud over landet før vi kom ind i EU.

Dengang avledes på alle landbrug langt flere typer afgrøder end idag. Tænk på kålrabi og sukkerroer, rug, byg, hvede og havre plus græsningsarealer for kreaturerne. Det var et skønt, stort kludetæppe at se på. Nu dikteres afgrøderne af EU og det danske sommerlandsskab er blevet et langt mere monotont skue.

Men værst af alt. Nu er det storbrug med flere hundrede tdr.land med enten svineavl eller malkekvæg. Man opkøbte jord fra de mindre landbrug. Bygningerne, der udgjorde gårdene, ligger nu som hæslige ruiner overalt på landet i Danmark. Også på den slægtsgård, hvor jeg voksede op. Det er en skandale at dem, der har opkøbt jorderne, ikke er blevet forpligtet ved lov til at fjerne ruinerne af de mange gårde.

Hvad søfart angår var jeg i min ungdom ude at sejle med ØK som enten kammerdreng eller messeopvarter.

Det var før nutidens containerfart og vi lå længe i havnene. Vi fik set os om. F.eks. et par uger i Bombay og Calcutta, 3 uger i Rangoon. 2 uger i Bangkok, San Francisco osv. Og hvor var vore skibe dog meget smukkere dengang end nutiden gigantiske, sejlende Lego-klodser! Og tid er penge. Det må søfolkene føle for det er sjældent de ligger mere end 12 timer i en havn. Vi derimod knyttede faktisk venskaber med andre unge mennesker, f.eks. i Rangoon i det, der dengang hed Burma. Det var ikke bare piger , vi lærte at kende, men det var der naturligvis også en del af det

Det er to kulturer og livsformer der er gået under.

 

PROFESSORVÆLDETS RENÆSSANCE       04.05.2021
 

 

Jeg frekventerede Århus universitet i 70erne. Det var  i"studentermarxismens" tid. Vi havde skæg, gik i islændersweatere og gik i fodformede sko. Bravallaslaget stod i  institutterne for historie, dansk og idehistorie. Slaget stod mellem "kapitallogikeren" Benito Scocozza og professor Johannes Sløk på det nyoprettede institut for idehistorie. Jeg har set et speciale skrevet i dansk med titlen: "Den borgerlige idyl i HC Andersens digt Hist hvor vejen slår en bugt." Den var på over 100 sider og gik igennem.

Men det korte og det lange var at vi fik gjort op med "professorvældet". Der var nu ikke meget af det på mit institut for klassisk filologi. Jeg gik på lystfiskeri med min kære professor Otto Steen Due og vi var hjertevenner. Han var en fantastisk kender af oldgræsk og latin og har nyoversat Iliaden, Odysseen og Virgils Æneide.

Men ved alle institutter var det slut med "professorvældet".

Nu under coronaens hærgen har professorvældet fået en utrolig renæssance specielt i dansk TV. Det er åbenbart utroligt hvad man idag kan blive professor i. Man spørger gudhjælpemig sig selv om man simpelthen opfinder nye fag alene for man kan blive professor i det? Hvad bliver det næste? Undertitlen "Professor i yverlængden på den nedreandalusiske klatreged"? Der er tilsyneladende så mange af dem at titlen er ved totalt at miste sin mening. Og det er vel egentlig kun godt i vort titelfikserede og statusgale lille land. Men det er lidt sørgeligt for en gammel, akademisk hugaf at se at 70ernes opgør med professorvældet totalt er gået i glemmebogen.

 

KVINDESAG I EN MANDSVERDEN     16.04.2021

 

 

 

Et overordnet og generelt blik på verdenshistorien, op og til med i dag, er at vi altid og overalt har levet i en verden skabt, på godt og ondt, af mænd. Det gælder alle politiske systemer og forfatningsformer og det gælder industrialismen - og de opfindelser den forudsætter - og det gælder uheldigvis også ideologier, verdenskrige og masseudryddelser. Og naturligvis også demokrati og den moderne, teknologiske virkelighed.

Kvinder, siden suffragetternes dage omkring 1900 tallet og til idag, der vil træde ind på verdenshistoriens scene og proklamere ligeberettigelse, træder således ind i en verden, der er skabt af mænd og derfor kan siges at bære præg af den maskuline ethos.

Der har været ganske få magtfulde kvinder i verdenshistorien. En af dem var Elizabeth I , der regerede England på Shakespeare´s tid, og vor egen Margrethe af Norge (Nej, den såkaldte Margrethe I af Danmark har aldrig været salvet dronning af Danmark - det er en monarkistisk tilsnigelse. Margrethe af Norge skabte Kalmarunionen).

Hvad vi mænd har kunnet håbe på er, at vi med kvindernes ligeberettigelse og medindflydelse kunne få et ægte feminint træk ind i historien. Men nej. Kvinder der træder ind i ledende stillinger i politik og erhvervsliv, og dermed får magt, synes fuldt ud at acceptere de maskuline spilleregler og  påtage sig den maskuline ethos.De adopterer ukritisk oprindeligt maskuline værdinormer.

De to dronninger, jeg har nævnt, var ikke meget bedre. Når Shakespeare krydsede London Bridge så han dagligt nye, afhuggede hoveder sat på lange stager til skræk og advarsel. Elizabeth I så (især katolske) sammensværgelser overalt. Og Margrethe af Norge måtte naturligvis spille sit magtspil i Norden på mandlige politikeres og monarkers betingelser.

Det er lidt synd, at vi ikke, med kvindernes opdukken i politik, erhvervsliv, medier og i kunstformerne får et mere feminint indslag i vor hverdag. Er deres nyfundne magt og indflydelse stadigvæk et så nyt fænomen, at kvinder endnu ikke har fundet sig selv og qua kvinder har gjort deres kvindelighed gældende?

 

 

ET NYT FOLEKFÆRD      12.04.2021
 

 

Noget tyder på vi i det moderne samfund er blevet konfronteret med et nyt folkefærd. Ikke nyt som sådan, for det har altid været der, men en gruppe, der nu har fået deres eget navn og, om man vil, deres egen identitet og karakteristika.

Jeg taler om de såkaldte "tweens". Ordet kommer (naturligvis) fra vore venner i USA og det dækker børn fra ca. 8 år til ca. 12-13 år, hvor denne gruppe bliver teenagere. De er ikke længere børn men heller ikke teenagere, og dermed kønsmodne, med alle de vanskeligheder, der følger med dette. Forskere mener imidlertid at hormonale forandringer indtræder før idag end i fortiden.

De har mange andre karakteristika. Det kan ikke undre os de næsten alle er IT - eksperter med forstand på internet, de sociale medier, mobiltelefon,ipad og TV. De er fuldt bevidste om forskellige brands af mærketøj. De ligger stærkt under for gruppepres, ikke mindst på dette område, og mange har let adgang til deres forældres pengepung,og man kan undre sig over hvad der vil ske med dem, når pengestrømmen holder op. Legetøjsforretninger er også påvirket af denne udvikling og er ved at tilpasse sig med nye tilbud til netop denne gruppe.

En tween kan godt allerede i det, mange ville kalde barnealderen, blive ofre for stress. Der er lektierne, tests, manglende søvn og en over-booket kalender. De er, med andre ord, fra en tidlig alder, små voksne.

Da romantikken brød ud omkring år 1800 beklagede Rousseau sig over, at man i den forudgående periode (oplysningstiden) havde behandlet børn som små voksne. Istedet skulle de nu følge naturens diktater uden indflydelse fra fra den voksne værdi-verden. Det pædagogiske nøgleværk på dette punkt er Rousseau´s værk "Emile" som jeg har haft den fornøjelse at undervise i på et aftenhold. Allerede på de første sider får man det pædagogiske program, moderne pædagogik gik ind for i 60erne og 70erne.

Nu lader denne epoke til at være endegyldigt ovre.

Vi er konfronteret med "tweens" der, ihvertfald når de dukker op i TV (f.eks. Godmorgen Danmark), optræder som små voksne, skønt de kun er børn.

Det kan faktisk virke lidt grotesk, men der er næppe nogen vej tilbage.

 

DIALEKTEN FRA BROERNE     06.04.2021

 

Jeg nød, som utvivlsomt mange andre, Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per i påsken. Også på trods af en latterlig lille anakronisme, som da eks-kæresten, jødinden Jacobe, vil finansiere en skole for fattige børn for at ændre deres "sociale arv". Dette udtryk fandtes næppe i 1800 tallet!

Noget andet i vort lille land, hvis hovedstad er enevældens by København, er at høre den københavnske dialekt talt af folk, der, ifølge fiktionen, er født og opdraget i Vestjylland. Som nu i filmen Lykke-Per, Pers vestjyske lille hustru.

Bevares vi jyder har været vant til det i mangfoldige år, ja i århundreder. Jeg ved ikke om personerne i de gamle Morten Korch film, hvor det altid drejer sig om "gården", alle er udflyttede københavnere? Vi jyder er sindige mennesker, og alt for taknemlige for de kulturtiltag, der kommer fra hovedstaden ( man hører f.eks. næsten kun den københavnske dialekt i dansk TV).

Historisk går dette tilbage til lige før enevældens indførelse.

En vis Laurids Kok udtalte mellem 1650 og 1660 (enevælden indførtes 1660): "Iblandt det danske sprogs dialekter anses den sjællandske for at rage så højt op som Cypressen iblandt svaje Ulvsrønne".

Og nej. Den københavnske dialekt er ikke rigsdansk. Tonefaldet er tydeligvist københavnsk.

Det er dialekten fra broerne.

Hvad vil en englænder sige, hvis han i en film, eller i teatret, hørte en person, der ifølge fiktionen er født og opvokset i f.eks. Wales, tale uforfalsket cockney? Det ville nok afføde en del moro.

For sandheden er jo at den københavnske dialekts allestedsnærværelse i vore medier er et dybt provinsielt træk. 

Vi jyder og fynboer bør være mere bevidste overfor denne sproglige imperialisme.

 

VORT SPROG OG VOR HISTORIE      28.03.2021
 

 

For mange vil det ikke være ukendt at vi danskere taler et såkaldt "indo-europæisk" sprog. Der er flere end 100 undersprog under denne umådeligt brede vifte og vi tilhører den undergruppe, der kaldes "Den germanske sproggruppe". Dette gør både Tyskland, de skandinaviske lande (undtagen Finland) og England.

Nu vil der være mange, der måske her trækker på skuldrene og tænker: "Og hvad så?" Jeg tror iøvrigt heller ikke sproglige forhold spiller den store rolle i hvad der er tilbage af historieundervisning i folkeskole og gymnasium.

Sprog og historie hænger imidlertid intimt sammen. Min søn har netop foræret mig et digert værk om indo-europæiske sprogrødder i engelsk. Og der er nok at tage fat på!

Lad mig illustrere vigtigheden af sproghistorie ved at komme med den måske overraskende udtalelse at det danske ord "at købe" såmænd kommer fra latin! Hvem skulle nu have troet det, men det gør det.

Romerrigets grænser gik ved Rhinen og nordpå lå kun de uigennemtrængelige skove og spredte primitive bebyggelser. Romerne kaldte det Germania Interior.

På sydsiden af Rhinen havde romerske handelsfolk bygget en lang række af hvad man kunne kalde "blandede landhandeler". De solgte raffinerede produkter fra den langt mere avancerede, romerske civilisation. Ikke mindst glasperler, der stod i høj kurs som smykker blandt os germanere. En sådan romersk landhandler kaldtes på latin en "caupo". Vi har i Danmark fundet jernaldergrave med overklassekvinder med smykker af glasperler. Til gengæld for den slags simili smykker fik romerne utvivlsom kostbare huder fra pelsdyr, der var i høj kurs blandt romerske damer.

Og hvad så? kunne man spørge. Jo, det tyske ord "kaufen" kommer fra det latinske "caupo" (den blandede landhandler). Og minsandten om det danske ord "købe" ikke er en fordanskning af det tyske "kaufen".

Så sprog og historie er uadskilleligt forbundne størrelser.

 

FORARGELSENS VÆSEN      24.03.2021
 

 

Jeg har haft den fornøjelse i mit snart lange liv at have haft 2 nære, italienske venner, som jeg har været meget tæt på.

En ting der mange gange har slået mig i deres selskab er at de har været ude af stand til at blive forargede. De kendte, til forskel fra os danskere, simpelthen ikke følelsen forargelse. For os danskeres vedkommende er vi jo, i modsætning til dem, nærmest eksperter i at føle forargelse. Store dele af den letbenede formiddagspresse har jo simpelthen slået sig op på, og overlever på, følelsen forargelse.

Man har gisnet om hvorfor. Nogle danskere vil måske sige (igen et udslag af protestantisk forargelse) at når man har haft dybt korrupte paver som Bonifacius VIII og Alexander VI i sin midte er det udelukket man kan blive forarget længere.

En dansk sociolog, Svend Ranulf, har skrevet et værk om oprindelsen til følelsen forargelse. Den findes kun på engelsk og hedder: "Moral Indignation and the Rise of the Middle Classes". Han definerer følelsen forargelse som "A disinterested desire to inflict revenge"( det kan vel nærmest oversættes "en uinvolveret trang til at påføre hævn".

Ranulf mener at følelsen opstod da middelklassen, der dengang bestod af f.eks. købmænd og byernes bedre klasser, vandt herredømmet i Nordeuropa med den protestantiske reformation (Danmark 1536). Der eksisterer idag, blandt mange historikere og sociologer, den opfattelse, at reformationen var bourgeoisiets sejr over middelalderens feudale ordning. Jeg kan ikke udelukke, at der er noget om snakken. Jeg tilhører selv romerkirken og selv idag, 500 år efter, trives forargelsen over den katolske kirke og al dens væsen i bedste velgående. Den lidt ældre generation lirer straks, når jeg siger,jeg er katolik, smøren af om pengene der på kistebunden klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer.

Svend Ranulfs værk i i høj grad læseværdig og den har mine varmeste anbefalinger.

 

 

ER DANMARK (IGEN) EN TOTALITÆR STAT?    21.03.2021

 

Når jeg er på vej om formiddagen for at søge selskab inde i byen, hænder det ofte at jeg løber ind i en flok børn der overvåges af et par pædagoger.

Ja ja! "Statens børn" er den tanke, der løber igennem mit hovede. Far og mor er på arbejde for at kunne opretholde det materielle eksistensniveau, vi er blevet vant til. Jeg har før skrevet et læserbrev kaldet "Drabet på familien". Vi ved nemlig fra det katolske Sydeuropa at jo stærkere familien står i en kultur, jo svagere står staten og det offentlige system.

Danmark har siden ihvertfald 1660 ved indførelsen af Enevælden været extremt topstyret. Og med landbrugsreformerne i 1780erne og grundlovens indførelse i 1849 skete der i grunden ikke de store forandringer. En historiker har sagt at Enevælden stadig i høj grad er iblandt os. Som han udtrykker det "stak det moderne Danmark fødderne i de tøfler Enevælden havde efterladt".

Det danske folk har aldrig stået suverænt med magten i sine hænder. Landboreformerne indførtes af landadelen, også fordi det gamle system ikke længere kunne betale sig. Grundloven skabtes af den nationalliberale, danske elite.

Så man kan sige at man fra topstyringens side blot har udvidet sin folkelige magtbasis nedefter. Vi har ikke som det franske folk stået suverænt med magten over adel, kirke og kongehus. Irerne har prøvet det samme da de gjorde op med det engelske styre og indførte en katolsk republik.

Det er om disse principielle spørgsmål diskussionen om de danske børn i Syrien drejer sig. Men det er en debat om statens kontra familiens magt, vi burde have taget for længe siden.

Personligt er jeg republikaner. Jeg har intet personligt mod medlemmerne af kongehuset men det danske monarki er indbegrebet af den topstyring det danske folk har lidt under i et årtusinde. Derfor vil jeg af med kongehuset. Det er en principiel sag. Og derefter må liberale partier prøve at rulle statsmagt og bureaukrati tilbage så folket igen bliver en myndig faktor hvilket det ikke har været siden valgkongedømmet i middelalderen.

 

 

DA ORDET SLÆGT BETØD NOGET     13.03.2021
 

 

Jeg er opvokset på slægtsgården Fruelund et par km. øst for Give. Den blev bygget i 1790erne og var stadig i slægtens ejendom, da jeg voksede op i 50erne og 60erne. Nu er bygningerne blot én af Danmarks tusindvis af gamle gårde, der ligger i ruiner.

Da jeg var barn levede min bedstemor stadig (i 50erne). Jeg husker hende som en krumbøjet, ældre dame, der var blevet sortseer og som græd meget.

Nu først,via slægtninge og en gammel tjenestekarl på gården, får  jeg forklaringen.

Da gården var blevet overladt til min mor og far (den blev naturligvis i slægten) levede min bedstemor og en gammel bestyrer på aftægt på gården Jeg husker dem begge. 

 Der blev ikke talt om alderdomshjem..

Det var på et tidspunkt i i danmarkshistorien, hvor der blev indført en alderspension, der dengang kaldtes "aldersrente".

Min gamle bedstemor blev nu opfordret af yngre efterkommere til at søge denne  såkaldte "aldersrente". Som det er blevet mig fortalt af en tidligere karl på gården regnedes gården stadig på Give egnen ikke alene som en gammel slægtsgård men også som en "velhavergård". Og som sådan havde min bedstemor overtaget den som datter gift med en landmand, min bedstefar. Og nu opfordrede man altså denne gamle enke, der i 30ernes krisetider sammen med sin bestyrer havde ført gården videre i slægten, til at søge denne nymodens "aldersrente". Man forklarede hende, at hun kunne jo give pengene til den gamle bestyrer, der vist ovenikøbet havde skudt lidt løn i gården i de kritiske 30ere.

Hun må have været rystet.

I den fortid hun kendte havde der jo kun eksisteret FATTIGHJÆLP.. Denne har faktisk eksisteret i Danmark siden Marie Grubbes tid i renæssancen, da denne deklasserede adelsdame faktisk årligt modtog 2 rigsdaler årligt i FATTIGHJÆLP.

Min bedstemor må have været dybt rystet.Havde hun svigtet sin slægt gennem mange generationer og bragt gården på på fattigdommens rand, siden hun nu blev tilbudt fattighjælp?

For en kvinde som hende, og for mange i lignende situationer i fortiden,har det været ordet SLÆGT det var nøgleordet. Idag tænkes den slags kun ind i ugebladenes palaver om fyrstelige familier.

Der gik hun så og smågræd over den parklignende haves pelargonier over måske at have sat alt overstyr, når man nu tilbød hende fattighjælp. Den slags bør en god historielærer fortælle om i gymnasieklassen.

  

REPLIK, IVAN BAAD         21.03.2021

 

 

I min slægt har udspundet sig en lignende historie. Min farfar og farmor hed hhv. Hans og Karen Andersen. Hun var datter af Hans Baad Poulsen, min oldefar og havde 4 søskende. Han var yderst velhavende og forærede sine 5 børn hver en gård. I dag ville en gård, man kan leve af, koste i intervallet 40 - 100 mio. kr. Karen og Hans fik Tykhøjetgård i 1910, som de drev frem til medio 1954, hvor min farbror tog over, og de gik på aftægt, som det hed. 

 

De købte sig et hus til deres tredje alder, og så skulle Hans have aldersrente - kun forsørgeren fik. Men den aldersrente vil han ikke have. Han havde alrig motaget én krone fra det offentlige, så nix - det kom ikke på tale. Det står ikke helt klart, hvad baggrunden var, men sognerådet, som man stadig havde, oprettede en konto i den lokale sparekasse i Hans´ navn. Han tøede dog op efter nogle år, da der efterhånden stod en mindre formue på kontoen, som han jo måtte skrive på selvangivelsen. 

 

Til sidst tog han så aldersrenten til nåde, da det jo ikke kunne være anderledes.

 

En anden gård Hans Baad Poulsen købte og forærede væk var Stenbrogård, der i dag er Give Egnens Museum og nabo til Fruelund. Den gik i 1915 til datteren Martha, der var gift med Anton Seidelin.

 

 

HVOR LANGT RÆKKER IMMUNITETEN?        07.03.2021
 

 

Prinsesse Margaret, Dronningen af Englands lillesøster, fik d.13 marts 2001 en bøde på 400£ for at have kørt alt for hurtigt i sin Bentley. Der var ingen nåde at hente på trods af at hun er et højtstående medlem af den engelske kongefamilie (Huset Windsor). Hun måtte stå skoleret for en dommer.

Dette rejser spørgsmålet om hvor langt den legale immunitet rækker i det danske kongehus (Glücksborgerne)? Vi husker alle kronprinsens tur over storebæltsbroen en uvejrsaften, hvilket på det tidspunkt var forbudt ifølge dansk lov.

Er f.eks. Prins Ingolf og Alexandras børn med Prins Joakim legalt immune for retsforfølgelse? Og er de ikke det, så kan man spørge sig selv om nogen dansk betjent turde arrestere selv fjerne medlemmer af kongehuset?

Har Grundloven noget svar på dette? Efter sigende skulle halvdelen af Grundloven af 1849 handle om kongehusets status.

   

REPLIK, IVAN BAAD

Tror ikke kronprinsen begik noget ulovligt i tilknytning til den famøse køretur. Se HER.

Den oprindelige grundlov fra 1849 kan læses HER.

Og den aktuelle, der senest er ændret i 1953, kan læses HER

 

STÅR DRONNINGEN OVER GUD?     13.02.2021
 

 

Blasfemiparagraffen er fornyligt blevet fjernet fra dansk lovgivning. Derimod er paragraf 115 i straffeloven mod majestætsfornærmelse 

(lesé majesté) ikke blevet fjernet.

Signalet er klart: man må spotte Gud af hjertens lyst men ikke dronningen. Dronningen står med andre ord i dansk lovgivning over Gud.

Man må være atheist men ikke republikaner og anti-monarkist.

Der har været sager fremme i folketinget om hvorvidt overbeviste republikanere må blive siddende, når dronningen træder ind for at åbne tinget. Jeg husker ikke resultatet.

Det undrer mig at det danske kongehus får en så positiv presse i mange danske historiebøger.

Ikke mange ved, at digteren Peter Andreas Heiberg nytårsnat år 1800 ( omkring 15 år efter den franske revolution) måtte gå i eksil i Paris for at have sagt: "Ordner hænger man på idioter" eller at republikaneren Dr. Jacob Dampe måtte sidde i enefængsel på Kristiansø i i 38 år for at have stiftet en sammensværgelse mod Enevælden.

Dampe var ikke nogen knækket mand, da han kom ud fra sit fængsel i året før Grundloven (1848). Han begyndte at udgive flyveblade, hvor han stillede spørgsmål ved ministeriernes (kancellierne under enevælden) departementschefer, der kun kunne (og kan!) ansættes og afskediges af majestæten selv.

Ministre kommer og går. Embedsværket består. Det er et levn fra enevælden man i høj grad kan stille spørgsmål ved.

 

HVAD MENES DER MED "UDANSK"    05.02.2021
 

 

I et læserbrev fra 1. februar argumenterer Poul Rand for at " Det er udansk at brænde flag og personrelaterede dukker af, uanset politisk tilhørsforhold".

Nu er begrebet "udansk" jo et uhyre vidt begreb. Der kan skrives biblioteker om, hvad der er "udansk", men som vi alligevel har taget til os. Katolsk kristendom, som vi tog til os i vikingetiden, var udansk. Det samme var reformationen i 1536. Holbergs komedier var imitationer af den franske komediedigter Corneille og 1800 tallets nationalromantik var af tysk oprindelse.

Men for at blive ved det politiske. Jeg havde i sin tid en bekendt, der var gynækolog. Han fortalte mig, at han som led i sin uddannelse havde set fotografier af kvindelige kønsdele som danske "frihedskæmpere" ved retsopgøret efter befrielsen i 1945 havde hældt svovlsyre op i.

Dette var uhyre dansk og man gjorde det i et voldsomt anfald af dansk nationalisme. Mere "dansk" kan noget vel ikke være.

Det kan ikke være behageligt at få svovlsyre hældt op i ens vagina. Heller ikke af danskere på hævntogt.

Man skal være lidt forsigtig med at stemple noget som "dansk" og andet som "udansk".

 

 DEN JYSKE DIALEKTS ALDER            28.01.2021 
 

 

Da jeg var en lille bondedreng på gården Fruelund øst for Give (som jeg er opkaldt efter) var det en af mine opgaver om sommeren at jage køerne hjem om aftnen til malkning.

Jeg havde en kæp og med råbet "Bos! bos!" jog jeg dem hjemad.

Ordet bos er aldrig gået ind i rigsdansk og er sikkert gammel jysk dialekt.

Stor var min forbløffelse da jeg, langt senere i livet, begyndte at studere klassisk filologi (græsk og latin) ved Århus universitet.

Det viser sig nemlig at okse på latin faktisk hedder "bos" og på oldgræsk "bous".

Græsk og latin er , ved siden af sanskrit, to at vore bedst overleverede, indo-europæiske oldtidssprog. Dansk tilhører den germanske fløj af indoeuropæisk.

I århundreder har man grundet over hvor vore fjerne, indo-euroeuropæiske forfædre kom fra. Det man på tysk benævner vort "Urheimat". Det sidste seriøse bud, jeg har set, er hvor floden Dnieper løber ud i Sortehavet. Der har man fundet de ældste hestebidsler af metal, så man kan formode at det var det folkeslag der tæmmede hesten og gjorde den til et ridedyr.Dette ville have givet dem en langt større "aktionsradius" end de omkringboende folkefærd ifølge forskerne. Vi er altså tilbage i Den yngre Stenalder.

Man kan ikke udelukke at Egtvedpigen har, ligesom jeg i min barndom, råbt "bos! bos!" når hun gennede køerne hjem til malkning.

 

 

MÅSKE IKKE ...      13.01.2021
 

 

Jeg har før nævnt i dette forum at jeg har en del erfaringer fra pubberne i Irland - især pubberne i Dublin. Jeg har også nævnt at konversationen i disse pubs sjældent (som det desværre sker i Danmark) drejer sig om arbejde eller emner, der relaterer til penge.

Jeg løb engang ind i følgende gudsbevis fremsat af en noget anløben dubliner:

"Hvad forudsætter eksistensen af hvad?" lød spørgsmålet, "forudsætter lyset eksistensen af øjet eller omvendt?"

Nej det er ikke den med hønen og ægget.

Naturligvis forudsætter øjet eksistensen af lyset. Det er jo et biologisk baseret, optisk instrument bygget til at opfatte lys.

Vi gik så videre til de andre sanser. Næsen forudsætter eksistensen af dufte, øret forudsætter eksistensen af lyd, smagsløgene eksistensen af ting vi kan smage og følesansen forudsætter eksistensen af noget at berøre.

"Men hvad så med hjernen?" fortsatte dublineren," Hjernen er et tanke-instrument så forudsætter den egentlig ikke eksistensen af tanken? Det er vel ikke anderledes med hjernen, der forholder sig til det tænkbare som sanserne forholder sig til det sansbare?"

Jeg kunne ikke modsige ham. Vi endte med at fastslå, at havde tanken om tanken ikke eksisteret enten i eller udenfor universet, var hjernen ikke ad evolutionens vej blevet konstrueret til at tænke tanker.

"Hvem tænkte så den første tanke?" spurgte jeg ham.

"Jo", sagde han,"Se på Johannes evangeliet 1.1. Der står "i begyndelsen var Ordet osv."

Ordet er oversat fra græsk, hvor det hedder LOGOS.  Logos kan også betyde tænkning.

Tænk over det!"

 

TRADITION ELLER DYNAMIK       07.01.2021

 

Denne titel dækker over den problemstilling, der består i om hver generation skal finde sine egne værdier uden at lytte til forældregenerationen, eller om de, som i mere traditionelle samfund end nutidens Danmark, skal indlæres med forudgående generationers værdier?

Jeg selv er vokset op på en gård på landet og på landet i Danmark dengang stilledes der ikke spørgsmål ved de værdier, vi blev opdraget med. De var underforståede. De "lå i luften" som uskrevne regler for hvad man gør og hvad man ikke gør. Mange af disse værdier var sikkert århundreder gamle. Samfundet dengang på landet var et traditionelt samfund.

Skønt det er en grov skelnen mener jeg man i Europa idag kan skelne mellem traditionelle samfund og dynamiske samfund. De fleste katolske lande, i Syden og  Irland (og tildels også det "konservative" England) er traditionelle samfund og skal man begå sig i sådanne samfund må man rette sig efter de præmisser, som forudgående generationer har lagt. Den overleverede religion har stadig stor magt over sindene. I en græsk landsby, hvor jeg boede en årrække, er kirken fyldt af alle generationer til søndagsmessen, ligesom også i Irland, hvor jeg har boet.

Det er derimod en almindelig opfattelse i Danmark, at hver generation skal finde sine egne værdier at leve på. Det har det været i mange år. Hvem af min årgang husker ikke betegnelsen "generationen der snublede i starten" som forfatteren Jacob Paludan kaldte sin romanfigur Jørgen Steins generation.

Som blot een lille detalje i traditionelle samfund så oplæres den kommende generation i hvorledes man opfører sig i en pub eller taverna. De må adlyde den ældre generations fastlagte regler. Når en gymnasieklasse kommer på pub i Danmark opfører den sig fuldstændig efter forgodtbefindende og er fuldstændig ligeglad med de voksne stamkunder.

Den slags er uhørt i traditionelle samfund.

Er det fordi ungdommen idag ikke er blevet opdraget af forældrene, men af pædagoger og lærere, hvoraf nogle sikkert tror de bygger på "videnskabelige" principper? Tyrkertroen på "videnskaben" er blevet Danmarks dominerende religion

Vi har i Danmark kastet alt for meget overbord uden at spekulere på, om det der fulgte efter, var bedre eller dårligere. Det kan delvis være en gammel overtro om evig fremskridt, der går tilbage til 1800 tallets optagethed af "evolution" .Noget af det kan skyldes den prøjsiske filosof Hegels teori om en Verdensånd ("Weltgeist") der åbenbarer sig ned gennem den evigt fremadskridende historie, hvorfor alt nyt er bedre end alt gammelt. Hele Søren Kierkegaards værk kan ses som en kritik af Hegels filosofi og hegelianismen. Det er måske på tide vi danskere begynder at lytte lidt mere til vor egen filosof end til prøjseren Hegel, der bildte sig selv ind han var denne Verdensånds hidtil nyeste profet.

 

 TANKER OM THE BIG BANG      25.12.2020   
 

 

Som flertallet ved, er den nuværende, fremherskende teori om universets opståen den  såkaldte Big Bang teori. For en 13-15 milliarder opstod tid og rum. Førhen eksisterede intet materielt. Man forstiller sig at en "ur-partikel" opstod, i hvilken der var en uhyre tæthed, ja en sådan tæthed, at al materie i det nuværende univers var indeholdt i den!

Nu har jeg imidlertid et spørgsmål: Når der oprindeligt hverken eksisterede tid eller rum, HVOR skulle så denne "urpartikel" opholde sig? Når der ikke er noget rum bliver spørgsmålet "hvor" meningsløst.

Filosoffen Immanuel Kant hævder den menneskelige hjerne er bygget således at vi kun kan begribe fænomener indenfor de 3 kategorier tid, rum og årsag (med årsag mener han vi kun kan begribe ting, der er led i en årsagssammenhæng).

Det er jeg enig med Kant i.

Men den med urpartiklen hopper jeg ikke på. Astronomer og kosmologer vil for enhver pris undgå begrebet Skabelse af Intet. For det forudsætter Gud. Og da næsten alle af dem nægter eksistensen af noget, der ikke er materielt, så er der ikke plads til Gud.

Jeg kan ikke se, der her er nogen vej udenom Gud. Kristus sagde "Gud er Ånd" og ånd er som bekendt ikke materiel. At ateistiske kosmologer nægter eksistensen af noget ikke- materielt er faktisk absurd. For ikke engang deres egne tanker er materielle. Og de er os allernærmest.

Jeg ser ingen anden mulighed for universets opståen end at den er skabt af en evig ånd, Gud, ud af intet. Ateismen breder sig i Danmark, men jeg hopper først på den, når man forklarer mig, hvordan et HVOR kan eksistere, hvor der ikke er noget RUM.

 

REPLIK, ULRIK GRÃS      27.12.2020

 

 

...virkelig smukt skrevet åndelighed, værd at forsvare for de troende - som en betryggende bastion, en henført position mellem tidens udbud af identitet og religion, røde, blå, grønne, sorte, gule i en synkende verden - med ønsket om et godt nytår til Børge og hans proselytter samt en hilsen fra dybet under Noas Ark, Ulrik. 

 

REPLIK,  IVAN BAAD      27.12.2020

 

 

Yderst spændende tanker. 

Jeg skal ikke bevæge mig bredt ud om Big Bang generelt, men lige et enkelt indspark. 

Teorien blev udviklet af en russisk og en belgisk videnskabsmand. Sidstnævnte hed Georges Lemaitre. 

Foruden sit professorat i fysik var han også romersk-katolsk præst - og måske altså også ateistisk kosmolog? Hvem ved?

Albert Einstein, der var jøde, sagde en gang: En teori, der ikke kan forklares, er nonsens. På den måde kom han dig i møde. Men han arbejdede med tingene og udviklede et begreb han kaldte rumtid - en firedimenssionel beskrivelse af tid, masse, rum og lys. Den er siden blevet bevist sand af mange videnskabsmænd. Den belyser din problematik. 

 

REPLIK, JOHN IB      28.12.2020
 

 

Godt nytår til alle der læser med.

Big Bang

Kan en astrofysiker tro på en Gud?

Jeg nåede knapt nok at synke det sidste stykke and fra julemiddagen før du Børge, endnu engang kommer og forstyrrer på den gode måde.

Big Bang teorien, tid, rum og årsag, Gud er ånd, skabelse af intet, ur-partikel og andre hjerneskærende emner skriver du om i dit læserbrev. Og lige i juledagene, hvor vi fejrer Guds søns fødselsdag. Får man da aldrig ro til at spise ordentligt igennem. (:

Børge stiller dette store spørgsmål: kan noget blive skabt ud af intet?

I læserbrevet er han inde på tre mulige svar:

  1. Ud fra vores almindelige logik, må svaret være et rungende nej
  2. Jeg ser ingen anden mulighed for universets opståen end at den er skabt af en evig ånd, Gud, ud af intet
  3. Big Bang opstod ud af en såkaldt ur-partikel

Det er tre svar på et yders vanskeligt spørgsmål, og det ene svar er lige så godt som det andet, for ingen kender det rigtige svar.

Jeg vil forsøge at se spørgsmålet fra en anden vinkel. Blandt andet Inspireret af følgende Albert Einsteins citat:

”Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang som skabte dem”

Når Børge stiller spørgsmålet: kan noget blive skabt ud af intet? Går vi straks i gang med at finde svaret. Naturvidenskabsmanden (kvinden) gør det på en måde, mystikeren gør det på en anden måde og andre gør det på en tredje måde.

Hvad hvis vi ikke søgte svaret, men i stedet blev ved spørgsmålet, vred os fri af den vane at finde svar, og i stedet, igen og igen undersøgte spørgsmålet. Turde træde ud i det tomme rum og bevarede nysgerrigheden. Gik hinsides det kendte og ikke gjorde det til et projekt at finde det rigtige svar.

Uden modet til at give slip og bevæge sig i det tomme rum, var der ingen forskning, ingen fremskridt, ingen personlig eller kollektiv udvikling. Og det kan faktisk være ret sjovt at bestemme sig for, en formiddag, at undersøge spørgsmål i stedet for at lede efter svar.

Kan en astrofysiker tro på en Gud? spørger jeg om i første linje. Det er da værd at undersøge.

Og jeg troede bare jeg skulle trisse lidt rundt her i juledagene og blandt andet læse i Ulriks fremragende novellesamling, Galgenfugle.

Men så kom Børge med hans Big Bang. (:

Tak for det.

Godt Nytår

 

KAN MENNESKET RUMMES AF VIDENSKABEN     07.12.2020

 

Jeg har de største respekt for de resultater erfaringsvidenskaberne ( de såkaldt empiriske videnskaber) har skænket menneskeheden. Jeg tænker på videnskaber som lægevidenskaben, fysik og kemi og den gruppe af videnskaber.  Vi har udryddet mange sygdomme, vi bor i opvarmede huse, vi transporteres af biler, ja vi går på Månen og en dag går der måske mennesker på Mars. 

I analogi med denne række af videnskaber er der også opstået en række såkaldte videnskaber, der som deres genstand har mennesket selv: Jeg tænker på videnskaber som anthropologi, psykologi, sociologi, psykiatri med videre.

Disse videnskaber postulerer at mennesket som fænomen kan analyseres til bunds ad videnskabelig vej.

Her opstår mine tvivl.

Vi er efter min mening inde på et område som de store filosoffer og kunstnere har grublet over i årtusinder. Mange har fundet løsningerne hos de store religionsstiftere som den persiske Zoroaster, Buddha og Jesus Kristus. Andre hos filosoffer som Sokrates, Platon, Plotin og Thomas Aquinas.

Vi er med andre ord inde på problemstillinger der ikke kan løses af erfaringsvidenskaberne og ad empirisk vej.Der er efter min ringe mening langt større menneskekundskab hos Shakespeare end i den samlede psykologi eller psykiatri. Og ikke alene det. "Videnskaber" som psykologi, psykiatri og anthropologi nedgør mennesket som var vi blot højerestående dyr. Førhen i europæisk selvforståelse skulle vi respekteres idet vi er skabt i Guds billede. Denne nedgørelse af mennesket burde man i vor tid være forsigtig med i lyset af de grusomheder atheistiske ideologier som nazisme, "kommunisme" og maoisme har påført menneskeheden.

Mennesket kan ikke rummes af disse videnskaber, skønt de gerne vil tro om sig selv at de er lige så eksakte som erfaringsvidenskaberne. Vi er og bliver en gåde for os selv.

 

REPLIK af John Ib    08.12.2020 

 

Jeg er helt enig med Børge, når han skriver: ”at mennesket er og bliver en gåde for sig selv.”

 At påstå at mennesket kan analyseres til bunds ad videnskabelig vej er, hvis man tænker nærmere over det, en radikal indskrænkning af menneskets potentiale.

Angående kunstens betydning for mennesket skriver Børge denne fremragende sætning: ”Der er efter min ringe mening langt større menneskekundskab hos Shakespeare end i den samlede psykologi eller psykiatri.”

Børge har i andre indlæg været omkring et par af de store filosoffer, som Kant og Schopenhauer, der intenst har beskrevet kunstens betydning og muligheder.

Og nu frem med overlærens røde kuglepen. Du har lavet en lille skønhedsfejl, når du skriver: ” at mange har fundet løsninger hos de store religionsstiftere…”

Filosofien går ikke efter løsninger, men kærligheden til viden, som ordet filosofi jo betyder. (Det ved jeg godt, at du ved. Når jeg alligevel gør opmærksom på det, er det fordi jeg er så træt af løsningsforslag) (:

Der er en tendens til at alt skal i en form, skal kategoriseres, diagnosticeres. Hermed risikerer vi at indskrænke begreberne og dermed tabe betydninger.

Som den indiske filosof Krishnamurti skriver: ”Når vi siger fuglens navn, mister vi noget af fuglen.”

Heldigvis har vi videnskaben med dens grundighed og kreativitet, som har skaffet os biler og varme huse, som Børge skriver. Og jeg kan tilføje: som på kun et år, har skaffet os en corona vaccine. Det er jo fantastisk.

For ikke at gå forkert i byen når vi kritiserer de videnskabelige metoder, er det vigtigt at vide hvad det er for en videnskab vi snakker om? Er det naturvidenskab der primært undersøger naturlovene. Er det humaniora der forsøger at forstå menneskers motiver, meninger og intentioner, eller er det samfundsvidenskab, der undersøger hvordan mennesker lever i samfund.

Nogle videnskaber er finere end andre. I vores vestlige kultur indtager naturvidenskaben første pladsen. Hvis vi tager mit eget fag psykologien, som jo i udgangspunktet er et humanistisk fag, ser jeg en tendens til at Dansk Psykolog Forening går i den naturvidenskabelige retning. Måske for at få samme anerkendelse og magt som lægerne. Det kan betyde at psykologen primært bruger metoder der kan vejes og måles, og hvor psykologen i terapien sidder med store mængder spørgeskemaer, og hvordan har du det på en skala fra et til ti spørgsmål. Alt sammen noget som risikerer at blokere for den altafgørende kontakt mellem psykolog og den der skal hjælpes.

Men vi er også en del psykologer som går i en anden retning, hvor vi godt kender til vigtigheden af at inddrage filosofien i en samklang med psykologien. Hvor vi ved, at vi aldrig vil forstå mennesket 100 %. Hvor vi respektfuld undersøger sammen og finder her og nu muligheder.

Afslutningsvis vil jeg påstå, at selv den mest hardcore naturvidenskabsmand, nogle gange accepterer metafysikken med dens interesse for forholdet mellem sjæl og legeme, hvad er bevidsthed, viljens frihed, tiden og rummets natur, universets opståen m.m (Men det er ikke sikkert at han siger det til nogen.)

Tak fordi du holder gryden i kog Børge

 

 

DUBLIK, Børge       08.12.2020

 

Mange tak for dine venlige og til tider rosende kommentarer, kære John Ib.

Jo jeg tænkte før jeg faldt i søvn på netop de videnskaber, som f.eks psykologi, psykiatri, sociologi og anthropologi, der idag befinder sig i en gråzone mellem de videnskaber , vi bredt kalder humaniora, og de empiriske videnskaber.

Man søger at placere sig blandt de empiriske videnskaber ved at kvantificere hvad der, i min bog, altid vil være kvalitativt.

Mine fag er jo latin og oldtidskundskab og jeg kan da bidrage med en oplysning, som du måske vil finde interessant. Det var den romerske taler, politiker og filosof Cicero, der faktisk skabte de 2 begreber QUALITAS og QUANTITAS. De er dannet af de to latinske adverbier QUALIS og QUANTUM og han dannede dem som neologismer, da han skulle oversætte nogle begreber i græsk filosofi til latin.

Det er værd at overveje. Tænk hvilken enorm betydning disse nyskabelser har haft i vestens tænkning.

Du siger PHILOSOPHIA betyder kærlighed til viden og du er tæt på. Men det betyder nu kærlighed til VISDOM.

Græsk filosofi havde 2 forskellige ord for det vi kalder VIDEN, nemlig epistemé og gnosis. I den platoniske tradition er epistemé den viden vi kan have om ting der opstår og forgår, alt der så at sige er i flyden (Heraklit) Det latinske ord for dette er OPINIO, hvad man kan kalde en læremening. GNOSIS derimod er den viden vi kan opnå om de evige (platoniske) ideer ad intuitiv vej og efter dette ord kaldte den religiøse sekt sig gnostikere. Din kære kollega Jung endte vist som gnostiker ☺.

Jeg er glad for vor dialog, John Ib og glæder mig til i år måske at få en lille sammenkomst med dig. Vi er enige om mange ting og det ville være skønt at få en lille platonisk dialog med dig.

 

 

TRADITIONER OG IDENTITET    26.11.2020
 

 

Julen er tradionernes tid. For os ældre er det også en mindernes tid. I min barndom, på en større gård nær Give, fejrede vi hver adventssøndag med lysene i adventskransen. Der blev sunget adventssalmer som "Der er noget i luften" og "Vær velkommen Herrens år". Kirkeåret begynder 1. december.

Den slags sker nok ikke i mange hjem i det moderne samfund.

Det bringer mig til at nævne en fremragende bog af historikeren og filosoffen Michael Böss.

Den hedder Det demente samfund.

Bogens ærinde er at gøre opmærksom på at traditioner er samfundets erindring. Dette er en meget rammende sandhed om vor identitet som danskere. Kasserer vi vort eget samfunds traditioner mister samfundet sin erindring og bliver faktisk dement. Den demente kender hverken sine nærmeste, ja end ikke hans/ hendes egen identitet..

Dette er en overordentlig farlig udvikling.Se hvorledes vi kritikløst adopterer fremmede samfunds traditioner. Lad mig nævne f.eks. Halloween, Valentins Dag, ja endog (især i pubberne) den irske St. Patricks Dag.

Men lad mig vende tilbage til julen. Et nærmere studium vil afsløre at den danske jul i hovedsagen er en tysk opfindelse. Den tyske digter Goethe er den første til at nævne juletræet (ca. 1820) og meget af det vi kalder hjemlig hygge opstod utvivlsomt med den oprindeligt tyske kunstretning Biedermeier. Det ville være interessant at undersøge hvor hyppigt ordet "hygge" optræder i dansk før 1850.

Vi sigter i disse år mod en "europæisk" identitet. Dette sker ikke mindst ad politisk vej. Når vi så har opnået den er sigtet en global identitet. Ender det på den måde vil vore børnebørns børn styres af en global, teknokratisk elite, der økonomisk vil skumme fløden på en uoverskuelig hær bestående af det arbejdende folk. En ældre herre i min bekendtskabskreds (den eneste nulevende tipoldefar, jeg har mødt) hævder vi er ved at bygge et nyt babelstårn. Men den vil vælte ligesom den sidste (se bibelen) hævder han. Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

 

 

DE DANSKE AMAZONER     11.11.2020

 

Der findes i den græske mytologi et stridbart folkeslag udelukkende bestående af kvinder. De kaldes Amazonerne. De var så krigeriske, at de skar deres højre bryst af for bedre at kunne spænde deres buer. De ofrede med andre ord deres kvindelighed, på særdeles drastisk vis, for at kunne begå sig i et krigerisk samfund bestående af mænd (cf. Akilleus og Hektor i Iliaden).

Det er svært ikke sammenligne dem med nutidens danske feminister og de mange kvinder, der er højt oppe i dansk politik. Vi er nogle gamle romantikere og nostalgikere, der mener at mange af disse kvinder har ofret dere feminitet på karrierens alter.  Vi mener, med andre ord, at magtbrynde er uklædeligt hos kvinder.

Men hvorledes kunne det gå anderledes? Disse kvinder træder ind på en scene, der, om ikke er mandsdomineret,så dog er skabt af mænd og som derfor afspejler den mandlige ethos.Læser man Helge Andersens bog fra 80erne kaldet Magtens Mange Mænd, ser man ikke et eneste af Danmarks store selskaber (bl.a. de multinationale) der er grundlagt af kvinder. Hvorledes skulle kvinder klare sig i dette samfund uden at blive hvad vi gamle romantikere kalder en anelse mandhaftige?

Man skulle egentlig tro, at disse kvinder netop ville bringe deres feminitet i spil  i dette forum, istedetfor at blive amazoner, der giver efter for de mandlige præmisser i vort samfund. Som det er nu, i denne overgangstid, er det velkendt at mange danske mænd henter deres samleversker og hustruer i Østen.

Jeg forventer ikke i min levetid at det kommer til at forholde sig anderledes.

Dette var blot et hjertesuk.

 

 

ET SVAR TIL VEGANERNE        03.11.2020
 

 

Første gang jeg så betegnelsen Veganere troede jeg unægteligt, at jorden havde fået besøg fra en civilisation på en planet, der cirkler om stjernen Vega i stjernebilledet Lyren. Den er, når vi er oppe i kosmiske distancer, relativt nær os. Den er kun 25 lysår fra vor sol. Så muligheden kunne, hvis man bruger sin fantasi, foreligge.

Endeligt fandt jeg ud af hvad Veganere er.

Min bemærkning til dem er, at allerede i oldtidens Grækenland afviste man at ren vegetarføde er naturligt for mennesket.

Filosoffen Protagoras (ja jeg kalder ham filosof skønt nogle bruger den nedsættende betegnelse "sofist") siger nemlig i Platons værk "Protagoras" at det menneskelige tandsæt fra naturens hånd er designet til, at vi både er kød- og planteædere.

Vi har som bekendt ikke kanintænder. Men Bon Appetit.

 

FARVEL TIL FALSTAFF     20.10.2020

 

En del vil kende den gemytlige, fordrukne og vittige figur Falstaff fra Shakespeare´s stykker Henrik IV og De lystige koner i Windsor. Han er et af Shakespeare´s vittigste hoveder og mødes på pubs med den senere Henrik IV ("Hal").

Han er udpræget en type, der i ren lystighed og gemytlighed kunne finde på at give en servitrice et klap i numsen, når hun passerede.

Jeg vil naturligvis ikke forsvare f.eks. politikere der i kraft af en overordnet, politisk position tager sig grove friheder overfor kvinder.

Nu hvor Frank Jensen har bragt socialdemokratiet i fokus, skal jeg i den forbindelse nævne et fremragende værk om det 20. årh.´s danske statsministre af Søren Mørch (gift med Ritt Bjerregaard). Heraf fremgår det, at socialdemokratiets ældste koryfæ, nemlig selveste Thorvald Stauning, ved gilder (også i udlandet) i lystighed kunne finde på at hælde øl ned i sin borddames udskæring!

Den slags er et modbydeligt misbrug af ens politiske eller sociale status.

Jeg vil blot nævne, at vi måske risikerer at skylle de harmløse, ægte Falstaff- typer ud med badevandet. De udnytter ikke en social eller politisk status (Falstaff er hos Shakespeare en almindelig Londoner) men kan måske, i ægte gemytlighed, nok gå lige til stregen. Skal disse typer nu nærmest kriminaliseres (lad os huske på, at på Staunings tid var der ingen feminister!) står vi overfor et stort, kulturelt tab. Man vil i så fald, som med pietismens fremkomst i 1700 tallet, da man lukkede teatre og kaffe-og tobakshuse, begynde at lovgive mod selve den menneskelige natur.

Nu hvor talen er om poetiske typer fra Shakespeare´s tid skal jeg da lige nævne at en kvindetype som den dejlige Greensleeves også er ved at være en mangelvare på spindesiden.

 

KULTURRADIKALISME OG FOLKEOPDRAGELSE      25.09.2020
 

 

Den såkaldte kulturradikalisme havde fra begyndelsen - og stadig idag - rødder blandt københavnske intellektuelle.

Den tog sin begyndelse i den kreds, der omgav Georg Brandes, hans bror Edvard Brandes og Viggo Hørup og den går helt tilbage til 1870erne. Historisk havde den dog sin rødder i oplysningstiden.

Dens egentlige opgave var helt eksplicit folkeopdragelse. En af de forfattere, der stod Brandes brødrene nær, nemlig J.P Jacobsen (vist eneste jyde i hele flokken) formulerede det slogan, der lyder "Lys over landet. Det er det vi vil".

Den døde næsten ud i tiden før 1. verdenskrig, men dukkede op igen i mellemkrigstiden. Denne gang med en mere politisk farvning i retning af marxisme og kommunisme. Dens store navne var Poul Henningsen, Otto Gelsted og Hans Kirk. Et organ for den var tidsskriftet Kritisk Revy (1926-28). Heri prædikedes antifascisme, psykoanalyse (Freud) reform af skole og opdragelse (sic), samt sexualdebat og kvindefrigørelse.

Efter 2. verdenskrig blev den litterære koryfæer Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og Villy Sørensen.

Den var altså fra begyndelsen til idag et rent københavnsk fænomen. Idag er det mest avisen Politiken, der forfægter kulturradikalismen idegrundlag. Det gjorde den fra begyndelsen, Den blev nemlig faktisk grundlagt af Edvard Brandes. Få udenfor hovedstaden holder den.

Bevægelsen har altid som sit sigte haft folkeopdragelse. Vi skal ikke alene oplyses men opdrages som var de fleste i landet, ihvertfald udenfor København, rent ud sagt nærmest en flok bonderøve. Der ligger altså i realiteten en god del foragt for det jævne, danske folk ude i "provinsen"( hvilken foragtelig betegnelse!). Bevægelsen i mellemkrigstiden, der luftede marxisme og kommunisme, nemlig Hans Kirk og Otto Gelsted, har følt sig hævet over det danske folk, der nu skulle opdrages til den rette tro.

Det er stadig et stort spørgsmål hvor stor indflydelse kulturradikalismen har haft blandt jævne folk i f.eks. Jylland. Den eneste jyde, der har missioneret for den var J.P. Jacobsen fra Lemvig.

Jeg tvivler på at der er mange fiskere i Thyborøn, der vil skrive under på dens dogmer.

Sagen er nemlig, at mange jyder nok vil karakterisere kulturradikalismen som "københavneri".

Imidlertid vælter stadig dens doktriner ud over hele Danmark i kraft af det helt københavnsk dominerede TV. Hvor yderst sjældent er det man hører en studievært i dansk TV, der taler med et jysk tonefald. Jysk dialekt har ikke hørt i TV siden Poulsgård. 

Jeg tror jyder er ved at blive immune for TVs forsøg på at omvende os til den rette kulturradikalistiske livsanskuelse. Jeg selv blev så træt af det ved årtusindskiftet, at jeg ikke har haft et TV i min lejlighed siden 2001. Jeg er træt af at skulle opdrages, og den københavnske arrogance der ligger til grund for det. Tilsyneladende synes man i dansk TV at København er hele Danmark. Det er det ikke.

 

OLIGARKI ELLER DEMOKRATI      08.09.2020
 

 

Man skelnede i oldtidens Grækenland mellem flere forskellige forfatningsformer, hvoraf de 2 vigtigste var oligarki (de få og rige bestemmer) og demokrati (folket bestemmer).

Når jeg har nævnt dette for venner eller bekendte, siger mange, at alle stater i realiteten er oligarkisk styrede, mens mange holder på vi i Danmark har et ægte, gammelt demokrati.

I 2015 udkom bogen Magteliten, skrevet gennem et samarbejde mellem 3 journalister (Anton Grau Larsen, Christoph Ellersgaard og Markus Bernsen). Heri bevises det, efter min mening endegyldigt, at vi har et oligarki. 

I bogen kan man læse kønne ting om den danske magtelite, som siges at udgøre 423 personer.Man kan læse om hvordan Mærsk McKinney Møller, der var kendt for at overrække guldure til politikere, skænkede daværende økonomiminister Marianne Jelved et Rolex Yachtmaster til 122.200 kr., eller om hvorledes en vis Fritz Schur, adm. direktør for Fritz Schur Gruppen, afholder fester (f.eks. det årlige wienerbal) i sit palæ Christiansholm, hvor dronningen og den "konservative" del af eliten deltager. Ofte er der over 2000 deltagere, deriblandt dronningen. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen er en af Schurs nære venner.

Nu kunne man måske tro, at vi her kun taler om det "borgerlige" Danmark. Men nej. Tidligere børne- og undervisningsminister Christine Santorini begyndte sin karriere i Socialistisk Folkeparti, men drikker nu 30 år senere champagne med Frits Schur på Christiansholm i Klampenborg.

Socialdemokrater har været en del af eliten i over 100 år. Stauning var en fast gæst, når de største grosserer og industrimagnater holdt fest, og stod A. P. Møller nær. Blandt magtfulde fagforeningsbosser i den absolutte elite nævnes Thorkild E. Jensen, indtil 2012 formand for dansk metal. Og han er ikke den eneste i eliten. Bente Sorgenfrey, leder af FTF med 450.000 medlemmer nævnes som den danske kvinde med de stærkeste netværk i eliten.

Bogen er fremragende, og efter min mening en uomtvistelig dokumentation af at vi vi har et oligarki i Danmark, ikke det "ægte, gamle demokrati", som folk næsten får tårer i øjnene over, når de taler om det.

De 3 journalister skriver i bogens begyndelse, at kun 11 % af alle danskere, der blev spurgt i en ISSP undersøgelse. mener vi har en lille elite, der styrer vort samfund. Der er samfundsforskere, der taler om vi er "klasseblinde". For det er jo en fantastisk, politisk naivitet, og da især set i lyset af den fremragende bog Magteliten. Den er højst læseværdig og kan lånes på biblioteket.

 

 

MAJESTÆTENS KJÆRE BØRN      31.08.2020
 

 

Betegnelsen formyndersamfund om Danmark bruges tit af kritiske røster i den pågående samfundsdebat. Som om det var noget nyt hvad angår det moderne samfund og i danmarkshistorien som sådant.

Dette er en historisk fejltagelse. Under Enevælden (1660-1849), hvor langt den største del af landets indbyggere var hovbønder, der levede under næsten militær lov på landets mange godser, ansås bønderne (det er nok den oplevelse der er bidraget mest til at gøre det danske folk til en ensartet, homogen masse) for nærmest en slags uoplyste børn af adelen og det enevældige kongehus. Vi var Majestætens kjære børn. som ikke skulle oplyses, men opdrages.

Der har været historiske teorier gående ud på at det samme grundmønster (paradigme) gentager sig selv på stadig højere planer uden at grundmønstret som sådan ændres . Det er nærmest det der er sket i Danmark.

Gang på gang slæbes "eksperter" ind i TV for at belære folket om alverdens ting, ikke mindst læger og psykologer. Vi skal opdrages til at opdrage vore egne børn, og på såkaldt "videnskabelig basis". Man tror tilsyneladende det brede folk er en samling halvidioter, ikke bedre en fortidens hovbønder. Og vi skal sandelig belæres af Gyngemosens videnskabelige kæledægger, der iøvrigt som regel taler klingende københavnsk og alle kommer fra Enevældens by København.

Jeg har specielt kig på  akademisk uddannede "psykologer", der fremtræder som om psykologi er en videnskab i traditionel forstand som f.eks. medicin. De traditionelle videnskaber er såkaldt "empiriske" og beskæftiger sig med hvad der kan måles og vejes.

Psykologi betyder "sjælelære" og siden hvornår har man kunnet måle og veje sjælen?

De opfører sig som om de tror sjælen er materiel. Vel. Kom og vis mig et fotografi af den så bøjer jeg mig. Faktum er at den græske filosof Aristoteles vidste lige som meget om sjælen (Peri psyches) som de gør.

Jeg har ikke TV. Jeg nægter at blive genstand for opdragelse.

Den voldsomste revolution i dagens Danmark ville være om folket begyndte at smide deres TV ud ad vinduet. Det ville ryste Danmarks topstyring og folkeopdragelse i sin grundvold. Den historiske spiral der gør at kun fænomenerne ændrer sig, men ikke grundstrukturen. ville være brudt. Vi ville ikke længere være Majestætens kjære børn.

 

REPLIK

Ivan Baad  01.09.2020

 

 

Ærede skribent

Undskyld mig, men jeg tror du ser for lidt fjernsyn – hvis noget overhovedet. Forholdet mellem myndigheder og borgere var op gennem tiderne som du beskriver. Men hvis du så tv, ville du måske vide, at den generelle opfattelse af, at borgeren skulle guides, belæres og instrueres, ændrede sig totalt i hele den vestlige verden efter anden verdenskrig.

Lige siden betragtes individet overordnet som informationssøgende og beslutningstagende. Kig på dig selv. Hvordan agerede du under din uddannelse? Jobsøgning? Når du skal samle viden til debatindlæg? Hvor du køber ind eller spiser? Når du skal rejse? Du søger information og beslutter! Og det gør vi alle. Kommer der såkaldt belæring på skærmen, tager individet stilling. Man lytter, vurderer, beslutter – f.eks. at zappe væk.

Du er klog nok til ikke at lade dig opdrage, belære, fordumme af hverken tv eller andre medier. Helt at afskrive tv som informationskilde er for mig vildt langt ude. Desuden er tv også meget andet end det. For de fleste er det masser af underholdning som musik, film, quiz, natur, teater omm.

Se lidt tv kære skribent! Andres viden og holdninger kan også bruges indimellem. Du kan se tv helt gratis på din pc og din smartphone.

 

DUPLIK

Børge Fruelund   02.09.2020

 

Ærede Ivan.

Tak for dine kommentarer om TV.

Egentlig er spørgsmålet om at se TV eller ikke se TV en mindre detalje i mit læserbrev.

Essensen af læserbrevet går ud på at jeg mener DK stadig er en paternalistisk stat, hvor "eksperter" dukker op og belærer befolkningen, som om vi ikke selv på egen hånd kan opsøge viden om spørgsmål, der har vor interesse. Her vil jeg nævne biblioteksvæsenet. Vi har nok et af verdens bedste bibliotekssystemer. Hatten af. Søger jeg en bog, der ikke findes på det lokale bibliotek er man forpligtet til at finde den på et andet bibliotek. Findes den ikke i DK er man forpligtet til at finde den i udlandet. Forsendelsen er gratis.

Da jeg skrev mit universitetsspeciale havde jeg brug for at læse flere upublicerede doktorafhandlinger, flere af dem fra USA. Så blev de mikrofilmede i det pågældende land og sendt til mig i DK, hvor jeg så kunne læse dem i apperaturet på Statsbiblioteket. Ganske forbløffende og en indikation på den vægt DK lægger på forskning.

Som du ved er jeg republikaner og dermed modstander af  den overdrevne topstyring, jeg mener finder sted i DK. Især lidt ældre mennesker er f.eks. taknemlige over det velfærdssamfund, vi har, og som også jeg sætter pris på. De tænker ikke på, at de selv med tårnhøje skatter har betalt dette system. Det er temaet for et andet læserbrev. I Give står der en statue af Frederik VII, hvor han kaldes "Grundlovens giver". På frihedsstøtten på Vesterbrogade i Kbh. står der en indskrift, der går ud på at bøndernes frigørelse var den daværende kronprins´s fortjeneste. Begge dele er løgn. Frederik VII blev tvunget af adelskredse og de nationalliberale til at underskrive grundloven, fordi adelen og det bedre borgerskab var hunderædde for at noget lignende kunne ske i Danmark som i Frankrig under revolutionen. Det samme gjaldt ophævelsen af stavnsbåndet (frihedsstøtten). Det er hvad jeg kalder paternalisme. Vi sås som kongehusets kjære børn, højt elskede af monarkiet.

Det er den tendens, jeg langer ud efter. Og jeg mener den stadig tildels formidles gennem TV.

 

REPLIK II

Ivan Baad    02.09.2020

 

 

Højest velbårne Børge

Du kan jo ikke lide topstyring siger du. Men du er katolik, der er den mest topstyrede religion i verden. Du er erklæret republikaner, selvom republikker helt dominerende er langt mere topstyrede end f.eks. de skandinaviske lande. Det der anfægtes, er at du skriver ting som grundlag for dine teser, der helt og aldeles fejer alt til side, der findes i gældende psykologisk teori om adfærd, interaktion, analytisk evne, individets integritet, gruppeteori, intellekt, meningsdannelse mv.

Du hægter ting op på historiske korrektheder. Men de er historiske. De er ikke korrektheder længere og har ikke været det i vores levetid. Vi er ikke længere et samfund af uvidende bønder og arbejdere, som tilfældet var, da vores forældre var børn. Vi er et samfund af højtuddannede, der i højere og højere grad bliver specialister – eksperter om du vil. Sådan en som dig! En udvikling, der uafvendeligt vil tiltage. Og vi er individer i et samfund, hvor nødvendigheden af hele tiden at være vidensmæssigt ajour er tiltagende. Et samfund, hvor specialister / eksperter er vitale, bærende elementer.

Tv er blot én af mange muligheder for at holde sit vidensniveau oppe. Tv kan være fordummende - hvis altså man lader sig fordumme. Men der er du for klog (og det mener jeg de facto). Prøv det!

Mit budskab en gang til med en anden formulering.

 

DUBLIK Ii  

Børge Fruelund  02.09.2020

 

 

Tak for indlægget, Ivan.

Det minder mig unægteligt lidt om Voltaires roman Candide. En vis Pangloss i dette korte værk gøres der lidt grin med fordi hans opfattelse er "at vi lever i den bedst mulige verden af alle mulige verdener". 

Bland nu ikke religion ind i det. Kirken er topstyret i den forstand, at dens autoritet er bygget på Mathæus 16.18: "Peter du er den klippe, jeg vil bygge min kirke på. Jeg giver dig himmeriges nøgler og hvad du løser på jorden skal være løst i himlen og hvad du binder på jorden skal være bundet i himlen!" Vi katolikker ser på paven som Peters efterfølger. Så det at den er topstyret går efter vores mening tilbage til Kristus selv. Og jo. Der bøjer jeg hovedet.

Sandheden om dansk historie er at den altid, som stadig idag, politisk set er topstyret. Det danske folk har aldrig grebet magten selv som f.eks. franskmændene gjorde i den franske revolution og irerne gjorde ved en række oprør mod det engelske styre fra 1916 til 1921, da englænderne måstte slippe grebet om landet.

Fra reformationen og fremefter er alle store ændringer i danmarkshistorien topstyrede. Fra stavnsbåndets ophævelse til grundloven. De var ikke et udtryk for folkeviljen, men kom  hovedsageligt fra adelen og det bedre borgerskab (de national-liberale) Man var bange for at begivenhederne under den franske revolution ville brede sig til Danmark. Man kan sige at kongedømme og adel blot ekspanderede sin magtbasis hen over hovedet på folket.

Det klogeste, korte udtalelse en fremragende, dansk historiker er kommet med, er følgende:

"Det er måske underligt , der nu kommer en bog om enevælden. Men enevælden er stadig i højeste grad iblandt os. For det moderne Danmark stak fødderne i de tøfler, enevælden var trådt ud af!"

I mine øjne er dette i højeste grad sandt. Og enevældens by er København og denne by og dens "intellektuelle" dominerer stadig Danmark helt ned i detaljen. Derfra stammer den såkaldte kulturradikalisme, grundlagt af brødrene Brandes. Edvard Brandes var med til at grundlægge det radikale folkeparti og han grundlagde dagbladet Politiken. Denne sidste er idag en ren københavneravis, der har alle de rigtige meninger og de kulturradikale har været medløbere i alle de udviklinger, der ansås for "progressive". Vi jyder, vil jeg hævde, tænker ikke i de samme baner. Og dansk TV er i den grad domineret af København og københavnere, der viderebringer kulturradikale dogmer, at jeg ikke gider høre på dem, og det er en væsentlig årsag til, jeg ikke har TV. Hvornår har du sidst i TV hørt jyske dialekter?

Resultatet i selv nutidens Danmark er at jeg ser lutherdom og enevælde overalt. I den irske, katolske republik oplever jeg en helt anden, mindre autoritær mentalitet. Snakken på pubberne går og dette mønster er et ganske andet end her, hvor man sidder og lader sig hjernevaske med kulturradikalisme i dansk TV.

Var min psykiske lidelse ikke kommer i vejen havde jeg levet i enten det republikanske Grækenland eller i den irske, katolske republik.

DE GUSTIBUS NON EST DISPUTANDUM (smag kan ikke diskuteres) og vor smag er forskellig. VH din ven Børge

 

PAS PÅ DET DANSKE SPROG       19.08.2020
 

 

Skønt jeg selv har en universitetsgrad i engelsk finder jeg det ret foruroligende ,at engelske ord i den grad trænger ind i det danske sprog på en lang række felter.Og ikke alene det: journalister på dele af formiddagspressen deltager enthusiastisk i en vulgarisering af dansk.

Vi har et pragtfuldt sprog. Vil man vide, hvor flot et sprog vi har, bør man læse f.eks. Edv. Lemckes oversættelse af visse dramaer af Shakespeare eller Wilsters gendigtning af Iliaden og Odysseen.

Der ligger i Midtitalien et område ved navn Etrurien. Her levede, mens Grækenland havde sin storhedsperiode, et folk kaldet etruskerne. De var i livlig kontakt med Grækenland (det kan vi se fra vaser og vægmalerier) og faktisk regeredes Rom i begyndelsen af sin historie af etruskiske konger (f.eks. Tarquinius Superbus).

Da Rom så begyndte sin ekspansion på den italiske halvø endte det med at det etruskiske sprog (vi ved ikke engang om det var et indoeuropæisk sprog som græsk og latin!) blev totalt fortrængt af latin.

Den romerske taler og politiker Marcus Tullius Cicero fortæller i et brev fra omkring 50 f. Kr.

at han var løbet på en fyr, der faktisk kunne tale etruskisk! Dette opfattede han som en stor sensation.

Vi skal passe på vort sprog og forsvare det med næb og klør. Ellers er der i mine øjne stor sandsynlighed for det helt fortrænges af engelsk, f.eks. indenfor 100 til 200 år.

Måske sidder der til den tid kun en lille gruppe lærde, der mestrer dansk og kan læse vore store digtere og tænkere. Ciceros oplevelse bør lægge os på sinde.

Wilsters gendigtninger af Iliaden og Odysseen bærer dybt præg af, at selv lille Danmark, som Grækenland, har haft en mytisk fortid, hvor der digtedes heltekvad, og dansk er dermed yderst velegnet til at gengive "Homers" græske heltedigte. Det er en stor oplevelse af det danske sprogs muligheder at læse Lembcke og Wilster.

 

EN ANELSE PINLIGT     12.08.2020

 

I disse tider hvor man nedriver statuer af slavehandlere vil jeg mene det danske kongehus er endt i en ret pinlig situation.

Ved Christianborgs brand i 1794 blev kongehuset hjemløs. Kort efter købte kongen (vi var stadig under enevælden) Moltkes og Levetzaus palæer på det, der nu kaldes Amalienborg.

Amalienborgs palæer var ikke oprindeligt royale. De var bygget i dansk storkapitalismes barndom af stenrige købmænd. De opkaldes stadig efter disse storkøbmænd. Frederik 8s palæ kaldes f.eks. Brockdorffs Palæ og Christian 8s palæ kaldes Levetzaus Palæ.

Desuden blev Det gule Palæ i Amaliegade bygget af storkøbmanden Frederik Bargum i slutningen af 1700 tallet.

Store dele af den finans, der lå bag byggeriet af palæerne var de svimlende formuer storkøbmændene havde tjent ved slavehandel. Frederik Bargum købte slaver i Guinea og fragtede dem til de dansk vestindiske øer for at deltage i produktionen af "Det sorte Guld", sukker, som høstedes af sukkerrør. Idag er Det gule Palæ centrum for hoffets administration. Barglum skal have ejet mere end 1000 slaver på de vestindiske øer.

Der er nogle aspekter i denne affære, der ikke stemmer så godt med det store flertal af danskeres royalisme.

Mit synspunkt er at vi ikke kan ændre på fortiden, enten ved at nedrive statuer af slavehandlere eller komme med undskyldninger for fortidens synder. F.eks. har pavestolen bragt undskyldninger for afbrændingen af "kætteren" Giordano Bruno i Rom. Det har ikke gjort denne oplevelse mindre smertefuld for denne store filosof. Vi må stå ved vor historie, hvor uhyrlig den end forekommer. Mindre tiltalende er det, når man ligefrem glorificerer misdæderne, som når vi skandinaver romantiserer vikingerne. Det gjorde pokkerme ondt, når vikingerne massakrerede munken på Lindisfarne. Lad os stå ved vor fortid selvom det ikke altid var en dans på roser.

 

FJERDE FORFEJLEDE FORSØG    09.08.2020
 

 

Som ihvertfald historisk interesserede ved, har der førhen været 3 forsøg på at forene Europa. Det første var romerne, der kom til Rhinen og Britannia. Det næste var Napoleon, som Danmark støttede i hans imperialistiske krige (og mistede flåden) og det sidste var Hitlers Tyskland.

På trods af at historikeren Thukydides skrev, i indledningen til hans historie om den peloponnesiske krig, at dette skrev han for aldrig at denne katastrofe  måtte gentage sig, er EU i Europa nu igang med det fjerde forsøg.

Historien om de 4 milliarder, vi afkræves som hjælp til bl.a. Italien er ved at udvikle sig til en kulturkrig mellem det protestantiske Europa i nord til det katolske Sydeuropa.

Der råbes fra dansk side højt op i anti-EU kredse om at det er absurd, hvis vi f.eks. kan komme til at bidrage til lavere skatter og lavere pensionsalder i Italien.

Dette er ikke alene den evige nord-syd problematik man har på alle kontinenter.

Det er en strid om livsidealer i den protestantiske og den katolske verden.

En italieners syn på livskvalitet er et ganske andet syn på livskvalitet, end vi har i den germansk/lutherske verden heroppe i den protestantismen. Mange heroppe ser arbejde som en væsentlig del af vor livskvalitet. Der er dem, og det er ikke usædvanligt, at folk dør kort efter alderspensioneringen, når de har forladt arbejdsmarkedet. Vil man vide mere om hvor denne danske mentalitet kommer fra bør man læse sociologen Max Webers fremragende værk "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd". Heri beskrives den teologiske baggrund i protestantismen, der har ført til, at vi her nok har verdens mest arbejdsomme folkefærd ("arbejdsetikken").

Sydens katolske folkefærd har derimod en CARPE DIEM kultur. Som Goethe sagde: "Oh Augenblick,verweile doch - du bist so schön". De lever i nuet. Et godt måltid mad, en glimrende vin og en skøn kvinde. Det er livskvalitet. Staten, og ligeledes EU, ser de som autoritære størrelser, dybt korrupte, som bare skal plyndres for så meget som muligt.

Vort problem er vor stærke statsdannelse, hvis mange regler vi har overført på reglerne kommende fra EU. Vor arv er nemlig Enevælden, der i mange henseender stadig har dybe spor i Danmark. En historiker har sagt, at det moderne Danmark satte fødderne i de tøfler, som Enevælden er trådt ud af.

Dette er de viseste ord, jeg har hørt en dansk historiker sige. Så glem det fjerde forsøg på paneuropæisk imperialisme. Den vil kuldsejle som romernes, Napoleons og Hitlers forsøg.

 

REPLIK

Poul Egeskov       10.08.2020

 

 Argumenterne i dit indlæg har i mine øjne een betragtelig svaghed. Det fjerde forsøg, som du kalder det, bygger ikke på militær magt, som de 3 første, men på demokratisk enighed. Ingen er tvunget ind i EU med støvletramp.
Du burde i stedet kalde det for "Det første demokratiske forfejlede forsøg".
Om det kommer dertil.

 

REPLIK

Ivan Baad        11.08.2020

   

Ærede skribent

Ordet vrøvl trænger sig på, når man læser, at EU skulle være et udslag af paneuropæisk imperialisme. Men en sådan etikette skal man ikke klistre på seriøse informanter ud i historiens hav af farverige tildragelser. Men en eller anden brist eller fejlopfattelse må der være tale om.

Sprogligt er imperialisme betegnelsen for magthavere, der forsøger at undertrykke eller støtter undertrykkelse af andre lande og folkeslag. EU er det stik modsatte. Det er en forening bestående af nationer, der alle uden undtagelse selv har ønsket og ansøgt om at komme med. Og som min skarpseende medopponent, PE korrekt noterer: Ingen støvletramp. I stedet er der økonomisk og handelsmæssig mv. samarbejde mellem landene. Ikke krig.

Ovenpå to verdenskrige var der blandt verdens ledere bred konsensus om, at der havde været alt for meget forfærdeligt ødelæggende krig. Man fandt frem til, at samarbejde var den medicin, der skulle til. Der kom FN, NATO, Warszawapagten, OECD, internationale domstole for at nævne nogle. Og EUs spæde start i 1952 hed Kul- og Stålunionen. Formål: 1) Sikre fred ved 2) at skabe økonomisk fremgang via frihandel. Succes! Det blev til Det Europæiske Fællesskab, EF og derefter til Den Europæiske Union, EU.

EU har skabt den fredeligste periode uden sidestykke nogensinde i Europa, og har medført en massiv velstandsvækst. Vi danskere har tidligere haft svært ved at se fordelene, men det kan vi nu. Efter brexitafstemningen steg EU-tilslutningen pludselig fra 55% til 75%. Fordelene var blevet tydelige.

Og så lige en kommentar til den imperialistiske forhistorie. Mangler der ikke noget? Hvad med f.eks. Knud den Store og Karl den Store?

Som jeg læser den ærede skribent, er sammenfatningen, at EU skal nedlægges med den begrundelse, at medlemmerne ikke skal yde hinanden hjælp, når krisen kradser? At ødelægge noget er let. At bygge noget nyt er svært. Og hvad skulle alternativet så være?

Mere brugbar substans, tak.

 

REPLIK

Ulrik Gräs        11.08.2020

   

...Poul Erik må være en meget venlig mand, skånsom i sin kritik - Ivan nærmer sig min opfattelse af magen til én omgang vrøvl har man ikke set - længe...vores gode Børge skal tage vare på sit intellektuelle niveau, når han bevæger sig på områder, hvor han kan tjekkes af mere eller mindre dødelige...hvis jeg var på den fjerde genstand (men jeg har kun drukket kaffe hele dagen) ville jeg begynde at ævle om polsk fascisme - dernede ville flertallet klappe af (hedder det ad?) Børges indlæg, med ærlig hilsen Ulrik.

 

REPLIK

Henny Mathiesen      11.08.2020

 

 

Kære Ulrik Man kan altid kalde en mening/tekst noget vrøvl, når man ikke har argumenterne, Jeg er enig i den betragtning, at det er fjerde gang Europa prøver at blive en magtfaktor. Erkender tidligere var det 3 krige, nu er det fredelig sameksistens. Vi kan iagttage at EU påtager sig mere og mere magt, fratager landene deres selvbestemmelse, og prøver derigennem at se bort fra kulturforskelle, og forsøger på trods af det og gøre os lige. Der er ingen andre lande i EU som har  en velfærdsmodel som Danmark, derfor mener jeg, politikerne skal  foretage en folkeafstemning, når et land bliver pålagt at betale så ernorme summer, som går fra danskernes velfærdsmodel især institutionerne. Vores skattetryk og afgifter er det største i EU, skal de nu igen stige????? Det er en meget dyr adfære det medlemsskab.

 

DUBLIK

Børge Fruelund      11.08.2020

 

 

Læser man mit indlæg rigtigt bør man opdage hvad det væsentlige ærinde er.

Det er min opfattelse, at Nordeuropas EU politikere (ja måske flertallet af EU tilhængere nord for Rhinen) faktisk ønsker at presse den tysk/ skandinaviske model ned over sydens lande. Sydlændingene skal bogstaveligt talt opdrages til den hovedsageligt tysk- skandinaviske, industrielle samfundsmodel med den protestantiske arbejdsetik. Derfor er der en stående kulturkamp indenfor EU mellem nord og syd, mellem protestantisme og katholicisme. Dette overser man og taler kun om penge og finanspolitik. Sydens folk skal opdrages til lydige arbejdsslaver som det er lykkedes i f.eks. Danmark. Jeg har før i et læserbrev sammenlignet Danmark med de fjerne kulturer der herskede i Niniveh og Babylon (og Ægypten) hvor det lykkedes en lille overklasse at gøre befolkningerne til slaver. Dette kultursammenstød, hvor den økonomiske gigant Tyskland  er lokomotivet, er hvad jeg kalder paneuropæisk imperialisme

Jeg retter ingen bebrejdelser mod det faktum at vi har haft lang tids fred i Europa (den augustæiske fred i Romerriget varede dog lige så længe), ja jeg indrømmer også gerne, at havde det ikke været for den danske velfærdsmodel havde jeg ikke været istand til at forlade arbejdsmarkedet så tidligt.

Jeg vil hævde, at jeg er en lige så god europæer, som Uffe Ellemann Jensen proklamerer, han er. Jeg har i lange perioder levet blandt fremmede folkeslag (grækere og irere) på disse folkeslags betingelser.

Jeg for i blækhuset da jeg (jeg tror det var i TV) hørte en fyr beklage sig over, at vi heroppe skulle "knokle" så italienerne kunne gå tidligere på pension. Det var lige en bemærkning for en indædt tilhænger af Max Weber, Hvor ofte har jeg ikke hørt om de "dovne italienere" på værtshuse her i DK, hvor navneordet "arbejde" er det hyppigste navneord i næsten al værtshussnak.

Det er beklageligt at kun måske en meget lille minoritet evt. har læst Max Weber, der er min bibel. Jeg har gået såvidt som til at hævde, at en dansker der IKKE har læst Weber ikke ved hvor han faktisk er. Max Weber  bør inddrages i alle diskussioner om det europæiske kultursammenstød mellem nord og syd. Jeg græmmer mig over de oprindeligt tysk influerede protestanter i Nordeuropa tror de skal danne model for alle EU lande i Europa.

 

DUBLIK II

Børge Fruelund      20.08.2020

 

 

Der har været en massiv kritik af min opfattelse af EU.

Jeg skal villigt indrømme, at mine kritikpunkter måske ikke var helt rationelle. Men min grundopfattelse er stadig, at EU er et magtspil og at EUs økonomiske supermagt Tyskland ønsker at spille hovedrollen.

Jeg lider af galopperende germanofobi.

Søren Mørch (Ritt Bjerregaards ægtemand) skriver et sted, at det første en ny udenrigsminister får at vide er at han/ hun aldrig må kritisere Tyskland.

Danmark har altid været under massiv indflydelse fra vor sydlige nabo.Er man interesseret i mine meninger om Tyskland, kan jeg henvise til et stykke, jeg havde i Jyllandsposten i 1982, der hedder "Debat". Det ligger under mit navn i biblioteksvæsenet. Jeg er bange for stykket er i et format, der umuliggør det han overføres til disse sider. Det handler om nationalromantikkens oprindelse i Tyskland og overførtes til Danmark af bl.a. af Grundtvig.

Ja selv noget så "dansk" som begrebet "hygge" er jeg ganske sikker på kommer fra den tyske kunstretning fra romantikkens tid, der kaldes Biedermeier. TV serien Matador var ren Biedermeier.

I mine øjne står EU som et forsøg på pan-germanisering af Europa. Og magt er magt, hvadenten der har militærstøvler på penge på kistebunden. Jeg vil hade en germanisering af det katolske Sydeuropa, hvor jeg har mine religiøse og kulturelle sympatier. Som mange vil vide er min bibel "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd" af Max Weber. Grækenland og Rom er langt ældre kulturer end det germanske fænomen. Og jeg er sgu nok ligeså meget europæer som Ellemann Jensen, Han har næppe boet i årevis ude i Europa på den indfødtes betingelser, som jeg har.

 

SØREN KIERKEGAARDS BODSVANDRING     26.07.2020
 

 

I 200 året for Kierkegaards fødsel i 2013 vrimlede det med foredrag og avis- og tidsskriftsartikler om den store, danske filosof.

Vi lever i en irreligiøs tid og i mange tilfælde ignorerede man det faktum, at både filosoffens liv og skrifter havde et kristeligt sigte. Man hyldede ham som "eksistentialismens" grundlægger, selvom Kierkegaard aldrig selv havde hørt, endsige brugt, betegnelsen "eksistentialist".

Det er derfor ikke ret kendt, at Kierkegaard så sit liv som en bodsvandring.

Engang var Kierkegaards far en lille hyrdedreng på heden ved Sædding i Vestjylland, hvor familien kom fra, Han var tyndt klædt på denne sommerdag og pludseligt kom der en regnbyge. Den lille dreng knyttede da sine næver og forbandede Gud.

Senere blev Kierkegaards far tilknyttet den tyske sekt herrnhutterne, der for ikke mange år siden havde deres højborg i honningkagebyen Christiansfeld syd for Kolding. Herrnhutterne var strengt, gammeltestamenteligt kristelige.

Der står nu i Det gamle testamente (f.eks. Jeremias 32,18 og 4 Mosebog 14, 18-19) at "fædrenes synder skal hjemsøges på børnene". Dette tog den gamle Kierkegaard yderst alvorligt. Han fortalte nu sin søn Søren, derhjemme i luksuslejligheden i København, at hans liv ville blive en bodsvandring for denne forfærdelige synd. Det ved vi fra Søren Kierkegaards dagbøger.

Derfra ved vi også, at Søren Kierkegaard tog dette alvorligt som en del af sin på mange måder tragiske skæbne. Det har uden tvivl været medvirkende til, at han brød sin forlovelse med Regine Olsen og fik sin forlovelsesring lavet om til et lille kors. Han så uden tvivl sit liv som en bodsvandring for faderens synd. Det har været medvirkende til det tungsind, han i sine dagbøger ofte beklagede sig over.

I mine øjne var det en beklagelig fejl, at man i Kierkegaard året 2013 i vid omfang tolkede Kierkegaard ud fra et "moderne" tankesæt.

Jeg læste i min ungdom en del Kierkegaard. Jeg ledte i 2013 efter artikler af lærde Kierkegaard-forskere, hvori det forklaredes hvorfor Kierkegaard betegner humor som tilhørende den "religiøse kategori". Men jeg fandt ingen.

Man gør ikke den store, danske filosof en tjeneste ved at forsøge at modernisere ham. Hans liv og værk må ses som en helhed.

 

EN ROYAL AFFÆRE    20.07.2020
 

 

Som en lille modvægt mod visse ugeblades ugentlige skønmalerier af kongehusets liv og færden skal jeg lige nævne en lidet kendt royal affære fra 1700-tallet, nemlig affæren mellem Christian d.7 (1749 -1808) og den prostituerede Støvlet Cathrine (1745-1805).

Christian.7 og Støvlet Cathrine drog i forklædning hærgende gennem Københavns natteliv . Kongen ( den lutherske statskirkes overhoved)og Cathrine, fulgt af kongens svirebrødre og hans soldater, besøgte de bordeller, hvor Cathrine havde arbejdet. Her gennembankede kongens soldater de personer Cathrine havde et udestående med fra sin tid som prostitueret. Min kilde hævder, at en veritabel hærværksbølge gik igennem Københavns natteliv.

Christian d. 7 er altså på en måde den danske kongerækkes svar på den romerske kejser Caligula, der ligeledes i forklædning, og med folk fra prætorianergarden i sit kølvand, drog hærgende gennem Roms natteliv.

Denne for det oldenborgske kongehus lidet flatterende affære fik en ende, da kongens nærmeste rådgivere bildte ham ind at et folkeligt oprør var undervejs.

Støvlet Cathrine blev forvist til hertugdømmerne med en livlang, årlig pension på 500 rigsdaler og uroen ophørte. Hun prøvede senere, i mandeklæder, at snige sig til et møde med kongen, da han var på besøg i de egne, men blev opdaget.

Støvlet Cathrine er nævnt i et skrift af Karen Blixen.

 

HVOR BLEV LYRIKKEN AF?     25.06.2020
 

 

Det hedder sig i en biografi om Tove Ditlevsen, jeg læste fornyligt, at det faktum, at hun ikke fik Den danske Litteraturpris, hvilket ikke alene hun selv havde ventet, men også mange andre, var en medvirkende årsag til hendes selvmord.

Årsagen var at der nu blæste andre vinde på bjerget. Nu skulle digte ikke længere skrives med allitterationer, rim og rytme og en sans for ordenes lydværdi. Nej nu stod den på hvad der fik navnet ”knækprosa”. Man krænger sin sjæl ud i en række prosalinjer og stabler så disse linjer ovenover hinanden og kalder det ”poesi”. Tendensen eksisterer endnu i bedste velgående. Den gammeldags, ”klassiske” poesi var nu ”kling klang poesi”

efter disse intellektuelle middelmådigheders mening. Kræves der ikke mere for at blive poet kan vi jo alle være med.

Lad mig, for at illustrere den gammeldags poesi, citere et vers af Emil Aarestrup fra 1800 tallet. Her portrætterer han en smuk kvinde, der spiser en appelsin. Verset er et teknisk mesterværk, for for at blive digter dengang skulle man kende digtekunstens teknikker:

                       Og Orangens røde Skive

                       I din Purpurmunds Indfatning

                       Fik, for Tabet af sin Guldhud

                       En guddommelig Erstatning,

Det er ikke beskåret enhver at kunne finde noget der, stavelse for stavelse, rimer på

”indfatning”. Men den slags kunne Aarestrup, der i øvrigt var læge på Lolland.

Et andet lille vers, der også er et lyrisk mesterværk er andet vers i Sophus Claussens andet vers i hans danske oversættelse af den engelske digter Shelleys lange digt ”A Sensitive Plant”:

                      Og Foraaret kom, en forunderlig Vaar

                      Som en Elsker der tyst gennem Haverne gaar,

                      Og hver Blomst, som ved Jordens Hjærte frøs

                      Stod op af din Drøm og sin Vinterdøs.

Mange mener at Claussens danske version er bedre end originalen og jeg giver dem ret.

Danmark har en stor samling fremragende lyrisk poesi. Tænk også på Blicher og Aakjær.

Man taler meget om, at mennesker af anden etnisk herkomst skal ”integreres” ved at komme ud på arbejdsmarkedet. Men vort danske sprog er folkets livsnerve og man vil lære Danmark og danskere meget bedre at kende ved at studere vor litteratur og ikke mindst vor ”klassiske” poesi. Bliver man dansk ved at stå ved et samlebånd?

James Joyce udtalte engang: ”Efter Gud kommer William Shakespeare!”

Det er på tide at gøre op med knækprosaen ( der ikke engang er rytmisk som Shakespeare´s ”blank verse”. Og ydermere er knækprosaen utvivlsomt blandt årsagerne til at så få danskere i dag læser poesi.

Det er på tide at få gjort op med den.

 

ET GLIMT AF GRÆKENLAND       10.06.2020

 

Jeg havde den oplevelse at bo i en landsby i den nordvestlige del af det græske fastland fra 2000 til 2005. Det var mig til konstant undren, at unge, arbejdsdygtige mænd kunne hænge så lang tid i taverna´er og cafeer og tilsyneladende nyde livet over en kop kaffe eller en ouzo. Det gik først langsomt op for mig,hvori det økonomiske grundlag for en sådan græsk landsby bestod.

Når en sådan landsby vågnede ved 9-10 tiden om formiddagen placerede de unge mænd (også midaldrende) sig i bestemte cafeer over en kop kaffe. Kom så en person forbi, der havde brug for deres arbejdskraft, hyrede han dem for et bestemt job af en vis varighed. Når jobbet så var overstået faldt lønnen øjeblikkeligt - og naturligvis uden om skattevæsenet! - f.eks. 20 euro.

En ung mand kunne have måske 3 forskellige jobs om dagen. Og 60 euro var gode penge at have med sig når han mødte kæresten og venner og veninder i en taverna om aftnen. En ung mand, jeg lagde specielt mærke til, fordi han var lyshåret, så jeg således rydde op på stranden efter turisterne om formiddagen. Tidligt på eftermiddagen stod han og gravede et hul i en bestemt gade og tidligt på aftnen solgte han levende kyllinger i en anden landsby, hvor jeg tilfældigvis befandt mig.

De store flertal af arbejdsdygtige mænd var således daglejere.

Dette er et årtusind gammelt system i mange middelhavslande. Daglejere forekommer f.eks. i mange af Kristi lignelser. Det er lige så fastlagt som det fænomen, at mange restauranter, cafeer og tavernaér er familieejede.

Den slags samfund kaldes traditionelle samfund i modsætning til de langt mere dynamiske (og protestantiske) samfund i Nordeuropa. Den orthodoxe kirke har stadig et stort greb om befolkningen i Grækenland. Jeg besøgte "min" landsby for et års tid siden og den eneste forandring var en ny café på torvet.

Jeg tror mange af os nordboere nyder denne tilbagelænede og afslappede livsstil, så lad det ikke ødelægge af et EU, der i altfor høj grad er bygget på "udvikling" og på vore stressede systemer i Nordeuropa.

 

OPKOMLINGEN KØBENHAVN      27.05.2020
 

 

Indtil 1100 tallet lå,hvor København nu ligger, kun et lille fiskerleje. I 1100 tallet grundlagde så krigerbiskoppen Absalon byen Havn, der var begyndelsen til nutidens København. Dette skete på grund af sildefiskeriet i Øresund. Man eksporterede saltede sild til resten af det katolske Europa, hvor man ikke måtte spise kød i fastetiden - fra Askeonsdag til Påske. Europa adlød disse fasteregler så konsekvent som muslimerne idag Ramadan. Men man måtte spise fisk og sildefiskeriet i Øresund var formidabelt.

København er således grundlagt af rent rationelle, økonomiske hensyn.

Anderledes men med min hjemby Give på den jyske højslette. Denne lille bys historie fortaber sig på en ganske anden måde i Danmarkshistoriens tåger.

Byen Give er opkaldt efter jættekvinden Gyffve (deraf navnet Give), der residerede i landsbyen Hedegård (Give boere vil vide hvor det er!).

Da jættekvinden Gyffve så man i 1200 tallet var at bygge Give Kirke, og hun erkendte slutningen på Asatroen, tog hun en kampesten og slyngede den mod kirken. Hun skød imidlertid forbi og stenen landede i Givskud (deraf navnet).

Se det er en ganske anden historie end København kan opvise.Gives historie og navnets oprindelse går helt tilbage til hedenskabets dage. Det er ikke et rent kommerciel historie som den landets hovedstad kan opvise. Alene byens navn bringer til os "på brede vinger/ en sagatone fra hedenold" som der står i et velkendt digt.

Hvad Give egnen angår har man også der fundet både Donneruplund ploven fra jernalderen og i Pilkmose måske det ældste hjul i Nordeuropa. Jeg løb som dreng på skøjter på begge de moser, hvor hvor man har fundet disse kostbare danefæ.

I sammenligning har København ikke en historie der kan sammenlignes med egnen omkring denne lille by.

 

HAVDE SHAKESPEARE EN GALANT AFFÆRE    10.05.2020
 

 

Om ingen er der skrevet så meget om en person hvis liv man reelt kender så lidt til, som om William Shakespeare (1564-1616).

Vi danskere har såmænd også været med. I 1912 udkom Georg Brandes´ biografi om Shakespeare. Den var bygget på den hypotese, at man kunne lære mennesket Shakespeare at kende ved at studere hans dramaer. Idag kan den kun læses for underholdningens skyld

Den biografi, jeg her holder mig til er Park Honan: William Shakespeare. A life. Den udkom på Oxford University Press i 1998 og er altså - forholdsvis -ny.

Det nye (for mig) i Honan´s biografi er, at den store poet tilsyneladende havde en udenomsægteskabelig affære med en vis Jennett Davenant, hustru til en vin-købmand og taverna-ejer ved navn John Davenant i Oxford .Hertil var parret  flyttet fra London, hvor Shakespeare lærte dem at kende.

Jennett var vittig og intelligent og hun var dygtig til at konversere.og skal have været meget smuk.

Ved et held kom det rum, hvor Shakespeare formodentlig havde sine hyrdetimer med Jennett for dagen i 1927 da man restaurerede addressen Cornmarket 6. Det var et lillle bemalet rum.

John Davenant og Jennett fik (overlevende) søn nummer to i 1606 og ikke alene siger rygterne (der sikkert er sande) at Shakespeare stod fadder til ham, men han pralede selv senere i livet at at være en søn af Wiliam Shakespeare.

Der har været mange fantasterier om Shakespeare´s lovmæssige hustru, Ann Hathaway, der måtte blive i parrets lille hjemby Stratford upon Avon, mens Shakespeare skrev og opførte sine dramaer i London. Ikke mindst fordi Shakespeare skriver i sit testamente at han (kun) testamenterer Ann Hathaway sin" næstbedste seng". Disse forblommede ord har forskere grundet meget over. Vi kan ikke overføre moderne, danske kønsroller på disse fjerne tider. Den må læseren selv tænke over.

 

SÅ HAR DU MÅSKE AMERIKANSKE CIGARETTER?    05.05.2020
 

 

I disse dage, hvor man fejrer 75 året for befrielsen, går igen næsten al opmærksomhed til de frihedskæmpere, der kæmpede på land. En del hviler som bekendt i Ryvangen.

Der er intet nyt i dette. Men man kan spørge sig selv om, en gang mere,, hvorfor man så tit glemmer at nævne de mere end 1900 danske søfolk, der satte livet til i Atlantens kolde bølger i både Atlantkonvojerne og konvojerne til Murmansk.

Jeg hørte for mange år siden en udsendelse i radioen om en af de overlevende fra Atlantkonvojerne. Han fortalte at han, da han kom til Frederikshavn, tog toget sydpå og delte kupé med en jævnaldrende dansker.

Manden i kupeen kom så med det spørgsmål, der altid faldt dengang: "Hvad lavede du så under krigen?"

Sømanden svarede at han, som tilfældet var, havde sejlet i konvojerne under hele krigen.

Så kom danskerens eneste kommentar til den oplysning: "Så har du måske nogle amerikanske cigaretter?".

Historisk ved man jo at det lykkedes danske frihedskæmpere at sende det signal til de allierede, at vi kæmpede på deres side mod den tyske overmagt.

Man glemmer at de tusinder af danske søfolk, der sejlede i konvojerne, også i allerhøjeste grad sendte dette signal til de allierede, hvis skibe de sejlede i!

Jeg ved ikke hvilket årstal man fik placeret det store anker ved Nyhavn til minde om de danske, der omkom til søs.

Men det var ikke for tidligt!

 

 

DUBLIK, IVAN BAAD   07.05.2020

 

Se dette link fra den 6. juni 2014 - 75 årsdagen for D-dag:

https://www.dr.dk/nyheder/indland/70-aar-efter-danske-krigssejlere-faar-endelig-skulderklap-d-dag

 

ER MAN ANDERLEDES, ER MAN SYG   03.05.2020

 

En af de største historiske, kvindeskikkelser fra fortiden er - som mange vil vide - Marie Grubbe (1643--1718). Marie Grubbe tog en social nedtur af rang. Hun var adelig og en datter er herremanden til godset Tjele øst for Viborg.

Hun var gift hele 3 gange (én gang med en uægte kongesøn Ulrik Frederik Gyldenløve fra hvem hun ved skilsmissen fik sin medgift på 12000 rigsdaler). Disse spenderede hun på en udlandsrejse.

En lang række af Danmarks største forfattere har skrevet om hende. Hendes personlighed havde vakt deres interesse, selvfølgelig fordi hendes handlinger gik stik imod hendes tids adelssamfund. Her er en liste over de digtere, der har skrevet om hende: Ludvig Holberg, Blicher,H.C. Andersen, J.P. Jacobsen, Ulla Ryom og Juliane Preisler.

Hendes sidste ægtemand var hendes kusk Søren Sørensen Møller. Han blev fængslet i 3 år for manddrab og Marie Grubbe ernærede sig som færgekone i sine sidste år. Det vides at hun modtog fattighjælp fra 1714 til 1716.

Man kan spørge sig selv om dagens Danmark ikke i mange henseender er et ligeså stift standssamfund som på Marie Grubbes tid? Nu regner sociologerne ganske vist med 5 statuslag, mens der på Marie Grubbes tid kun var adel, borger, og bonde.

Det er forbavsende så få gange man kan læse i ugebladene at et kvindeligt medlem af kendisserne og jet-settet (vor tids adel) gifter sig med en førtidspensionist, der har sin gang i Kristiania!

Jeg kender intet tilfælde men jeg læser heller ikke de relevante ugeblade. Men netop dette ville svare til den nedtur, Marie Gruppe tog - og tilsyneladende for kærlighedens skyld. Udover ægteskaberne havde hun en del forhold, hvilket selvfølgeligt var forargeligt, når en kvinde praktiserede det, mens adelsmænd kunne opføre sig stort set som de ville.

Der er en tilbøjelighed til i Danmark at regne vore store, historiske individualister for fysisk eller psykisk syge. Om vor republikanske martyr, Dr. J.J. Dampe, mente hans biograf at han blev sindssyg "da han fandt sin hustru i sin fars arme". Hans republikanisme skyldtes altså sindssyge! En vis Lise Ehlers har argumenteret for at Marie Grubbe var svært hjerneskadet i hjernens pandelapper!

Jeg synes det er betænkeligt, at lille Danmark er så ensartet og stift at det, ligesom i sin tid Sovjetunionen og DDR, skal erklære afvigere for sindssyge eller hjerneskadede.

 

REPLIK, ULRIK GRÄS    03.05.2020

 

Bøges indlæg vil komme til at pynte i avisen, historisk, velskrevet og fornuftigt, god weekend, hilsen Ulrik.

 

EN MISOGYN MUNK     23.04.2020
 

 

Jeg uddelte i min tid som gymnasielærer til en 2G Saxos fortælling om vikingeprinsen Amlet (Shakespeare havde historien fra en fransk kilde). Jeg havde ikke forberedt mig, for jeg gik som en selvfølge ud fra at Saxo skrev det latin, som klassiske filologer lidt foragteligt kalder "munkelatin" som det kendes fra middelalderen. Den er et udsnit fra Saxos store værk Gesta Danorum (danerne bedrifter) fra mellem 1180-1220 e. Kr.

Da jeg dagen after kom ind i klassen spurgte de mig, hvad det da var jeg havde givet dem for?

Jeg kiggede på texten og fik mig et af mit livs største overraskelser.

Det var skrevet på en blanding af klassisk latin og sølvalderlatin og udviste en beherskelse af latin, der var en Cicero værdigt. Det var en superb nydelse at læse det.

Renæssancens vel bedste, europæisle latiner var vel Erasmus af Rotterdam. Han siger om Saxos latin:"Det er næsten ikke til at fatte fra hvilke kilder på den tid i Danmark kunne tilflyde et menneske en sådan vælde i stilen".

Man kan gisne om at Saxo har studeret ved tidens store lærdomscentre Chartres og Bologna.

Han var vel en slags privatsekretær for Biskop Absalon.

Han var munk og en anelse misogyn (kvindehader). Da den onde konge Frege sender en pige (Shakespeares Ophelia) ned til Hamlet, der spiller gal, for at finde ud af om Hamlets galskab kun er noget han foregiver, og istedet pønser på hævn over Frege - hans fars morder- siger Saxo "At en kvinde får en mand til at snuble i sin hensigt". Hvilken fantastisk psykologisk sandhed.

Senere, da Amlet har fået sin hævn og brændt kongsgården ned, gifter han sig med en skotsk prinsesse.

Amlet og hans lille hird står en dag overfor en stor hær på af vilde vikinger på den jyske hede, som de umuligt kan vinde over.

Amlet informerer nu prinsessen at nu vil han gå imod hæren og bliver dræbt - for sådan har han levet og sådan vil han dø.

Prinsessen svarer, at hun altid vil ære hans minde og aldrig gifte sig igen.

Så kommer Saxos tørre slutbemærkning: "Dette løfte holdt hun naturligvis ikke. For når en kvinde afgiver et løfte er det glemt såsnart hun har sagt det!"

Jeg kan godt tilgive denne geniale munk hans misogyni.

Skulle nogen være latinkyndig iblandt mine læsere venter der dem en fantastisk, sproglig nydelse i Saxos latin.

 

 

REPLIK, IVAN BAAD    24.04.2020

 

Spændende senmiddelalder / prærenæssance og akademisk i et højere lag. Om det skrevne udspringer af research eller blot er hentet op fra lageret af baggrundsviden, får læseren ikke at vide. Imponerende såfremt det sidste er tilfældet.

For en ikke-grammaticus udi Sakespeare (1564 – 1616) eller ditto udi i Saxo (1160 – 1208, oprindeligt Sakse og senere tilnavnet ”Grammaticus” – den lærde) måske lidt forvirrende brudstykker med frie spring mellem Hamlet og Amlet. Sidstnævnte er myten om prins Amletus, eller Amleth, der, som skrevet står, er beskrevet af Saxo 400 år før Shakespeares skuespil, Hamlet blev til. "To be, or not to be: that is the question" – Tja, I hvert fald er Amlet mere sagn end subject, det er ikke spørgsmålet.

 

Det kan i øvrigt berettes, at sagn- / skuespilfiguren Hamlet er begravet her i Danmark, nærmere bestemt på Ammelhede 4 km fra Randers ved landevejen mod Grenå. Ved vejen er et tydeligt skilt, HAMLETS GRAV. Stedet er markeret med en kampesten med inskriptionen:

 

"Amled Ypperste
Oldtids-snille
Teed sig taabe
Til hævnens time
Kaaret på ting
Af Jyder til konge
Højsat han hviler
Paa Amled Hede"

 

 

HVAD ER FAKTISK DANSK / SKANDINAVISK?    20.02.2020

 

SAS udgav d. 11 februar en reklamefilm hvoraf det fremgår at meget få af de ting vi anser for danske faktisk er af dansk oprindelse. 

Vindmøllerne er fra Kroatien, cykeltraditionen er fra Tyskland, rugbrød fra Tyrkiet og lakrids fra Kina og den famøse Egtvedpige er tysk.

Min kommentar til dette er at en sådan vurderingsmåde er uhyre overfladisk. Det er fænomener hentet fra småtingsafdelingen og jeg har svært ved at se at den slags kan andet en producere et smil.

Lad os se lidt på langt mere vidtrækkende kulturfænomener gennem næsten 1000 år.

Katholicismen kom fra Tyskland og 500 år efter kom lutheranismen også fra Tyskland. Med protestantismen kom også den protestantiske arbejdsetik ( se Max Webers værk Den protestantiske etik og kapitalismens ånd"). Den nationalromantik hvormed man i Sønderjylland i dette år fejrer genforeningen er også tysk. Vort nationale digt Guldhornene skrev Oehlenschläger efter et langt nattesæde med den tyske intellektuelle Steffens.

Jeg har såmænd også den danske hjemme-og hyggekultur mistænkt for at have sin oprindelse i den tyske kunstretning kaldet Biedermeier. Den dominerede i tysk kunst fra ca. 1850 til 1900. Læs lidt om den på nettet og spørg jer selv om ikke serien Matador er typisk Biedermeier!

Den vidt udbredte, danske tro på, at kun hvad man kan måle og veje eksisterer (troen på "videnskaben" som var denne en religion) stammer fra engelsk positivisme (cf. filosoffen Bentham) og er et engelsk indslag.

Når man tager disse omfattende kulturpåvirkninger i betragtning så bliver SAS reklame-filmen fuld at rene bagateller (som at rugbrød er tyrkisk).

 

 

EN OLDTIDENS SIMON SPIES?    04.02.2020

 

Kendte vi oprindelsen til alle sprogets ord ville vi have et uhyre stort historisk kildemateriale. For alle ord har deres oprindelse i en specifik kultur.

Jeg vil nu underholde lidt om, hvorledes ordet grotesk opstod. Det er oprindeligt italiensk og af ganske nylig oprindelse.

Da Kejser Nero( kejser fra 54-68 e. Kr.) blev træt af at bo i kejserpaladset på Palatinerhøjen i det centrale Rom, et palads som kejsere havde boet i siden Augustus, ryddede han nogle hektar i det indre Rom og påbegyndte bygningen af et palads, der faldt mere i hans smag. Det var allerede i den tids Rom kendt som "Det gyldne hus" (Latin: domus aurea).

Det var i et og alt designet efter den forlystelsessyge kejsers smag. Loftet i den store gildessal bestod af mekanismer, der kunne vælte tusinder af blomster ud over hans gæster.

Væggene var bemalet med pornografiske malerier, der jo nok endte i vatikanets kældre ligesom en del lignende materiale fra Pompeii.

Man fandt det i slutningen af 1800 tallet og udgravningen lignede, for de forbipasserende, som ikke havde adgang, en grotte.

Derfor kaldte romerne udgravningen for Il Grotto, grotten.

Deraf kommer faktisk ordet "grotesk".

Nero så først og fremmest sig selv som et stort skuespillertalent og var, efter nogle kilder, et vidunderbarn på dette område. Han skal have optrådt som en fødende kvinde i en (tabt) græsk tragedie i det halvgræske Pompeii.

Nogle har nok smilet af det vanvittige syn, at den nuværende hersker i hele den kendte verden optrådte i en fødselsseng midt i amfi-teatret.

Der lod til at være noget Simon Spies - agtigt i Neros karakter. Han elskede at forarge og lave grin med borgermusikken og specielt de romerske matroner. Dem tvang han til at optræde som bacchantinder, da han selv klædt som guden Bacchus (græsk: Dionysos) drog ind i Grækenland. Spies var dog naturligvis ikke farlig som Roms hersker, men er der ikke nogle fælles træk?

 

 

OG SÅ KOM KJØRMES KNUD (Om kyndelmesse d. 2 februar)    01.02.2020
 

 

Mange lidt ældre læsere vil huske den sidste linje i vintersangen "Sneflokke kommer vrimlende" Nogle vil også huske den sidste linje i denne sang, om ikke for andet så fordi den er uforståelig: " Og så kom Kjørmes Knud".

Jeg spurgte engang min mor, der var landmandskone fra Give-egnen, hvad hun forstod ved denne linje?

Hun svarede at hun huskede et gammelt udtryk fra sin barndom: når der lå meget sne til Kyndelmisse sagde de gamle: "Nu holder Kjørmes Knud derude med sine hvide stude".

Det er velkendt at kyndelmisse (engelsk candlemass) ligger d. 2 februar. Jeg studerede lidt i en gammel dansk ordbog og fandt ud af at "Kjørmes" er gammel jysk for "kermesse"( ker for kerte), altså kerte eller lysmesse.

Men hvad med denne Knud, der holdt udenfor med sine hvide stude? Det skal betyde selve vinterens knude, det tidspunkt hvor en hård vinter bider mest.

Jeg mener også at have hørt, at det er en gammel regel blandt danske bønder, at halvdelen af vinterfoderet til dyrene skulle være tilbage til Kyndelmisse.

Således er det et studium i sig selv at undersøge de sædvaner, tidspunkter og udtryk der hænger sammen med et Danmark, der engang var et bondeland uden meget industri. I dag siger man "efter alle solemærker at dømme" men det var oprindeligt efter alle julemærker at dømme. Bønder studerede vejret mellem jul og Helligtrekonger for ud af vejret i denne periode mente man, man kunne få en ide om vejret det kommende år. "Julemærkerne" var skåret ind i gårdens hanebjælke. Der er masser af den slags fra det gamle, danske bondeland og jeg håber det bliver bevaret i folkemindesamlinger.

 

 

DIGTERNE OG DERES BYER     17.01.2020

 

Flere af Vestens store digtere har deres navne knyttet til en speciel by i deres hjemlande. I vor tid har Dublin, Irland, skabt en veritabel turistindustri omkring forfatteren James Joyce. Og ikke uden grund. Hans mest berømte roman, Ulysses, foregår mest inde i hovederne på hovedpersonen, Leopold Bloom, Stephen Dedalus (Joyce´s alter ego) og Blooms hustru Molly Bloom. Det hele foregår på en eneste dag, nemlig 16 juni, 1904. Denne dag fejres af intellektuelle dublinere som "Bloomsday". For ikke mange år siden dukkede en vellignende statue af Joyce op udenfor pubben The Old Madigans i North Earl Street. Joyce fans går i Leopold Blooms og Stephen Dedalus´ fodspor gennem Dublin d. 16 juni. Turen tager sin begyndelse i det såkaldte Martello Tower i Sandymount, hvor også romanen Ulysses tager sin begyndelse.

Byen Dublin skovler penge ind på Joyce turismen. Vi i Danmark kender fænomenet fra H.C. Andersens by Odense. Princippet er det samme. Man er ved at snuble over buster og statuer af eventyrdigteren.

Der er imidlertid et lille fænomen, der bør nævnes: Hverken Joyce eller H.C. Andersen vendte tilbage til barndomsbyen efter de havde forladt den. Joyce levede med sin hustru, Nora Barnacle, først i Trieste og senere i Paris og Zürich. H.C. Andersen, der også tilbragte megen tid i udlandet, især Italien, nærmest vandrede fra gods til gods i Danmark og besøgte sine velgørere.

Noget lignende gælder italiens nationaldigter, Dante Alighieri. Han kom fra Firenze, der gør et stort nummer ud af at være hans hjemby, skønt han måtte gå i landsforvisning (Firenze var da en selvstændig bystat). Og på grund af en stor arv behøvede han ikke at have rige velgørere.

Dantes hovedværk er Den guddommelige Komedie. Han døde i bystaten Ravenna, men ifølge pålidelig kilde har man stadig et gravkapel i Firenze, i håbet om at Ravenna vil slippe hans jordiske rester.

3 af Vestens største poeter gennem historien fejres, med andre ord, af deres hjemby, som de aldrig vendte tilbage til. Nu udnyttes deres geni kommercielt i den helt store stil og deres hjembyer skovler penge ind.

Joyce´s enke, Nora Barnacle, ansøgte nogle år efter Joyce´s død byen Dublin om at tillade at hans jordiske rester måtte vende hjem til den by, han skrev om gennem hele sit forfatterskab.

Hun fik et nej. Romanen Ulysses var forbudt i Irland. Joyce ansås dengang for at være "obskøn". Er Joyce turismen, i lyset af dette, mindre obskøn?

 

EN ADELIG FLYGTNING     06.01.2020

 

I disse tider hvor der tales meget om at hjemlande ikke vil modtage udviste flygtninge så har vi

faktisk i Danmark en flygtning hvis hjemland gør krav på ham, men som Danmark ikke vil udlevere.

Det drejer sig om en lidt speciel flygtning, nemlig den såkaldte Jarl af Bothwell hvis navn var James Hepburn (1534-1878).

Jarlen var Maria Stuarts 3. og sidste ægtemand. Han blev indblandet i stridigheder vedrørende sit ægteskab med Skotlands dronning Maria Stuart og måtte flygte til Norge. Her blev han pågrebet af Frederik II´s soldater og i første omgang ført til Malmø. Min kilde fortæller at han blev en varm kartoffel for den danske konge( Norge var dengang dansk), idet man ikke vidste om den siddende skotske regering ville overleve.

Han blev så ført til Dragsholm Slot i Nordsjælland, hvor han døde, muligvis som sindssyg.

Han blev gravlagt i en hvælving i Faarevejle Kirke.

Det mærkelige ved hans lig (hvis det da er hans!) var at det blev mumificeret. Mine forældre viste mig det da jeg var omkring 10 år. Han lå da i en glasmontre.

Det kan ikke endegyldigt bevises at mumien er Jarlen af Bothwell, men der er en lang tradition for at anse den for ham.

Jarlens omfattende, skotske familie gør krav på at få mumien udleveret til Skotland, men i dette besynderlige tilfælde er det blevet dem nægtet.

Nu er mumien gravlagt i en stor kiste i Faarevejle Kirke for at bevare det. Det må ikke udsættes for for meget lys. Så nutidens børn kan ikke få dette mærkelige syn at se.

 

BORNHOLMERE PÅ VANDRING    17.12.2019

 

Men forud for dette var der store mængder af jyder, der fulgte anglere og saksere, da disse slog sig ned i England allerede  efter  det romerske styres fald i landet ca.400 e. Kr.

Hvad der er mindre kendt er at bornholmere tilsyneladende slog sig ned i hvad der idag er det franske landskab Burgundiet.

Dette fremgår af et forholdsvist nyt engelsk værk, der under titlen "Vanished Kingdoms", af historikeren Norman Davies, udkom i 2011.

Jeg var under mine studier løbet på den oplysning, at Bornholm træder ind i den skrevne historie i folkevandringstiden (ca. 400-800 e. Kr) under navnet Burgundarholm.. Jeg vidste også at dette har udløst den teori, at det var vandrende bornholmere, der har lagt navn til det idag franske landskab, der hedder Burgund, på fransk Bourgogne.

Dette tages for givet af den bestemt seriøse historiker Norman Davies i hans store værk "Vanished Kingdoms" ("Forgangne kongeriger"). Burgund nød en vis selvstændighed  i den lange periode fra 411-1795.En kilde fra så sent som i 900 tallet nævner at disse burgundere var et hoved højere end andre folkeslag i området og talte et uforståeligt sprog fra den germanske, ikke romanske, sproggruppe.

Norman Davies introducerer sit kapitel om Burgund med en 4-sidet lang beskrivelse af Bornholm (s.87-90). Han beskriver øen næsten som et jordisk paradis og går så langt ned i detaljer, at han nævner snestormen på øen i 1910! Han nævner også at rundkirkerne er bygget af tempelridderne i senmiddelalderen.

Der må her være materiale for det bornholmske turistbureau! Og turistbureauet i Bourgogne!

Folkevandringstiden var en kaotisk tid, hvor man næppe vidste hvilket folkeslag befandt sig hvor. Så Davies´ s teori kan ikke modbevises.

 

DANSKERE PÅ VANDRING      01.12.2019

I disse år hvor store folkemængder, især fra Mellemøsten, er på folkevandring til Vesten er det sundt at tænke på, at der var en tid hvor vi danskere også var på vandring og slog os ned i store mængder i udlandet. 

Jeg tænker her ikke alene på folkevandringstiden efter Roms undergang, men, for vi danskeres vedkommende, også på vikingetiden, da England og Danmark var et dobbelt kongerige under Knud den Store. På den tid slog vi os i store mængder ned i hvad man har kaldt Danelagen i England. 

Men forud for dette var der store mængder af jyder, der fulgte anglere og saksere, da disse slog sig ned i England allerede  efter  det romerske styres fald i landet ca.400 e. Kr.

Hvad der er mindre kendt er at bornholmere tilsyneladende slog sig ned i hvad der idag er det franske landskab Burgundiet.

Dette fremgår af et forholdsvist nyt engelsk værk, der under titlen "Vanished Kingdoms", af historikeren Norman Davies, udkom i 2011.

Jeg var under mine studier løbet på den oplysning, at Bornholm træder ind i den skrevne historie i folkevandringstiden (ca. 400-800 e. Kr) under navnet Burgundarholm.. Jeg vidste også at dette har udløst den teori, at det var vandrende bornholmere, der har lagt navn til det idag franske landskab, der hedder Burgund, på fransk Bourgogne.

Dette tages for givet af den bestemt seriøse historiker Norman Davies i hans store værk "Vanished Kingdoms" ("Forgangne kongeriger"). Burgund nød en vis selvstændighed  i den lange periode fra 411-1795.En kilde fra så sent som i 900 tallet nævner at disse burgundere var et hoved højere end andre folkeslag i området og talte et uforståeligt sprog fra den germanske, ikke romanske, sproggruppe.

Norman Davies introducerer sit kapitel om Burgund med en 4-sidet lang beskrivelse af Bornholm (s.87-90). Han beskriver øen næsten som et jordisk paradis og går så langt ned i detaljer, at han nævner snestormen på øen i 1910! Han nævner også at rundkirkerne er bygget af tempelridderne i senmiddelalderen.

Der må her være materiale for det bornholmske turistbureau! Og turistbureauet i Bourgogne!

Folkevandringstiden var en kaotisk tid, hvor man næppe vidste hvilket folkeslag befandt sig hvor. Så Davies´ s teori kan ikke modbevises.

 

   REPLIK, ULRIK GRÄS 

   Tak til Børge for en historisk genopfriskning - foruden et par hyggelige timer fredag eftermiddag på Borgerkroen, hvor der over vore syndige hoveder stod "Vi er danskerne", og hvor Børge ærligt gav udtryk for sin oprigtige helt ærlige mening, nemlig at den indoeuropæiske race er alle andre overlegen. Uden malice: det var et interessant synspunkt. Jeg går rundt og tygger på det med både g og k i kæberne. Min svigerdatter er fra Mellemøsten. Børge beroligede mig, hun er ikke araber, hun er fra Persien og taler farsi (foruden fransk og engelsk). Kære Børge, desværre er jeg ikke klog nok til at sætte dine sikkert helt rigtige ideer ind i en større forståelses ramme, måske nogle i kredsen her kan hjælpe med det? Jeg er "kun" en sølle iagttager der vil skrive elementerne sammen i en tragisk novelle om forskyldt, uforskyldt, erkendt og uerkendt racisme på både bodegaplan og et højt intellektuelt niveau under hovedgærdet, hvor vi er danskerne. Tilbage til morgenkaffen, god søndag.

NB.: Betragtningerne om bornholmerne er rigtig gode.

  

    REPLIK, JOHN IB

Børge skriver som sædvanlig om et aktuelt og vigtigt emne, denne gang om Folkevandringer. Og han gør det ud fra nogle interessante historiske analyser.

Den med at Bornholmere, med stor sandsynlighed har lagt navn til det franske Bourgogne er en fantastisk historie.

Så langt så godt.

Grunden til at jeg skriver denne mail er, at Børge i en dialog med Ulrik, giver udtryk for at den indoeuropæiske race er alle andre overlegne. Deri er jeg uenig.

Generelt bryder jeg mig ikke om begrebet: dem og os. Et begreb som er aktuel i disse år, hvor mange er flygtet fra deres hjemland med kurs mod Europa. Flygtet fra tilstande, som vi knapt forstår.

Vores familie har i et par år hjulpet en kvinde  fra Eritrea. Hvilke pinsler hun har været udsat for går over min forstand.

Hvad har det at gøre med påstanden om at den indoeuropæiske race er alle andre overlegene, kan man spørge.

Det har det efter min mening, fordi jeg antager, at en påstand om at nogle folkeslag  er bedre end andre  grunder i angst for det fremmede.

Undersøgelser viser at demokratiske samfund, der udsættes for massivt ydre pres eller indre omvæltninger, som f.eks mange flygtninge, kan regrediere og blive præget af uforsonlige indre konflikter og konflikter med omverden.

Indstillingen til verden falder tilbage til et mindre avanceret niveau og bliver præget af bl.a. den simple  forsvarsmekanisme splitting.

Så er vi over i psykologien, som er min hjemmebane.

I psykologisk forstand er splitting en af de første forsvarsmekanisme et menneske får. Splitting  fungerer på følgende måde:

For at kunne overskue en kompliceret situationen deles/splittes problemet op i sort og hvidt eller de gode og de onde.  Eller som her, den indoeuropæiske race er bedre end andre.

Den forenkling giver en form for afklaring, ro. Væk fra tvivlen, væk fra alle de bøvlede detaljer. Men den undergraver mulighederne for dialog, gensidig forståelse og moden håndtering af konflikter.

Det er farligt og må ikke ske. Vi må give den slags store verdensomspændende, livsvigtige spørgsmål mere tid, mere fokus.

Derfor er det godt, at du Børge, igen og igen byder ind med emner der giver mulighed for at debattere det der er vigtigt.

   DUPLIK, BØRGE
 

 

I en "replik" til mit indlæg om folkevandringer skriver Ulrik Gräs at jeg i en samtale på en pub har hævdet at den indoeuropæiske "race" er alle andre "racer" overlegen.

Der er noget Ulrik her har misforstået.

Vi taler idag blandt sprogforskere om "de indoeuropæiske sprog" ( jeg regner mig i al beskedenhed som en slags sprogforsker) ikke om en fastliggende indoeuropæisk "race". Der er temmelig langt fra en perser (iraner) og en inder fra brahminerkasten til en rødhåret irer fra Den Grønne Ø. Det giver ingen mening at tale om "race" i den forbindelse.

Men aldrig så snart begynder man en snak om de indoeuropæiske sprog som en samlet sproggruppe er der nogen der tænker "nazist" Det er beklageligt at Ulrik har fået dette galt i halsen.

Man kender de 3 indoeuropæiske oldtidssprog sanskrit, græsk og latin. Det har været mit privilegium at studere græsk og latin.

For at eksemplificere fællesskabet mellem de 3 oldtidssprog så lad mig bruge ordet Gud Fader på de 3 oldtidssprog.

Dyaouspiter (sanskrit), Zeus Pater (græsk) Deus Pater (latin).

Som man ser er der tydelige ligheder og alt tyder på indo-europæerne har dyrket denne himmelgud helt tilbage til bondestenalderen, længe før den bibelske Jahve kom ind i billedet.

Diskussionen om indoeuropæernes oprindelige hjemland foregår stadig i lærde kredse.

Men jeg har aldrig hævdet indo-europæerne som RACE er alle andre overlegen.

  

JYDERNES OPRINDELSE     25.10.2019 
 

 

Første gang Danmark under navnet Dania dukker op i vestens historie er hos den gotiske historieskriver Jordanes ( 6. årh. e. Kr.). Han var sekretær hos den østromerske kejser i Byzans.

Samtidig nævner Jordanes at der engang sad en stamme i Jylland, der kaldtes Herulerne. De blev engang mellem 100-300 e. Kr. løbet overende af en stamme kaldet Danerne, der kom østfra (Skåne og Sjælland). Jordanes nævner også halvøen Jylland og kalder denne "Matrix omnium gentium" (alle folkeslagenes moderskød). Denne betegnelse har fået flere forskere til at mene at Jylland er selve indoeuropæernes vugge (Urheimat)..

Vi jyder er altså slet ikke oprindeligt daner (danske). Tollundmanden og Grauballemanden

 må have været herulere.

I Ebbe Kløvedals bog Fæ og frænde - der er et af de største historiske forfalskninger i dansk litteratur - ender det med at et herulisk ægtepar sidder i deres  hytte i Himmerland mens en dane hygger sig i værelset ved siden af med deres heruler-datter. Den heruliske far siger så til sin kone: "Det er endda godt vi (daner og herulere)kan finde ud af det sammen"!!!

Det er dog næppe gået så fredeligt til.

Vi jyder er altså en blanding af daner og heruler.

I min studietid i Århus blev jeg på værtshuset Den Høje i Skolegade adopteret som Heruler! Sagen er nemlig jeg er født Dane og faktisk københavner. Denne plet i mit DNA måtte jeg have fjernet. Det blev en vild aften. Jeg skulle danse tango med Egtvedpigen og hvad jeg skulle gøre sammen med Tollundmanden tør jeg slet ikke skrive om her. Jeg var mildest talt ikke ædru da jeg forlod etablissementet hen på natten.

Vi jyder trænger til at hævde vor identitet overfor danerne. Måske er vi faktisk bedre tjent med en jysk republik fremfor et dansk (!) kongehus.

 

 

KULTURRADIKALISME OG KØBENHAVNERI     22.10.2019
 

 

Det er velkendt for de fleste, at den såkaldte "kulturradikalisme" næsten udelukkende er et københavnsk fænomen. Den går tilbage til kredsen omkring Georg Brandes og hans bror Edvard Brandes i slutningen af 1800 tallet og den opnåede sin anden blomstring blandt hovedsageligt københavnske, socialistiske intellektuelle som Poul Henningsen, Otto Gelsted og Hans Kirk i mellemkrigstiden. Poltitisk fandt den udtryk i partiet Det Radikale Venstre, og dens pressemæssige hovedorgan er københavneravisen Politiken, avisen med patent på de rigtige kulturradikale holdninger og meninger. 

Ikke mindst indenfor journalistik og i mangfoldige medier har vi også i Jylland messet med på den kulturradikale ideverden og retorik. Hvem idag går ikke ind for kønnenes ligestilling i erhvervslivet, ligeberettigelse for folk med andre sexuelle preferencer osv. osv.? Alle disse emner har kulturradikalismen været med til at fremme. De fleste kender derfor mest til kulturradikalismen som en række "progressive" holdninger, både holdninger af lettere, socialistisk observans og idag også vid tilslutning til øget indvandring - sjovt nok af folkeslag der bestemt ikke er kulturradikale!

Mit ærinde er imidlertid at udpege kulturradikalismens københavnske karakter og vi i Jylland havde måske været bedst tjent med den holdt sig indenfor voldene. Men nej. Den har forfulgt sine målsætninger med en nidkærhed, der kan minde om et præsteskab med et guddommeligt kald.

Der er nemlig et par ting, den har overset: den har glemt sin oprindelse i den danske Enevældes hovedstad. Den har bestemt ikke vundet sin sag gennem en dialog med den jyske befolkning, men snarere på samme måde som vi herovre i århundreder har måttet ligge under for et enevældigt københavneri, fra den lutherske købstadsreligion til de militære love på landet i hoveritiden. Det er min teori at vi ikke er blevet vundet for de "progressive tiltag" med intellektuel tilslutning men mere som en gammel, jysk skæbnetro: "Sådan skulle det nu være".

Foreløbigt har de "progressive" ideer fra kulturradikal hold ødelagt familien. Vore børn er idag mere systemets og statens børn end de er deres forældres. For de kulturradikale viger ikke længere tilbage for simpelthen at udføre deres ideer i lovform. Hele landet skal være en forstad til Enevældens by.

Personligt har jeg ikke TV og har ikke haft det siden 2001. Jeg får mig et den dag TV får en jysk udformning, der røber vor jyske identitet og ikke længere er befolket af en flok skabagtige. københavnske krukker der er eksponenter for den næsten 1 1/2 århundrede gamle kulturradikalisme.

 

MONARKI OG REPUBLIKANISME     12.09.2019

 

Nytårsnat år 1800 måtte filologen og filosoffen Peder Andreas Heiberg (1758-1841) forlade Danmark og gå i eksil i Paris. Han var, som mange danske intellektuelle, under indflydelse af den franske revolution i 1780erne. Deriblandt også Dr. Jacob J. Dampe, der sad i et isolationsfængsel på Kristiansø fra 1820-1848. 

A. Heiberg havde i et digt skrevet "at ordner hænger man på idioter" Det blev for meget for Enevælden. Og det danske kongehus har intet lært af dets egne skarnsstreger. Den har bl.a. givet den rumænske diktator Ceaucescu elefantordenen og ligeledes den ægyptiske diktator Hosni Mubarak.

Nu har man fra Grundloven fjernet blasfemi-paragraffen. Nu må vi spotte vor kristne Gud. Men naturligvis ikke Allah! Det ville jo være racisme!

Blasfemiparagraffen er væk men ikke paragraffen om majestætsfornærmelse (såvidt jeg ved).

Vil det sige at Margrethe II står over Gud her i vort dronningerige?

Iøvrigt ER hun slet ikke Margrethe II, men Margrethe I. Den person der nu i monarkistiske kredse kaldes Margrethe I  (1353-1412) var aldrig dronning af Danmark. Hun regerede som formynder for barnekongen, hendes lille søn Oluf. Hun var en fantastisk dygtig politiker, en datter af Valdemar Atterdag, der var langt den intelligenteste af Valdemarerne.

Personlig er jeg tilhænger af en dansk republik. Også selvom Billedbladet, hvis det sker, må drejenøglerne. Jeg vil ikke savne det.

 

ARBEJDETS RELIGIØSE STATUS      26.08.2019
 

 

Kære alle. Mange af jer vil nikke genkendende til mine argumenter i denne lille sag, men jeg har ofte nævnt arbejdets quasi-religiøse status i Danmark i læserbreve uden at gøre detaljeret rede for Webers værk og teori. God fornøjelse

Jeg har flere gange været inde på arbejdets halvreligiøse status i Danmark. Flere har bedt mig forklare mig angående dette emne.

Det er emnet for sociologen Max Webers værk "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd".

Heri redegør Weber for det religiøse grundlag for arbejde i protestantismens lande. Det var således at reformatorerne i 1500 tallet, nærmere bestemt Jean Calvin og Martin Luther, ikke havde formuleret noget specielt moralkodeks, og så greb de til den ide at almindelige menneskers arbejde var et kald fra Gud. Førhen var et sådant kald reserveret præster (kald hedder på latin vocatio) men nu udvidedes princippet også til lægfolk. Det tyske ord for det er "Beruf". Således fik arbejdet, og dermed ens sociale stand (på latin "status") en religiøs dimension. Ydermere lå det i luften, at havde man succes i sit "kald" her i jordelivet ja så var man forudbestemt ("prædestineret") til at komme i Paradiset i livet efter dette. Men fejlede man i sit kald var chancen for at komme i helvede overhængende.

Thomas Kingo har opsummeret denne livsindstilling glimrende i sin verslinje "Du i din kald og stand/ din Gud tilbørligt dyrke". Disse 2 små linjer indeholder alt hvad jeg her har  omtalt og burde hænge som en streamer over vore grænser mod syd.

Danmark ser, betragtet med moderne øjne, overordentlig moderne ud. Vi er tilsyneladende med på alle de moderetninger der dikteres fra et moderne Vesten.

Men ridser man lidt i lakken ser billedet noget anderledes ud. Gode. gamle Kingos ord gælder i høj grad stadig. Sociologernes opdeling af danskerne i 5 statusgrupper holder i den grad stik

at mange kan gå gennem livet og kun omgås mennesker fra deres egen statusgruppe. Ja faktisk er vi et gammelt monarki opdelt i 5 "stænder" - et stændersamfund.

Ønsker man yderligere information kan Webers berømte værk lånes på ethvert bibliotek og den er ikke særlig tung læsning.

 

SET LIDT PÅ AFSTAND        19.08.2019
 

 

Der står et par rumzigeunere og får sig en smøg i Stilhedens Hav på Månen. Bag ved dem ser man en jordopgang og den nordlige halvkugle er synlig.

Den ene begynder: "Jeg ved jo du ikke er så bekendt med kulturerne på den planet, hvis eneste måne vi befinder os på. Der er stadig forbavsende forskelle fra land til land men ét lille land skiller sig radikalt ud fra de andre. Hvis du zoomer ind kan du se det lillebitte land, de lokale kalder Danmark".

"Jeg har den. Og hvad er så særligt ved det land?"

"Du vil næppe tro det hvis jeg fortæller dig det, men det er sandheden. For et halvt årtusind siden dukkede nogle religionstiftere, kaldet Luther og Calvin,op. Det er lykkedes, i lyset af deres teorier, at bilde en hel befolkning ind at arbejde er selve meningen med livet!"

"Det er da vel løgn? Hvem kan hoppe på den historie?"

"Det har man gjort. Og ikke alene det. Landets indbyggere mener selv de lever i et topmoderne og progressivt land. I virkeligheden skal man helt tilbage til de gamle flodkulturer og oldtidens Ægypten for at finde noget lignende. Navne som Babylon og Ninive rinder en i hu, og ikke mindst oldtidens Ægypten hvor tusinder af slaver byggede pyramiderne i den tro at deres ledere, faraonerne, var guder!"

"Det var pokkers. Set med et iskoldt blik kan man jo ikke undgå den tanke at landets ledere har gjort en hel befolkning til slaver, i den gode gamle stil fra flodkulturernes tid".

"Netop. Og det hænger vældigt godt sammen. Man tror på de kanter at man får sin identitet og sin status gennem ens position i arbejdshierarkiet. Og ledelsen har gyldne dage. De plyndrer befolkningen for halvdelen af deres arbejdsindtægter i skatter. Du har ret. Det er genialt udtænkt. Gid man kunne finde en sådan befolkning."

"Ja vi skal tilbage til Ninive, Babylon og oldtidens Ægypten for at finde noget lignende. Nå du, jeg må videre. Ciao."

 

VI MENER, VOR LILLEBITTE LAND BLIVER

HØRT, NÅR DER BLIVER UDDELT ROS OG RIS.       15.08.2019

 

Det har i vide kredse forlydt, at præsident Trumps besøg i Danmark vil blive mødt med demonstrationer fra vort etablerede system.

Hvis man tror, at den slags vil afstedkomme reaktioner i Trumps hjemland, USA, er jeg bange for, man tager fejl.

Vort lille forstokkede monarki her i Nordeuropa har næppe flere indbyggere end bydelen Bronx i New York, og det er et åbent spørgsmål, hvor mange amerikanere der overhovedet ved, hvor på landkortet Danmark befinder sig.

Men man kan naturligvis altid gøre sig selv til grin. I 1980 skænkede det danske kongehus den rumænske diktator Ceaucescu elefantordenen.

Dette var en yderst pinlig brøler.

Der er i dansk kultur en understrøm af selvretfærdighed og selvglæde, der kan minde lidt om en sekt som Indre Mission.

Vi mener, vort lillebitte land bliver hørt, når vi uddeler ros og ris i et internationalt forum. Vi tror åbenbart, vi skal optræde som en skolemester, der skal diktere forhold i det store udland.

Vi skal passe meget på, vi ikke igen gør os pinligt bemærkede, som da vi tildelte Ceaucescu elefantordenen.

Der er i dansk kultur en understrøm af selvretfærdighed og selvglæde, der kan minde lidt om en sekt som Indre Mission.
 

 

FOREGANGSLANDET DANMARK    27.06.2019 
 

 

Vi har i valgperioden været ved at dåne af national selvglæde ved tanken om vi nu skal danne eksempel for hele verden i klimaspørgsmålet. Så nu er Danmark ikke længere blot EU´s duksedreng nummer et, men hele verdens.

Jeg kan yderligere bidrage til den nationale selvtilfredshed ved at fremkomme med et lignende eksempel på vor nationale fuldkommenhed, der går helt tilbage til omkring år 1600.

Da den daværende konge af Skotland, James VI, skulle afhente sin kommende brud, Prinsesse Anne af Danmark, i København blev han længere i Danmark end planlagt.

James VI (senere konge af England under navnet James I) var nemlig en ivrig heksejæger. Han var dybt interesseret i det okkulte og af djævelens intriger.

Den historiske kilde jeg her citerer fortæller at Danmark netop dengang lå i front i Europa hvad angik heksejagt og hekseprocesser. Så James VI gik lidt i lære under sit ophold i København.

Under hjemrejsen til Skotland drev James VI og hans flåde ind i Oslofjorden og kom derfor noget forsinket hjem til Skotland.

Det hedder sig at James VI fandt frem til en del af de hekse, der havde rejst denne storm, og at disse i et stort antal måtte bestige bålet i Skotland.

Det er jo herligt for vi danskere når udlandet følger vort eksempel og det skete altså allerede her omkring år 1600.

Der er håb forude.

 

DEN HERSKENDE POLITISKE TÆNKNING ER

VED AT LIGNE ET IDEOLOGISK MUSEUM              17.06.2019

 

Valget er overstået og dermed det trættende tovtrækkeri mellem "højrefløj" og "venstrefløj" i dansk politik.

Vi er så vante til dette, at vi sjældent spørger os selv om oprindelsen til henholdsvis den socialistiske og den liberale filosofi.

Faktisk er det højst besynderligt, at vi i dette Herrens år 2019 stadig tumler med denne dobbelthed i opfattelsen af samfundet.

Liberalismens "fader", Adam Smith, udgav nemlig allerede i 1776 det skrift, der ligger til grund for den liberale samfundsopfattelse, nemlig "Nationernes velstand".

Det var, da pudrede parykker endnu ikke helt var gået af mode.

Den liberale filosofi (så lidt indblanding fra staten i samfundslivet som muligt) var altså et produkt af oplysningstiden.

Marx på sin side udgav et af socialismens hovedskrifter, "Det Kommunistiske Manifest", så tidligt som 1848. Det var, da vore tipoldemødre stadig sad ved spinderokken.

I dag, hvor Folketingets partier tydeligvis stræber imod midten, er det besynderligt, at der ikke er nogen nytænkning, der kan formulere en ideologi, der kan danne grundlag for denne udvikling.

Marx mente, at vores tænkning, ja, hele vores bevidsthed, er domineret af den økonomiske og materielle indretning af vore samfund. Vor tænkning er en "suprastruktur", der bestemmes af denne materielle "infrastruktur".

Hvis dette var tilfældet, skulle man unægteligt tro, at der var sket ideologiske ændringer i vor samfundstænkning.

Vore samfund har forlængst overhalet både den klassiske liberalisme og marxismen. Den tænkning, der stadig hersker på bjerget, er ved at ligne et ideologisk museum, hvor der udstilles længst forældede ideer.

 

ER RELIGION DEN STORE DRÆBER? DENNE FORESTILLING ER MILDEST TALT FEJLAGTIG.      05.06.2019

 

 

 

Man løber ofte ind i den folkelige forestilling, at religion historisk har været den hyppigste årsag til krig og derfor er historiens største dræber.

Denne forestilling er mildest talt fejlagtig.

Det anslås, at der døde ca. 10 millioner på slagmarkerne i første verdenskrig. Denne krig var i hovedsagen motiveret af nationalisme.

Anden verdenskrig anslås at have krævet ca. 62 millioner mennesker livet. Denne krig var en krig mod italiensk og tysk fascisme.

De vestlige magter, der førte krig mod Tyskland, var motiveret af en kamp for demokratiet, der i sig selv ikke er nogen religion, men en forfatningsform.

Russernes kamp mod Tyskland var inspireret af kommunisme, der er eksplicit ateistisk.

Når vi ser historisk på nedslagtningerne under disse to krige i det 20. århundrede og sammenligner dem med historiske krige ned gennem Europas historie, så forskubbes perspektivet kolossalt.

 

Det anslås f.eks., at der på Shakespeares tid kun var en befolkning på ca. fire millioner i England (jf. A.N. Wilsons bog "The Elizabethans").

Så det er ganske klart, at når vi skal til at tælle omkomne i Europas religionskrige, må vi gå ud fra, at Europas totale befolkning historisk var langt lavere end i dag. Jeg mener at have hørt tallet en million for Danmarks vedkommende i oplysningstiden. Måske færre.

Så det mindste, vi kan gøre, er at tale om procentdele af en befolkning, der er omkomne i religiøst motiverede krige.

Danmarks krige har i hovedsagen været territoriale (kun undtaget de to korstog mod venderne), og dette har flertallet af krige været i Europa.

Selv pavestolens krige i Italien i renæssancen var territoriale, ikke religiøse. 

 

ER DANMARK BLEVET MARXISTISK?    22.05.2019

 

Skønt det store flertal forbinder marxismen med den politiske venstrefløj er marxismen jo faktisk en filosofi og verdensanskuelse, der ikke nødvendigvist kun deles af mennesker, der politisk set tilhører venstrefløjen. Marxismen er også en teori om virkelighedens og bevidsthedens natur som mange idag synes at dele.

Den går ud på at alt hvad der findes i den menneskelige bevidsthed afspejler de materielle og økonomiske forhold i et samfund. De materielle og økonomiske forhold kaldes af Marx "infrastrukturen" og den bevidsthed, der spejler disse forhold er "suprastrukturen". Der kan intet korrekt være i bevidstheden uden at have materielle forhold som årsag. Noget ikke-materielt (f.eks. Gud) kan ikke eksistere uden som "falsk bevidsthed" - en fejltolkning af forhold i infrastrukturen. Det er en gennemført materialistisk verdensanskuelse der, som sådan, både kan deles af bankdirektøren og maskinarbejderen. Den har, efter min mening, bredt sig som en steppebrand i Danmark siden 60erne og 70erne, og det i en sådan grad at den er blevet det moderne Danmarks form for ortodoxi.

Der er noget komisk over dette for det lader til at mange idag kan være tilhængere af en teori der går tilbage til Marx, altså efter drastiske forandringer i den materielle "infrastruktur", der er indtruffet efter nedskrivningen af f.eks. Das Kapital (den udkom første gang i 1867).Altså har bevidstheden (suprastrukturen) ikke rettet sig ind efter de materielle forandringer.

Alligevel ser vi gang på gang politikere fra begge fløje være forfaldne til den materialistiske opfattelse at alle problemstillinger kan løses ad materiel vej. Opstår et problem kaster man lige nogle milliarder i problemets retning og så småblunder man videre på folketingets taburetter.

Og den borgerlige fløj er ikke et gran bedre. De er stadig forfaldne til en liberalisme der defineredes af Adam Smith i værket "Nationernes Velstand" trykt første gang i 1776.

Vi nærmer os et valg. Lidt retorik og lidt drama så sover de videre med deres århundredgamle teorier i hovedet. Sov godt.

 

REPLIK (med +/o - kommatering)

 

"Ideologi er noget bras" sagde Poul Schlytter tilbage i 1983. Og det kan han godt have ret i i visse sammenhænge. For god ordens og fuldstændighedens skyld vil jeg indsparke, at disse "bagvedliggende" opfattelser af verden og menneskene i den, som Marx lægger navn til, primært er Engels' tanker og pen. Men det passer jo fint med Marx' (tvangs-) tanke, nemlig at produktionsmidlerne - kapital, maskiner, jord, bygninger, varer - skal tilhøre ingen. De skal tilhøre alle! Den ideologi har så den konsekvens, at kun fællesskabet tæller. Individet er kun en brik i "infrastrukturen" og kan ofres for fællesskabet modsat kapitalismen.

 

"Ideologien er død" vil jeg vove at sige. Kina er halvkapitalistisk, og resten af de såkaldte socialistiske stater er rene ditaturer, hvor EN i praksis ejer alt. De marxisiske diskussioner er for længst opphørt. Det var Marx' holdning til produktionsmidlerne samt den diktatoriske styreform, der fulgte med, som var grobunden for de endeløse diskussioner vi havde for 50 år siden om marxismen og utallige underarter heraf. 

 

Du har ubetinget ret i én ting: Marxisme og religion er to inkonnemsurable størrelser. Som Lenin formulerede det: Religion er gift for folket.

Og jeg sover fint!

Ivan Baad

 

TANDHJUL I SAMFUNDSMASKINERIET        09.05.2019      

 

 

Det er et plusord at en uddannelse er "kompetancegivende". Man kan så spørge sig selv om hvad man bliver kompetent til er man i besiddelse af denne kompetance: til at kunne leve et lykkeligt liv? Til at vokse i sandhedserkendelse? Til at kunne blive en god partner i et ægteskab?

Men nej! Vi ved alle at de med ordet "kompetancegivende" menes at man skulle kunne "fungere" (et maskinelt ord) som et velsmurt tandhjul i samfundsmaskineriet. At dette bør være målet med en uddannelse stilles der intet spørgsmål ved. Tværtimod. Takket være vores baggrund i den protestantiske arbejdsetik anses dette for nærmest at være livets sande mening.

"Samfundet" har fået en apoteose og guddommeliggørelse af religiøs format. Vi skal alle bøje hovedet for dette kunstige monstrum som var det en guddom. Gennem vor underdanige tjeneste for denne Leviathan formodes vi at få vor status og vor identitet.

De gamle græske filosoffer søgte alle at definere hvad "lykke" ( eudaimonia) er. De fleste nåede den konklusion at lykke må være "sjælefred" (tranquillitas animi). Fred med sig selv og med verden. Sokrates og den platoniske skole mente målet med livet måtte være at blive et godt menneske (areté).

Som det nu ser ud må lykke i Danmark være at opsluges i samfundsmaskineriet. Beklageligvis kan vi sige om vort fædreland (Blichers og Aakjærs land) som den berømte irske forfatter James Joyce sagde om Irland: landet er blevet en griseso der æder sine egne smågrise.

 

 

ET HUL I HISTORIEOPFATTELSEN     03.04.2019  
 

 

Det er den almindelige opfattelse at Danmark, historisk set, altid har været et ekspansivt land (cf. det danske sø- imperium i vikingetiden hvor vi herskede over England, Norge og Skåne) men mindre kendt er det at vi selv har været udsat for massive plyndringer, ja at fremmede folkeslag ligefrem har grundlagt byer i Danmark.

Men de har vi. I årene fra 1100-1185 var vi ofre for massive kystplyndringer fra et vestslavisk folkeslag der hed venderne. Vi førte endog 2 korstog iimod dem (deres hovedstad hed Arkona og lå på øen Rügen i Østersøen) og vi vandt endegyldigt over dem i 1185.

Men inden da havde de grundlagt flere byer i det sydlige Danmark. Karakteristisk for vendiske bynavne er endelsen - itse eller begyndelsesnavnet -vinde.

På Lolland således byerne Tillitse, Biniste og Kudiste og på Falster Jenitse og Korselitse. Selv her helt oppe ved Vejle er bynavnet Vindelev af vendisk oprindelse.

Indtil 1972 bar danske monarker titlen "De venders fyrste". Et personnavn som Preben tror vi er ærkedansk men det er faktisk af vendisk oprindelse.

At vi ikke blev belært om noget sådant i historieundervisningen da jeg gik i folkeskole og gymnasium tyder på at hele denne historie er lidt beskæmmende for vi danskeres historieopfattelse. Den glorværdige vikingetid (således tænker mange på den) har ligesom blændet os for denne mindre glorværdige del af vor historie.

Men vi er ikke alene. Jeg læste fornyligt i en ganske ny bog om Englands historie at de glorværdige angelsaksere(englændere er hanestolte af deres angelsaksiske afstamning) at da angelsakserne kom til England efter det romerske herredømmes fald (ca, 400-500 e. Kr.)

plyndrede de England måske endog mere voldsomt end senere vikingerne. Det er nye toner i engelsk historieskrivning.

Lad os håbe at denne trend når Danmark.

 

 

EN GRÆSK VERDEN       25.03.2019
 

 

Vi lever i hvad man kunne kalde den germanske kulturkreds. Grænsen mellem protestantismen i Nordtyskland og det katolske Sydtyskland går stort set hvor den romerske riges nordgrænse ( Limes)  gik i oldtiden, dvs. i Rhinområdet..

Mange i Norden er derfor tilbøjelige til at mene vi lever i en enklave der generelt set adskiller os drastisk fra fra de sydeuropæiske kulturer (" de dovne grækere og det korrupte Italien osv."). Sagen forholder sig imidlertid ganske anderledes.

Spørger man en person (evt. i en pub) om vedkommende kan nævne en videnskab der ikke har et græsk navn kommer han/ hun  i forlegenhed. Lad mig nævne en serie af videnskaber:

filosofi, astronomi, geografi, zoologi, biologi, arkitektur,psykologi m.m. Alle praktisk talt undtagen "medicin" der er latin. Men med hensyn til medicin er lægeløftet (der overtrædes hver gang en læge foretager en provokeret abort)  formuleret af Hippokrates af Kos, en præst ved Asklepios-templet på øen Kos i Det ægæiske øhav.

Vi lever med andre ord i en græsk verden. Selv vore skønhedsidealer er arvede fra græsk kultur. Man taler for kvinders vedkommende om de såkaldte "Venus-mål". Venus er det romerske navn for den græske kærlighedsgudinde Afrodite.

Det er sørgeligt at de klassiske fag oldtidskundskab og latin undervurderes i gymnasieskolen.

Skal man vide hvem man er må man kende sine historiske rødder. Nutiden er 100% et produkt af vores historiske fortid.

Det er en skandale og dybt sørgeligt at mange fag, istedet for at give de unge en viden om deres rødder, sigter imod hvad der er "kompetancegivende" i vort såkaldt moderne samfund. De berøves alt hvad man førhen kaldte "almen dannelse" og, til syvende og sidst, enhver kendskab til sig selv og den kultur de vokser op i.

 

DEN DANSKE RELIGION OG ISLAM      19.02.2019    
 

      

Det tages almindeligvis for givet at "integration" af fremmedartede folkeslag i Danmark består i at de kommer ind på arbejdsmarkedet. Det er aldrig faldet vore politiske ledere ind at ingen af disse folkeslag har vor luthersk/ calvinistiske arbejdsetik. Den er dem fuldstændig ukendt. Vi mener selv vi er et stort set irreligiøst folkeslag og kritik af forskellige kristne bevægelser og sekter dukker til stadighed op i medierne.

Sandheden er at vor sande religion er den protestantiske arbejdsetik som denne analyseres af sociologen Max Weber i det fremragende værk "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd".

Vi kender den alle for alle har vi fået det indledende spørgsmål "Hvad laver du så?" Ved man det er man placeret i en af landets fem statusgrupper, der stort set lever forskelligt fra hinanden uden intern kommunikation.

Vi skal ikke længere end til Grækenland før billedet er et ganske andet. Arbejde hedder på græsk "doulia" der kommer fra det oldgræske ord "doulos", der betyder "slave". Arbejde ses,med andre ord som en form for slaveri. Ja blot i England har man ordet "The work ethic" om Danmark og Nordtyskland. Og dem der går højt op i deres arbejde kaldes "workaholics".

Og vi danskere er i vid omfang "workaholics" Arbejdsomhed er den mest fremherskende dyd i vores religion.Vi finder i masser af tilfælde vores omgangskreds via vort arbejde og dermed også indenfor vor egen statusgruppe.

Det hedder sig at man gennem statistisk fremadskuen har regnet sig frem til at omkring år 2065 vil halvdelen af den danske befolkning være af indvandrerbaggrund med rødder i den islamiske religion.

Har danskere af dansk baggrund også til den tid den protestantiske arbejdsreligion ja så er sandheden den at vi kan ende som arbejdsslaver for folkeslag for hvem arbejdsomhed langtfra er den højeste dyd.

Vi har på dansk tillægsordet "træls". Dette ord går tilbage til ordet "træl" og vi havde trælle i Danmark helt op til 1400 tallet. At noget er "træls" betyder det er kun en træl værdigt.

Gad vide om det danske folk, med mindre vi vender et kritisk blik indad mod vor egen arbejdsreligion, vil ende i trældom i et islamisk kalifat? Vi har, som det eneste land i verden, en hilsen der lyder "God arbejdslyst". Men skulle det ende så galt kan det jo være lysten til at arbejde begynder at forsvinde.

 

HVOR DRIKKER DU?    07.02.2019  

 

En af min skæbnes tilskikkelser har været, gennem sidste halvdel af 70erne og i 80erne at drikke på en såkaldt "litterær pub" i Dublins centrum. Det er for os danskere der er vante til danske udskænkningssteder en mærkelig og berigende oplevelse. Her i arbejdsetikkens land nummer 1 får man gerne spørgsmålet (hvis vi ikke er blandt stamkunderne): "Hvad laver du så?" Ved man dette er man placeret i statussamfundets rangstige og det mener man så definerer ens identitet.

Kommer man ind på en fremmed pub i Dublin får man gerne spørgsmålet: "Hvor drikker du så sædvanligvis?" Ved man dette får man en ide om ens interesser idet bestemte grupperinger drikker på bestemte pubs i byens centrum (pubberne i byens udkant er "local pubs" hvor de lokale drikker.)

Der er et bestemt vokabularium der hersker i pubberne. I det katolske Irland ikke sjældent hentet fra den katolske religion. En Guinness der serveres med for meget skum (og derfor mindre øl) kaldes "en biskop" mens en Guinness der er rigtigt skænket op er "en præst". Og kommer en stamkunde ind med alle tegn på tømmermænd fra dagen før kan han få benærkningen "Dit ansigt ligner en tallerkenfuld dødssynder!" (A plateful of mortallers). Religionen anses ikke for værende i konflikt med pubbernes leben. Jeg har i det vestlige Irland set en messingplade med Fadervor oppe mellem flaskerne.

Alt synes at ordnes i pubberne, fra politik over religion til handeler og private forhold. Og det i en sådan grad at man taler om "pub rule" (pub-regimente).Man har bestemte teknikker der styrer irernes opførsel på en pub. Jeg sad engang i en dyb diskussion med en litterær dame om digteren Marlowe´ s indflydelse på den tidlige Shakespeare. To herrer stod og lyttede til vores debat, da pludseligt den ene af de to herrers kone træder ind. Den anden gik så hen til konen og fangede hende i en snak om McGuire familien i Galway - som hun nedstammede fra. Dette kaldes "at aflede vinden fra en person" ("take the wind off somebody").Den vinden blev afledt fra var den anden herre, der så kunne lytte videre til damens og min snak om Den Store Barde. Den slags tager det sin tid at leve sig ind i. Men bliver man stamkunde og overtræder en regel (som man måske ikke helt ikke kender) falder der øjeblikkeligt en karantæne. Publikumsgrundlaget er så stort at det ikke, som i Danmark, kan mærkes på pubbens økonomi.

Men ak! Nyheder derovre fra tyder på at også derovre er café-kulturen ved at vinde frem på pubbernes bekostning.

Så, som vores nationale digter skriver:: "Skynd dig kom, om føje år/ heden som en kornmark står".

 

 VIDENSKABELIGHED OG SAMFUND    19.01.2019     
 

 

Vi kender alle mediernes (især TVs) ubændige trang til at slæbe en "ekspert" ind for at oplyse os dumrianer om hvad der er tingenes rette sammenhæng, fra vaskemaskiner til liv i verdensrummet. Det frister én til at bruge ordet "expertvælde" om vort danske system.

Jeg mener nu vi ovenikøbet kan gå en tand videre: Danmark er et land hvor man har kastet sig ud i det experiment at basere et helt samfund på videnskabelighed.

For enkeltindivider har vi videnskaber som psykologi, psykiatri, lægevidenskaben, anthropologi og sociologi m.m. For samfundet som helhed har vi statskundskab, økonomi,igen sociologi og politologi.

Det er et storslået experiment der ikke er prøvet før eller andre steder, undtagen måske også de andre skandinaviske lande.

Det bygger på den underforståede opfattelse at mennesket helt igennem er en videnskabeligt forklarbar størrelse. Vi praler jævnligt af vor "humanisme" men dette er lige det modsatte af egentlig humanisme. Humanismen var en bevægelse i den katolske kirke i senmiddelalderen der talte store humanister som Erasmus af Rotterdam, den engelske kansler Thomas More, italieneren Pico della Mirandola og i Danmark Poul Helgesen. Istedetfor middelalderens  theocentriske (Gud-centrerede) tænkning proklamerede humanisterne menneskets storhed. Den senere renæssance var en udløber af humanismen.

Denne menneskeopfattelse kan siges at rumme den opfattelse som jeg fandt udtrykt i et skrift af Aldous Huxley: "Mennesket er større en noget der kan hænde det".

Humanisme og renæssance led i Danmark en krank skæbne. Disse bevægelser blev radikalt standset af den protestantiske reformation. Den danske humanist Poul Helgesen (af lutheranerne kaldt Poul Vendekåbe) forsvandt sporløst men efterlod os Skibby krøniken muret inde i en væg i Skibby kirke.

Kombineret med vores ubændige, germanske trang til at organisere alt, fra enkeltindivid til samfundet som helhed, er denne videnskabeliggørelse af menneskelivet en farlig størrelse

Den er i sit væsen menneskefjendsk og kan, i de forkerte hænder, gøre livet til et større mareridt end fascismen i sin tid.Det er på tide vi indser det.

 

NOGLER TANKER OM TÆNKNING      03.01.2019    

Her nogle overvejelser af lidt filosofisk karakter om sansernes og, ultimativt, om tankens oprindelse.

Lad mig begynde med synssansen: Det må være således at øjet forudsætter eksistensen af lys. Øjet er et biologisk baseret optisk instrument designet til at opfatte lys.

Altså forudsætter øjets eksistens eksistensen - i forvejen -af lys.

På samme måde med hørelsen. Havde lyd ikke eksisteret ville øret aldrig ad evolutionens vej blevet konstrueret til at opfatte lyd.

Dette gælder i virkeligheden alle 5 sanser. Smagsløgene forudsætter eksistensen af smagsstoffer, Følesansen eksistensen af noget at føle på. Lugtesansen forudsætter eksistensen af dufte.

Men hvad nu med hjernen? Hjernen er tilsyneladende bygget til at tænke så hjernens eksistens forudsætter vel egentligt eksistensen af tænkning og ikke omvendt? Havde tænkning ikke eksisteret et eller andet sted i eller udenfor universet så ville hjernen vel via evolution aldrig være været blevet konstrueret til at tænke?

Da Hieronymus oversatte bibelen til latin (Vulgata) fra græsk i perioden 382 til 405 e. Kr. begyndte han Johannes Evangeliet med ordene : "I begyndelsen var Ordet ( græsk"logos") og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud". Han oversatte med andre ord det græske ord "logos" med ordet "Verbum" ("In Principio erat Verbum").

Jeg tilhører Romerkirken og er ikke umiddelbart tilhænger af den lutherske opfattelse at vi kan tolke bibelen som det passer os. Bibelen er et produkt af Kirken og ikke omvendt og derfor har Kirken ret til at fremlægge en officiel tolkning som kristne bør holde sig til.

Der er imidlertid noget interessant over ordet "logos". Det er et af de ord der fylder flest sider i Liddell & Scotts græsk-engelske ordbog.

En vigtig betydning er "tænkning".

Meget tyder på evangelisten Johannes var bekendt med den nyplatoniske tolkning af begrebet "logos" Jeg anfører blot dette forhold uden nødvendigvis at forfalde til kætteri.

 

MALKEKVÆG OG STEMMEKVÆG      30.12.2018

 

Der tales i disse år meget om et tillidsbrud mellem folket og de folkevalgte politikere i Danmark.

Et eklatant eksempel på den uvidenhed der i årevis har plaget vore politikere er hele indvandrerproblematikken. Som den fremragende engelske journalist Douglas Murray påviser i sin bog "Europas undergang" (2018)

har Europas folkeslag i de samfund der har været mest under pres længe kendt til problemstillinger der først nu begynder at dukke op i en dialog mellem befolkningerne og deres politikere.

Dette forhold får en til at spørge sig selv om vore politikere i realiteten er sinker?

Eller er forholdet det at de nærer en dyb foragt for deres vælgere? I Danmark, forekommer det mig, er befolkningen til dagligt blot malkekvæg der skal malkes i form af tårnhøje skatter Så bliver vi, når der er kommunevalg eller folketingsvalg pludseligt stemmekvæg der skal enten redde politikernes taburetter i byråd og folketing eller få dem valgt ind.

I forvejen sidder der i tinget en elite der ofte tilhører politikerdynastier med de rigtige efternavne.

Det tog i Danmark mere end 100 år at få udskiftet den elite der sad på magten (cf. Estrup og de provisoriske regeringer) ved grundlovens indførelse i 1849. De sidste rester forsvandt da landstinget blev afskaffet i 1953.

Lige nu råber man på "stærke ledere" i EU.  Og det efter Frau Merkel havde åbnet Europas grænser basalt set fordi tyskere har dårlig samvittighed nedarvet fra 2. verdenskrig og den tids "fascisme". Også dette er glimrende dokumenteret i Douglas Murrays saglige bog.

Det er velkendt (cf. Bury´s A History of Greece) at indledningen til et ægte demokrati i mange græske bystater (ikke kun Athen) var et "tyranni". Der skulle en hård negl til at fjerne den gamle aristokratiske elite og erstatte den med en folkevalgt elite. Ordet "tyranni" havde på oldgræsk derfor ikke den negative betydning som det har i moderne tid.

Måske er det hvad der skal til for at fjerne den nuværende generation af karrierepolitikere der meler deres egen kage og for hvem folketinget blot er et trinbræt til høje og vellønnede stillinger i EU, FN eller ude i erhvervslivet.

Noget tyder på at vi som folk  er ved at have fået nok.

 

REPLIK 

John Ib

 

Kære Børge (og hans mere eller mindre tro følgesvende, deriblandt undertegnede), du og I ønskes et godt nytår, hvor jeg giver den første omgang (udenfor almindelig omgang, den kan så begynde) idet jeg håber på en sommerdag udenfor Ølstuen, og hvor jeg vil opfordre dig til at tænke dig bedre om med det hoved der er langt bedre end alle os andre tilsammen. Ikke desto mindre trænger du snart til en opsang, og jeg håber at andre i dit følge, mere eller mindre troløse, vil hjælpe mig i en belæring: Jeg (jeg vover ikke at sige vi) - jeg kan  ikke følge dig i din længsel efter en hård negl! Uanset hvordan du pakker det ind intellektuelt med græsk historie...Jeg kan ikke følge dig i din nedsættende tale om FRAU Mertel der nu vippes af  pinden med hjælp fra fascisterne, og jeg tillader mig at indskyde at lige her er din analyse uden intellektuel prisme...."havde åbnet Europas grænser..." (Fordi: ogsåvidere!)

Godt vi har Børge iblandt os...af mange grunde - og een af disse: at få os til at tænke os om! Godt nytår.

(NB.: Læserbrevsredaktøren vil elske Børges indlæg, det kommer på omgående - vand på møllen.)

 

REPLIK

Ulrig Gräs 

 

 

Kære Børge (og hans mere eller mindre tro følgesvende, deriblandt undertegnede), du og I ønskes et godt nytår, hvor jeg giver den første omgang (udenfor almindelig omgang, den kan så begynde) idet jeg håber på en sommerdag udenfor Ølstuen, og hvor jeg vil opfordre dig til at tænke dig bedre om med det hoved der er langt bedre end alle os andre tilsammen. Ikke desto mindre trænger du snart til en opsang, og jeg håber at andre i dit følge, mere eller mindre troløse, vil hjælpe mig i en belæring: Jeg (jeg vover ikke at sige vi) - jeg kan  ikke følge dig i din længsel efter en hård negl! Uanset hvordan du pakker det ind intellektuelt med græsk historie...Jeg kan ikke følge dig i din nedsættende tale om FRAU Mertel der nu vippes af  pinden med hjælp fra fascisterne, og jeg tillader mig at indskyde at lige her er din analyse uden intellektuel prisme...."havde åbnet Europas grænser..." (Fordi: ogsåvidere!)

Godt vi har Børge iblandt os...af mange grunde - og een af disse: at få os til at tænke os om! Godt nytår.

(NB.: Læserbrevsredaktøren vil elske Børges indlæg, det kommer på omgående - vand på møllen.)

 

DUBLIK

 

Tak for jeres svar og jeres indlæg. De er inspirerende og lægger op til debat om essentielle (og eksistentielle) aspekter af ikke alene danske forhold men om den europæiske tradition og idehistorie.

Jeg vil nu fremføre flg. forsvar:

I for straks i blækhuset da jeg skrev om eliteforskydning i oldgræsk historie og mener at JEG kalder på en hård negl til at fjerne den nuværende, danske elite. Det gør jeg nu ikke. Jeg beskriver forholdene i mange græske bystater da disse, i Athens kølvand, indførte demokratiet. Her spillede "tyranni" og lokale "tyranner" en afgørende rolle.

Mit indlæg handler om eliter.

Murray´s fremragende og veldokumenterede værk "Europas undergang" påpeger med al ønskelig tydelighed den fortielseskampagne der fra offfentlig (læs elitær) side omgiver gruppevoldtægter, omskæring af somaliske kvinder, æresdrab osv. Eliten tror åbenbart man kan pacificere "folket" med fortielser. De tror, ligesom en struds, at den bliver usynlig ved at stikke hovedet ned i en busk.

 Sandheden er imidlertid at således fungerer forholdet mellem et folk og dets elite slet ikke. Den slags går fra mund til mund i cafeer, værtshuse og tildels nu på Facebook. Og jo mere eliterne fortier de virkelige forhold jo mere vokser HADET i befolkningerne som svigtes af deres ledere.

Dette er en yderst risikabel situation. Men eliterne ser det ikke. De er så vante med at kunne føre deres befolkninger bag lyset med idylliske løgne om deres egen fuldkommenhed. De lever i en verdensfjern tåge hvor det drejer sig om smålige, interne diskussioner om partipolitik som om intet var hændt.

Her ligger den virkelige risiko hvis de politiske eliter ikke snart vågner op og opdager de er ved at svigte de befolkninger der har valgt dem ind. Så bliver det ikke tyranner som de græske der står på folkets side mod de elitære magthavere. Så bliver det typer som Hitler, Mussolini og Stalin, der først når de er kommet til magten ikke har tænkt sig at give den fra sig.

 

DEN KØBENHAVNSKE PESTILENS.    10.12.2018
 

 

Jeg begynder, som jeg vist har gjort før, med et nøglecitat fra Gyldendals danske litteraturhistorie Bind III:

"Den kulturelle og litterære udvikling i Danmark fra 1620 til 1746 handler om kulturel spaltning", nemlig mellem en elitekultur og en "triviel folkekultur". Denne spaltning er stadig "den grundllæggende struktur i dansk kulturliv". Videre siges det:" Fra omkring 1660 vokser København til en UPROPORTIONERET STORBY...der udmarver de øvrige landskaber....og det kulturliv der accepteres som repræsentativt for Danmark knyttes til staten".

Her skildres, hvad jeg anser for korrekt, Enevældens København som en pestbyld der i lyset af det enevældige kongehus spredte sine giftige fangarme ud over det ganske rige.  F.eks. er det rigsdansk vi i Jylland taler idag i realiteten en sjællandsk dialekt der udbredtes fra hovedstaden ud over hele landet i 1700 tallet.

Og selvom danske enevælde kollapsede som et korthus er intet forandret. Ganske vist har vi i "regionerne" ofte lokalt TV men modellerne for lokalt TV er hentet i København. Denne by med alt hvad den står for - og stod for under enevælden - ter sig som om den anser sig selv for det egentlige Danmark.

En folketingsmand udtalte fornyligt om de danske borgere, der pludseligt dukkede op i folketinget da Fremskridtspartiet kom i tinget i 1973, at de var en flok "bondske hønisser". Hovsa. Det gik aldrig rigtigt op for denne københavnske karriere og levebrødspolitiker at der faktisk findes et dansk FOLK udenfor de bonede gulve hvor han selv bevægede sig, og at det folketing han tilhørte ihvertfald foregiver at repræsentere folket.

Men lad os se lidt på litteratur. Se nu på et par hofsnoge som Chr. Winther og Oehlenschläger og de 3 københavnske krukker Karen Blixen, Rifbjerg og Dan Turelll (med de sortlakerede negle og digterhat).

Sammenlign dem så med de jyske poetiske genier Blicher, Aakjær og Johannes V. Jensen.

Der har vi forskellen på København og mit kære Jylland sat på spidsen. Der er ingen sammenligning. De københavnske versmagere og vore jyske digtere tilhører to dybt uforenelige verdener.

Kierkegaard er måske tilgivelig da han var ud af en gammel jysk uldkræmmerslægt men jeg må tilstå at jeg, selvom jeg beundrede Kierkegaard i min ungdom, nu finder at den første del af Bind 1 i Enten Eller (Diapsalmata) er krukket. Byen avler krukker når vi sammenligner dem med vore ægte jyske digtere.

Det er på tide at "provinsen" (Hvilken utrolig arrogant betegnelse!) samler sig til et oprør  mod københavnsk kulturhovmod. Byen skyldte oprindeligt kun sin eksistens til noget rent kommercielt, nemlig sildefiskeriet i Øresund i Middelalderen. Min barndoms by, lille Give på Højderyggen, er opkaldt efter jættekvinden Gyffve. Det er der mere format over end blot at være en kommerciel fiskerihavn.

 

 

MINIMALSTAT OG LIBERALISME.    10.12.2018
 

 

Som de fleste ved er det et vigtigt indslag i den liberale ideologi at staten bør have så lidt indflydelse som muligt. Man taler i de kredse om "natvægterstaten" eller "minimalstaten". Fogh Rasmussen udgav således i 1993 bogen "Fra socialstat til minimalstat".

Men hvorledes står det til med disse liberale ønskedrømme i dagens Danmark?

Som jeg ser det deltager de "liberale" partier for fuld skrue dels i en stadig expansion af det bureaukrati der har sine historiske rødder i enevælden, dels kommer det til udtryk i en massiv holdningsbearbejdelse af vælgermassen gennem både medier og offentlige institutioner.

Denne holdningsbearbejdelse har man et navn for i den anglosaksiske verden hvor man er mere tro mod de liberale idealer. Den kaldes "social engineering" og her kommer en definition af dette fænomen:

"Social engineering er en disciplin i de sociale videnskaber der refererer til forsøg på at påvirke visse holdninger og social adfærd over et stort område, enten fra regeringshold eller gennem medierne og private grupperinger, med henblik på at fremelske de ønskede karakteristika i den befolkning der er målgruppen".

Nu lægges der jo i vor lutherske verden en langt større vægt på hjemmelivet end der gør i de stort set katolske kulturer som f.eks. i Irland (pubberne) eller i sydens cafekulturer og taverner. Dette betyder at TV har en langt større magt her i Norden end andre steder. Og TV er et fremragende forum for holdningsbearbejdelse ("social engineering"). I disse år står f.eks. økologi eller bekæmpelse af tvivlsomme holdninger på indvandrerområdet højt på programmet. 

Der bliver gjort omfattende forsøg på at vaccinere befolkningen med "de rigtige meninger"

Og her står de liberale partier ikke tilbage for venstrefløjspartierne.

Nutidens "liberale" styre kan sammenlignes med borgmestre i provinsen. Disse gør hvad de kan for at efterlade et "fingeraftryk" på deres byer og opland. Det samme synes af gælde både liberale og "socialistiske" regeringer. Desværre synes begge typer regeringer at mene at deres fingeraftryk i dansk historie bør være endnu et vognlæs regler og statutter, der væltes ned over befolkningen.

Skal vi igen konfronteres med en "liberal" regering efter næste valg er det måske på tide at kalde dansk liberalisme tilbage til den liberale grundide.

 

 

SKAL BARNDOMMEN MEDICINERES VÆK?   10.12.2018
 

 

Jeg så  på en streamer i et apotek i Vejle følgende text: "Gode medicinvaner skal grundlægges i barndommen". Hvad der ses som uregelmæssigheder i børns opførsel skal altså nu medicineres væk Den almindeligste "lidelse" er nok ADHD.

Medicineringen af den danske befolkning begynder nu allerede i barndommen.

Men i realiteten er der tale om nogle anskuelser der nu snart længe har været dominerende:

nemlig et materialistisk menneskesyn. "Sjælen" anses for at være materiel (og dermed døden endegyldig).Andre synspunkter, de være sig filosofiske eller religiøse, anses for at være forældede. De eksakte, positivtiske videnskaber fejrer triumfer og har gjort det næsten et århundrede. Er man det mindste "unormal" og ikke vandrer den slagne vej ("Norma" betyder på latin "lineal") er det et sygdomstegn og man skal i medicinsk behandling.

Jeg har netop fuldendt læsningen af Jeppe Aakjærs erindringer. Han voksede op i en børneflok på 8 på en gård på heden ved Karup Å. 

Det er spændende læsning for os der lever i "den fagre, nye verden". Livslængden i deres verden, hvor "den kloge kone" havde ligeså mange (hvis ikke flere!) patienter end lægen, var forbavsende. Ganske mange levede til op i 90erne. Og dette efter et liv i fattigdom og slid.

Og langt flertallet af dem gik igennem livet ude nogensinde at have fået en hovedpinepille.

 

ET ANSLAG MOD MATERIALISMEN.   10.12.2018

 

Efter den kritiske positivisme og, i Danmark siden "kulturradikalismen" (Georg Brandes og hans følgesvende), har hvad man kunne kalde "vulgærmaterismen" sejret  i stort set hele Danmark.

Man tror på "videnskaben", hvilket er resulteret i at TV trækker "eksperter" ind i studiet ved enhver given lejlighed.

Man mener ikke der eksisterer andet end hvad der kan ses, måles og vejes. Sandheder som filosofien gennem mere end 2000 år har fremsat er kun drømmeri.

Men tag nu et fænomen som livet selv. Faktisk kender man ikke dets oprindelse  bortset fra noget tågesnak om "ursuppen" osv.

Lad os se på forskellen mellem et lig der lige er afgået ved døden og et levende menneske. Før i tiden talte man, korrekt, om et lig som et afsjælet legeme. Dette implicerer at sjælen er kroppens livgivende princip. "Sjæl" hedder på latin "animus", nemlig i den forstand, at det er sjælen der "animerer" legemet.

Et lig er derfor et legeme som det sjælelige princip har forladt. Men et legeme som sjælen har forladt er jo stort set intakt og ikke meget forskelligt, rent materielt, fra et levende legeme.

Altså er livsprincippet ikke materielt. Livet er tilstede for, men ikke identisk med, hver levende celle i kroppen.

Men principper er ikke materielle. Derfor heller ikke livsprincippet, dvs. sjælen. Kun hvad der er materielt kan opløses i sine bestanddele, dvs. dø.

Altså er sjælen et udødeligt princip. Vi skal aldrig dø. 

"Hvor" sjælen går hen efter det har forladt vore legemer er et åbent spørgsmål. Katolikker taler om himmel, skærsild og helvede, hinduisme om evige genfødsler, ligesom buddhismen der dog mener "oplyste" sjæle vil gå til Nirvana.

Hele denne tænkning blev forkastet af den kritiske positivisme  i Danmark og  af "kulturradikalismen". Brandesianeren J. P. Jacobsen er berømt for at have sagt: "Lys over landet. Det er det vi vil!"

Istedet har en materialistisk åndsformørkelse sænket sig over vort kongerige og vore unge får  ikke mange muligheder for at tage stilling til de tanker jeg har fremsat. Man bør introducere dem til platonismen og andre tænkemåder i Europas filosofiske traditioner.

 

 

ARBEJDE - SLAVERI ELLER LIVETS MENING.  31.08.2018    
 

 

Der faldt under den græske, økonomiske krise mange grove ord om "de dovne grækere" der "ikke ville betale skat" m.m.

Jeg har boet i landet i en kortere årrække og nej: de betragter ikke arbejde som livets mening som mange her i landet er tilbøjelige til. Ordet arbejde hedder på nygræsk "doulia" der stammer fra oldgræsk "doulos" der betyder slave. Man ser altså på arbejde som en form for slaveri.

Hvorfra kommer så den nordeuropæiske arbejdsmoral?

Et svar kommer i Max Webers med rette epokegørende værk "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd."

Vi skal her lidt ind på reformationen i Nordeuropa. Det involverer lidt teologi.

Den schweiziske reformator Jean Calvin mente vi alle, fra fødslen af, er forudbestemte til at komme i himlen eller helvede. Den såkaldte prædestinationsteori. Han så imidlertid sig selv og andre, der i den periode  gjorde op med romerkirken, som selvskrevne til at komme i himlen. De var en slags selvudnævnte helgener.

Den anden generation af calvinister havde imidlertid et problem. Hvorfra skulle de vide om de var forudbestemte til himlen eller helvede?

Nu kastede de sig så over den tyske reformator Luthers teori om arbejde som et kald fra Gud. Det er hvad ordet BERUF betyder.

Den anden generation af calvinister mente så at hvis de havde succes i deres kald (= arbejde) var det et tegn fra Gud om de skulle i himlen. Arbejde fik således en religiøs dimension.

Denne opfattelse bredte sig nordpå, også til Danmark, især under pietismen i 1700 tallet.

Arbejde blev gjort til livets mening.

Vi er stadig, efter 500 år, med på denne vogn. Svarer man på det gængse spørgsmål, der altid falder: "Hvad laver du?" er man straks placeret i en af Danmarks 5 statusgrupper. Vi mener for manges vedkommende at vort arbejde forlener os med status og giver os vor identitet.

Denne tænkning er næsten ukendt i den katolske verden. Den katolske opfattelse ligger iøvrigt også bibelen nærmere idet arbejde 

 er en straf for syndefaldet ("manden skal arbejde i sin ansigts sved osv").

Det viser sig at selvmordsprocenten i Danmark er højst blandt enlige mænd over 65. Dette kan meget vel være et resultat af at mange føler de mister deres identitet og status når de kommer på pension.

Måske skulle vi tage vor indstilling til arbejde op til revsion.

 

 

DET KØBTE ØRE, 27.08.2018
 

Det forlyder at det nu er ved at gå op for vore karriere - og levebrødspolitikere at der i Danmark findes en omfattende ensomhed blandt mange af landets indbyggere. Ja, der skal vist nu, som vore politikere har for skik, smides 400 millioner af borgernes egne penge efter problemet, som det er skik på Christiansborg. Borgerne skal med andre ord bestikkes med penge, der er inddrevet fra os selv som skatter, så politikerne derefter kan pudse deres egen medmenneskelige glorie.
Hvordan de 400 millioner kr. skal kunne lindre ensomheden hos mange danske borgere er mig en gåde. Hele problematikken skyldes jo mange års gradvise nedbrydning af familiemønstret i arbejdsetikkens og modernitetens hellige navn. Professionelle besøgsvenner?
Jeg havde en italiensk lektor i klassisk filologi på universitetet i min studietid. Han blev en livsvarig ven. At jeg er katolik og han var agnostiker betød intet i vort venskab.
Han fortalte mig en dag at nu var hans gamle og døende mor blevet indlagt på et hospital drevet af nonner i Venedig.
"Jeg må give dig én ting, Børge", sagde han i den anledning, "Selvom jeg er agnostiker er jeg vældig glad for hun er indlagt hos nonnerne i sin sidste tid. Så slipper hun for det, vi italienere kalder L´ orecchio mercenario" ".
L´orecchio mercenario er lidt svært at oversætte til dansk. Det går lettere på engelsk : the mercenary ear. Den bedste oversættelse er vel "det købte øre". Du bliver lyttet til af mennesker der får betaling for at lytte til dig. Som f.eks. i Danmark psykologer og "psyko-terapeuter". Det var det min italienske ven var glad for hans mor slap fri for. Nonnerne gør det helt frivilligt.
Hvordan i alverden de økonomiske tiltag overfor ensomheden skal forme sig er mig en gåde. Men at man skal kunne betale sig fra problemet er mig en endnu større gåde.  

 

 

ABRAHAMS BØRN,  20.08.2018

Det er velkendt at muslimer, som jøder og kristne, også bygger deres religion på det gamle testamente. Men ikke alle ved hvori slægtskabet mellem jøder og arabere består.

Begge folkeslagene hævder de nedstammer direkte fra Abraham.

Abrahams hustru Sarah kunne ikke få børn indtil højt op i alderen og kun tilsidst ved guddommelig indgriben. Sarah foreslog derfor at Abraham tog sig hendes tjenerinde Hagar som medhustru. Med hende fik Abraham Ismael og fra Ismael nedstammer araberne.

Så blev Sarah endelig gravid nær de 100 år gammel og med hende fik Abraham Isak og fra Isak mener jøderne, de nedstammer.

Arabere og jøder er derfor en slags "halvbrødre" og slægtninge.

Begge folkeslagene taler sprog der tilhører den semitiske sproggruppe. Derfor mente forskningen til langt op i tiden af begge grupperne også RACIALT er "semitter".

Dette har en uventet konsekvens. Når vi taler om "racisme" og man ikke kan lide arabere af racistiske årsager (der ikke involverer deres kultur og religiøse baggrund) ja så er man faktisk ANTI-SEMIT og kan heller ikke lide jøder! Altså er man i bås med de nazistiske doktriner om "det ariske overmenneske".

Af andre semitiske sprog kan nævnes hebræisk, aramæisk (Jesu sprog), amharisk og tigrinya.

Idag er sprogforskere stort sent enige om at sprog og race ikke nødvendigvis har mange berørings-punkter. Tænk blot på iranerne, der taler, som os, et indoeuropæisk sprog nedstammende fra sanskrit, men dog er noget mørkere i huden end de fleste europæere. Vi er inde på et felt som moderne forskning indenfor DNA typer utvivlsomt vil kaste mere lys over. Men ud fra islams og jødedommens egne religiøse selvopfattelser er den arabisk/ jødiske konflikt i Mellemøsten noget af et familie-opgør.

 

 

SOCIAL ENGINEERING,  05.08.2018
 

Den tanke strejfer mig undertiden at myndighedernes tilsyneladende forbavselse over at det er svært, om ikke umuligt, at "integrere" de store migrantgrupper fra Mellemøsten, skyldes at de samme myndigheder altid har haft så utroligt let ved at manipulere med deres EGEN befolkning, nemlig OS. Den "skandinaviske model" er et strålende resultat (set fra myndighedernes synspunkt) af heldig gennemført SOCIAL ENGINEERING. I modsætning til hvad mange mener er vi nemlig (og har været det siden reformation og enevælde) et meget autoritetstro folk. Vi plejer at "sammenligne os" med lande som Sverige, Norge og Holland men det folkeslag vi ligner mest er i virkeligheden PRØJSERNE i Nordtyskland. Vi er blevet en højt disciplineret og regimenteret arbejdshær hvor det eneste der tæller er at integrere os som tandhjul i samfundet og produktionsmaskineriet. Men vi synger, autoriitetstro som vi er, helt med på sangen om vi er et eksemplarisk demokrati, verdens lykkeligste folk osv. osv. Alt dette er et stikke os blår i øjnene. Således lader mellemøstens migranter sig ikke manipulere med ("integrere"). De har f.eks. ikke den tysk/ protestantiske arbejdsetik. Dette synes at forbavse myndighederne helt utroligt. De er jo vant til at kunne køre rundt med OS efter forgodtbefindende.

 

REPLIK

 

En for mig ny vinkel på mellemøstlig integration. Har grundet over det, og set fra en erhvervsvinkel kan jeg ikke finde belæg for, at mellemøstlige mangler arbejdsetik. I specielt en virksomhed havde vi mange medarbejdere derfra, og deres punktlighed og fravær var en arbejdsgivers drøm. Et andet eksempel er, at vi tidligere havde mange butikker, typisk grønthandlere ejet af folk derfra. De arbejdede 24/7, og slog det ikke til, trådte børn, ægtefælle, bedsteforældre og venner til. Omvendt har jeg også indtryk af, at de har relativt let ved at tage tilværelsen afslappet, men det er bare en fornemmelse baseret på gadebilledet. IVAN

ALLE DISSE FILOSOFFER, 31.07.2018          
 

Man ser med stigende hyppighed i medierne (aviser, TV, Facebook m.m.) folk tituleret som "filosoffer". Landet vrimler bogstaveligt talt med vismænd (philo-sophia= kærlighed til visdom).

Der er næppe tvivl om at denne sværm af vise tituleres således fordi de har en akademisk grad i filosofi.

Dette gør det hele overordentligt barokt!  Dagen før Jens Hansen skal op til afsluttende eksamen i filosofi er han endnu ikke vis og filosof.

Det er han derimod dagen efter han har bestået den afsluttende eksamen.

Jeg skulle hilse og sige at sådan spiller klaveret ikke. Jeg tror næppe at f.eks. Søren Kierkegaard nogensinde har introduceret sig selv således: "Søren Kierkegaard. Filosof". At være filosof har altid, traditionelt, været en ærestitel man skænker dem hvis tanker har overlevet tidens tand.

Men vi lever jo i et land der i vid omfang stadig bærer præg af århundrederne under Enevælden. Og Enevælden elskede titler.

En historiker er gået så vidt som til at hævde "Det moderne Danmark stak fødderne i de tøfler Enevælden var trådt ud af".

Bliver man opmærksom på dette er man tilbøjelig til at se Enevælde overalt i Danmark. Ikke alene titel-galskaben men også det altomfattende bureaukrati, der er arven fra Enevældens kancellier.

Ak gid det var så vel at man kunne læse sig til visdom.

Men den går ikke skulle jeg hilse og sige.

 

Fædrelandskærlighed og "racisme"  29.06.2018  

Den kendte politiker og senere udenrigsminister, Uffe Ellemann Jensen betitler sine erindringer "Din egen dag er kort". Dette er et citat fra Jeppe Aakjærs digt "Som dybest brønd gi´r altid klarest vand" fra 1916. Og det fortsætter længere fremme "Lad mig kun flagre hen som blad i høst / når du, mit land, min stamme, frit må leve!"

Digtet er fremragende og betydeligt mere dybsindigt end H.C. Andersens nationale digt "I Danmark er jeg født".

Man kan undre sig over at den, også som udenrigsminister,  varme fortaler for EU (dengang EF) betitler sine erindringer med en linje fra et af Danmarks flotteste og dybsindigste,nationale digte, nemlig et digt af vor jyske Jeppe Aakjær. Digtet er ikke just en hyldest til et samlet, føderalt Europa!

Der vil være fanatiske sjæle der finder udtrykket "mit land, min stamme" racistisk. Men det er faktisk korrekt. Vi er et nordgermansk stamme i det område romerne kaldte GERMANIA INTERIOR.

Ordet "racistisk" er endt som et slogan folk slynger tankeløst om sig med. Der er intet i dette ord der bringer mindelser om Aakjærs digt. Vi er endnu ikke kommet såvidt at vi ikke må holde af vort land. Der ligger derimod en god del frygt for landets fremtid som selvstændig nation og også bitterhed over en udlændingepolitik der kun har et spinkelt flertal i befolkningen

Intet tyder på danskerne er "racister". Ordet kommer som bekendt af ordet "race" men hvor var de "racistiske" følelser henne da mange vietnamesere, deriblandt mange bådflygtninge, søgte til Danmark hvor de nu er respekterede borgere? Der lød ikke et "racistisk" pip!

Der trives i øjeblikket en uheldig forvirring hvor nationalisme identificeres med "racisme" Ordet bringer mindelser fra 2. verdenskrig, sydafrikansk apartheid og til dels stadig forholdene i de amerikanske sydstater.

Intet i Danmark minder om den slags forhold.

 

REPLIK   

Den 29. juni 2018 kl. 21.27 skrev Ulrik Gräs Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.:

Venligst til alle:

Hvad skal vi gøre når menigheds forstanderen har fået solstik med sin dømmekraft sat ude af kraft? Lade det være - kan jeg høre hans barndomsven, Ivan sige - venner, det går over. Men hør nu her, vores gode Børge som alle holder af, skal ikke altid undgå skærsilden, hvis vi fortsat skal tage ham alvorligt...han mener det virkeligt og indestår for det når han skriver:...:" Der ligger derimod en god del frygt for landets fremtid som selvstændig nation og også bitterhed over en udlændingepolitik der kun har et spinkelt flertal i befolkningen...".Børge er kommet i mindretal, men ikke på byens værtshuse (kaldet en pubs), hvor han ikke fornemmer nogen racisme, selv om han er en følsom digter...Jeg betragter stadig Børge som en seriøs mand, og derfor må jeg sige med en katolsk bøn: Herre Jesus Kristus - forbarm dig over os, gode hilsener fra Ulrik.

 
                  DUPLIK  

Jeg har ikke benægtet at der findes endog voldsomme fordomme, blot at disse ikke er baseret på RACE og derfor ikke, i ordets egentlige betydning, racistiske. Der findes massive kulturelt/ religiøse fordomme og det har jeg ikke benægtet eller blot nævnt. Hvor var de RACISTISKE fordomme overfor de mange vietnamesere i sin tid? VH Børge

 

REPLIK  Tak til Børge og Ulrik fordi I minder os om vigtigheden af diskussionen: os og dem, dem og os og hvordan vi behandler hinanden.
Børge skriver, at der ofte sker en sammenblanding af begreberne nationalisme og racisme, det vender jeg tilbage til.
Jeg har i 26 år været god ven med Ikram, som er kurder fra Irak.
Han og hans kone og to børn flygtede i 1989 fra Saddam Husseins rædselsregime i Irak. De oplevede blandt mange andre rædsler, Saddam Husseins soldater udfører et tre dages gasangreb på byen Halabja, hvor der døde mellem 5000 og 8000 Mennesker. Angrebet blev fordømt af hele verden, men Saddam Hussein fortsatte med at jagte kurderne.
Alle kurdere var i livsfare, derfor måtte Ikram og hans familie flygte.
De troede de skulle til Canada, men endte i Danmark.
I dag taler hele hans familie godt dansk, deres  børn har studentereksamener og uddannelser og han selv har fast arbejde. Han har gjort alt hvad han kunne for at blive integreret. For to år siden flyttede de endda ud af ghetto-området her i Århus og til et mere dansk område.
Nu flytter de tilbage til ghetto-området, de orker ikke mere at blive genert af danskere med tilråb som fejlfarve, tag hjem til lerhytten, nasserøv og endda fysiske trusler.
De kan helt klart mærke at de bliver mere forulempet nu end for nogle år siden.
Jeg tror at Ikram og andre i samme båd er ligeglade med om forulempelsen kommer af nationalisme eller racisme, de vil bare gerne have at vi behandler hinanden ordentligt.
Her kommer et andet ismeord på banen- Humanisme, som er respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed.
Børge skriver, at der ikke var nogen racisme da de Vietnamesiske bådflygtninge kom til Danmark.
Det er desværre mange år siden og får mig til at tænke på, da den græske skrædder Panayotis i 1968 åbnede sin flotte brudekjoleforretning i Vejle ved siden af biografen Lido.Mange vejlensere synes, at vi var meget heldige, at han lige kom til vores by. Jeg var tretten år dengang og sammen med nogle kammerater cyklede vi hele vejen fra Vestbyen, hvor vi boede, til hans brudekjoleforretning, hvis vi var heldige kunne vi møde ham og sige velkommen eller welcome, som vi havde lært i engelsktimerne på Nyboesgade skole.
Uanset ismeord så er det handlingen der tæller, som f.eks lidt mere venlighed i hverdagen, ligesom vi dengang mødte vietnameserne og Panayotis med.
Varme hilsner
John Ib, Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  
REPLIK 

Hvis individet præsterer det bedste vedkommende kan, er jeg bedøvende ligeglad med, om det er en han, hun eller hen, om det er en gul, hvid, sort, rød eller en skotskternet, om det er en budist, hinduist, ateist, mormon eller en asetroende, om det er en kommunist, radikal, republikaner, realist eller blot en udenfor, om det er høj, tynd, tung, pæn eller en grim, om det er en ung, gammel eller en handicappet. 

Det drejer sig om holdningen og at vise man vil. Jeg har kendt og kender mange fra ndre lande, og jeg er aldrig stødt på nogen fra dredjelande, der bare nassede. De fleste gør en virkelig stor indsats og gør det godt. Derimod kender jeg etniske danskere, der IKKE præsterer noget som helst.

Lad os behandle vore medborgere, der er anderledes - herunder indvandrene - ordentligt. Danmark skal selvfølgelig ikke være en åben ladeport, men det er det heller ikke længere. Der kommer nu så få fra tredjelande, at det ikke længere er et belastning. De udgør nemlig under 3.000 ud af i alt omkring 50.000 indvandrere årligt.

Ivan, Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

 

Kopilandet Danmark  16.06.2018  

 

Det er velkendt at irske koncept - værtshuse i Danmark gør en stor dag ud af Sct. Patricks Dag d. 17 Marts. Sct. Patrick var Irlands apostel og faktisk fejres Sct. Patricks Dag mere i USA blandt amerikanere af irsk afstamning end dagen fejres i Irland selv. Jeg har i perioder boet i Dublin og endnu har jeg aldrig mødt en IRSK irer der behøver en undskyldning for at gå på pub!

Men  hvad er det for en trang der i min levetid er opstået i Danmark til at kopiere fænomener især fra den engelsk-sprogede verden? Vi har jo dog vor egen apostel her i landet, nemlig Skt. Ansgar hvis helgendag er d. 3 februar. Hvorfor fejrer vi ikke den i danske værtshuse med strømme af Carlsberg og Tuborg og dansk folkemusik som "Skæve Thorvald"?

Sct. Patricks Dag er ikke det eneste kopi-fænomen der i Danmark er opstået i min levetid. Tag f.eks. Sct. Valentins Dag og Halloween. Begge dage kommer fra England men er via USA kommet til Danmark. Sct. Valentins Dag søgtes første gang indført i Danmark af guldsmede og blomsterhandlere i Danmark i 60erne, men først i 90erne slog den an. Der er - naturligvis - penge indblandet.

Lider vi af et nationalt mindreværdskompleks siden vi i den grad (og det gælder historisk lige siden kristendommens komme sydfra) absolut skal imitere udenlandske forhold? Jeg mener bestemt ikke vi danskere bør føle os mindreværdige i forhold til det store udland. Dette lille land, hvis indbyggere næppe er flere end indbyggerne i Bronx - kvarteret i New York, har produceret celebriteter som Ole Rømer (lysets hastighed), H.C. Ørsted (elektromagnetismen), filosoffen Søren Kierkegaard og digteren H.C. Andersen. Vi behøver bestemt ikke bøje nakken overfor det store udland og da slet ikke overfor en helt ung kultur som USA.

Denne trang til at imitere er et af paradoxerne ved at være dansker. Carlsberg har i en reklame i Kastrup Lufthavn udnævnt os til The happiest People in the World. Vel så snart verdens lykkeligste folk holder ferie fra den protestantiske arbejdsetik (også en kopi - fra tyskeren Luther og schweizeren Jean Calvin) strømmer de i i uhyre stort antal til middelhavslandene og, for de mere velbeslåede, til endnu fjernere destinationer.

Vort nationale selvværd trænger til et spark opad.

 

Individualisme kontra ensartethed  31.05.2018     

 

Det er min klare opfattelse at "individualisme" ikke i samme grad fremelskes i dansk kultur, opdragelse og undervisningssytem, som i flertallet af europæiske nationer. Man skal ikke lade sig narre af at der blandt ungdommen idag trives mange forskellige modefænomener indenfor f.eks. beklædning og frisurer.

Virkelig individualisme har trange kår. Man stræber derimod reelt mod ensartethed, jævnfør den velkendte Jantelov.

Individualismen i europæisk kultur fremstod i den såkaldte humanistiske bølge blandt intellektuelle i det sidste århundrede før reformationen. Man skal ikke tage fejl af begrebet "humanisme". Det er IKKE f.eks. "humanisme" at deltage i velgørende organisationer eller i gæstfrihed overfor flygtninge. På engelsk skelner man mellem "humanitarianism" (velgørenhed) og "humanism" der dækker den omtalte periode. Erasmus af Rotterdam var "humanist" og det samme var den danske Poul Helgesen,der skrev den berømte Skibby Krønike og forsvandt på mystisk vis på reformationstiden. En katolsk kribent antyder at han muligvis blev likvideret af militante protestanter.

Det er i orden at skille sig voldsomt ud fra flertallet hvis man samtidig har social succes. Tag f.eks. Simon Spies og Mogens Glistrup. Men den menige dansker "skal ikke komme for langt frem i skoene".

I min periode i det katolske Irland døde den populære bartender Paddy O´Brien. Der troppede omkring 4000 mennesker op til hans begravelse. Ligeledes med min ven, digteren Paddy Finnegan. Denne kendte poet levede livet igennem enten på bistand eller tilfældige jobs, men også store mængder troppede op ved hans begravelse for et par år siden.

Humanismen var en gren af den sydeuropæiske renæssance. I Danmark herskede på den tid den lutherske reformation og langt hovedparten var livegne og analfabetiske fæstebønder.

Kun adel og kongehus nød godt af renæssancen f.eks. indenfor arkitektur. Cf. f.eks. Børsen og Rosenborg.

Det jævne, danske folk fik aldrig del i humanismens og renæssancens dyrkelse af den menneskelige individualitet.

Er man lidt forskellig stemples man istedet som en "original" brugt i nedsættende betydning. Det er på tide disse forhold briinges op på bevidstheds-niveau så vi kan gøre noget ved det.

 

Hyldning og arvekongedømme  30.05.2018      

 

Det fremgik forleden af en forside i et af formiddagsbladene at vores kronprins i anledning af sin 50 års fødselsdag var blevet "hyldet" ved en bestemt lejlighed jeg ikke klart husker.

I almindelighed er udsagnsordet "at hylde" ofte brugt ved lejligheder som "vort sejrrige håndboldlandshold blev hyldet i anledning af europamesterskabet" o.l.

Når udtrykket  bruges om de royale forholder sagen sig imidlertid anderledes og det har en fortid der går langt tilbage i Danmarkshistorien.

Frem til Enevælden i 1660 havde Danmark et valgkongedømme, ikke som nu et arvekongedømme.

I den danske middelalder udpegede adelen en af deres egne ( på latin en PRIMUS INTER PARES) som konge, der tiltrådte efter at have underskrevet en håndfæstning.Han blev derefter "hyldet" som konge. I håndfæstningen bandt den vordende konge sig til at overholde sine valgløfter. Overholdt en konge ikke disse løfter kunne han afsættes.

Idag hvor vi har et arvekongedømme er det misvisende og anakronistisk at bruge ordet at "hylde" om en kronprins. Det er et direkte tyveri fra valgkongedømmets forgangne dage.

Med hensyn til fænomenet et håndfæstning ville det være en fremragende ide at genindføre dette fænomen således at en vordende regering skulle underskrive en sådan før den tiltrådte. Overholdt den ikke afgivne løfter i valgkampen  burde den kunne afsættes. Der er meget at lære af fortiden men "hyldning" af en monark er ikke en af dem.

 

Fortidens synder  19.05.2018  

 

Hr. Richard Riis vender i et læserbrev d. 1/2 skytset mod mig i anledning af at jeg havde gjort Martin Luther delvis skyldig i  adelens massakrer i bondeopstanden i Sachsen 1525-1526. Omkring 100.000 omkom i den anledning.

Han fører i marken den katolske kirkes kætterbrændinger i slutningen af middelalderen.

Nu er der ikke nogen grund til at engagere os i mudderkastning hvad en fjern fortid angår.

Den katolske kirke var hvad middelalderen angår kommet til at stå som repræsentant for det antikke, aristoteliske,geocentriske verdensbillede og da dette begyndte at smuldre med renæssancens opdagelser mente den at dette stred mod den kristne tro. Jeg ser med den dybeste beklagelse på f.eks.  kætterbrændinger af 2 renæssance-filosoffer Giordano Bruno og Lucilio Vanini.

Vi kan ikke dømme fortidens mennesker. De handlede i en bestemt, historisk kontext som er os dybt fremmed. Det gælder Martin Luther og det gælder den katolske kirke på den tid.

På den anden side er det svært ikke at fordømme dem. Da Goebbels skreg i tysk radio "Wollt ihr den totalen Krieg?" skete det også i en historisk kontext, der allerede idag er os dybt fremmed.

Og hvad med heksebrændingerne der begyndte sidst i 1400 tallet og først ebbede ud i begyndelsen af 1600 tallet?

Min pointe er at vi ikke kan sætte os til doms over historien.

Luther skal også have sagt: "Vernunft ist eine Hure des Teufels"! Alligevel kan Hr. Friis og jeg vel have en fornuftig snak her i læserbrevsspalterne? Han er ikke ansvarlig for hvad Luther har sagt, ment og gjort og jeg må beklage den katolske kirkes forbrydelser, men hvem siger at vi, havde vi levet i disse fjerne tider, ikke havde været med på vognen? Den tids hjernevask gentages i mangfoldige henseender i vor tids mediers hjernevask. Tiderne er andre, men ER de nu så forskellige når det kommer til stykket?

Fænomenet "de rigtige meninger" og "politisk korrekthed" trives overalt i bedste velgående. Man er nødt til at hæve sig til de filosofiske højder for at undgå de meninger og konventioner der fra alle sider presses ned over ørerne på os. Det er drønende svært, alt taget i betragtning, at lære at tænke selvstændigt og ikke i vor tids klicheer og selvfølgeligheder. Sådan var det også med fortidens mennesker. I den henseende er der intet nyt under solen.

 

Frihed, lighed og søsterskab  19.05.2018        
 

 

I disse år stormer kvinder frem indenfor ledende stillinger i erhvervslivet og indenfor politik.

Vi mænd  må dog konstatere at indtil videre sker dette indenfor rammer, der stort set er skabt af os mænd. Jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvorvidt der er betydelig, kvindelig nytænkning højt oppe i erhvervslivet, men hvad politik angår har kvinder indtil videre måttet holde sig til partier og forfatninger skabt af os mænd. I det berømte maleri af den grundlovgivende forsamling glimrer kvinderne ved deres fravær.

I kvindernes kampår i 60erne og 70erne så man af og til feminister bære en ring, der i hver sin ende sluttedes af et slangehoved.

Denne type ring er oprindeligt fundet på Kreta.

Det er den almindelige opfattelse at der i den minoiske højkultur, med centrum i paladset i Knossos på Kreta, (Ca. 2000- 1300 f.Kr.) trivedes et MATRIARKAT, ordret oversat et "modervælde"

Man dyrkede "Den store Moder" (latin: Magna Mater) i orienten kaldet Astarte- Kybele. I relieffer fundet i Knossos ser man ofte mænd som opvartende tjenere, mens nøgenbarmede prinsesser kører rundt i hestetrukne vogne i duftende frugthaver.

Man kan spørge sig selv om, på baggrund af ovennævnte forhold, hvorvidt der i disse år lægges grunden til et lignende, kvinde-styret system.  Med andre ord om vi i vesten er på vej, umærkeligt, mod et matriarkat?

Det hele startede med kravet om kønnenes ligestilling. Men man må lige bemærke sig, at begrebet lighed er hentet fra matematikken (a=b) og strengt taget ikke kan anvendes på menneskelige forhold, ligeså lidt som "diagonalitet". Der er unægteligt store FORSKELLIGHEDER mellem kønnene, men hvorfor formulere disse forhold med et matematisk begreb? Så er man i min optik på gale veje.

 

Brød og skuespil  19.05.2018      
 

 

Den romerske satiriker Juvenal, der skrev mellem år 90 og år 127 e.Kr., er berømt for to næsten faste udtryk, der endog er gået ind i det danske sprog. Nemlig "En sund sjæl i et sundt legeme" (latin: mens sana in corpore sano) og "Brød og skuespil" (panem et circenses),det sidste en kombination som han mente de romerske kejsere og den romerske overklasse (patricierne)

anvendte for at holde masserne i skak.

Man kan vel hævde at netop "brød og skuespil"  i høj grad også, omend ikke i eksakt betydning, men i udvidet betydning, anvendes idag i vort velfærds - og forbrugersamfund for at tilfredsstille en ganske bred del af den danske befolkning. Ja at "brød og skuespil" i  stigende grad anvendes i hele Vesten og faktisk i stigende grad i hele verden alle steder hvor man har demokratiske forbrugersamfund.

Er man så kynisk som Juvenal, og så klog som den græske filosof Platon, kan man vel faktisk hævde at alle vore demokratier i virkeligheden er skin-fænomener og en form for humbug.

For lever vi ikke når alt kommer til alt i OLIGARKIER, nemlig en styreform hvor de "få og rige" bestemmer? Penge er jo trods alt MAGT. 

Går man endnu videre, og kaster et køligt blik på vore "forbruger-demokratier" (i den græske og romerske oldtid lod digtere og filosoffer sig ikke styre af kravet om politisk korrekthed) kan man så ikke hævde at i bund og grund er ikke meget forandret siden Platon og Juvenal levede og skrev?

Underholdnings-industrien (circenses= skuespil) med dens utallige forgreninger fra TV ' et til hjemme-pc'en, fra kulørte magasiner der dikterer moden til kryds og tværs-blade, spiller jo en enorm rolle for massernes tidsfordriv i konsum-samfundene.

Dertil skal selvfølgelig lige tilføjes at ikke mange omkommer for alvor i action-og voldsfilm, hvorimod Roms arenaer var en ganske anden historie. "Morituri de salutant" ("De som skal dø hilser dig") var den hilsen som gladiatorerne gav kejseren hvis han var tilskuer til gladiatorkampene. Men når det så er sagt, kan man trække endnu en parallel: dygtige og overlevende gladiatorer var i oldtidens Rom ikke alene "kendisser" men helt oppe på linje med nutidens Hollywood-stjerner. I sin kvinde-satire (satire 6) fortæller Juvenal om en aristokratisk patricier-kvinde (en gift "matrone")der stak af til Alexandria med en berømt gladiator.

Jeg finder det begrædeligt at et fag som latin under-prioriteres så groft i den moderne gymnasieskole.

Skønt vore konsumsamfund i ganske extrem grad er under forvandling dikteret at det teknologiske fremskridt så tyder ikke meget på at mennesket betragtet for sig selv har forandret sig nævneværdigt siden den græske og romerske oldtid. Og det finder jeg er en meget vigtig erkendelse og selverkendelse.

 

Om tiden og tidsånden  19.05.2018     
 

 

Den tyske filosof Friedrich Hegel (1770-1831) fremsatte i den tyske romantik en række teorier, der stadig huserer i nordeuropæiske intellektuelles tænkning. Hegel mente at der bag historiens gang findes en tidsånd (Zeitgeist) der op gennem historien har åbenbaret, og stadig åbenbarer, sig selv. Derfor er alt indenfor kunst og tænkning i nutiden denne tidsånds sidste åbenbaring, der har sat alt tidligere på disse og alle andre områder ud af spillet.

Et af resultaterne af denne udlægning af historien er at nutidige filosoffer, der ikke har kunnet modbevise tidligere (f.eks. oldgræske) filosoffers teorier, nu har fundet på, at er disse filosoffer end kommet frem til visse "sandheder" så er, i og med at sådanne sandheder er fra en fjern fortid, disse sandheder i nutiden UGYLDIGE.

Indenfor f.eks. skulptur, vil dette f.eks. sige at Michelangelos David er sat i skyggen af Asger Jorns skulpturer i Tørskind grusgrav. De æstetiske teorier der lå bag renæssancens kunst er idag lige så "ugyldige" som de "sandheder" fortidens filosoffer har fundet frem til.

Man har gjort nutiden absolut.

I en vis forstand kan hele Søren Kierkegaards værk ses som en eneste lang protest imod Hegel og hegelianernes teorier. Hegel fik nemlig en lang række disciple, ikke mindst Karl Marx, der i historiens gang så én lang march frem imod det klasseløse, kommunistiske samfund. Igen er der hos Marx tale om historisk determinisme.

Denne hegelianske opfattelse har desværre vid udbredelse i Danmark. Ikke mindst i uddannelsessystemet. Et fag som latin er blevet voldsomt nedprioriteret i også det sproglige gymnasium. Alt skal mere eller mindre relateres til nutidens og erhvervslivets behov. Nuet og nutiden gøres, som i Hegels filosofi, absolut.

I mine øjne kan denne udvikling kun ses som en forråelse og ugyldiggørelse af et begreb som almendannelse. Eller med andre ord: et skridt i retning af kollektiv fordummelse af landets befolkning. Nutiden er 100% et produkt af fortiden, også Europas arv fra den klassiske, græske oldtid og det romerske imperium. Uden at tage disse forhold i betragtning umuliggøres nutidens europæeres selvforståelse.

 

En ny adel  19.05.2018  

 

Det er velkendt at der i alle samfund findes en form for historisk inerti, der bevirker at mange forhold fra en mere nær, men også fra en mere fjern, fortid dukker op i nutiden under en ny skikkelse. Med et pænt ord kan det kaldes "tradition". Noget tyder f.eks. på at Rusland ikke kan bryde med traditionen fra czarvældet. Et andet, og mere ondskabsfuldt fænomen er det, at Indien ikke kan bryde med kaste-systemet, skønt det blev lovmæssigt forbudt under Indira Ghandi.
Det spørgsmål jeg her vil stille er om vi ikke i Danmark er ved at udvikle en ny adel, ovenikøbet ofte en adel hvor efternavn og privilegier går i arv?
Jeg tænker her på medieverdnens såkaldte "kendisser" - de ansigter (og ofte efternavne) der går igen overalt i TV og ugeblade. Eklatante eksempler er hvorledes Uffe Ellemann (søn af en venstre-politiker) brat steg fra at være nyhedsoplæser i TV til at komme særdeles nær på at blive statsminister. Eller på Monika Ritterband, der startede sin lynkarriere også fra at være et velkendt (og kønt!) TV-ansigt til at blive pressechef i De Forenede Bryggerier. Men princippet kan let udvides til mangen en person i Ørestaden og andre steder indenfor medie-
og underholdningsverdnen. Jeg læser ikke ugeblade (jeg har end ikke TV!) men jeg mindes da at have set navnene Miehe-Renard og Sprogø dukke op i både TV, ugebladene og formiddagspressen.
I mange århundreder var Danmark et stændersamfund opdelt i adel, borger og bonde. Man kan spørge sig selv 
om en ny adel er ved at tage form indenfor både politik og medieverdnen? "Dem der glemmer deres historie bliver nødt til at gentage den" er en velkendt udtalelse (hvis oprindelse jeg ikke kender). Den "nye" adel er måske ikke så nederdrægtigt fænomen som den danske adel i vornedskabets tid, hvor den svang pisken over de stavnsbundne hovbønder. Vi er så stolte over vore slotte og herregårde (der især ligger tæt på Sjælland) at vi ganske glemmer det tyranni, der udgik fra dem. Vi ler af Jeppe på Bjerget, hvor Holberg fra den akademiske overklasse gør tykt grin med een af de stakler, der måtte udstå det eksempelløse misbrug af den danske almue der foregik på landet ("Når skidt kommer til ære" osv.)
Den problemstilling jeg opstiller er måske lidt grinagtig i lyset af det misbrug af mennesker der udgik fra godserne og den gamle adel. Men mange af os mener jo vi lever i et liberalt land. Og er det ikke en liberal doktrin at talent skal belønnes? Man kan frygte at mangt et godt hoved og talent aldrig får et ben indenfor i varmen blandt "kendisserne" i "jet-sættet" og medieverdnen fordi vedkommende ikke har de rette forbindelser og det rigtige efternavn. Så vidt mener jeg det - beklageligvist - er kommet. Vi skal med andre ord være på vagt overfor den historiske "inerti" i den danske tradition.

 

Golf og husmandsbourgeoisiet  19.05.2018     
 

 

Det var opgangstider og efter ikke mange år kunne mange af beboerne i disse sociale boligbyggerier flytte ud i de nyopbyggede parcelhus-kvarterer, der nu ligger som satellitbyer omkring vore gamle bycentre. Dette lod sig gøre bl.a. på grund af gunstige fradragsregler ved køb af hus.
Der var med andre ord dannet en hel ny generation af selvejere, med baggrund på landet, som nu pludseligt følte sig selv som tilhørende byernes borgerskab.
Det indebar for mange at de nu skulle til at tillægge sig borgerlige værdinormer.
Og hvordan gjorde man (blandt andet) det?
Man kiggede sig omkring i det allerede "pænere" borgerskab med en lang fortid i byerne. Hvad fordrev dette "gamle borgerskab" så tiden med?
Det lader til at svaret for mange var at efterligne de ydre tegn på at tilhøre det allerede eksisterende borgerskab. Og hvad var så disse ydre tegn?
For mange, viste det sig, var det at spille golf og bridge.
Snart oversåedes landet af golfbaner og antallet af bridge-klubber eksploderede.
Det blev endog almindeligt at rejse til udlandet og spille golf.
Jeg skal ikke gøre mig selv bedre end jeg er, for også jeg kommer fra landet, men valgte at gå hvad vi i gamle dage på landet kaldte "Bogens vej".
Jeg føler en vis medlidenhed med "Det gamle borgerskab" .Deres også ofte ganske snobbede hobbies markerer ikke længere deres status overfor hvad man kunne kalde "Husmands-bourgeoisiet". Hvad skal de gribe til? De har jo i flere menneskealdre markeret deres status med bl.a. golf og bridge.
Jeg foreslår de kaster sig over polo fra hesteryg. Det spiller selv Prins Charles af England. Og det koster at holde en hest. Andre muligheder ville være tennis og cricket. Noget må der helt klart gøres bortset fra de gamle villaer (og de nye arkitekt-tegnede) i byernes whiskybælter. Det er en trængt samfundsklasse.

 

Om hellig forargelse  19.05.2018    
 

 

Det har været mit privilegium at have haft 2 italienske venner (den ene har jeg stadig den anden er desværre gået bort) og jeg har gennem megen samvær med de to gjort den iagttagelse at at de aldrig har været MORALSK FORARGEDE over nogetsomhelst. Hvad dette skyldes er svært at sige. Protestanter med lidt historisk oppakning vil måske sige at når man har haft paver som Bonifacius VIII (der brænder i Dantes helvede!) og Alexander VI Borgia (for hvem pavestolen var et familieforetagende) i sin midte så bliver det svært senere at blive forarget over nogetsomhelst. Berlusconi, som man var så oprørte over i Nordeuropa, lod ikke til at forarge mine to venner.
Mon det ikke snarere er OS her i Nordeuropa der er lidt specielle?
I et land som det lutherske Danmark har et blad som Ekstrabladet slået sig op på den herlige følelse det er at blive forarget. Det er så slemt at jeg sommetider kan tænke at en danskers dag ikke er en rigtig god dag hvis han/ hun ikke er blevet forarget mindst en gang.
En dansk sociolog, Svend Ranulf, har skrevet et værk om dette i 30erne. Det er på engelsk og hedder "Moral Indignation ( moralsk forargelse) and the Psychology of the Middle Classes". Han mener at evnen til at blive forarget opstod på reformationstiden, da den nordeuropæiske middelklasse, ideologisk set, med reformationen kom til roret.
Mestrer man engelsk kan jeg absolut anbefale dette fremragende værk.

 

Danmark: et socialt laboratorium  19.05.2018     

 

Jeg tillader mig at betvivle at nogle borgere i andre lande end i Danmark i samme grad som os henlever hele livet omgærdet af regler. Vi omfattes i den grad af paragraffer og statutter at man må sig forbavse. Hvem ved i realiteten hvor mange informationer om os, der bliver tilgængelige blot man har nummeret på vort sygesikringsbevis? Ja selve sygesikringsbeviset er en foranstaltning der, hvis man prøvede at indføre et sådant i f.eks. USA eller England, utvivlsomt ville udløse et ramaskrig. Det samme, tror jeg, ville ske hvis man forsøgte at indføre sygesikringsbeviset i landene i Sydeuropa. Befolkningerne i disse lande ville næppe finde sig i, i samme grad som os, at blive overvåget af offentlige myndigheder. Vi er kommet så langt i denne retning at individets primære livsforhold er forholdet til Det Offentlige, til systemet, og ikke længere til dets nærmeste familie. Ja jeg vil mene at som atheismen breder sig som en steppebrand kan det siges at mange af os har erstattet det førhen "lodrette" forhold til Vorherre med det lodrette forhold til Systemet.

Det jeg taler om her er selve "Den skandinaviske model" som vort system kaldes i udlandet. Individet der følges fra vugge til grav af det overordnede "sociale system".

Jeg diskuterede forleden på internettet dette sagsforhold med en australier. Denne fyr mente at Australien mere og mere "dansede efter den skandinaviske fløjte".

Jo mere et folk lader sig styre af regler og paragraffer jo mere fordelagtigt må det nødvendigvis være for magthaverne.Med fare for at falde for en letkøbt konspirationsteori tror jeg næppe der er nogen tvivl om, at magthaverne i andre lande med stor interesse studerer "Den skandinaviske model". Dette lader sig måske bekræfte at de utallige forsøg, der gøres med at skaffe sig statistikker netop om os danskere (mit kendskab til resten af Skandinavien er i den henseende begrænset). Man kan måske sommetider gætte på at der eksperimenteres med i hvor høj grad vi, på et folkeligt plan, akcepterer styring ovenfra.

Så gad vide om vi, på et globalt plan, er en form for et "socialt laboratorium"? Jeg må tilstå at den tanke strejfer mig af og til. Et højteknologisk, socialt laboratorium. Det er svært at skjule sig i den moderne verden, så mon ikke "Den skandinaviske model" er under lup?

 

 

Kendisser og hovbønder  19.05.2018  

 

Vi lever i en tid domineret af mediemoguler, politikere med de nedarvede, rigtige slægtsnavne, fejrede medlemmer af kongefamilien og alle de såkaldte "kendisser" fra ugebladenes spalter og billedverden.

Med andre ord: vi har fået EN NY ADEL, hvilket jeg har argumenteret for i et tidligere læserbrev her i bladet.

Men den nye adel kræver jo et ganske stort flertal af måbende og sladrende beundrere og beundrerinder. Og hvem er så DE?

De er såmænd OS.

Mon ikke vore forfædre fra før vornedskabets og stavnsbåndets ophævelse (1788) i deres tid sad i deres lerklinede hytter og i den samling gårde, der udgjorde tidens landsbyer, og snakkede om hvad der foregik når de så kareterne komme ad de mudrede veje til godserne og herregårdene til adelens utallige fester - i øvrigt til syvende og sidst, som også i dag, finansieret af dem selv? Mon der deltog kongelige? Hvilke familier var repræsenteret? Mon herremanden til Thiele kom så hurtigt efter hans hustrus død i barselseng osv. osv.

Så langt har altså 2 århundreders tvungen skolegang , højskoler, universiteter bragt os! Det var J.P. Jacobsen (der i øvrigt skrev om Marie Grubbe netop til Thiele) der formulerede devisen "Lys over landet. Det er det vi vil!". Det var i kulturradikalismens tid. Jeg korser mig ved at tænke på hvad Georg og Edvard Brandes (stifteren af de radikale)  tænker i den himmel ingen af dem troede på! Såvidt er det altså kommet. I bund og grund, essentielt set, ikke ud af stedet. Det lys der hviler over landet er det blå lys fra TV skærmene i de tusind stuer hvor nutidens måbende hovbønder ser Vild med Dans eller X- faktor.

 

Danmark og renæssancen  19.05.2018       
 

 

Det er min ganske klare opfattelse at atheismen i disse år breder sig til bredere og bredere befolkningslag her i Danmark.

Den tager form af en kras materialisme gående ud på, at det man ikke kan måle og veje ikke eksisterer. Det er jo en holdning alle kan forstå. Der sidder ikke nogen gammel mand med langt skæg oppe på en sky. Det kan vi vist alle forstå og bifalde. Men hvor er det dog en fantasiløs og trist holdning til virkeligheden. Naturvidenskaberne synes at have sejret. Men ikke desto mindre har naturvidenskaberne endnu ikke forklaret hverken universets opståen eller livets opståen på vor planet. Ja den har næppe forklaret noget så grundliggende som bevidsthedens opståen og tankens væsen.

Men det værste er dog "vulgær-materialismens" prosaiske kedsommelighed og fantasiløshed. Den har næsten fået karakter af en tro og mange nægter at diskutere andre løsningsmodeller.

Et fænomen som næsten alle store filosoffer, begyndende med Platon, har diskuteret er Skønhedens Væsen. Næsten alle filosoffer har formuleret en "æstetik" nemlig teorier om hvad skønhed er. Ingen er mig bekendt kommet til noget endegyldigt resultat.

For dem der leder efter en livsopfattelse der har mere kolorit end den krasse materialisme kan jeg anbefale Platons lille værk "Symposion" hvori en række intellektuelle forsamles til et drikkegilde i oldtidens Athen. De skal alle holde en tale om kærlighedens væsen. Dette lille værk, og måske senere Platons hule-allegori i Platons værk "Staten" kunne meget vel danne grundlaget for en mere fantasifuld og fascinerende tilgang til virkeligheden end vor tids vulgære og platte materialisme.

  

Republikanisme og galskab  19.05.2018    

 

Nytårsnat år 1800 blev forfatteren Peter Andreas Heiberg sendt i eksil til Paris på grund af hans republikanske synspunkter. Han havde skrevet og offentliggjort udtalelsen "Ordner hænger man på idioter!". Den gik ikke i det dengang enevældige Danmark. Senere skrev hans søn Johan Ludvig Heiberg den savlende kongetro vaudeville Elverhøi. Det er mit stille ønske at den gamle Heiberg aldrig nåede at læse dette, for enhver republikansk sindet, skændige skrift.

Omkring 20 år efter den gamle Heibergs udvisning arresteredes en vis Dr. Jacob Dampe for at have stiftet den voldeligt sindede, republikanske sammensværgelse Jernringen vendt mod Enevælden.

Læser man om Dr. Dampe i Dansk biografisk Leksikon vil man gøre en lidt uhyggelig opdagelse. Det fremgår af et notat skrevet på latin (så ikke latinkyndige formenes adgang) at Dr. Dampe blev sindssyg "da han fandt sin hustru i sin fars arme!"

Jeg skal ikke gøre mig klog på hvilket chok dette har været, blot notere mig det der ligger underforstået i denne lille fodnote: nemlig at man jo må være sindssyg hvis man er af republikansk overbevisning i vort lille monarki! Det er et af de tilfælde i Danmarkshistorien hvor man, som i sin tids Sovjetunionen, anses for gal hvis man ikke er tilhænger af den rette lære!

Det vil være mange bekendt at Dampe for sin ulejlighed fik 28 års isolationsfængsel på Kristiansø. Mindre bekendt er det at han, da han efter Grundloven (1849) vendte tilbage til København fortsatte sin republikanske propaganda. Han fik straks øje på de royalt udnævnte departementschefer i ministerierne, der iøvrigt også kun kunne (og kan!) ansættes og afskediges af Majestæten.  Man kan spørge sig hvad der egentlig er forandret i vort lille porcelænsmonarki siden P.A. Heiberg og Dr. Jacob Dampe.

 

Verdens mest velregulerede land  19.05.2018     
 

 

For ganske nyligt udkom her i 2017 på Kristeligt Dagblads forlag den efter min mening mest objektive og velkvalificerede bog i anledning af reformationsjubilæet. Det drejer sig om Bjørn Thomassens bog "Kampen om de danske sjæle. En ny fortælling om reformationen".

En ganske speciel opmærksomhed fortjener kapitlerne om "orthodoksiens periode" (ca. 1555-1700). I denne periode hjernevaskedes fra højere sted (Danmark var, om muligt, dengang endnu mere topstyret end idag) en hel befolkning med den lutherske lære. Og dette absolutistiske og diktatoriske system var så gennemført at Danmark i denne periode nærmest tåler sammenligning med nutidens Nordkorea.

Med andre ord: Nutidens "regel-Danmarks" vugge stod i denne periode i vor historie. Det var Luthers opfattelse at mennesket ikke alene p.g.a. arvesynden er født ondt og uregerligt men dets intellekt er også så formørket, at det aldrig ville kunne nå frem til nogen objektiv sandhed.

Et sådant væsen skal styres. Og det hele vejen igennem. Og dertil havde vi statskirken og fra 1660 også Enevælden.

Thomassen bemærker også et sted at vi nok er verdens mest gennemregulerede land. Det tror da pokker.  Denne tradition går direkte tilbage til orthodoksiens tid. Der er regler for alt.

Og griber vi ikke ved nældens rod og ændrer den lutherske menneskeopfattelse i en mere optimistisk retning så vil Regel-Danmark blive ved at spejle sin top i bølgen blå langt ind i en uvis fremtid.

 

Om historisk uvidenhed 18.05.2018      
 

 

Da jeg er katolsk kristen løber jeg tit på Vejles traktørsteder ind i den beskyldning mange nutidige danskere retter mod al religion: nemlig den at religion har været årsag til alle krige i Europa og som sådan har dræbt et utal af mennesker.

Her er det tid at stoppe op.

De 2 krige der har kostet flest mennesker livet er uden sammenligning 1. og 2. verdenskrig. Første verdenskrig var inspireret af nationalisme og anden verdenskrig var inspireret af ateistiske ideologier, nemlig demokrati mod fascisme.

Alene i slaget ved floden Somme under 1. verdenskrig, der varede godt et halvt år, omkom der ca. 1,4 millioner soldater begge sider talt med. Et antal der er så grotesk at tanken svimler overfor det.

Når disse uvidende beskyldninger rettes imod religionen som årsag til alle historiske krige i Europa er der en lille, men betydningsfuld faktor man er tilbøjelig til at glemme. Nemlig at i religionskrigenes tid (jeg hvidvasker ikke totalt religion!) var der langt, langt færre mennesker i Europa end i det 20. århundrede. I England var der således på Shakespeares tid (1564-1616) kun en 4-5 millioner mennesker. I Danmark var vi næppe flere en 4- 500.000 mennesker og det er højt sat. Der var sikkert betydeligt færre.

Med andre ord: skulle man, i lyset af massemyrderierne under 1. verdenskrig, rette beskyldningen mod en enkelt faktor, må man nævne nationalisme. Og i modsætning til religion trives denne i bedste velgående. Den stiller ingen spørgsmålstegn ved, jævnfør brølet fra mange tusind struber når vort land scorer mål i en landskamp.

Vi er ved at være et irreligiøst folkeslag, noget nogle nævner med stolthed i stemmen.

Der er en masseflugt fra folkekirken igang. Det er dog ikke en undskyldning for at rette så forblindede anslag imod al religion som det ovennævnte.

Har danskerne sovet i historietimen?

 

Normalitet og afvigelse 18.05.2018   

 

Ordet "normal" kommer fra det latinske ord NORMA, der bl. a. kan betyde lineal. At være "normal" betyder altså, bogstaveligt talt, at bevæge sig langs en lineal. Denne lineal er naturligvis defineret af det omgivende samfunds konventioner, dets NORMER.

Det er mit indtryk at normalitetsbegrebet i vore tider er ved at indsnævres voldsomt.

Den hast hvormed endog mange børn i skolealderen får en "diagnose" er i voldsom stigning.

Mange store enere, f.eks filosoffer og visse kristne helgener, ville idag være blevet

medicinerede eller endog anbragt.

Filosoffen Sokrates, der i mange henseender er stamfader til vestens filosofier, havde en stemme i det indre øre der, som han sagde, advarede ham når han var ved at gøre noget galt. Denne stemme kaldte han sin "daimon". Han hørte, med andre ord, stemmer. Den slags ville blive "behandlet" idag.

Og grundlæggeren af vestens religion, Jesus af Nazareth, angreb, svingende med et reb, pengeudlånere og sælgere i templet, den såkaldte "renselse af templet" (Mathæus 21.12-13). Den slags ville ikke være gået idag. Det ville føre til øjeblikkelig indlæggelse og medicinering.

Den elskelige helgen, Frans af Assisi, talte med fuglene. Ejheller den slags ville være blevet tolereret.

Når normalitetsbegrebet indsnævres er der tale om endnu et nyt forsøg på at ensrette os danskere. Renæssancen, med dens dyrkelse af individualisme og "det store individ", var tildels et træk ved den katolske mod-reformation, der gik fuldstændigt hen over hovederne på den jævne danske befolkning. Konger og fyrster fulgte den italienske trend og byggede slotte i renæssance-stil, men renæssancens budskab undertryktes effektivt af den militante lutherdom i Nord-Europa. Befolkningen fik ingen del i dens budskab.

Vi må vogte os for ikke at blive et monotont, ensrettet folk der fordømmer det excentriske og det afvigende. Den slags gør hverdagen grå og farveløs. Hvad vi trænger til i Norden er snarere en genoplivning af renæssancens budskab om det nært-guddommelige menneske. Den gik vi nemlig glip af da den lutherske pessimisme blev presset ned over hovederne på os i 1536

 

 

 En anderledes tilgang 18.05.2018      

 

Det er mit indtryk (jeg tilhører ikke selv folkekirken og kan tage fejl) at der i folkekirken mest prædikes om Guds ubetingede kærlighed til os syndige mennesker. Det er ligesom det indtryk jeg har fået ved lejlighedsvise besøg ved slægtninges og venners dåbsceremonier, konfirmationer, bryllupper og begravelser. Det er Guds ubetingede kærlighed til mennesket det mest handler om.

Der er imidlertid en ganske anden tilgang, der i mere end et årtusind har hersket i den katolske kirke og som op gennem historien har sendt tusinder af mennesker i kloster som munke og nonner.

Jeg taler her om det modsatte princip: nemlig om menneskets kærlighed til Gud som Det højeste Skønhedsprincip, der i den platoniske filosofi også er ét med Det højeste Gode.

Tankegangen går nemlig tilbage til græske filosof Platon. Nærmere betegnet til Sokrates´s tale i slutningen af Platons berømte skrift Symposion, hvori 5 intellektuelle skal holde hver deres tale om kærlighedens væsen. Sokrates forklarer (han påstår han har hørt det fra den kloge kone Diotima!) hvorledes jordisk forelskelse i synlig skønhed kan føre videre opad til kærligheden til sjælelig og åndelig skønhed (usynlig skønhed) ja til kærlighed til selve det Skønnes Princip, som er Gud.

Denne opfattelse gik ind i den tildlige kristendom via kirkefaderen Skt. Augustin. Augustin var dybt influeret af neoplatonikeren Plotin, der underviste nord for Rom i det 3. årh. efter Kristus. Ja det hedder sig at den store helgen døde med Plotins traktat OM SKØNHED mellem sine hænder. Lærde har også skændtes om hvorvidt Augustin var mere platoniker end egentlig kristen!!

Fra Augustins Bekendelser kommer noget af den smukkeste retorik netop om kærligheden til Gud vi overhovedet har overleveret fra oldtiden:

"Sent kom jeg til at elske dig, du skønhed så gammel og så ny, sent elskede jeg dig. Og dog, du var i det indre, men jeg selv i det ydre, og der søgte jeg dig. Jeg forså mig mod alle de ting, du har skabt skønne af form, men mistede min egen form. Med mig var du, men jeg var ikke med dig. Alle disse ting, som ikke var, om ikke de var i dig, holdt mig fjernt fra dig. Du kaldte, du råbte, og du brød min døvhed. Du glimtede, du strålede, og du bortjog min blindhed. Din duft kom til mig, jeg åndede den, efter dig sukker mit bryst i længsel. Jeg har smagt dig, og jeg hungrer og tørster. Du har rørt mig, og det var mig som en gløden, der drog mig mod din fred".

Denne tænkning var fremherskende i katolicismen i århundreder og handler altså ligeså meget om vor kærlighed til Gud som om Guds kærlighed til os. Den var så fremherskende endnu i 1300 tallet, næsten 1000 år efter Skt. Augustin, at f.eks. det italienske nationaldigt, Dantes Guddommelige Komedie, er ganske uforståelig uden at tage denne tænkning med i billedet. Dante forelskede sig som ung i den smukke pige Beatrice (skildret i ungdomsværket NYT LIV) og efter hendes død som ganske ung fører denne kærlighed ham gennem Helvede, Skærsilden og tilsidst Paradiset hvor Beatrice optræder som guide.

Det er mit indtryk at protestantiske teologer længe har haft travlt med at at "luge" al "hedensk indflydelse" (som her den platoniske lære) væk fra luthersk teologi. Ironisk nok var Luther faktisk augustinermunk. Så han havde travlt med at lægge sin katolske fortid på hylden. I den kirke, han grundlagde, hører vi meget lidt om Augustins kristendom. Jeg mener blot det bør anføres at der altså findes andre tilgange til disse forhold end dem, der prædikes om i den lutherske kirke.

 

En hilsen til vore forfædre   18.05.2018   
 

 

Også i denne sæson vil der stå mange turister, danske som udenlandske, og beundre de af vore slotte og herregårde man har adgang til.

Når vi taler om danske besøgende falder det måske nogle enkelte ind, hvilket tyranni og magtmisbrug der udgik fra disse unægteligt smukke bygningsværker inden stavnsbåndets ophævelse. Jeg mener ikke tallet er gjort op, eller kan gøres op,men en overvældende stor del af vi danskeres forfædre tilhørte almuen, dvs. de var fæstebønder i de århundreder vornedskabet herskede på landet i Danmark.

Jeg har boet i Irland og kender en smule til irere og deres noget (i vore øjne) specielle syn på deres egen historie. I århundreder var det forbudt irerne af deres engelske herskere at nedskrive deres egen historie, og den blev derfor overleveret mundligt (en oral tradition). Man ved fra andre kilder at en mundligt overleveret tradition ofte er meget korrekt, da dem der overleverede den har kendt de risici for løgnagtighed og ammestuehistorier der kan følge med en "oral tradition".

Det skal jeg ikke redegøre for her, men blot understrege at irerne til dags dato er yderst bitre på englænderne for den behandling der under engelsk styre i Irland blev deres forfædre til del. Næsten hver en sten har de vendt i deres egen historie og de har en forbavsende evne til at SOLIDARISERE sig med deres forfædre og deres lidelser. Jeg ved ikke om dette er et typisk keltisk træk, da jeg kender meget lidt til skotter, walisere of bretonner.

At det måske er et keltisk træk bygger jeg på vi danskeres tilsyneladende evne til at glemme hvad vore forfædre i den danske almue har lidt og måttet stå model til i mange århundreder.

For vi griner jo af en stakkel som Jeppe på Bjerget. Og det selvom Holberg (der kom fra det bedre borgerskab og senere selv blev baron) gør tykt grin med Jeppe, der jo, ihvertfald psykisk, er en krøbling. Ja måske sympatiserer endog mange med stykkets morale, der jo er "Når skidt kommer til ære osv." Og vi griner af Erasmus Montanus, denne bondekarl der har lært at disputere på latin, men når risikoen for at blive soldat melder sig, hurtigt opgiver sine principper. Eller skulle jeg sige præmisser.

Jeg mener vi bør tage lidt ved lære af irerne. Jeg har selv for en del år siden set en såkaldt "ubekvemmelighed", vist på Dragsholm Slot. Den kun mandsstore celle var så snedigt indrettet, at man hver kunne stå eller ligge i den, endsige sidde på hug. En virkelig torturcelle. I den har nogle af vore forfædre befundet sig, ingen ved hvor længe. For slet ikke at nævne den mere velkendte træhest.

Så når vi betragter vore flotte herregårde og slotte her i sommerferien bør nogle af vore tanker måske gå tilbage til den almue hvis blod løber i vore årer og hvis gener huserer i vort genmønster. Det mangler bare. Og vi bør nok tænke os lidt om når vi griner ad Jeppe på Bjerget og hans pægl brændevin.

 

Det danske kastevæsen, 09.05.2018

 

Nytårsnat år 1800 blev Peter Andreas Heiberg udvist til Paris for offentligt at have skrevet "Ordner hænger man på idioter". En del år senere, midt i den danske national-

romantik, skrev hans søn Johan Ludvig Heiberg det savlende monarkistiske teaterstykke "Elverhøj" om Kristian IV, der bl.a. var så venlig at skaffe os af med Skåne, Halland og Blekinge. Man må håbe at P.A. Heiberg, en dansk søn af den franske revolution og republikaner, aldrig fik nys om om sin søns jeremiader. Måske var han død inden.

"Frihed, lighed og broderskab" var den franske revolutions berømte motto.

Det er min opfattelse at det idag kniber gevaldigt med LIGHEDEN. Sociologer opdeler os i 6 socialgrupper (læs: statusgrupper).  Jeg formoder at storkapitalens repræsentanter og ihvertfald den gruppe der er inviteret til dronningens nytårskur hører til statusgruppe 1, mens førtidspensionister henslæber livet i statusgruppe 6.

Derudover spiller medierne og mediemogulerne, altså meningsdannerne og dem der har haft det held at dukke op i morgen-TV, en central rolle i de øverste statusgrupper. Det rigtige efternavn spiller, som under enevælden, en stor rolle hvad angår chancerne for at kravle op, eller forblive i, de øverste statusgrupper.

At titulere dette indlæg "Det danske kastevæsen" er måske lidt overdrevet. I Indien, der har det modbydelige kastevæsen, skønt det blev gjort ulovligt under Indira Gandhi,  må f.eks. en person fra en højere kaste ikke gifte sig med en person fra en lavere kaste.

Hvorvidt danske ungmøer fra whiskybæltet gifter sig nedefter ved jeg ikke on der findes statistikker om. Jeg har en formodning om at det er ret sjældent en datter af en direktør i F.L. Smith gifter sig med en førtidspensionist. Det omvendte, at en skønhed fra en lavere statusgruppe ender i en villa i whiskybæltet, er vist derimod ret almindeligt. Det er nærmest et ordsprog i de kredse hvori jeg kommer at "de langbenede ender i Nordsjælland". Jeg har en personlig bekendt, netop en sådan skønhed, der flygtede fra whiskybæltet fordi hun fandt omgangstonen deroppe i statusgruppe 1 eller 2 både forloren og skabagtig.

Vi har et berømt eksempel fra enevældens tid der netop giftede sig langt under sin stand (latin: status) nemlig Marie Grubbe, der voksede op på herregården Thiele.

Om hende har både J.P. Jacobsen, H.C. Andersen og Steen Steensen Blicher skrevet.

Man kunne håbe at i vort moderne og dynamiske samfund var dette, efter min mening, forældede system på retur. Det er der desværre intet der tyder på. Snarere synes de lavere statusgrupper at være grebet af en ubetvingelig lyst til at stige i status både i deres egne og naboens øjne. Tag f.eks. den pludselige enthusiasme for golf-spillet i statusgrupperne i mellemlaget. Om det bliver anderledes indenfor et overskueligt tidsrum er særdeles usikkert

 

 

Menneske kontra system, 09.05.2018
 

 

Det har været min skæbne i længere perioder at bo i henholdsvis Irland og Grækenland. Det er mit indtryk at i disse henholdsvis katolske og orthodoxe lande spiller hvad vi refererer som "systemet" en langt mindre rolle end heroppe i det lutherske norden. Mennesket og det menneskelige stilles OVER systemet. "Det offentlige" er til menneskets disposition, ikke, som her, næsten omvendt.

Jeg har præsteret at få et S-tog ("Dart") i Irland, hvori der ingen toiletter var, til at holde med hundreder af mennesker ombord og vente på jeg skulle lade mit vand.

Jeg har med min daværende hustru måttet vente i en bus nord for Galway fordi vi ventede en halv time på en irer, der var blevet beruset på Aran-øerne, hvor vi kom fra.

I Grækenland ventede en bus til Athen i en landsby 15 minutter fordi jeg ankom til landsbyen 20 minutter forsinket fra den landsby hvor jeg boede.

Står man og venter ved et bus-stoppested i Grækenland holder hyppigt en bilist, der har plads, og spørger dig om hvor du skal hen og om du vil køre med.

Her i Norden hører man ofte selvretfærdige danskere hånende omtale f.eks. det græske "system" (hvis de har nogen!) fordi det ikke er har et system, der kan inddrive skatter.

Sandheden er nok, at vi her i Norden ikke kan forestille os andet end en TOTALITÆR stat. Ved selve ordet stat associerer vi noget totalitært. Sådan har det nok været siden reformationen da statens overhoved, kongen, også blev kirkens overhoved. En italiener eller spanier derimod er borger i to samfund, den katolske kirke og den verdslige stat. Dette virker som en kontrollerende faktor på den verdslige stat og "systemet". Rent menneskelige dyder får forret fremfor et alt-dominerende system.

De første skridt til en "menneskeliggørelse" af vort samfund må være at vi får stat og kirke adskilt og monarken fjernet som kirkens overhoved. Som det er nu tiltager vor i forvejen totalitære stat sig stadig flere magtposioner

 

 

En trevl af enevælden, 09.05.2018

 

Så skete det. En kongeligt ansat departementschef blev sammen med to andre ministerielle embedsmænd sendt "på orlov", vistnok på ubestemt tid.

Da de ansættes af landets monark og kun kan fyres af hende blev de ikke sat fra embedet. Vi har jo disse kongeligt udnævnte departementschefer i alle ministerier.

Det er et levn fra Enevælden.

Allerede Dr. Jacob Dampe, der fik 38 års isolationsfængsel på Kristiansø for sine demokratiske og republikanske anskuelser, harcellerede efter grundlovens gennemførelse i 1849 over denne politisk immune, kongeligt udnævnte embedsstand.

Denne stand skal forestille at være "neutral og upolitisk" men nu revnede altså denne illusion. Man kan spørge sig selv om hvorledes det kan gå til i lyset af de  embeder de beklæder.

Jeg læste fornyligt den sidste bog der udkom om enevælden (fra 2009): Heri siger forfatteren i indledningen, at det måske kan forekomme underligt i vor tid igen at skrive et værk om enevælden. Forfatteren skriver imidlertid:"Enevælden er jo stadig i høj grad iblandt os. For den altomfattende danske nationalstat stak fødderne i de tøfler enevælden var trådt ud af."

Principielt burde jo departementscheferne udnævnes politisk og forsvinde når den folkevalgte regering må gå af. Som det er nu kan man argumentere for vi blot har et skin-demokrati.

Det er min overbevisning at den største revolution der kan opstå i danmarkshistorien ville være et omfattende opgør med enevældens udløbere ned i vor moderne tid. Deriblandt vort stive status-system (under enevælden talte man om hele 16 rangklasser) og den altomfattende kontrol af danske borgere ovenfra.

Men ak: desværre sker noget sådant ikke. Tværtimod har man indtryk af at danmarkshistorie ofte forsømmes i skolerne. Historisk bevidsthed er ikke det der tynger vor nation mest.

 

Vi efterlod Gud på landet, 09.05.2018
 

 

Mange af os kommer oprindeligt fra landet. Da landbruget forvandledes fra hvad man kunne kalde "Den Morten Korch' ske model" til jordbaseret industri og storbrug rykkede store mængder ind til byerne og de store sociale boligbyggerier opstod. Store mængder (mand og hustru) tjente godt i industrien under 60ernes og 70ernes højkonjunkturer og rykkede fra lejlighederne i de sociale boligbyggerier ud i parcelhusene i de store parcelhuskvarterer, der nu kranser landets byer.

Her begyndte denne enorme sociale gruppering at assimilere borgerskabets idealer og vaner. Ofte på en noget udvendig måde, idet man lagde sig efter golf og bridge og andre karakteristiske hobbies blandt det gamle borgerskab.

Politisk skete der utvivlsomt det, at mange ved flytningen til byerne og livet som industriarbejdere gik fra Venstre og Det radikale venstre over til Socialdemokratiet.

Nu er mange i denne gruppe oppe i årene og har længe været husejere med alt hvad dette indebærer. Derfor er der utvivlsomt tale om at mange er vendte tilbage til de gamle borgerlige partier.

Religiøst kom store mængder fra Grundtvigianismen og færre fra Indre Mission.

Men her er det relevant at citere Grundtvigs linjer: "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder/ støbtes du men til den lille By". For det var som man efterlod Gud derude på landet hvor man kom fra. Grundtvigs ord blev profetiske.

Derinde i byerne blev de store masser udsatte for ganske andre sociale idealer, der længe havde hersket i de europæiske borgerskaber. Ikke mindst de "utilitaristiske" idealer fra 1800 tallets England. Fremfor alt ideen om "Så megen lykke for så mange som muligt" (Jeremy Bentham).

Utilitaristerne tog det som givet at denne lykke var materiel.

Det blev derfor fortolket af borgerskabet som erhvervelsen og anvendelsen af så mange raffinerede forbrugsgoder som muligt. I dag, i vore forbrugersamfund, står disse idealer nærmest som urørlige dogmer. Få stiller spørgsmål ved dem.

Det drejer sig om statusprægede fænomener som f.eks. mærketøj og designmøbler. Og naturligvis om at kappes med naboen i statusræset ("Keep up with the Jones' es").

Spørgsmålet er om dette lykkeideal holder vand i længden og da måske ikke mindst i den opvoksende generation? I denne generation har f.eks. mange været udsatte for at miste en far (ikke så hyppigt en mor) ved en skilsmisse.

Da jeg voksede op i landlige omgivelser ved Give mener jeg ikke at have kendt til én eneste skilsmisse hverken blandt bønder eller byboere.

Jeg er selv blevet skilt én gang og har senere været "papfar" til 2 børn. Dette er yderst almindeligt.

Men nu tilbage til det at miste, enten ved skilsmisse eller død. For overfor disse grundbetingelser i livet står den utilitaristiske lykkedrøm hjælpeløs.

Det kan måske lyde lidt søgt, men skulle man forholde sig til disse grundbetingelser kunne man måske søge blandt den græske oldtids store filosoffer og filosofier, ikke mindst i epikuræismen eller stoicismen.

Epikur og Zenon (stoicismens grundlægger) søgte ikke lykken i ydre ting, men i opnåelsen af en ideel sindstilstand. For Epikur drejede det sig om sjælefred (ataraxia) og for stoikerne drejede det sig om ikke at binde sig følelsesmæssigt så meget til noget i den ydre verden, at det ville volde sorg at miste det. Man kan sige at den ideelle sindstilstand for en stoiker var uforstyrrethed. Vi taler endnu om "stoisk ro".

Bortset fra disse filosofiske tilgange til en mere uangribelig lykketilstand end forbrugersamfundets materialistiske lykkedrøm er der jo stadig de store religioner, i Vesten ikke mindst kristendommen. Det er et kapitel for sig, og jeg skal ikke komme ind på det her.

 

Jogging og Fascisme.09.05.2018

 

Vi fodgængere i Vejle og i andre byer af den størrelse må som bekendt ofte træde til side for en "jogger", der i kulten for fitness og et langt liv får os til at træde til side.

Denne kultur tog vel sin begyndelse i 70erne, i min studietid. Jeg havde på mit universitets-studium i denne periode en lektor i klassisk filologi, der oprindeligt kom fra Venedig. Jeg diskuterede fænomenet med ham og til min forbløffelse mente han, at "jogging" oprindeligt stammer fra italiensk fascisme i 1930erne.

Mussolini ("Il Duce") mente at fascisterne skulle være i fin, fysisk form. Min lektor berettede hvorledes han selv og andre unge mænd i Venedig var ved at falde om af grin, når midaldrene, småfede medlemmer af fascist-partiet kom løbende, stønnede og prustende og gasblå i ansigterne hen over broerne i Venedig. Fysisk "fitness" var et krav hvis man ville være en god fascist.

Nu er Italien jo både kulturelt og geografisk et godt stykke væk fra Norden. Og iøvrigt er dem der husker italiensk fascisme ved at dø ud, ligesom krigsgenerationen er her i Danmark. Det er da også et rent tilfælde at jeg øjeblikkeligt associerer "fascisme" når jeg. hvad hyppigt sker, må træde til side for en jogger på fortovet.

I et bredere perspektiv er jogging vel også (som i fascismen iøvrigt) et symptom på at vi lever i en uhyre materialistisk kultur. Det synes langt mere attraktivt at træne sin krop end sit sind og intellekt. Mange anser blot vort sind for at være et mere eller mindre tilfældigt produkt af kemiske forhold i den fysiske hjerne. Så set i det lys er kropsdyrkelsen vel et relevant udtryk for den herskende materialisme.

Men det er idetmindste tankevækkende at se jogging som et snigende, "fascistoidt" element i vor kultur.

 

Drabet på familien, 09.05.2018
 

 

I vor brogede tid er måske én af de mest vidtrækkende og epokegørende fænomener hvad der nærmest kan kaldes drabet på familien, forstået som kernefamilien. Skilsmisseprocenten er svimlende høj, endog når man ikke medregner opløsningen af papirløse forhold. Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet (og således blev økonomisk selvstændige) var resultatet at børnene fra ganske små kom i vuggestuer og børnehaver, således at vi nu er i en situation hvor mange forældre i praksis overlader det til institutioner ("det offentlige") at opdrage deres børn (børnehaver, skoler og fritidshjem). Samtidig stiger antallet af "singler" dag for dag, i en sådan grad at befolkningen er ved at blive "atomiseret" ud i enkeltindivider, der lever for sig selv.

Alt dette ved vi alle. Hvad man måske ikke tænker så meget på er at denne udvikling indvarsler en komplet ny og ukendt samfundsform, der endnu er i støbeskeen. Det er en ligeså revolutionerende ændring, som da mennesket overgik fra samler og jægerstadiet til fastboende bønder, der levede i det monogame ægteskab. Dengang, som for blot nogle årtier siden, var et ægteskab både på landet og i byerne en økonomisk enhed og de to partnere var i praksis helt afhængige af hinanden, både økonomisk og med hensyn til opdragelsen af børnene.

Hvor den nuværende situation vil føre os hen står fuldstændigt hen i det uvisse.Vi ved ligeså lidt om det som de første bønder vidste om fremtiden ved landbrugets begyndelse i Mesopotamien og i Mellemøsten. Og den politiske "styring", der karakteriserer disse epokegørende år, synes ganske berøvet visioner og ideer om hvilke mål man skal føre de højtudviklede industrilande hen imod. Ændringerne sker med en sådan hast, at vore politikere - der specielt i Danmark synes berøvet enhver realitetssans og viden om hvad der sker udenfor folketinget - slet ikke kan følge med. Men terningerne er kastet og vi er allerede skredet over Rubicon

  

Politik eller administration, 09.05.2018
 

 

Man finder i den fremtrædende og myreflittige historiker Søren Mørchs bog "Fogh Rasmussen. En dansk statsminister i det 21 århundrede" følgende bemærkning om det danske embedsmandsvælde: " Ministre - selv statsministre - kommer og går. Embedsværket består. Især i Danmark, hvor det er lykkedes embedsværket at forhindre enhver strukturel fornyelse af embedssystemet siden den sene enevældes dage for snart 200 år siden" (s.89).

Dette rejser et principspørgsmål, nemlig om i hvor høj grad der kan praktiseres politik i Danmark ud fra temaer hentet i politiske ideologier når vi slæber på hele det formidable embedsmaskineri fra enevældens dage? Med andre ord: regeres Danmark eller ADMINISTRERES Danmark? Dette er to vidt forskellige ting. Vi har en politisk klasse (kaste?) og en politisk retorik (skønt guderne skal vide at meget få af vore politikere lever op til de krav til veltalenhed der krævedes af den græske og romerske oldtids politikere!) og vore medier forsøger ihærdigt at overbevise os om at alle væsentlige beslutninger er begrundet i politik, men er de nu også det? Er vore ministerier andet en enevældens kancellier i opmoderniseret form? Søren Mørch fortsætter: "Ikke noget udenlandsk tøjeri med kabinetter, der kommer og går med ministeren! Ikke noget med politisk udnævnte statssekretærer eller junior - eller viceminstre!"

Nu er embedsmænd og quinder jo formelt udnævnt af monarken og kan kun afskediges af monarken. Dette, vil de fleste sige, er kun en formalitet. Men er det nu også det? Står vort monarki ikke som en slags garant for at embedsværket har været nærmest urørligt siden enevælden?

Som man kan se rejser Søren Mørchs iagttagelser en række principielle spørgsmål der i høj grad trænger til at blive kastet mere lys over i den offentlige debat!

 

NYE DANNELSESIDEALER, 27.04.2018

 

Man genoprettede i 1800-tallet Sorø Akademi (med digteren B.S. Ingemann som lektor) for at uddanne unge adelsmænd i de europæiske, sociale dyder før deres næsten obligatoriske dannelsesrejse rundt i det europæiske udland. På programmet var ikke alene sprog, men også at det var vigtigt med fægtning og dans. De skulle selvfølgelig lære at danse menuet m.m.

I dag rejser store mængder danskere vidt omkring i verden og det var måske en ide at forberede dem med et dybere kendskab til i hvert fald religiøse, historiske og måske litterære traditioner. i hvert fald i vort dybt brogede Europa.

Personligt synes jeg ikke noget tyder på vi danskere er specielt populære hverken i det katolske Sydeuropa eller i England/ Irland. Jeg får ikke mange supplerende spørgsmål, når jeg fortæller indbyggerne i de lande jeg er dansker. Ikke at jeg helt ved hvad de tænker?

Måske tanker om et lille, åndløst og materialistisk land med en højt regimenteret arbejdsstyrke højt mod nord?

Noget andet er at det ovenikøbet er mit indtryk, at vi danskere gerne undgår samvær med vore landsmænd i udlandet. Kan vi ovenikøbet ikke lide hinanden? Det er ganske let at finde gate´n hvorfra flyveren går tilbage til DK selv i en kompliceret lufthavn i udlandet. Her sidder nemlig en flok tavse, indelukkede danskere uden intern, social kontakt.Det ser man ikke ved andre gates hvor udlændinge er på vej hjem. Her går snakken.

Og vi er jo ikke bedre herhjemme. I togene er nu et flertal helt optaget af deres I-pads og mobiltelefoner.

Skal alt dette ændres må der nye dannelses-idealer til. Og det må begynde herhjemme. Vi må lære at kunne tale med om andet end arbejde, status og penge, hvilket jo er vore foretrukne emner. Hvad hjælper det man lærer kinesisk for at sælge danske produkter, hvis man ikke ved hvilke samtale-emner, der interesserer kinesere.

Der burde være baggrund for en større skoling herhjemme, ligesom den man gav unge adelsmænd i Sorø Akademi. De udlændinge jeg har været tættest på er irere, og i hvert fald på irske (og engelske) pubs kommer man ikke langt med en snak om status, arbejde og penge. Men med en snak om katolicisme eller litteratur åbnes mange døre.

Noget lignende, tror jeg, er tilfældet i mange lande.

 

 JYLLAND & DET DANSKE KONGEHUS, 27.04.2018   
 

 

Der er, ihvertfald på Facebook, en standende debat om de mange offentlige kulturpenge, der går til hovedstaden, i modsætning til, ikke mindst, Jylland.

Der er faldet nogle særdeles diskriminerende ord om Jyllands påståede mangel på kulturelle interesser, modsat de kultiverede københavnere.

Hvad jeg kunne ønske mig er at en historiker satte sig ned og skrev en afhandling om "Jylland og det danske kongehus". København er jo enevældens by og derfor findes Det kgl. teater og mange andre kulturinstitutioner der.

Det er ikke så lidt vi jyder har måttet stå model til fra det københavnske kongehus.

Engang var hele vor halvø pantsat til Grev Gert af Holsten indtil denne blev dræbt i Randers af ridderen Niels Ebbesen ("Han vog den kullede greve").

Omfattende jyske egeskove faldt for øksen da Kristian IV kastede sig ud i voldsomme krige mere eller mindre inspireret af storhedsvanvid. 

Senere, under svenskekrigene, drog en hær at polske lejesoldater hærgende og plyndrende op gennem Jylland. De var lejet af den danske konge, der havde

erklæret svenskerne krig. De brændte og de voldtog. Det var vel den danske konges måde at betale deres sold på.

Disse rædselshistorier er nok til at stemme en person i republikansk retning. Leve en jysk republik!

Sandheden er, at fik vi jyder alt det danefæ, der nu befinder sig på en anden københavnsk kulturinstitution, nemlig Nationalmuseet, hjem til Jylland så ville dette museum være en skygge af sig selv. Dets eneste store seværdighed ville være Solvognen.

Egtvedpigen, Skrydstruppigen, guldhornene, Dejbjergvognene, Guldhøjfundet med den berømte klapstol, Pilkmosehjulet, Donneruplund-arden (en plov fra jernalderen) og meget andet i museets unikke samlinger kommer fra Jylland.

Så de "kultiverede" københavnere har en tilbøjelighed til at pynte sig med lånte fjer.

 

JYLLAND & DET DANSKE KONGEHUS, 27.04.2018   

 

Der er, ihvertfald på Facebook, en standende debat om de mange offentlige kulturpenge, der går til hovedstaden, i modsætning til, ikke mindst, Jylland.

Der er faldet nogle særdeles diskriminerende ord om Jyllands påståede mangel på kulturelle interesser, modsat de kultiverede københavnere.

Hvad jeg kunne ønske mig er at en historiker satte sig ned og skrev en afhandling om "Jylland og det danske kongehus". København er jo enevældens by og derfor findes Det kgl. teater og mange andre kulturinstitutioner der.

Det er ikke så lidt vi jyder har måttet stå model til fra det københavnske kongehus.

Engang var hele vor halvø pantsat til Grev Gert af Holsten indtil denne blev dræbt i Randers af ridderen Niels Ebbesen ("Han vog den kullede greve").

Omfattende jyske egeskove faldt for øksen da Kristian IV kastede sig ud i voldsomme krige mere eller mindre inspireret af storhedsvanvid. 

Senere, under svenskekrigene, drog en hær at polske lejesoldater hærgende og plyndrende op gennem Jylland. De var lejet af den danske konge, der havde

erklæret svenskerne krig. De brændte og de voldtog. Det var vel den danske konges måde at betale deres sold på.

Disse rædselshistorier er nok til at stemme en person i republikansk retning. Leve en jysk republik!

Sandheden er, at fik vi jyder alt det danefæ, der nu befinder sig på en anden københavnsk kulturinstitution, nemlig Nationalmuseet, hjem til Jylland så ville dette museum være en skygge af sig selv. Dets eneste store seværdighed ville være Solvognen.

Egtvedpigen, Skrydstruppigen, guldhornene, Dejbjergvognene, Guldhøjfundet med den berømte klapstol, Pilkmosehjulet, Donneruplund-arden (en plov fra jernalderen) og meget andet i museets unikke samlinger kommer fra Jylland.

Så de "kultiverede" københavnere har en tilbøjelighed til at pynte sig med lånte fjer.

 

 

EFFEKTIVITET OG LIVSKUNST. 27.04.2018     
 

 

Vi ved alle at lederne i EU landene sigter imod at gøre disse lande så økonomisk effektive som muligt.Nu er det imidlertid således, at de idealer om arbejdsomhed, der er en forudsætning for økonomisk effektivitet, egentlig kun, kulturelt, er herskende i de protestantiske lande, fra Nordtyskland til Skandinavien. Lad mig henvise til Max Webers banebrydende værk: "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd". Heri skildres oprindelsen til "arbejdsetikken" der er herskende indenfor disse områder.

Tyskernes og vi skandinavers arbejdsomhed, og dermed landenes økonomiske effektivitet, har aldrig hersket i lande som Grækenland, Italien og Spanien, der i den henseende har andre idealer i livet end succes på arbejdsmarkedet (at meningen med livet skulle være arbejde og social status), men skal med vold og magt tilpasses et tysk domineret EU. Spørgsmålet er nu om vi danskere i bund og grund foretrækker en sådan udvikling. Foretrækker vi et Europa, hvis "krop" dannes af en række forskellige nationaliteter og traditioner, men hvis "sjæl" i bund og grund er tysk/ skandinavisk?

Er det kun solskinnet, der driver hundred tusinder af nordeuropæiske turister mod syd?

Er det ikke ligeså meget en anden mentalitet og sydens tilbagelænede livsstil? Og naturligvis, for de mere belæste, den europæiske (og dermed vestens)  kulturs vugge i Grækenland og Italien?

Vi må spørge os selv om hvorvidt nu økonomisk effektivitet skal være den herskende faktor i EU. Det kan være svært at forstå for os at der findes andre, og mindre materialistiske, livsidealer, end det at arbejde og økonomisk effektivitet. Under den græske, vedvarende krise hørte man mange røster råbe op om "de dovne grækere" m.v. Men alternativet synes at være at vore livsidealer skal presses ned over ørerne på sydens folkeslag. Og denne udvikling i retning mod økonomisk effektivitet er efter min mening, ikke noget vi danskere egentlig, dybest set, ønsker gennemført. Og især da ikke fordi vort sydlige naboland står som leder af denne udvikling i EU, for Tyskland er atter blevet Europas økonomiske lokomotiv.

Der findes et gammeldags ord kaldet "livskunst". Denne trives, i mine øjne, bedre i sydens lande end i vort arbejdsomme Nordeuropa og det har den gjort siden de græske filosoffer i oldtiden gav sig til at tænke over hvad menneskelig lykke er.

Det er tid til lidt selvransagelse i vort effektive Nordeuropa.

 

 

ER DANSKERNE ET UKENDT FOLK? 27.04.2018   

 

Det har været min skæbne at leve flere år i udlandet, og ikke i »dansker-kolonier« som på Costa del Sol, men med de indfødte og på de indfødtes betingelser, stort set. Jeg har således levet næsten fire år i en landsby i Grækenland.

Her blev jeg vældigt gode venner med en højt begavet græsk skibskaptajn, og han og jeg kunne tale sammen langt ud på natten, siddende på en af de cafeer, der i praksis har døgnåbent. Jeg har selv sejlet i ØK som ganske ung, og mange af vore samtaler handlede om fjerne steder, ikke mindst om Østen.

En gang faldt en af vore samtaler på Danmark, og her fremsatte kaptajnen en interessant hypotese, som jeg mener det vil være lærerigt for os danskere at lytte til.

»Hvordan skulle vi sydlændinge komme til at kende jer danskere?«, lød hans spørgsmål.

»Når I kommer ned til os i Sydens lande, er I så utroligt enten frankofile, grækofile, hispanofile eller italofile, at det for os, der bor hernede, er højst besynderligt både at se og høre på. I skal her i Grækenland absolut spise typisk græsk mad, se og prise vore seværdigheder, lovprise vores folkelige kultur osv. Vi grækere kan knapt få et ord indført og spørge jer om kulturen og forholdene i jeres eget land.

Der er ingen tvivl om, at mange af vi sydlændinge gerne vil opleve f.eks. det danske forår eller det skandinaviske efterår, fordi, som du ved, er alt hernede næsten stedse-grønt. Men herfra går der ingen charter-rejser til Norden, og få grækere har råd at at tage et rutefly op til jer.

Når man så sporadisk hører om den måde I danskere prøver at integrere jeres mange indvandrere fra Mellemøsten på, ja, så stiger forvirringen. I lader jeres indvandrere praktisk talt leve med deres egen kultur i JERES land. End ikke DEM giver I reelt en chance for at lære jer at kende. I lader dem leve i ghettoer, overholde ramadan, gå klædt som de gik derhjemme. Denne besynderlige fremgangsmåde kalder I så INTEGRATION.

Men det er jo totalt DET MODSATTE. Integration er jo, at I indlemmer dem i jeres kultur, hvor meget de end beklager sig og vånder sig«.

Efter min mening har den græske kaptajn ret. Vi falder så at sige ned i et hul, der ligger imellem vores himmelfaldne beundring af andre kulturer og tilsyneladende en stærk modvilje mod at udlevere vores egen kultur overfor udlændinge.

Møder vi en italiener (en sjælden gang) i Danmark mener vi, at han naturligvis skal fodres med spaghetti bolognese og drikke Valpollicella. Møder vi en græker giver vi ham/hende straks retningen til en græsk restaurant! En irlænder må straks have at vide hvor der ligger en irsk pub, hvor de spiller »Whiskey in the jar« - der formentligt hænger denne irlænder ligeså langt ud af halsen som »Skæve Thorvald« hænger os danskere ud af halsen (eller »Himmelhunden«).

Konklusionen må være den højst besynderlige kendsgerning, at meget få ud over os danskere selv kender os danskere.

Måske er der nogle få som er blevet dansk gift, der spiser karbonader og dansk bøf med bløde løg. Men det er et forsvindende fåtal.

I det store og hele falder vi ned i det hul som kaptajnen i Grækenland talte om. Det er min opfattelse at anderledes påklædte udlændinge fra Mellemøsten stort set får den samme berømte, danske »kolde skulder«, som vi gav besættelsesmagten under krigen.

Man kunne supplere den græske kaptajns teorier med det faktum, at vi danskere lader os lynhurtigt integrere i fremmede kulturer, når vi emigrerer. Overalt i verden »end høres danskens sang og mejselslag«, som digteren skrev. Vores arbejdsomhed er legendarisk.

Men hvem kender os i grunden? Måske kun os selv.

 

 ET INDBLIK UDEFRA, 27.04.2018     

Kommer man, som jeg, til Danmark efter et længere ophold i det sydlige udland, kan man nogenlunde forestille sig hvad en sydlænding ville tænke skulle han/hun forvilde sig op på vore breddegrader, og det er da også blevet bekræftet for mig af en italiensk ven, jeg traf for mange år siden. 

Da han gik igennem en middelstor by en ganske almindelig hverdag måtte han spørge sig selv: hvor er alle menneskene henne? I sydens større og også mindre byer ser man store mængder hænge i cafeerne og tavernerne, men heroppe i det man har kaldt "arbejdsetikkens lande" er de uvægerligt på arbej­de, måske undtagen en lille flok førtidspensionister og bistands­klienter fra "socialgruppe 6" som man måske kan finde på et af de forbløffende få udskænk­ningssteder i vore byer (igen vurderet ud fra Sydens normer). Disse sidste er ofte en genstand for det statusfixerede flertals skuldertræk og medlidenhed.

Specielt i katolske og orthodoxe lande er man ofte  tilbøjelig til at se vor nordeuropæiske arbejds­etik, og til dels status-etikken, ud fra Max Webers med rette berømte sociologiske værk "Den Protestantiske Etik og Kapitalismens Ånd" fra 1890erne.     Heri forklarer Weber at den anden generation af kalvinister på reformationstiden ikke længere var så sikre på at være forudbestemt (præ-destineret) til saligheden efter dette liv som den første generation, der jo så sig selv som en lille flok militante helgener, der havde gjort op med katolicismens uvæsen.     De adopterede derfor Luthers teori om arbejdet som et metafysisk KALD (Beruf) og kom så til den konklusion at havde man succes i sit kald (hvilket ofte havde en velbeslået tegnebog til følge) var det et tegn på at man var forudbestemt til Salig­heden efter dette liv. 

Arbejdet fik dermed en metafysisk sanktion som næsten alene saliggørende, og denne opfattelse bredte sig nordpå, bl.a. til Danmark, med Pietismen i 1700-tallet.

Mens præsterne på landet i Danmark ofte var en flok vilde og fordrukne banditter i  orthodoxiens tid før pietismens fremkomst (Se Georg Hansen: Vor Fader. Præsten på Landet i det 18 Århundrede), så ophørte muterheden for alvor ved den mavesure og moraliserende pietismes gennembrud. Da landsbydegnen i Blichers "En Landsbydegns Dagbog" vendte hjem til sit elskede Thiele efter opholdet i Sibirien var det slut med "de glade valdhorn i sko­ven" under de jagter han huskede fra sin ungdom.

Pietismen havde sænket sig over landet.

"Du i din Kald og Stand/ Din Gud tilbørligt dyrke" skrev Kingo i en salme der stadig synges ved vore gudstjenester. Kingo skrev i stændersamfundets tid hvor Danmark opdeltes i 3 "stænder": adel, borger og bonde. Det latinske ord for stand er STATUS, som i det religiøst/kristne begreb "Status gratiae", nådens stand, en tilstand kristne altid har foretrukket at udånde i, da man i nådens stand har Guds velvilje. Men det er klart at man i et samfund næsten uden social mobilitet måtte tolke kombinationen af arbejde opfattet som et metafysisk sanktioneret kald, og eftersom man var født i en en stand,dvs. med en vis fastlåst status, også måtte komme til den opfattelse, som Kingo giver udtryk for i sin salme, nemlig at den stand man er født ind i, og som næsten alle blev i til deres død, også er metafysisk sanktioneret.

Det er en sociologisk opfattelse at Danmark i dag kan opdeles i 6 "socialgrupper", en opdeling der stadig er klart status-orienteret. Det går oppefra og ned­efter, fra millionvillaerne på den "guldkyst" man kan finde selv i mindre byer, til beboerne i det sociale boligbyggeri. Man skal være mere end blind hvis det ikke er gået op for en at Danmark stadig er et udpræget "stændersamfund" selvom ordet stand er blevet afløst af det mere sociologisk/tekniske "socialgruppe". Selv i vore mindre byer lever status-grupperne ofte næsten uden intern kontakt. I min landsby i Grækenland så man ofte på en bestemt café byens borgmester i engageret samtale med byens værste drukkenbolt, et fænomen der ville være utænkeligt i Danmark.

For ikke alene har vi et kalds­orienteret statussamfund, men på vore breddegrader har lutherdommen også resulteret i en umådelig stærk koncentration om hjemmelivet. Mens livet i middelalderen før lutherdommens fremkomst foregik offentligt, i taverner, gildes- og laugshuse og kirkerne, så anbefalede Luther at man nok måtte fornøje sig, endog drikke rigeligt med øl (han var ikke pietist), men at denne festivitas, samt familiens kristne ånds­liv, skulle foregå i hjemmet. Skønt jeg personligt for mange år siden, blandt andet i lyset af oven­stående overvejelser, konverterede til romerkirken, finder jeg en vis charme ved billedet af Martin Luther, nu gift med sin bortløbne nonne Katherina von Bora, tronende for bordenden som en bibelsk patriark, med sin lut og sin opslåede spændebibel, samt et skummende krus øl, klar til at foredrage "åndelige sange" for sin familie.

Men den intellektuelle og sociologiske inerti ned gennem vor historie fra reformationen og specielt pietismen og vort arbejds-og statusorienterede samfund er ikke til at tage fejl af. Lukker man op for radio eller TV, eller lytter til vore politikere, vil man finde at ordet "arbejde" og "arbejdspladser" nævnes igen og igen. Grundet en socialdemokratisk udvikling og drømme om "lighed" er det mere et tabu at gå i gang med en kritik af status-samfundet. Blandt sociologer er der kun få i Danmark der tilhører den skole Max Weber grundlagde. Han grundlagde den som en explicit kritik af den marxistiske materialisme, der ser alle samfundsforandringer i lyset af forandringer i den "materielle infrastruktur". Der er derfor kun få der er i stand til at gennemskue de måder en efter manges mening afdød religion spøger i kulisserne i hvad man kan kalde den "danske tradition". Og vi må ikke glemme at da Nåden kommer ned ovenfra, dvs. man forekommer at stå Gud nærmere jo højere oppe man er i vort lille lagdelte monarki, så lader det til at vor dronning "Af Guds Nåde", kirkens grundlovsbestemte overhoved, stadig troner på status-samfundets absolutte top, og vidste man ikke bedre skulle man tro at fra tronen spredes nåden nedefter i kald­s- og statussamfundet.

Hvor fjernt disse historisk be­tingede traditioner ligger fra Jesu lære skal jeg lade læseren selv dømme om. Jeg skal imid­lertid minde om lignelsen om Den Rige Yngling, Den Rige Mand og Lazarus samt Mar­kens Liljer og Himlens Fugle, der ikke sår, høster eller samler i lade. Det er et sundhedstegn at et samfund tager et nøgternt blik på sine traditioner og udøver intelligent selvkritik. Man må ikke glemme at skønt mange i vort samfund i disse år taler om de omvæltninger som "den mo­derne teknologiske udvikling" har påført, og vil påføre vort samfund, så har hjemme-pc'en blot understreget hjemmelivets urørlighed på vore breddegra­der, en udvikling der langt fra er sat ind i sydeuropæiske lande.   For dem der tilskriver livet i Sydens cafeer og taverner det mildere klima i disse lande, og ikke traditioner og den religiøse forskel, skal jeg blot nævne at i en irsk vens landsby, Roscommon i det katolske Vestirland, er der 32 pubs skønt landsbyen kun har ca.2000 indbyggere, en dramatisk forskel fra min danske landsby der har 4000 indbyg­gere og kun 2 værtshuse, der oven i købet ikke går for godt.Den gamle maxime om at i katolske lande foregår livet i offentlige sammenhænge, mens det i den lutherske arbejdsetiks lande foregår i hjemmets isolation holder altså stadig stik.

Hvor meget end ny teknologi holder sit indtog vil der næppe blive pillet ved vort samfunds historisk og religiøst betingede traditioner skønt det måske, i hvert fald efter min mening, netop er ved disse fastlåste forestillinger man i et moderne Europa burde sætte alvorlige spørgsmålstegn. Det var en fornøjelse, i den græske landsby jeg netop er vendt hjem fra, at se hvorledes de ældre, ja endog gamle, kunne mødes i landsbyens cafeer og således deltage på lige fod i bysladderen og bevare deres ungdommelighed og vita­litet til højt op i alderen. Menne­sket er, som Aristoteles sagde, et zoon politikon, et socialt væsen, og især mennesker uden for det sakrosankte arbejdsmarked bør have andre muligheder for kontakt end hjemmehjælperen.

 

 

OM HUNDE I SNOR, 23.04.2018    

 

Det har været min skæbne at bo en kortere årrække i en landsby i Grækenland. Landsbyen bogstaveligt talt vrimlede med herreløse hunde, som alle landsbyer i landet. Så jeg havde rig mulighed for at betragte dem.

De måtte klare sig som de nu kunne. I turistsæsonen havde de det held ofte at kunne indynde sig hos turister fra Nordeuropa, men om vinteren stod det ikke så godt til. Men de klarede sig. Jeg har set en hund krydse torvet med en due i gabet. Og så var der restauranternes levninger.

De blev, med et engelsk udtryk, "street wise". De klarede sig med det instinktapparat naturen nu har forlenet dem med. Med en vis risiko, må det indrømmes. Gik det ud over får der græssede udenfor landsbyen var det kort proces. De fleste landmænd havde et jagtgevær. 

Og i værste fald realiserede de ofte deres mest grundlæggende instinkt: at slå sig sammen i kobler i bjergene. En kvindelig læge jeg kendte turde at samme grund ikke jogge i bjergene.

Alt har sin pris. De er imidlertid uhyre charmerende. De skete hyppigt at turister tog en med hjem fordi de er en ganske anden type hund end dem vi går rundt med i en snor i Nordeuropa.

De fik, med et moderne udtryk, realiseret deres potentiale som hund.

Man kan, på denne baggrund, spørge sig selv om det ikke er dyrplageri at have en hund indespærret i en lejlighed og kun lufte den i snor.Disse hunde får aldrig afløb for de instinkter naturen så rigeligt har udstyret dem med.

Det var et slagord i den såkaldte kvindefrigørelse at nu skulle disse kvinder ud på arbejdsmarkedet og "realisere sig selv", altså udnytte deres fulde potentiale.

For hundene i Nordeuropa er denne chance ikke kommet endnu. Har man mødt de charmerende, herreløse hunde i Grækenland kan det skære en lidt i hjertet i danske byer at se hunde vandre i en snor. Hvem husker ikke Disney-tegnefilmen Lady og Vagabonden hvor den lille skødehund Lady forelsker sig i den herreløse køter Vagabonden?

Den chance får ikke mange, danske hunde.

 

STATUS OG DEMOKRATI, 11.04.2018  
 

 

Møder man en dansker man ikke kender og som ikke kender en selv får man næsten altid spørgsmålet; "Hvad laver du?" i en eller anden variant. Nu kunne man måske tro at vedkommende er interesseret i ens erhverv, men det er langt fra altid tilfældet. Når man har svaret placeres man snarere med hensyn til ens sociale status, ja endog til ens identitet. Det er nemlig en vidt udbredt opfattelse her i "arbejdsetikkens" lande i Nordeuropa, at man får sin identitet gennem ens arbejde og ens sociale status. Ordet "status" er latin og betyder "stand", ligesom i Kingos verslinje: "Du i din Kald og Stand din Gud tilbørligt dyrke" - en linje der jo meget kortfattet udtrykker den arbejds - og statusmoral der hersker i protestantismens lande i Nordeuropa. Om dette skrev Max Weber sit epokegørende værk " Den protestantiske etik og kapitalismens ånd". Jeg skal ikke her komme ind på Webers teorier om arbejdsetikkens teologiske oprindelse i den tidlige protestantisme men snarere gøre rede for hvorledes den er koblet på statusetikken i Norden.

Statusgrupperne tager sig således ud:

1) akademikere, store selvstændige og topfunktionærer, 2) personer med mellemlang videregående uddannelse, større selvstændige og højere funktionærer, 3) mindre selvstændige og mellemfunktionærer, 4) underordnede funktionærer og faglærte arbejdere og 5) ikke-faglærte arbejdere.

Som det ses arrangeres statusgrupperne her i et vertikalt (lodret) hierarki.
I 1800-tallet havde man de såkaldte stænderforsamlinger bestående af adel, borger og bonde og de moderne statusgrupper er ligeledes opdelt efter erhverv.
Det er mit postulat at Danmarks moderne "stænder" (statusgrupper) står meget isolerede fra hinanden. De er temmeligt lukkede op ad til og nedad til, også i den forstand at man hyppigt mere eller mindre kun plejer social omgang med folk fra ens egen "stand". Der er samfundsteoretikere der lovpriser "ligheden" i Nordens samfund, men jeg vil hævde at denne lighed er meget svær at få øje på. Danmark er et lodret (vertikalt) indrettet samfund og det på trods af at demokratier burde være horisontalt indrettede.
Hvad er så de politiske konsekvenser af dette forhold?
Nu skulle man jo tro at folketinget som 1800 tallets stænderforsamlinger var inddelt efter stænder, så hver statusgruppe var repræsenteret i vort "repræsentative demokrati".
Men nej. Folketinget er oversvømmet af akademikere fra socialgruppe 1. Hvorledes rimer dette med demokratisk "horisontalitet" og lighedsidealerne? Svaret er der er meget lidt forbindelse mellem det danske folks statusmæssige indretning og den måde folket er repræsenteret på i folketinget, og det næsten så det er en skandale.
Kan det undgås at almindelige danskere fra de lavere stænder (der er meget mere talrige end akademikerne!) kan undgå undertiden at få mistanke om at akademikerne, de har valgt ind, i mange forhold kun repræsenterer sig selv? Eller at akademikerne stort set ikke er kendte med de lavere gruppers livsbetingelser og holdninger?
Der er dog ingen tegn på at disse forhold kan ændres indenfor en overskuelig fremtid, især ikke da status - og arbejdsetikken er bygget tæt sammen og rækker helt ned til statusgruppe 5 - og længere ned. Men barokt er det


 

Her er yderligere et indlæg - om indvandring

 

HVEPSE OG TOMRUM, 09.04.2018
 

I lyset af det nuværende pres på Vesteuropa fra både velfærdsflygtninge og krigsflygtninge kan det måske være lærerigt at se på romerrigets kranke skæbne i årene fra ca. 200 til 410 e.Kr. da primitive, germanske stammer (vore fjerne slægtninge)endeligt indtog Rom.

 Dette resulterede i folkevandringstiden i de mørke århundreder fra. fra ca. 600  til Karolingertiden i Vesteuropa.

Roms skæbne illustrerer en klar parallel til vor tids Vesteuropa.

Romerriget repræsenterede en rig højkultur, der var omgivet af primitive og fattige folkeslag, der allerede under filosofkejseren Marcus Aurelius (121-180 e. Kr.) lagde så stor pres imod romerrigets grænser, at han omplantede en hel germansk stamme, Marcomannerne, til romersk jord for at lindre på presset.

En rig højkultur virker på omgivende, fattige og primitive folkeslag som en syltetøjskrukke virker på en flok hvepse. Prøv at holde dem borte (hvilket DE FACTO er umuligt) og man kan få stukket fingrene. Men de kan ikke effektivt jages bort.

Ser man så på Danmark i dette store og omfattende spil har vi, bl.a. på grund af vor protestantiske arbejdskultur oparbejdet den enestående "skandinaviske model" med dens velfærdsstat - en syltetøjskrukke af enestående høj karat. Presset på vor velfærdsmodel er da også enormt.

Når så dertil lægges at presset hovedsageligt kommer fra folkeslag der har den islamiske religion er vi først rigtigt i farezonen. For vi er blevet et irreligiøst, materialistisk folkeslag, der stort set har kastet kristendommen overbord. Dette er gået slag i slag siden kulturradikalismen (Georg Brandes & Co.) i slutningen af 1800 tallet. Det store flertal tror idag kun på hvad "der kan måles og vejes".

Vi repræsenterer derfor, overfor de islamiske folkeslag, et religiøst tomrum. Og dette ved imamerne i Danmark.

Og dette er en farlig situation. Der fandtes et romersk ordsprog der hedder "Naturen hader et tomrum" (Natura vacuum odit). Vel Islam er mere en villig til

at udfylde dette religiøse tomrum.

Det er ganske klart at det er lutherdom og statskirke der er grunden til kristendommens fallit i Danmark.

Jeg har da også kun et råd i den forbindelse: en massiv tilbagevenden til

"mainstream-kristendom", nemlig romerkirken med dens milliard af mennesker jorden rundt. Hvem kan f.eks. forestille sig, at islam nogensinde får foden indenfor i Sydamerika? Salsa og karneval i Rio er næppe vand på den islamiske mølle.

Det er bare et forslag.

 

Hermed yderligere en lille serie indlæg jeg har haft i forskellige aviser. Som jeg har du vel også i dit livsførelse en ledig stund af og til (Jeg har mange!) hvor du får tid til at sætte dem i. Gode hilsner Børge

    
VINDERE & TABERE, 09.04.2018

 

Det bliver desværre et mere og mere fremtrædende træk i vort samfund - sammen med kulten på rigdom, ungdom og skønhed - at opdele folk i "vindere" og "tabere". Der er for mig ingen tvivl om at det er en tilbøjelighed der til syvende og sidst er dukket op sammen med den stigende amerikanisering af Nordeuropa, ikke mindst Danmark. Men hvor kommer denne tilbøjelighed oprindeligt fra?

Max Weber, "sociologiens fader", beskriver i sit geniale (og alt for lidt læste) værk "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd" hvilke resultater der fulgte i kølvandet på den schweiziske reformator Kalvins teorier om "forudbestemmelse" (præ-destination). Han mente vi alle fra fødslen er forudbestemte til at ende i Himlen eller Helvede, og at vi intet kan gøre i dette liv for at ændre på dette forhold.

Den første generation af kalvinister mente, at deres opgør med den "korrupte" katolske kirke var et tegn fra oven på at de var forudbestemte til at komme i himlen. Den følgende generation af kalvinister havde imidlertid et problem: hvorledes skulle man finde et guddommeligt signal på om man var forudbestemt til det ene eller det andet?

De kastede sig så over Luthers teori om at arbejdet er et "kald" på samme måde som førhen i den katolske kirke det var et "kald" at blive præst

(latin: vocatio).Heraf fulgte den velkendte "arbejdsetik" der stadig dominerer i det protestantiske Nordeuropa: fortæl mig hvad du arbejder med så skal jeg fortælle dig hvem du er. Man henter sin identitet og sin sociale "status" gennem sin plads på arbejdsmarkedet.

De generationer der fulgte de oprindelige kalvinister kom nu til det resultat, at det var et tegn fra oven "hvis man havde succes i sit kald (læs: arbejde)". Havde man det kunne man være sikker på at være forudbestemt til at komme i himlen.

Denne opfattelse bredte sig sammen med kalvinismens udbredelse i Europa, først Schweiz, siden f.eks. Holland og Skotland. Den deltes også af den kristne sekt man kaldte "puritanerne" i England. Det var puritanere, der, da de blev forfulgte i England, sejlede til Amerika med "Mayflower".

Kalvinismen er en understrøm i al amerikansk kristendom, selv blandt amerikanske katolikker, der ikke kender dens oprindelse i reformations-

tidens Europa. Har man ikke verdslig succes i dette liv er det et tegn på man OVENIKØBET skal i helvede efter dette liv.Man er så blevet en "taber".

Har man derimod verdslig succes, med rigdom til følge, skal man ovenikøbet have del i Paradisets glæder efter dette liv. Man er så blevet en "vinder".

Jeg skal blot lige gøre opmærksom på hvor lidt disse teorier har at gøre med Kristi lære: tænk på Den rige Yngling, på lignelsen om den rige mand og Lazarus og på Jesu udtalelse om himlens fugle og markens liljer, der ikke sår og høster og samler i lade, men er større end Salomon i al hans herlighed.

Det tages idag for nærmest givet at livets mening på være erhvervelsen og nydelsen af stadig mere raffinerede forbrugsgoder. Kombineret med

de kalvinistiske ideer om verdslig succes og den deraf flydende velstand er vi tæt på det positivistiske ideal om "Så megen lykke for så mange som muligt" (John Stuart Mill).  Blot definerede John Stuart Mill i farten ikke hvad "lykke" består i og nogen ville måske, som i sin tid Søren Kierkegaard, mene at resultatet af udviklingen efter Enevældens fald og indførelsen af demokrati ville blive middelmådighedens sejr. Hvor mange kæmper idag for en sag til den bitre ende? Hvem kan rejse sig, som Professor MacHugh i James Joyce's "Ulysses", og hævde," Vi tilhører det sande, katolske ridderskab der sank ved Aegospotami, tro mod en sag der var tabt på forhånd!" Det er svært at få øje på en politik i Danmark, der kæmper for andre idealer blot øget velstand. Man kan så blot håbe at kalvinismens opdeling af os i "tabere" og "vindere" ikke får den gennemslagskraft den har fået i USA.e og tabere

 

 

 

Hermed et indlæg jeg altid har syntes er hårdt tiltrængt:

      

ELITEKULTUR & FOLKEKULTUR, 09.04.2018

   

Lad mig begynde med et citat fra Gyldendals store danske litteraturhistorie bd.III, s.22:
"Den kulturelle og litterære udvikling i Danmark fra 1620 til 1746 handler om kulturel spaltning", nemlig mellem en elitekultur og en "triviel folkekultur". Denne spaltning er stadig "den grundllæggende struktur i dansk kulturliv". Videre siges det:" Fra omkring 1660 vokser København til en UPROPORTIONERET STORBY...der udmarver de øvrige landskaber....og det kulturliv der accepteres som repræsentativt for Danmark knyttes til STATEN."
Vi er i den periode af historien hvor bønderne var blevet stavnsbundne fæstebønder og der herskede en næsten militær lov på landet, der f.eks. kunne sætte en fæstebonde på træhesten for lydighedsnægtelse. Samtidig levede hoffet, adelen og storborgerskabet som regulære snyltere på den bondebefolkning, der var blevet så ynkeligt undertrykt som knapt nok trællene var før kristendommen fik gjort kål på trældommen i Danmark.
I samme periode stræber man efter, fra central hold, at gøre sjællandsk til landets dominerende dialekt: "Iblandt det danske sprogs dialekter anses den sjællandske for at rage så højt op som Cypressen iblandt svaje Ulvsrønne"
(Laurids Kok mellem 1650-60).
Det er som bekendt lykkedes. Vi jyder, der taler rigsdansk, taler i realiteten sjællandsk. Vil man vide hvordan jysk lød f.eks. i 1800 tallet bør man læse Blichers "Æ Bindstouw" som vi jyder idag kun kan læse med en meget fyldig kommentar ved hånden.
Det var i den lutherske "orthodoxi´s" tid. Slog høsten fejl, eller ramtes landet af en af de hyppige epidemier i denne tidsalder, tordnede præsterne mod folkets syndighed - folket der sang "boleviser", dansede og drak og iøvrigt levede i tyk folkelig overtro (ofte nedarvet gennem mange generationer) der af og til sendte en heks på bålet - dog ikke nær så mange som mange antager i dag.
Spaltningen mellem elitens kultur, i mindre byer repræsenteret af præsten og degnen, og den folkelige kultur blev igennem denne periode enorm. Og bemærkningen i Gyldendals litteraturhistorie om at vi stadig, ja måske i stigende grad, i dette land lever med denne spaltning (for eksempel alle dialekternes uddøen - undtagen sjællandsk ) er højaktuel. Nutidens ungdom strømmer mod København, der stadig dominerer landet gennem sin statsautoriserede elitekultur. Man kunne måske anføre eksistensen af lokal-radioer og regionalt TV, men i min opfattelse er disse tiltag blot kopierede efter eksempler hentet fra det centralistiske København, enevældens by.
Vi er så tilvænnede til denne højst kritisable situation, at vi er tilbøjelige til at mene, at det er "naturligt" at den danske enevældes hovedstad er så alt-
dominerende i vort lille land. Der lyder af og til, men stadig sjældnere, nogle spæde pip imod "københavneriet". Alt imens oversår kunstnere og arkitekter deres elite-kulturelle skulpturer og byggerier over det ganske land, og hvem tør i denne situation være barnet i Kejserens Nye Klæder og erklære det hele for ofte direkte uæstetisk fup? Nej vel? Vi bøjer os som vore forfædre, fæstebønderne, lydigt for den autoriserede elite-kulturs udfoldelser.
Og jeg, i det mindste, ser ikke meget lys forude i denne udvikling. Hele fænomenet er ude i provinsen (sic!) blevet halvt natur og der skal gøres op med århundreders dansk historie.

 

 

Hermed et indlæg der endte et så underligt sted som i Lemvig Folkeblad. Det skyldes fusioneringen af en lang række jyske aviser som jeg skriver til under titlen Jyske Medier:

       
BALLETDANSERE & HOFSNOGE, 09.04.2018

 

       

Man havde i enevældens sidste århundrede et i moderne øjne totalt absurd og lattervækkende system, der gik ud på at opdele befolkningen i rangklasser. Der var vist 16 af dem. Tilhørte man nu rangklasse 13, med en vis begrænset adgang til det enevældige hof, involverede det at man hilste med ganske fastlagte fysiske attituder på en person fra rangklasse 15, der stod hoffet og monarken nærmere. Det almindelige folk, der henslæbte deres usle liv i bunden af dette vanvittige system tænkte ingen på.

Det må have været et noget aparte syn at overvære denne absurde ballet der foregik i hoffets gemakker. Det ville sikkert have interesseret en Albert Camus eller en Samuel Beckett.

Spørgsmålet er nu hvor meget vi stadig i Danmark slæber rundt på denne groteske arv fra enevælden?

Er det ikke sådan at man starter en eventuel politisk karriere i et partis ungdomsorganisation? Er man heldig, og i stand til at lire vedkommende partis program af som salmevers ved enhver given lejlighed, avancerer man vel til næstformand i ungdomsorganisationen? Så går det derop ad hvis heldet er med én. Og, som under enevælden, hjælper det med det rigtige efternavn, nu ikke længere Reventlow og Gyldenløve, men måske Auken, Krarup eller Ellemann Jensen.

Det er, med andre ord, den ældgamle, danske vise der nu blot spilles på andre instrumenter. Den gamle struktur toner klart frem under en ny fremtrædelsesform.

Det er en anden form for ballet og en ny form for hofsnoge

 

ORTHODOXI & REGEL-DANMARK , 09.04.2018  

 

For ganske nyligt udkom her i 2017 på Kristeligt Dagblads forlag den efter min mening mest objektive og velkvalificerede bog i anledning af reformationsjubilæet. Det drejer sig om Bjørn Thomassens bog "Kampen om de danske sjæle. En ny fortælling om reformationen".

En ganske speciel opmærksomhed fortjener kapitlerne om "orthodoksiens periode" (ca. 1555-1700). I denne periode hjernevaskedes fra højere sted (Danmark var, om muligt, dengang endnu mere topstyret end idag) en hel befolkning med den lutherske lære. Og dette absolutistiske og diktatoriske system var så gennemført at Danmark i denne periode nærmest tåler sammenligning med nutidens Nordkorea.

Med andre ord: Nutidens "regel-Danmarks" vugge stod i denne periode i vor historie. Det var Luthers opfattelse at mennesket ikke alene p.g.a. arvesynden er født ondt og uregerligt men dets intellekt er også så formørket, at det aldrig ville kunne nå frem til nogen objektiv sandhed.

Et sådant væsen skal styres. Og det hele vejen igennem. Og dertil havde vi statskirken og fra 1660 også Enevælden.

Thomassen bemærker også et sted at vi nok er verdens mest gennemregulerede land. Det tror da pokker.  Denne tradition går direkte tilbage til orthodoksiens tid. Der er regler for alt.

Og griber vi ikke ved nældens rod og ændrer den lutherske menneskeopfattelse i en mere optimistisk retning så vil Regel-Danmark blive ved at spejle sin top i bølgen blå langt ind i en uvis fremtid.

 

LIGHED & RETVINKLEDE TREKANTER, 09.04.2018

     
 

Som vi alle ved var "Frihed, lighed og broderskab" det berømte slogan fra den franske revolution.

Frihed gav sig selv, nemlig frihed fra adelens, kirkens og monarkiets omklamring. Og broderskabet var dem der stod sammen om at styrte disse autoriteter og afguder.

Men hvad med lighed?

Faktisk er jo "lighed" et begreb hentet fra matematikken. Den nærmeste vej mellem to punkter er som bekendt en lige linje. På fransk hedder det egalité og på engelsk equality. Som det hedder i den amerikanske uafhængighedserklæring: "All men are born equal".

Vi ved idag, med al ønskelig tydelighed, at mennesker er ikke født lige (born equal), Vi kommer hver for sig med en genetisk arv og vort DNA. Nogle er født kønnere og andre er født mere velbegavede end andre, så vi ankommer alle på livets vej med forskellige forudsætninger. Den anden teori kommer fra den engelske filosof John Locke fra oplysningstiden, der mente at alle er født som en ubeskrevet tavle (latin: tabula rasa). Måske nok men hver tavle er indrettet således, at på nogle tavler kan man skrive indviklede matematiske ligninger, mens andre kun er modtagelige for enkel hovedregning.

At vi alle, som mennesker, har lige ret til at søge lykken, som der også står i den amerikanske uafhængighedserklæring, er en ganske anden sag. Den handler om vore grundlæggende rettigheder som mennesker som sådan.

Jeg ønsker blot at fastslå, at den med medfødt lighed er absurd. Man kunne ligeså godt påstå, med at andet lån fra matematikken, at vi alle er født som retvinklede trekanter.

Kritikken rammer såvel den liberale som den socialistiske samfundsmodel. I det ideelle, liberale samfund bør vi alle begynde vor søgen efter lykken fra den samme startlinje og det gør vi ikke. I den socialistiske model er vi alle lige og det er vi ikke.

Begge teorier er mellem 200 og 150 år gamle og det er måske på tide at få tavlen vasket ren og nå frem til mere realistiske visioner om det ideelle samfund.

 

Mediekoryfæer og åndsfyrster, 08.04.2018

 

Jeg er overbevist om den lille elite som skylder massemedierne, især TV og den letbenede formiddagspresse og ugebladene,  deres karriere overvejende rekrutteres fra det bedre, københavnske bourgeoisi, præcist som under Enevælden. Enevælden har endnu lange efterdønninger ind i vort lille monarki.

Se på et par tilfælde som Uffe Ellemann Jensen og Monica Ritterband. Begge startede de utvivlsomt deres karriere som nyhedsoplæsere på TV2 fordi de enten havde det rigtige efternavn eller på grund af gode forbindelser.

Af de to er Monica Ritterband på en måde den interessanteste. Ellemann dynastiet er en politisk familie. Som fra andre af den slags dynastier sidder der endnu en Ellemann Jensen på tinge.

Som vi har et arvekongedømme er vi ved at være tæt på at have en politisk elite, der arver sig til indflydelse.

Monicas vej har været mere broget. Fra nyhedsoplæserjobbet blev hun pressechef i De forenede Bryggerier. Hun viste sig også at være en god kunsthåndværker, ja endog en kunstnerisk begavet billedhugger. Jeg er ikke til de visuelle kunstarter så jeg er ude af stand til at bedømme hendes talent.

Hvad der interesserer mig er at hun nu på sine lidt ældre dage tilsyneladende også mener hun er en slags FILOSOF. Hun udtaler sig til aviser,ugeblade o.lign. om livets store spørgsmål og rejser rundt og holder foredrag på biblioteker.

Vestens historie kan opvise uhyre få kvindelige filosoffer. Den eneste kandidat til titlen, jeg kender, er englænderinden Iris Murdoch. Hun var lektor i filosofi ved Oxford universitetet og skrev et stort værk om metafysik som vejleder til moral.

Så er det godt vi har Monica.

Men, i himlens navn, hvad er det ved disse mediekoryfæer og kendisser der får almenheden til at tro de er KLOGERE end flertallet?

Det er en overordentlig drastisk fejlslutning såvidt jeg kan se. Sokrates, der via Platon praktisk talt har grundlagt al filosofi i Vesten, var af erhverv pottemager. Ligger det i en overbevisning om at folk der har social succes netop af denne årsag er klogere end os andre? Og i Uffes og Monicas tilfælde endog deres familie og klassemæsssige baggrund? Vi ved jo alle at siger jeg en almindelighed til kammeraten i baren nikker han blot fraværende. Men kommer Hendes Majestæt Dronningen med en almindelighed er det tegn på en uhyre dybsindighed.

Det er tid til at tænke sig lidt bedre om.

 

 

Myrerne og græshoppen, 08.04.2018

     

        

Måske i den nuværende situation for den katastrofale græske økonomi er det lidt ironisk at det netop var den oldgræske forfatter Æsop der blandt mange af sine andre berømte dyrefabler skrev fablen om Myrerne og Græshoppen.

I al korthed handler fablen om græshoppen der sidder og synger og underholder hele sommeren uden at tænke på den kommende vinter mens de travle myrer med deres uophørlige transport-foretagender lægger forråd til side til vinteren.

Da vinteren kommer søger den fortvivlede græshoppe hen til myretuen.

I fablen ender det med at myrerne forbarmer sig over den, inviterer den ind og lader den underholde ved vinterens festligheder mens kulden hersker udenfor.

Det er ikke her mit sigte at gå ind på politisk korruption men blot henvise til forskellen i synet på arbejde i Sydens lande og i det Nordeuropa nord for Rhinen, der ofte mange steder er grænsen mellem protestantismen og katholicismen i Europa.

Dette forhold blev blændende belyst at "sociologiens fader" Max Weber i hans banebrydende værk "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd" fra 1890erne men som stadig er yderst læseværdig.

Det er blevet mig fortalt at den græske regering blandt de løfter den har fremholdt for befolkningen er en pensionsalder på 40 år.

For mange heroppe i "arbejdsetikkens lande" (cf. Weber) ville noget sådant for mange måske nærmere stå som en skrækvision end som et privilegium. Heroppe henter mange deres identitet og status gennem deres position på arbejdsmarkedet. Ja mange knytter deres venskaber og bekendtskaber på arbejdsmarkedet.

Mange heroppe nordfra der som turister har besøgt Grækenland ved jo også at grækernes syn på livskvalitet hænger sammen med det livlige café-liv både i landsbyerne og de store byer. Livet foregår i det offentlige rum ikke i hjemmet og på arbejdsmarkedet.

Arbejde hedder på nygræsk "doulia" der kommer af oldgræsk "doulos" der betyder slave.

Der er langt fra denne holdning til arbejdet og til den danske, konventionelle hilsen "God arbejdslyst".

Jeg og vel ingen kan spå om konsekvenserne hvis Grækenland synker til bunds i det økonomiske og politiske uføre. Og da slet ikke hvis andre af Sydens lande følger i Grækenlands fodspor.

Det har blot været min intention at understrege det vidt forskellige syn på arbejde mellem vore nordeuropæiske lande og i Sydeuropa.

Max Weber er stadig oplysende lekture.

 

 NEWSPEAK​, 09.04.2018      
   

Som vi alle ved, og allerede er ved at blive vænnet til, så er nogle ord, ovenfra i vort topstyrede monarki, blevet erklæret tabu. "Neger" dur ikke længere selvom det latinske ord "niger" blot betyder "sort". Indvandrere er pludseligt "nydanskere" osv. osv.
Jeg tror, som nævnt i et tidligere indlæg, at tilbøjeligheden kan spores tilbage til Enevælden. Ihvertfald den overlegne attitude som landets elite og dets meningsdannere afslører overfor folket når de afstikker grænserne for det politisk korrekte.
De lader faktisk til at have den mildest talt barokke opfattelse at man ovenfra kan ændre virkeligheden ved at give den nye betegnelser.
Det er der blevet gjort grin med i visen hvor de første linjer lyder: "Længe nok har jeg bondepige været/ nu er jeg ko-patte-hiv-og-træk-og- slippe-assistent".
Dermed har pigen jo fået et socialt løft. Matroser er blevet "skibsassistenter" . Det vrimler med assistenter af alle slags. Skole-pedeller er også blevet "assistenter" med en længere betegnelse, jeg ikke husker.
Det værste ved den tilbøjelighed er at det er ved at blive klart for flere og flere at eliten, mediemogulerne osv., der på den måde prøver at hjernevaske det danske folk, er blevet så verdensfjerne og arrogante at de åbenbart mener at vi, folket er idioter. At vi opfatter en skolepedel for noget andet nu hvor han er blevet assistent et eller andet.
Eller er det noget helt andet, der er på spil? Er vi på vej ind i Big Brother samfundet forudsagt af George Orwell i romanen 1984?
Der er der sket en sproglig forandring Orwell kalder Newspeak. Tingene har fået andre betegnelser så hjernevasken bliver total.
Er dette sandheden om den udvikling, der er igang, så er jeg glad for jeg har nået den alder hvor jeg om føje tid skal forlade livets scene.
Det bliver ikke sjovt.

 

 

 C.G. JUNG OG DANSKE KVINDER,  30.03.2018      
 bar suit lady     

I tresserne begyndte danske kvinder at forsøge at gøre os mænd til "bløde mænd". Vi skulle omvendes til at realisere  den skjulte kvinde i os selv, som dybdepsykologen C.G. Jung kaldte vores ANIMA. Vi vaskede babynumser, støvsugede og vaskede op i en uendelighed. I denne proces, der var en del af kvindefrigørelsen, skabtes nutidens karrierekvinder.

Der var imidlertid et aspekt af denne kvindelige emancipationsproces kvinderne ikke selv var opmærksomme på.

I processen udviklede de nemlig den indre MAND i dem selv. Dette mandlige aspekt i enhver kvinde kalder Jung deres ANIMUS.

Og hvad er så resultatet af al denne kønsforvirring?

At man aldrig mere, når man går en strøgtur, selv i vores korte, danske sommer i danske byer, ser kvinder i skørt og et par bare pigeben. Alle har de bukser på som os mænd og mange er kortklippede. Man skulle jo, rent logisk, have formodet at de, når de var undsluppet vi mænds tyranni, havde udviklet sig i en mere kvindelig retning.Men nej, Istedet sejrede deres ANIMUS, deres indre mand.

Vi danske mænd må rejse til Sydeuropa eller helt til Østen for at finde feminine kvinder. Og rejser man bukse-spørgsmålet overfor danske kvinder kommer  ofte det svar at de vil ikke have underlivsbetændelse. Jeg, der nu ganske vist er oppe i årene, har aldrig så meget som set en eneste kvinde i min mors generation med bukser på. De led tilsyneladende ikke af kronisk underlivsbetændelse.

Et par flotte pigeben er en sand fornøjelse at skue for os mænd. Spørger jeg vennerne i pubben hvornår de sidst har set en kvinde med skørt og bare ben siger de gerne at det kan de end ikke huske.

Nu drager nordeuropæiske mænd i enorme antal til Østen for at opleve feminine kvinder, der understreger i deres beklædning at de er kvinder. Man kan sikkert snart oprette daglige afgange Billund- Bangkok.

Man kan kun give John Mogensen ret i at Dybbøl Mølle maler helt ad helved til.

bar dame    

REPLIK

Ud med ANIMA og ind med de lyserøde, uldne underhylere med lodden vrang, mametlukker, hofteholdere, lange uldne strømper og nypudsede, solide lædersko! Vi vil ikke ha' frigjorte kvinder i lange bukser. Basta!

Mæææn - jeg tror nu alligevel jeg tar' en tur på strøget, når temperaturen sniger sig over 17-18 grader. Så kommer alle pigerne i sandaler, bare ben, shorts, minitop og solbriller. Så må de gode gamle dage Llige vente. Ivan

 
VOR TIDS DOGMER, 27.02.2018   

Hermed sidste indlæg til Vejle Amts Folkeblad, som jeg kalder "Nutidens dogmer":

Ved gennemlæsning af en bog om Englands historie stødte jeg på en præsts udtalelse om det verdensbillede, der bredte sig som ringe i vandet efter Isaac Newton havde lanceret sit mekanicistiske verdensbillede. Det er den opfattelse af verden, der stadig er fremherskende i vor tid, med dens dyrkelse af de eksakte erfarings-videnskaber. Præsten skrev sidst i 1700 tallet: " Mange, endog præster, mener at sjælen er materiel, kristendommen et bedrag, de hellige skrifter et falskneri, helvede en fabel, himlen en drøm, vort liv uden forsyn og vor død uden håb".

Denne opfattelse, der altså er over 200 år gammel, deles i dag af mange danskere. Disse synspunkter har næsten status af at være vor tids dogmer.

Og dog har erfarings-videnskaberne aldrig kunnet forklare hverken universets eller livets oprindelse. Det vil sige at griúndlæggende har universet og livet næsten status af at være mirakler. Erfarings-videnskaberne er fremkommet med "del-forklaringer" men uden at kende til fulde den helhed, hvoraf naturvidenskaberne har forklaret en del, nemlig universet og dets oprindelse, har de i grunden intet forklaret. Og dog bildes vi systematisk ind, at intet kan eksistere, hvis ikke det kan forklares "videnskabeligt".Troen på videnskaben er blevet vor tids overtro.

I den katolske kirke er det faktisk et dogme at sjælen af natur er udødelig, idet den ikke er materiel og således ikke kan opløses i sine bestanddele (dvs. dø). Troen på sjælens udødelighed blev et dogme ved Tridentiner-koncilet (1545-1563). Skal man tale om hvad der ikke er materielt må man bruge logisk bevisførelse, men den slags akcepteres ikke af den moderne overtro.

Resultatet er en omfattende åndelig fattigdom og dogmatisk ensformighed, men desværre er der på vor kant af Europa ingen tegn på forbedringer.

SAMFUNDSDANNELSE OG VIDENSKABELIGHED, 22.02.2018
PROLOG
INDLÆG
REPLIK                 DUPLIK
REPLIK2               DUPLIK

 

OM AT VÆRE PLATONIKER, 13.02.2018

Hermed nogle platonisk/ filosofiske overvejelser angående Platonismens begyndelsesgrunde hvad angår erkendelsesteori og tingenes sande væsen:

 

 

EN GALNINGS BEKENDELSER 12.02.2018

Klik HER. 

 

DANSK KONTRA IRSK KATOLICISME  08.02.2018 

Læs indlæg HER.

 

ET STATSKAPITALISTISK DANMARK, 22.01.2018

Kære venner! Hermed det sidste indlæg jeg her til morgen har sendt til Vejle Amts Folkeblad. Jeg kalder det "Et statskapitalistisk Danmark". De er yderst flinke til at trykke mine kværulanterier i dette vort lokale blad i Vejle, og det selvom jeg af og til vover mig ganske langt ud. 

Hvad min ydmyge og efterhånden aldersstegne person angår er jeg ikke kommet ganske over alle julens og nytårets kalaser i Vejles pub-liv (Vi har vel ingen pubs i DK i irsk/ engelsk forstand men kun værtshuse!).

Jeg er jo en erfaren gammel skørlevner hvad værtshusbesøg angår. Men er visse møjsommeligt udvalgte venner ikke tilsteder i dem enten skifter jeg pub eller går hjem. Jeg har i talløse år nærmest stået for mig selv og endog ført en slags cerebral statistik hvad angår snakken ved baren.

Det hyppigst forekommende navneord ved baren er ordet "arbejde". Vi lever i arbejdsetikkens land nummer et. Derefter kommer PENGE eller penge-relaterede emner. Her kan alle være med.. Og er der kvinder i baren kommer så "hjemmets indretning" på banen.

Jeg kender det til hudløshed og har kendt det i 5 årtier.

Platon er der ikke meget plads til.

De bedste hilsner Børge.

"Det er helt klart et statskapitalistisk træk ved Danmark når Nationalbanken skal træde til for at  betale Den danske Banks irske eventyr der endte med en gæld på 33 milliarder.

Det er vist velkendt at de såkaldte "socialistiske" eller endog "kommunistiske" stater som Sovjetunionen og Kina, og nær ved os DDR , i realiteten er/var statskapitalistiske foretagender der blot pyntede sig med andre betegnelser.

Alle de 3 eksempler jeg har nævnt har en lang historie som totalitære stater: Sovjet mange århundreders czardømme, Kina et tusinder af år gammelt kejserdømme og DDR det totalitære Preussen (cf. Frederik den Store af Preussen).

I Danmark havde vi et enevælde fra 1660 til 1849 hvor vi fik en "forfatning".

Men ER vi i realiteten ikke ved i betænkelig grad ved at ligne det gamle DDR? Er vi ikke i stigende grad ved at realisere de drømme den gamle ledelse i DDR havde om total kontrol med, og overvågning af, sin befolkning?

Tag nu blot CPR numrene.  I hele den angelsaksiske verden (Commonwealth) og USA ville der lyde et ramaskrig hvis man forsøgte at indføre noget lignende. Men da vi i århundreder har levet med TOPSTYRING lød der knapt nok et pip fra den danske befolkning da man indførte det. Men dette er kun et eksempel på statens og det offentlige systems omklamring af individet og vort eksempelløse regelvælde, der rækker ned i de mindste detaljer af vi danskeres liv. Vi har ikke politi bevæbnet med maskinpistoler i gaderne som i det gamle DDR. Rigtigt. Men jeg må indrømme at f.eks. Vejles uniformerede parkeringsvagter ihvertfald hos mig vækker ubehagelige associationer i retning af et totalitært samfund.

I de gamle "kommunistiske" statsdannelser slog man om sig med retorik af typen "Den tyske DEMOKRATISKE republik (DDR) uden der var skygge af demokrati. I Sovjetunionen og Kina var det "kommunisme" og her i Danmark skal vi i TV og medier bildes ind vi har et noget nært perfekt "folkestyre". Men har vi nu det?

Jeg kunne ønske mig man studerede noget mere Platon, den oldgræske filosof. Hos ham og hans filosofiske skole lærer man at se realiteterne bag det tilsyneladende. Og det er der i højeste grad brug for hvis folket skal beholde kontrol med sin egen egen skæbne."

REPLIK

Kære du lærde skørlevner,

tillad mig at indskyde til dit højt besungne græske demokrati på Platons tid (i modsætning til vores krakelerede, orm stuknede danske): Hvad med slaverne i det gamle Grækenland? De havde ingen stemmeret. Kvinderne, de gælds betyngede og fattige ej heller. Foruden de lavere klasser. Demokratiet var for de rige og magtfulde i en hierarkisk opbygning. Børge og mig og andre gode folk på listen her havde sikkert haft det hyggeligt - kunne have haft det filosofisk fornøjeligt på torvet mellem vinkarafler og smukke kvinder til andet end hjemlige sysler og tanker om boligindretning. Lad mig spørge med Buller i min seneste roman, Loop, hvor han stiller ovenstående spørgsmål til sin lærer, hr. Christensen, kaldet Basse. Måske vil Børge venligst svare på Basses vegne? Gode hilsener fra Ulrik.

 

GODT NYTÅR, 25.12.2017

Rigtig forsat GOD JUL og, når den tid kommer, et GODT NYTÅR. Jeg medsender et læserbrev idag skrevet til Vejle Amts Folkeblad. Har du lyst må du gerne lægge den ud på klassens hjemmeside. De bedste hilsner Børge:

De læserbrevslæsere der har tolereret mine udgydelser i VAF og fusionerede blade i det forløbne år ønskes af mig et Godt Nytår.

Jeg skrev mit universitetsspeciale i den romerske satiriker Juvenal (der skrev mellem 90-127 e. Kr.). Juvenal skriver i sin 10 satire at vi må håbe vore bønner til guderne ikke går i opfyldelse. De er nemlig baseret på falske forhåbninger og forestillinger, der bunder i dumhed og uvidenhed. En tankegang ikke langt fra f.eks. buddhismen. Går vore bønner i opfyldelse vil vi fortryde det bittert.

Det eneste vi kan HÅBE på her i livet er "en sund sjæl i et sundt legeme" (mens sana i corpore sano). Dette opstilles i vor kultur som et IDEAL men i virkeligheden fremstilles det hos Juvenal som det eneste realistiske håb, vi kan have i livet. Med en "sund sjæl" mener han en sjæl som livet og virkeligheden ikke har drevet til vanvid.

Skulle nogen af ungkarlene i det værtshusmiljø jeg færdes i i Vejle finde på at slå sig sammen med en dame vil jeg for dem også citere Juvenal: "En god kvinde er så sjælden som en sort svane" (rara avis in terris nigroque simillima cygno). Sorte svaner findes vist idag kun i Australien men det er da interessant at Juvenal kendte dem i oldtidens Rom. Godt Nytår.

 

BØRGE 70 ÅR, 24.05.2017

Vi er et par poeter her i Vejle - min ven Ulrik og jeg. Vi understøtter hinanden i at skaffe os selv publicity. Ingen andre gør det jo. Her er Ulriks indlæg om mig i Vejle Amts Folkeblad i anledning af min 70 årsdag d. 26 Maj.:

http://vafo.dk/Maerkedage/70-aar/artikel/470471

De bedste hilsner Børge

  

LUTHERDOMMEN, 31.12 .2016

Dette læserbrev om lutherdommen blev d. 31/12, 2016 trykt i Vejle Amts Folkeblad under ovennævnte titel.

Jeg, en konverteret katolik, opdager nu til min forbavselse (der stadig ikke har lagt sig) at jeg har 2 helgener i stamtræet, nemlig Skt. Knud Lavard (myrdet i Haraldsted Skov ved Ringsted) og Knud den Hellige (myrdet i et kapel ved Odense Domkirke.)

Jeg har altid smilet lidt ad disse "politiske helgener" fra middelalderen som paverne så personlige fordele ved at kanonisere.

Nu falmer smilet. Som en anden italiener for hvem La famiglia er et og alt håber jeg på disse 2 slægtninges og helgeners forbønner.

Måske kan de trække i nogle tråde på højeste sted !

Eller måske som det skete for Tummelumsen i Livsens ondskab i en drøm sende mig det rigtige nummer i Lotto så jeg kan leve standsmæssigt!!!

Rigtig Godt Nytår til 3 Real B fra 1964. De bedste hilsner Børge.

Særprægede, teologiske indfald:

I disse år hvor et betydeligt antal danskere er enten agnostikere eller rent ud ateister kan man spørge sig selv hvorfor?
Vi har en evangelisk-luthersk kirke kaldet folkekirken, selvom den faktisk stadig er en ren statskirke. Den gjorde Søren Kierkegaard tykt grin med i sit flyveblad "Øieblikket" og nægtede på sit dødsleje at modtage den hellige nadver på sit dødsleje af en statskirkepræst på Frederiksberg Hospital og fik den bragt af et bybud.
Marxister er de vel fordi de tror på de doktriner der formuleredes af Karl Marx. Man har vel derfor lov til at tro at lutheranere er lutheranere fordi de tror på Luthers doktriner.
Så begynder sig at klø sig lidt i håret.
Denne bortløbne, nedersaksiske munk har skrevet et tykt værk "Om den bundne vilje" (De servo arbitrio). Han mente ikke mennesket har en fri vilje da dette ville stride mod Guds almagt. Vi er så faldne under syndefaldet at alle vore handlinger per definition er syndige. Han, denne tidligere munk, udtalte ovenikøbet "Synd bravt" da vi alligevel ikke kan andet.
Ikke nok med det. Vort intellekt er så formørket af syndefaldet at vi aldrig kan finde frem til nogen objektiv sandhed om tingene.
Er der noget af sige til så mange lutheranere falder bort fra denne mildest talt noget eksotiske opfattelse af mennesket og virkeligheden?
Der står de sortklædte præster på prædikestolen med deres pibekraver ( på Luthers tid en almindelig borgerdragt) og skal udlægge disse besynderlige doktriner for en menighed der forståeligt nok har svært ved at følge deres intellektuelle krumspring for at udlægge disse særprægede teologiske indfald fra en forvirret, bortløben augustinermunk der levede for 500 år siden.
Jeg forstår menigheden ganske udmærket. 
Man skal dog, efter min ringe mening, aldrig forveksle disse besynderligheder med kristendom. Martin Luther var en ganske jævn begavelse men alligevel et renæssance-menneske der mestrede et glimrende renæssance-latin. Jeg har haft den fornøjelse at læse noget af hans latin, da jeg er uddannet i sproget.
Den gamle kirke, romerkirken, som augustinermunken satte sig op imod, står stadig med sin gamle lære fra kristendommens første århundreder og den modtager de frafaldne lutheranere med åbne arme.

KONGEBLOD, ADEL OG FÆSTEBØNDER, 30.12.2016

Du kender historien, men jeg supplerer her med materiale hentet fra Gyldendals danmarkshistorie.

Jeg har altid, også skønt jeg regner mig selv for en "god katolik" - såvidt muligt messe hver søndag- smilet lidt ad middelalderens "politiske helgener" (dem som paverne kunne se en politisk fordel i at kanonisere).

Nu må jeg imidlertid konstatere at Skt. Knud Lavard er min tipoldefar i 25 led så smilet er ved at falme! Desuden er der også familieskab med Knud den Hellige der myrdedes i Odense af rebelske, vendsysselske bønder.

Jeg har altid støttet bondeoprørerne i middelalderen. Jeg har faktisk købt en bog kaldet Popular Rebellion in the Middle Ages, et interessant værk.

Måske er Skt. Knud Lavard og Hellig Knud ved at kalde mig til orden fra Paradiso?

Du kan se lidt stamtræ fra middelalderkongerne i det følgende:

Som du ved er jeg adoptivbarn. Jeg er en søn af en pastor Mogens Poulsen og Aase Nielsen, et resultat af en voldsom forelskelse i 1946.

Jeg opsøgte min mor da jeg var 19 og hørte fra hende om mit faderlige ophav, der dengang var anmelder og journalist ved Kristeligt Dagblad. Jeg skrev til ham da han senere var blevet præst i folkekirken, men han nægtede at have noget med mig at gøre, men beklagede dog "dette sidespring i min grønne ungdom".

Jeg kendte heller ikke min slægt på min mors side. 

Nu er min søn imidlertid gået ind i slægtsforskning på internettet og det er mildest talt ikke småting, der er kommet for dagen.

Han er dykket ned i en lang række kirkebøger, lokalregistre og folketællinger.

Med min fars slægt gik den derud af. Nogle har tilhørt det absolut bedre borgerskab. Således var der en herre, der var borgmester i Odense.

Så nåede han imidlertid senmiddelalderen og her dukkede en adelsmand pludseligt op. Jeg husker ikke hans navn (min søn sender mig mere materiale senere), men via denne adelsmand dukkede 3 adelsslægter ud af mørket. Glob slægten, Due slægten og en fyr fra en forgrening af den mægtige Hvide slægt, der jo er blevet anklaget for at have myrdet Erik Glipping i Finderup Lade.

Men det bliver endnu mere spændende for så dukkede den middelalderlige, gamle danske kongeslægt pludseligt op!

Jeg er intet mindre end et tipoldebarn i 24de led af Valdemar den Store!

Det må jeg nok sige. Og så kastes der pludseligt lys over hele rævekagen.

Valdemar den Store var en søn af Knud Lavard, der var en søn af Erik Ejegod, der var en af de 5 sønner af Sven Estridsen, der har beklædt den danske trone.

Sven Estridsen opkaldte sig selv efter sin kone Estrid, der var en søster af Sven Tveskæg, der var en søn af Harald blåtand, der var en søn af Gorm. Det såkaldte Jelling dynasti.

Så Gorm af Jelling må være en tipoldefar i cirka 30te led!

Den slags er sgu da morsomt.

Jeg er i langt nærmere familie med Gorm den Gamle end de Glücksburgere, der i øjeblikket sidder på tronen!

Min mors familie stammer fra en flok hollændere, der ca. 1500 kom til Amager for at dyrke hvidkål.

De besluttede efter 50-75 år at vende tilbage til Holland via Lolland Falster. De strandede imidlertid på den lille ø Fejø, en diminutiv ø på 11 km2 nord for Falster. Derfra var der pludseligt ingen skibsforbindelse til fastlandet. Men den lokale herremand tilbød dem at blive hans fæstebønder på Fejø og der har de været siden. Min søn opsporede et foto af min grankusine dernede fra og hun ligner sgu mig!

Min søn og jeg må naturligvis derned til sommer. Alt hvad der er er en kirke, en kro og et kursuscenter.

Mange af min mors familie er i generationer blevet begravet på den lille kirkegård.

Jeg har forgæves ledt efter ligheder mellem middelalderkongerne og jeg, men de eneste portrætter er fra renæssancen og dermed flere århundreder yngre end f.eks. Valdemar den Store.

Engang havde jeg drukket mig en bøhmand til på pubben Harald Blåtand i Jelling. Det var en varm sommerdag, så jeg gik op på Gorms høj og lagde mig i solen og knaldede brandert ud.

Da jeg vågnede og satte mig op var det første jeg så en ca. 40 cm lang stålorm, der forsvandt ned i højen.

Nu er ORMEN jo et centralt symbol i al vikingekunst (f.eks. på selve Jellingstenene) så tanken fløj gennem mit hoved: "En hilsen fra Gorm den Gamle!".

Lidet anede jeg jeg var i SÅ tæt familie med Gamle Gorm!

Det lyder nok lidt mærkeligt, men jeg er faktisk overtroisk og udelukker ikke det var en hilsen fra Jelling Dynastiet!!!

Alt dette lyder som en fantastisk historie. Daniel (min søn) arbejder for tiden på et stamtræ så den emailer jeg til dig når den dukker op.

For mig som er adoptivbarn, der aldrig har ment jeg kunne opspore min kødelige slægt på begge sider er denne udvikling ærke-fantastisk! Jeg troede jeg kom ud af "intet", af "mørket" så at sige og så viser det sig pludseligt at valdemarernes og Jelling dynastiets blod rinder i mine årer. Også 2 helgeners blod løber i mine årer: Skt. Knud den Helliges og Skt. Knud Lavards. Jeg (der tilhører den gamle kirke) er begyndt at anråbe dem om hjælp til en fjern efterkommer.

Knud Lavard (min tipoldefar i ca. 25de led) blev som bekendt myrdet i Haraldsted Skov ved Ringsted. Som barn var jeg hyppigt på ferie i Kbh. hos venner af mine adoptivforældre. De boede i Knud Lavardsgade på Vesterbro. Endnu en sær tilfældighed.

Jeg har overværet en opførelse af Händels Messias i Skt. Bendts Kirke i Ringsted, hvor Valdemar den Store er stedt til hvile. Jeg må naturligvis på pilgrimsfærd derover og lægge en buket!!!!

Dette var historien som naturligvis fylder en del i mit hoved her i nytåret.

Jeg fejrer nytår her i min lejlighed på Vardevej. Jeg går end ikke på Ølstuen da det ville indebære jeg skulle gå hjem gennem byen netop når skyderiet er på sit højeste og det har jeg bestemt ikke lyst til.

                                                     Godt nytår

POPULISTER OG ELITEN, 14.11.2016

I disse dage diskuteres fænomenet populisme ihærdigt i lyset af Trumps valgsejr i USA. Det er blevet luftet om noget lignende kunne ske i Danmark også i lyset af det nye parti på den extreme højrefløj der er dukket op i det politiske landskab.

For ikke længe siden overhørte jeg under en debat i TV (måske med intervieweren Clemens Kjærsgård) udtrykket "landsbytosser" brugt om de mange folketingsmedlemmer, der pludseligt dukkede op den gang Fremskridtspartiet kom i folketinget. Om Dansk Folkeparti hed det sig også de ikke var "stuerene".

Hvilken foragt for medlemmer af det jævne danske folk! Ja dem der stadig synger af Højskolesangbogen ved familiefester på landet.

Den slags er jo modtagelige for demagogi, ikke sandt? Det viste nazismens of fascismens opkomst jo i 30erne.

Nej det er de stuerene, etablerede politikere skam ikke, vel?

Jo vel er de så. Er man skeptiske overfor flygtninge og indvandrere ja så er man jo "racist" ikke sandt?

At bruge ordet "racist" i den forbindelse er ren demagogi. Racisme er fordomme på grund af "race" og som sådan har danskere aldrig været racister. Jeg har aldrig hørt RACISTISKE udtalelser om de mange vietnamesiske flygtninge der kom hertil under og efter krigen i Vietnam.

Den korrekte betegnelse for manges bekymringer vedrørende indvandrerpolitikken er islamofobi.

Men nej! De politisk korrekte intellektuelle, debatører og polititikere ( og mange er befinder sig hvor de er fordi de er født ind i politiske familier - de er fars drenge) mener alle populistiske tiltag "nedefra" i folket (et folk de har et meget begrænset kendskab til) er et udslag af mangel på uddannelse og demagogi. Vi er åbenbart landsbytosser.

Det er en farlig slingrekurs der kendetegner ikke alene dansk men al vesteuropæisk politik på området. Breder "populismen" sig er det fordi de etablerede politikere selv har bedt om det.

REPLIK

Både Trump og Brexit har udløst debat om populisme ctr. eliten Det er et evighedsemne, vi her er inde på. Når en politiker – en populist - finder det, der bedst rammer vælgernes mening, bliver han valgt uanset alle teorier, erfaringer og økonomiske konsekvenser. Han kommer til at stå i modsætning til eliten, som modpolen til populisterne er døbt. En af erfaringerne er, at når der er krise eller stagnation i økonomien, så vokser utilfredsheden med tingenes tilstand. Og når der så kommer et valg, så protesterer vælgerne ved at gå mod eliten, der i øvrigt er politikere de selv har valgt til at styre landet.

Hvis Storbritannien f.eks. havde været i økonomisk vækst i stedet for stagnation, er det min overbevisning, at det ikke var blevet nej til Brexit. Desværre ser de mange advarsler fra ”eliten”, eksperterne og toppolitikere i andre lande ud til ikke at have været overdrevet. Private investeringer i maskiner, bygninger etc. er gået i stå (derved mistes arbejdspladserne i investeringsgodeindustrierne og konkurrenceevnen falder p.g.a. faldendende effektivitet), pundet er faldet 20% (øger udlandsgælden med 20%, øger prisen på importerede rå- og færdigvarer med 20%, øger inflationen og renten, men giver eksportvirksomhederne en lille konkurrenceforbedring), og hjerne- og virksomhedsflugten er i gang. Det lover mildt sagt ikke godt, hvis man er imod forringelser i levestandard, lavere velfærd og tilbagegang i økonomien.

Men det er simpelthen for billigt, at konkludere at ”eliten” er helt ude af trit med vælgerne, når de taber ved valg. De forsøger at gøre det, som erfaringer og analyser siger er det bedste for deres land og vælgere. Og populisterne, der jo så bedre repræsenterer vælgerne, har kun det at bygge på, som vælgerne synes, og de er uden erfaring eller ekspertråd. Derfor ser man med næsten usvigelig sikkerhed, at de tidligere populister stille og roligt bliver en del af ”eliten”.

Og DF er vel efterhånden ved være stuerene?

mvh Ivan

DUPLIK


Hej Ivan!
NB. Nedenævnte læserbrev er sendt til Fyens amtavis. Vi har 2 modsatrettede holdninger, det er medvirkende til at skabe den gode dialog. Hils Kitty.

Der er lige afholdt valg i USA, hvor  Trump blev valgt til verdens mægtigste post. Dette valg var på forhånd tildelt Hillary Clinton, det viste alle odds. Eliten havde i forbifarten glemt,  der var nogle borgere, der skulle tages med på råd, og dette betød at valget valgt ud til fordel for borgerne  mod alle odds som  meningsmålinger - kommentatorer - medier og politikere. USA trængte til fornydelse, og det mente de ikke magtens eliten i Wachington kunne give.De havde haft  8 år med Barack Obarma og  Hillary Clinton - som nærmest var selvskreven til at blive USA`s kommende præsident, var kke  flertallet af folkets valg.

Borgerne ville have fornydelse og ønskede ikke den etablerede elite skulle fortsætte,  som de havde kendt gennem  otte år med Barack Obarma. De ønskede et ubeskrevet blad, der talte deres sprog.Vi ser i øjeblikket pluralismen brede sig i hele den vestlige verden brexit i England - nej  til Europol i Danmark - og den store skepsis befolkningerne har i Europa til EU, men der sker ingenting, politikerne lukker øjnene. og forventer og tror, det går over. Magtens eliten har efterhånden hævet sig langt over deres befolkninger og tror,  vi er nogle "landsbytosser".

Pluralismen breder sig mere og mere i vesten, vi oplevede det samme da Glistrup - DF trådte ind på den poltiske scene, de havde en stemme til folket. Næste gang vi har valg kommer Ny Alliance sandsynligvis i folketinget. Politikere må påregne så længe man ikke lytter,  men tror vi alene vide, vil pluralismen blomstre som protest mod magten. Vores lille land kan ikke rumme alle de partier, det er svært for en regering at få gennemført deres politik til gavn for landet, det er altid kompromiløsninger . det ville være ønskeligt,  vi politisk kunne samle os i 2 fløje som USA.

En græsk filosof,  Epiktet, har sagt " Hvorfor  beskæftige sig med noget, man ikke har nogen indflydelse på"  men er vi tilstrækkelig mange, der deltager i valgene, er ovennævnte valg et bevis på, det kan lade sig gøre at påvirke et resultat stik modsat magteliten.

Henny Mathiesen

Hallindfskovvej 77

5700 Svendborg

POLITISK PURITANISME, 03.11.2016

I disse tider hvor man har travlt med politisk mudderkastning i amerikansk politik er det måske lærerigt at se hvor denne puritanske og moraliserende interesse kommer fra. For det er et fænomen der også har nået Danmark.

I vor politiske fortid var det velkendt at statsministre som Stauning og Krag var særdeles glade for kvinder og de våde varer. Det klandrede ingen dem for. Og hvad USA angår var J.F. Kennedy´s forkærlighed for kvinder også velkendt.

Der er ingen tvivl om at denne moraliserende tilbøjelighed historisk set kommer fra den form for protestantisme der kaldes kalvinisme. Denne sekt står Amerika i dyb gæld til hvad angår sin ukontrollerede kapitalisme (wildfire capitalism) og hvad angår landets syn på moral. I Kalvins Geneve i reformationstiden gik "de hellige" rundt og kiggede ind ad hinandens vinduer for at kontrollere hinandens "hellighed". Vi ser den slags i Indre Mission i Danmark, der via pietismen i 1700 tallet også er influeret af kalvinismen.

Hvem siger at en politikers dygtighed er influeret af vedkommendes sexualmoral? Eller drikkevaner? 

Det hænger overhovedet ikke sammen. Er man også en dårlig skuespiller hvis man har hang til de våde varer?

Mediernes sensationshungrende graven i politikernes moral, både i USA og herhjemme, er baseret på en omgang uprofessionel vrøvl.

Desværre er denne amerikanisering af også dansk politik ved at tage overhånd. Man skal åbenbart have haft en helgenagtig moral for at være en god politiker.

Det er sørgeligt at se denne tilbøjelighed brede sig. 

Heldigvis har den endnu ikke bredt sig til den katolske verden. Derom vidner fænomener som Berlusconi. 

Men hellere dette end den kvalmende moraliseren der præger det kalvinistiske USA.

 

OM HISTORISK UVIDENHED, 28.09.2016

Da jeg er katolsk kristen løber jeg tit på Vejles traktørsteder ind i den beskyldning mange nutidige danskere retter mod al religion: nemlig den at religion har været årsag til alle krige i Europa og som sådan har dræbt et utal af mennesker.

Her er det tid at stoppe op.

De 2 krige der har kostet flest mennesker livet er uden sammenligning 1. og 2. verdenskrig. Første verdenskrig var inspireret af nationalisme og anden verdenskrig var inspireret af ateistiske ideologier, nemlig demokrati mod fascisme.

Alene i slaget ved floden Somme under 1. verdenskrig, der varede godt et halvt år, omkom der ca. 700.000 soldater begge sider talt med. Et antal der er så grotesk at tanken svimler overfor det.

Når disse uvidende beskyldninger rettes imod religionen som årsag til alle historiske krige i Europa er der en lille, men betydningsfuld faktor man er tilbøjelig til at glemme. Nemlig at i religionskrigenes tid (jeg hvidvasker ikke totalt religion!) var der langt, langt færre mennesker i Europa end i det 20. århundrede. I England var der således på Shakespeares tid (1564-1616) kun en 4-5 millioner mennesker. I Danmark var vi næppe flere en 4- 500.000 mennesker og det er højt sat. Der var sikkert betydeligt færre.

Med andre ord: skulle man, i lyset af massemyrderierne under 1. verdenskrig, rette beskyldningen mod en enkelt faktor, må man nævne nationalisme. Og i modsætning til religion trives denne i bedste velgående. Den stiller ingen spørgsmålstegn ved, jævnfør brølet fra mange tusind struber når vort land scorer mål i en landskamp.

Vi er ved at være et irreligiøst folkeslag, noget nogle nævner med stolthed i stemmen.

Der er en masseflugt fra folkekirken igang. Det er dog ikke en undskyldning for at rette så forblindede anslag imod al religion som det ovennævnte.

Har danskerne sovet i historietimen?

 

HVAD - OG HVEM - ER VI, 17.09.2016

Det er mere eller mindre velkendt at vort samfund er lagdelt i statusgrupper. En eksakt definition er flg:

Det er den erhvervsmæssige position, der via stillingsbetegnelsernes forskellige sociale prestige bliver kriteriet for indplaceringen i de sociale statusgrupper, som udgør kernen i mange inddelinger i socialgrupper. Forskellene mellem statusgrupperne synliggøres gennem forskellene i deres livsstil. Kendetegnene ved de højest placeredes livsstil bliver ofte statussymboler. 

Det er min opfattelse, og sikkert mange andres, at Danmarks 6 statusgrupper er både aflukkede opad og nedefter. Der er både en opadrettet og nedadrettet afgrænsning. Og specielt i Danmark er disse afgrænsninger meget skarpe. En landsretssagfører omgås ikke en maskinarbejder socialt osv. osv.

En analogi er en kransekage. Jo nærmere vi kommer toppen jo mindre er ringen i kransekagen og jo længere vi når bunden udvides ringen til den nederste ring, hvor der er flest. På den absolutte top sidder kongehuset og dem der er inviterede til dronningens nytårskur, behængt med ordner. I den nederste er bistandsmodtagerne.

Der er ingen tvivl om det er en historisk arv fra enevælden, hvor der var 16 "rangordener". Modsat hvad mange tror, nemlig at Danmark er et topmoderne land, er vi et gammelt, stagneret monarki.

Vi får altid spørgsmålet: "Hvad laver du så?" Spørgsmålet om HVAD du er hænger sammen med det andet spørgsmål om HVEM du er. For vi får jo vores identitet i kraft af vort arbejde og deraf følgende prestige. Eller hvad?

Det man kan stille spørgsmål ved er om denne besynderlige , gamle kransekage kan benævnes et FOLK. For folk i de forskellige ringe i kransekagen har meget lidt social omgang med hinanden. Egentlig kender statusgrupperne meget lidt til hverandres livsstil og synspunkter.

I Englands og Irlands livlige pub-liv gnubber landsretsdommeren skuldre med bistandsklienten og disse landes befolkninger udgør stadig et FOLK. Men i Danmark kniber det alvorligt med den indre sammenhængskraft. Sociologerne har ofte defineret en fælles religion som et folks indre cementering, men også denne faktor har længe været døende i Danmark, hvor vi er ved at udvikle os til en materialistisk, irreligiøs og åndløs lille lomme i det protestantiske Nordeuropa.

Den eneste løsning er en kritisk og bærbar viden om vor historie og vore historiske forudsætninger og stille relevante spørgsmål til holdbarheden i vores model.

 

ER VI VERDENS LYKKELIGSTE FOLK, 14.07.2016

I 2015 udkom en bog af en kvindelig, engelsk journalist kaldet "The Year of Living Danishly. Uncovering the Secrets of the World´s Happiest Country". Bogen er ganske morsom læsning. Forfatterinden Helen Russell adspørger en række kultur-pinger fra mange sider i dansk kulturliv hvorvidt de føler sig lykkelige som danskere i en skala fra 1 til 10. Den laveste scoring viser sig at være 8 og den højeste 10.

Nu er netop lige dette fænomen ikke ganske uforudsigelig idet disse kultur-koryfæer nok alle sidder i jobs hvor de hæver 1 million eller mere i årsløn.

Hende og hendes familie prøver så godt som muligt at leve som danskere. De sidder i Arne Jacobsen stole og læser i lyset af PH lamper. Deres livsstil er er med andre ord imiteret efter det bedre borgerskab.

En ting der vækker hendes undren og beundring er nok mere berettiget. Nemlig at vi danskere lever i et samfund bygget på gensidig tillid ("trust") og tillid til vore politikere og til vort system generelt. Helen Russell kender ord som "skat" (ikke ganske tilfældigt!) og "rødkål" til juleanden, men sjovt nok røber hun intet kendskab til nøgleordet "tryghed" skønt det hele tiden er et fænomen hun cirkulerer omkring. Bogen er morsom men også et stykke skønmaleri.

For folk der læser engelsk og som er interesserede i udlændinges opfattelse af Danmark vil jeg istedet anbefale Richard Jenkins,"Being Danish: Paradoxes of Identity in Everyday Life" (2011). Den er langt mere dybgående og bygger på mange års studier og desuden mestrer Jenkins dansk flydende.

REPLIK

Tak også for VAF-indlæg. Nu vil jeg tilspørge dig som ekspert: Ordet ”lykkelig” har vel et noget snævrere betydning end ”happy”? Spørgsmålet er vel, om den danske oversættelse af happy i den årlige undersøgelse ikke snarere skulle være glad, heldig eller tilfreds? Det forekommer mig at give bedre mening. Lykke er for mig et noget luftigt og vanskeligt brugbart begreb i saglig sammenhæng. Og mon ikke den lidt latterlige / komiske aura omkring rapporten kunne reduceres, hvis oversættelsen blev Verdens mest tilfredse.

Men dit indlæg er i øvrigt indsigtsfuld og finurligt.

Mvh Ivan

DUPLIK

Udmærket indlæg. Man er efter min opfattelse ikke i stand til at måle folks lykke, men derimod tilfredshed.
Det tror jeg på. Vi er en befolkning,  der har overladt systemet at styre vore liv mere eller mindre fra vugge til grav. Det er åbenbart et system danskeren værner om. Politikerne skal ikke røre ved velfærdsmodellen. den model er i den grad inpodet i vore hoveder, så vi har svært ved at tænke anderledes uden det bliver utroligt negativt, og de personer der vover engang imellem biver kastet for løverne.

Henney

 

TECHNÉ, PRAXIS OG THEORIE, 16.03.2016

Mange har efterlyst teorier om BEVIDSTHEDENS væsen mere end alle de verserende teorier om underbevidsthedens natur, hvor, som vi ved fra Freud og Jung, alle kneb gælder og alle muligt gætteværk går i svang.  Jeg skal hermed redegøre for ihvertfald ganske rammende tanker om vor bevidstheds væsen, som jeg har fundet hos ny-platonikeren Plotin, specielt i hans traktat "Nature, contemplation and The One".

Lad mig først definere betydningen af overskriften "Techné, praxis og theoria" og hvad disse græske begreber indebærer for platonikerne.

TECHNÈ er den viden om f.eks. et fag der eksisterer inde i hovedet hos fagets udøvere før de udøver den i PRAXIS.

Det er den viden om f.eks. fløjtespil der eksisterer inde i hovedet hos fløjtespilleren før han begynder at fløjte. Eller, som Plotin ynder at sige, det billede af et hus som eksisterer inde i hovedet hos arkitekten før bygningen af huset (PRAXIS) begynder. Eller tegnekunsten hos tegneren før han begynder at tegne.

Når PRAXIS ( fløjtespillet, bygningen af huset eller tegningen) er forbi hviler fløjtespilleren,tegneren eller arkitekten i BETRAGTNING (theoria) af resultatet. Det græske ord THEORIA

oversættes på latin til "kontemplation".

Udbred nu disse 3 begreber til alle tænkelige tilfælde hvor der eksisterer en techné, en praxis og en theoria.

Jeg ved for eksempel hvorledes jeg griber et glas øl (techné), drikker den (praxis) og et øjeblik hviler i betragtningen af det færdige resultat (theoria).

Jeg ved hvordan jeg går ned ad en trappe (techné), går ned ad den (praxis) og et øjeblik betragter nedstigningens færdige resultat (theoria).

Disse forhold gælder uhyre mange af bevidsthedens daglige gøremål.

Jeg tør ikke sætte en procentdel af de uhyre mange gange vi i dagligdagen lever i techné - praxis - theoria treenigheden. Måske  80 % af dagligdagen går med det.

Vi må dog heller ikke undervurdere al den tid i dagligdagen hvor vi "hviler i betragtning" (theoria). Vi er KONTEMPLATIVE væsener, der hviler meget i betragtning. 

Den slags betragtninger (sic) vil Vejle Amts Folkeblad ikke trykke så jeg sender den til venner og bekendte.